Post by Deleted on Jun 25, 2013 21:41:31 GMT 1
The Corruption
“Help me… I beg of you: help me…” she cried between her screams of agony.[/right]Hun vidste ikke hvordan, men hun havde gjort det. Hun var undsluppet. Den… ting… var væk! Det måtte være held eller måske.. måske holdt Orctics faktisk øje med sine børn? Sikrede at de ikke døde uden grund? Uanset hvad, så brød hoppen ud i en stille bøn til den gud, hun trofast holdt fast i, men hvis eksistens hun til tider var begyndt at betvivle. Lig e nu fandt hun dog ingen anden værdig for hendes taknemmelige ord, trods hendes redning ligeså godt kunne være kommet fra Den Vise. Ordene forlod hende med en hæs stemme og små ryk af smerte skød gennem hende for hvert åndedræt. Hun kunne knap nok stå. Mirakuløst nok holdt hun sig dog på benene, trods de dirrede faretruende under hende. Først her, først nu hvor hun fandt et pusterum fra en flugt der havde virket håbløs og uden ende, gik det op for hende, at månen viste sin blege form. Det var blevet nat. Nat… Blomsten! Den blomstrede kun om natten! Af sikkerhedsmæssige grunde havde hun ledt skyggerne ud på en omvej: en tur der cirkulerede mere eller mindre omkring den oase, der var hjemsted for måske den sidste blomst. Endeligt. Endeligt var hun ved vejs ende! Trods smerten skød stoltheden for et øjeblik op i hende, fyldte hver lille afkrog af hendes arrede krop. Med usikre skridt begyndte hun at tilbagelægge den sidste, lille afstand. Den sidste, lille prøvelse.“No,” they merely whispered.Sandkorn fløj med vinden; dansede af sted i en flygtig leg, som kun de to ting deltog i. En leg som hoppen havde fundet smuk, havde det ikke været for følelserne der ulmede under det arrede skind. Hun havde forladt ham i vrede og trods hendes inderste ønske om at vende om og undskylde, så var der ingen vej tilbage. Hun skulle gøre det nu. Det kunne ikke vente længere. Alligevel trak hendes hjerte, plagede hende om at droppe opgaven og blot ignorere Den Vises ord. Anstrengt samlede hun al sin beslutsomhed og tvang sig selv fra at se tilbage; fra at se efter, om han mon havde fulgt hende. Det afholdte hende dog ikke og for et øjeblik blev blikket vendt tilbage, men fandt intet. Ingen grå skikkelse fulgte hende. Ingen fulgte hende.
For hvert skridt hun tog, for hver gang en hov ramte sandet, omfavnede den gyldne masse de solide hove og besværliggjorde turen. Sandet var hurtigt blevet hendes værste fjende på denne enlige tur. Den skiftede alting, gjorde det svært at se hvor hun var gået og hvor hun skulle hen, så alt hun havde at følge var sit sind. Underbevidstheden sagde, at hun var på rette vej, men talte den sandt?
Taia vidste ej hvor lang tid der var gået eller hvor lang tid der ville gå, men vinden havde taget til. Hvad der havde været en smuk dans blev en vild og ustyrlig jagt. Hvert sandkorn piskede mod hendes skind og det var hurtigt gået op for hoppen, at hendes øjne ingen hjælp ville være længere. Så nu gik hun, blind af sandet og døv af vinden, og håbede på… på… på hvad som helst egentligt. Et tegn måske eller blot en hjælpende sjæl.
Ørkenen havde for nogle øjeblikke mindet hende om Taruhk’s elskede sletter, men der var Orctics til at beskytte dem. Han ville aldrig lade en storm som denne ramme dem. Han ville aldrig skade dem! Han be-skyttede dem! Og dog… gjorde han virkelig? Beskyttede han dem virkelig, eller var det en løgn de havde bildt dem selv ind?
“You can’t just… leave me,” she whispered before her body twisted in pain once again.“Oh, we are not leaving you, my dear, far from… We’ll never leave you”. Gently they caressed her chin.Da solen endeligt kom til syne, og vinden stoppede sin hvileløse jagt, lå den langt lavere end før. Hoppen havde foresat ufortrødent trods stormens hylen, men vidste ej hvor langt hun var nået. Sandbankerne virkede endeløse når det ens eneste sand var at føle; at mærke hvad end der måtte røre en. Hjertet sagde hende at hun var nær sit mål, men sindet satte sig imod og nægtede at tro på det. Hvordan kunne hun være nær? Stormen havde fældet hende mere end en gang og tvunget hende i knæ. Tvunget hende til at stoppe sin håbløse vandring og bedt hende vende hjem. Hun havde nægtet. Et spinkelt håb spirede dog hos hoppen. Et håb som visnede, da en skikkelse kunne skimtes i det fjerne. Den arrede hoppe vidste ikke hvorfor, men alt i hende skreg at denne skikkelse skulle undgås og for alt i verden ikke følge hende. Det var ikke en hjælpende sjæl, hun kunne bare mærke det. Om det overhovedet var en sjæl, blev der slået tvivl om i hendes inderste. Trods advarslerne som kom fra alle steder og alligevel ikke havde nogen oprindelse, forsatte hun. Forsatte mod sit mål i håbet om at skikkelsen holdt sig bort. Desværre er heldet sjældent med en, når man mest ønsker det.
