Tåget solopgang(Illana)

.~:SAMAEL:~.

[/size]
TÅGET SOLOPGANG[/font][/center]

Tågen, der så ofte prægede denne årstid, lå som et tykt, gyldent lag over det fjerne langskab, iklædte træer og buske et slør af hvidt. Solen havde netop passeret horrisonten, og kastede et smukt skær over det eventyrsagtige område, klædede selv den gråtonede hingst i solopgangens kulør. Ganskevist blev han oftest forbundet med månens spættede overflade, men netop i disse momenter, kunne han ligeledes sammenlignes med solopgangen, og den smukke tåge, der dæmpede alle lyde, erstattede alle farver. Hingsten stod, med hoften skrævet let ud til siden, og betragtede den opgangne sol, med de dybe, havblå øjne. Han var netop vågnet fra nattens hvile, og nød nu synet af den opgående sol, af danserinden der steg op på sin retmæssige plads i himlen; over for månen, der som en tynd hvid streg stadig hang modsat solen. Han undrede sig kortvarrigt om de nogensinde ville mødes, de to, så fjerne, og dog ens, skabninger, thi aldrig havde han oplevet en solformørkelse, som så mange andre vilde heste. Staldens tag havde blokeret hans udsyn, da de to stod ganske tæt. Men han havde hørt fortællinger, om de dage, hvor månen stjal solens lys, hvor den ene og alene stod i hendes kulør, så hendes lys. Kortvarrigt virrede den tunge hingst med hovedet, og gabte, før han langsomt strakte sine kraftige lemmer, en efter en, og begav sig ud i den gyldne kulør, i det gyldne landskab. Overalt glitrede de renvåde græsstrå svagt i lyset fra solen, spejlede sig glædeligt i varmen, før vinden jagede em bort fra strået, og til jorden. Taktfast, uden at værge, begav hinsgten sig videre, imens blikket lå på den stå, der lå foran ham. Han så ej tilbage på det ensomme, bladløse træ, men vendte istedet blikket fremad, mod fremtiden, mod den sti han skulle gå.

Solopgangen hang over den gyldne hoppe, som Lyset sommetider gjorde; den dansede glamourøst i tågens tætte tæppe, som havde lagt sig over landet i løbet af nattens timer. Langsomt, følsomt, gled den gyldne hoppe ind mellem tågens vægge, begav sig igennem det vatlignende lag af fugt, der endnu hang tæt ved jorden og sørgerede for, at de vandperler der endnu klamrede sig til græsset, til jorden, endnu glimtede i fuld flor. Det var i sandhed en morgen, der talte for sig selv; et smukkere syn var sjældent set.
Længe havde den gyldne hoppe vandret let for sig selv. Meget var sket det sidste stykke tid; ting som Illana aldrig havde håbet på skulle ske, og derfor havde hun søgt afsides, for at få ro på, finde sin indre styrke igen, som i blot et øjeblik havde svigtet hende. Men nu var hun klar til at danse igen, bevæge sig med den skønhed som lå til hende, som hun var født med.
Her, mens hun i al tavshed havde begyndt en dans med solens opadgående stråler, fangede et skær hendes blik i horisonten. Som en reflekterende skikkelse nærmest, vandrede en sjæl i solens stråler, ligesom hun selv gjorde. Nærmest forundret over bevægelserne, der nærmest var dansende, stoppede hun op. Noget bekendt var der ved dem, noget bekendt der havde henligget i hendes bevisthed længe, men som hun havde været nødsaget til at skubbe væk; den dansende månehingst var det, hun kunne skimte. Hun løftede sit hoved op i et pludselig ryk, som blev hun indhyllet af både lettelse og savn på samme tid; som havde noget snørret hendes bryst sammen og på samme tid løsladt det. Derpå sendte hun et næsten uhørligt vrinsk afsted, sendt igennem morgensolens milde stråler, som havde indhyllet landskabet i det pureste guld.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
SØGENDE[/font][/center]

Morgenstunden var i særdeleshed magisk, ja. Og derofr lå hingstens tanker ej længere på den fysiske verden, men slumrede i den usetes dale, fløj emd drømmenes minder, til fjerne steder, hvor han havde mødt mangt og mange. Og derfra, fra denne verden, lød derpå et kaldt, hvorpå solen steg fra himlens horrisont, og kom ham i møde, med den gyldne glorie, strålende fra den lysende sten, og de ravfarvede øjne. En skikkelse, han havde mødt i drømme, og savnet når nætter, og dage blev for grå. For solen kunne, som denne morgen, farve alting i et eventyrligt skær. Solhoppen fik hingsten til at stoppe kort, forunderligt op, og undrende plante sine dybblå øjne på solen, der til stadighed hang lavt i horrisonten, og ventede på at træde højere på himmelbuen. En svag, søgende brummen, forlod hans bringe, og han strakte søgende mulen imod den, med et fjernt håb om at mærke det varme pust, og genkende duften af hans danserinde. Dog var kun kulden at ane i solens retning, og derfor måtte han tage sig til kende, med at hans fantasi endnu havd eledt ham på afveje, indtil han bedrøvet drejede hovede bort, til en anden retning. For dér stod den skikkelse, der før havde mødt ham i fantasien, med lyset i sit indre, sit ydre, og med solens velsignelse glitrende i de lyse lokker. Et svagt smil tegnede sig på den tvefarvede mule, og han satte roligt i hendes retning. Navnet, det navn der til stadighed både bredte og kølede, lå på hans tunge, og da han kom hende nær nok, lod han det fylde den gyldne luft, der sivede imellem dem, den luft de delte.