Hvor langt de forsatte kunne hun ej sige, men hun holdt øje med den. Holdt øje med skikkelsen, som hverken hendes krop eller sjæl stolede på. Efter en kort tid var det blevet et spil; et spil om hvor længe hun kunne se på den. Hver gang hun ikke iagttog den, observerede hvert skridt den gjorde, kom den nærmere. Selvom det blot var et blink, så var den nærmere. Det varslede ilde og uroen begyndte at slå rødder i hoppen: en uro som slyngede sig igennem hver afkrog af hendes sind og brugte minder, såvel som de ting hun frygtede, til at kravle videre op. Til at nå til det punkt, hvor hun ikke kunne ignorere det længere. Skikkelse var kommet alt for tæt på og hun vidste det, men hun kunne intet stille op. Hun havde prøvet at gå fra den, løbe fra den, men det havde ej virket. Den var altid det samme sted, men hvor tæt på den var varierede.
Efter en tid tabte hun fokus, lod sig selv henrive af de minder, som uroen trak op. Inden hun nåede at opfange noget, havde skikkelsen rykket sig og ved hendes side gik nu selv samme skikkelse. Hun havde ikke brug for at se, for at vide, at den var der. Det var bare noget hun vidste; noget hun følte. Trods uroen buldrede i hende, lod hun dog blikket glide tilbage på skikkelsen og hvad hun fandt, overraskede hende. Det var ikke noget ondt væsen, ikke nogen skygge. End ikke Rumpelstiltskin. Nej, det var blot en anden hest, som havde et smil spillende om dens mule. Uroen sad stadig i hver lille del af den brune hoppe, men hendes parader faldt en smule, for så at gå op igen. Hvad lavede en hest herude og hvordan var den kommet hen til hende så hurtigt? Vigtigere var, hvad ville den og hvem var den? En advarende brummen forlod hende, før hesten udstødte en munter latter og hun fandt sig selv nød til at spidse ører.”Tag det roligt: jeg gør dig intet.”Taia troede ikke fuldt og fast på ordene, men noget ved stemmen, smilet og hele.. holdningen.. hesten bar, der fik hende til at stole på den. Stole på den, på en måde hun ikke brød sig om. Hun stolede på den, uden at vide hvorfor og det skræmte hende egentligt. Trods hendes forsvarsberedte ydre og indre, faldt de to heste dog i snak. Emnerne gik på løst og fast, indtil den sagde et ord forkert. Eller rettere, et navn. Den kendte hendes navn. Men hvordan? Hun havde ikke fortalt den det!”Haha, sikke en historie! Jeg er ked af at gå væk fra dette muntre emne, men sig mig Taia, hvad ken-der du til disse Skygger der siges at rumstere i landet?””Hvor kender du mit navn fra?””Hvad mener du? Du forta…””Nej, det gjorde jeg ikke…”
Hestens holdning ændrede sig og hvad der før havde virket som en munter og fredelig sjæl, blussede op. Det gjorde Taia dog også og hurtigere end hun selv fattede det, havde hun angrebet den. Uden egentligt grund, uden egentligt bevis: alt var blusset op, men ubevidst havde hesten også plantet noget i hende. Dårligdom. Ubevidst vrede og skyldfølelse. Ting som nok ikke var ment til at gå udover den selv, men som nu gjorde det. Hendes hove rørte dog aldrig hesten, for inden de nåede ned, spredte den sig i et virvar af mørke. Et mørke der hvirvlede om hende, før det knitrede af sted over sandet i form af en sort ild. Dette fik hendes hjerte til at slå ud og hendes sind til at gå i stå. For et øjeblik stirrede hun blot ind i de sorte flammer, som i hendes sind fik farve som den hedeste ild. Instinktet greb hende. Hun måtte væk. Hun skulle væk. Nu! Sandet føj under hende, da hendes hove gravede sig ned i det, for at finde fæste til at opnå fart. Inden hun nåede langt, hørtes en hvislen bag hende.”Hvorfor løber du, lille Taia? Jeg troede ikke at en Vogter ville være bange for lidt.. hm.. ild.”Darkness filled her mind, as she scrambled to cover it from the twisted shadows.Laughter filled its emptiness, before what had been only smoke, became solid; became her.
Det måtte være den. Hun havde gjort det! Trods hvor lidt energi hoppen følte hun havde, blev farten sat op. Benene dirrede ikke under hende længere, men der var ingen tvivl om, at de ikke ville holde længe. En hver modstand kunne knække dem, men det havde hun ikke tid til at tænke på. Blomsten. Hun måtte finde den. Oasen viste sig at være noget helt usædvanligt: noget næsten magisk. Der lå i hvert fald en stemning over den, som var helt speciel og urørt. Som om dette sted, ej kunne røres af mørke. Som om det var det sikreste sted hun kunne finde. Roen begyndte at lægge sig helt i hoppen, da hun påbegyndte sin søgen efter den. Hun vidste ej hvordan den så ud eller helt hvor den stod, men lod på ny hjertet guide hende. De særeste og mest forunderlige træer blev passeret, mens de skønneste og mest usædvanlige blomster sendte deres dufte som følgesvende for den ældre hoppe. Alt virkede så fredfyldt at det næsten gjorde ondt på hoppen. Kunne hun blive her? Lukke alting ude og bare… ligge her til Orctics hentede hende? For første gang indtog et smil hendes mule: selvfølgelig kunne hun ikke det. Hun var kommet så langt for at finde den blomst, så finde den, det ville hun! Hun var næsten en Vogter nu, hvad end hun ville det eller ej!
Ingen tvivl kunne findes i hoppen, da hun så blomsten. Det var den. I en lysning mellem træer, hvis blade hang ned som lange guirlander, stod en enlig plante. En enlig, rank blomst. Der var blot et problem: den blomstrede ikke, trods natten var godt i gang.
“Get…out…of…my…mind…”
“As said: We’ll never leave you…”
[/right]Med forsigtige skridt nærmede den brune hoppe sig blomsten. Hvorfor blomstrede den ikke? Den skulle blomstre om natten, det havde Den Vise selv sagt. Roligt blev hovedet lagt en smule skeptisk på skrå, før hun forsigtigt førte mulen mod blomsten. Den havde en noget usædvanlig farve efter hendes mening, for den var meget mørk. Måske var den mørk nuance af blå eller rød? Let puffede hun til den med mulen og langsomt begyndte den at åbne sig. Noget virkede dog sært, for den var ikke rød eller blå… den var… sort?Et forskrækket hvin forlod hoppens mule før hun hamrede til jorden. Stængler skød op igennem jorden med en unaturlig hast. Hun havde jo bare rørt den som hun skulle? Hvad var gået galt?! Trods lysten til at kæmpe imod, fandt hun ingen kræfter i hendes krop. Alle lagre var udtømt, brugt på flugten. Hendes tanker florerede omkring flugten, prøvede at finde dens sammenhæng med dette, før alting gik i stå. En unævnelig smerte skød op igennem hendes brystkasse; en smerte der fik hele hendes krop til at krampe under pinen. Med det hvide vent ud af øjnene, fik den arrede hoppe endeligt vendt blikket mod smertens oprindelsessted og hvad hun så, var mere horribelt end hun kunne forestille sig. Stænglen.. planten… borede sig ind i hende. Ud af øjenkrogen kunne hun se blomsten visne og dø, i takt med at flere og flere stængler skød op igennem jorden. Hun så dog også noget andet. Noget der bragte hende et spinkelt håb. En skikkelse.
”Hjælp mig! Jeg ber’ dem, hjælp mig!”
”Nej”
Den brune krop vred sig I smerte og et hvin forlod hendes mule. Et hvin der ville kunne finde medlidenhed hos selv den mørkeste sjæl.”De kan ikke bare.. forlade mig”
”Årh, vi forlader dig ikke, kære… Vi forlader dig aldrig.”
Skikkelsen forlod nu sit skjul og hvad den arrede hoppe så, fyldte hende blot med mere rædsel, hvis det da var muligt. Der stod selv samme væsen, der havde jagtet hende gennem ørkenen. Alt i hende kæmpede imod, men ingen kræfter kunne opdrives, så modstanden fandt kun sted i sindet. Et sind, som trods kroppens smerte, stadig kæmpede bravt for at holde noget ude, den ikke kunne definere. Som før stod skikkelsen ved hendes side med en uhyggelig hast og i en kærlig, blid bevægelse kærtegnede den hendes kind. Et kvalmende kærtegn som hun skræmmende nok tog imod. Snart følte hun dog ikke blot dens tilstedeværelse udenfor, men også indeni. Indeni det ene sted, hun aldrig lod nogen komme ind. Hendes sind. Før hun nåede at reagere, var sindet sendt på flugt i sin egen krop; jaget bort til et sted hvor end ikke bevidstheden eller kontrollen eksisterede. Kroppen vred sig igen i smerte, men hoppen formåede at fremstamme et par ord, før flere stilke perforerede hendes allerede arrede skind.”Forlad… mit… sind…!”
”Som sagt; vi forlader dig aldrig.”
And with that, a final, lone, agonizing scream filled the chill night, before everything went quiet. The scream never hit a caring listener, so only the cold desert knew what misery and agony had found place in its middle.[/size][/blockquote]