"Illana, danserinde. Vær hilset."

[/b][/color]
Hans dybe stemme rungede tydeligt, som en efterklang af morgenstunden, en sidste hilsen, inden solen ville påbegynde sin gang for alvor, og klæde naturen i de lyse farver dagslyset medbragte. Som altid var hingstens dybe toner ganske rå, præget af den manglende brug, men vished, og kærlighed til dette individ, denne hoppe, var tydeligt af aflæse fra den. Måske ligeledes de drømmende fantasier, der til stadighed fyldte hans morgner, og aftener. Drømme om elementer, sjæle, og ånder. Dæmoner, og engle, men frem for alt, om den helhed verdenen bar, og om den sjæl der omgav dem alle, og bar en kærlighed til denne verden, som intet kunne sammenlignes med. En livsgivende ånde igennem andromeda.
[/COLOR][/blockquote][/size]

Månehingsten var længere fremme, det var ganske sikkert. Hans nærmest hypnotiserende bevægelser havde fanget hende igen, indhyllet hende i den stemning der altid gled over de to sjæle, når de var i hinandens selskab.
Solens gyldne stråler skinnede fortsat med større og større intensitet, alt imens de to heste, indhyllet i tågens magiske kappe bevægede sig langsomt tættere og tættere på hinanden.
Endnu var afstanden stor i mellem de to sjæle, hvis dans havde rettet kursen, således at mødet var uundgåeligt, og hvad helt præcist den sortbrogede månehingst, med de sølvfarvede nuancer foretog sig, før hans skikkelse for alvor brød ud af tågens slørede front, var hun ikke sikker på; men da han kom frem, til syne og fuldt oplyst af solens gyldne stråler, der fik hans sølvfarvede nuancer til at glimte, da strøg en lettelse igennem hendes indre. Der var sket så meget siden hun sidste gang havde set denne hingst, så meget der havde ændret hendes tilværelse i landet. Hun havde stået ansigt til ansigt med en frygtelig sjæl i landet, set en hun holdt af få taget sit hjerte, og føle sig skyldig herfor. Man kunne vel, med andre ord, sige at netop synet af hingsten fik en sten til at lettes fra hendes hjerte, for netop denne hingst talte til hende, som ingen anden. Når han var her, kunne det onde ikke røre hende. Et uhørligt gisp forlod hendes mule, i det den brogede Samael havde trådte hende helt nær. Hendes gyldne hoved blev løftet en anelse, ørerne blev vippet frem og mulen spidset en anelse overrasket over, at han valgte at fremstå verbalt. Under deres sidste møde havde den sølvfarvede sjæl overrasket hende ved at vise hende hans stemmes toner, og den hæse, rå og uberørte klang der lå i hans ord, strøg ganske let igennem hendes pels.

,,Du ædle Samael, jeg kan ikke beskrive hvor glædeligt det er at se dig igen..”

Med hendes ord, strøg solen for alvor over himlens kant og kastede dets fulde lys over de to sjæle. Tågen som de begge havde danset igennem, fremstod nu nærmest som skinnede perler der svævede rundt i solens lys, inden det ganske hurtigt begyndte at forsvinde. Dog ikke helt, men nok til at området der var tydeligt for de to sjæle blev større. Derpå lod hun sin mule rækkes frem for at tage imod ham, med sin krop og sjæl. Hun længtes efter at røre ham, føle hans nærhed, men ej var hendes bevægelser forhastede, men langsomme og graciøse; som altid, overvejede og følende. Intet her skulle gå stærkere, end det var meningen det skulle.

.~:SAMAEL:~.
LYS

Han kunne se hendes lettelse - så tydelig, som var det en svag brise, der fik et tungt lag dug til at forsvinde fra solens overflade. Hun lyste op, kraftigere, før han rettede sit ydre blik imod hende, nød den indre varme, hendes sjæl udsendte. Og da mødte han hendes blik, de smukke rav-gyldne øjne, der så smukt stemte overens med hendes guldfarvede skind, omend de var en anelse mere rød lødede end pelsen. Hvad end der generede hende, virkede det til at være glemt i netop disse momenter, og det tillod ham at slække en anelse på paraderne, at slappe af i hendes nærhed. Følte hun sig truet, ville han føle sig ligeledes, var hun generet, ville han være det samme. På trods af at de ikke delte et psykisk bånd af sådan en styrke, at han kunne tye hendes tanker, hang hendes følelser som perler i hendes varme lys, i hver sin nuance. Mørke nuancer, mørke løder, dystre tanker havde præget hendes sind. Hans insigt var nu ikke speciel for netop hende, idet han følte andres humør, andres velvære, frygt og utryghed som sin egen, en del af det instinkt, der løb tykt i hans blod. Hendes overaskelse over at høre hans stemme, fik smilet til at vokse en anelse. Selv var han på sin vis også overasket over det, men han havde følt behover for at fremvise sin glæde, sin respekt, på anden vis end sidst. Og han havde ligeledes forandret sig, lige som hende.
Dog faldt flere ord ikke ud over den tvefarvede mule, og han søgte hende i stedet, varsomt, i den hilsen han var mest vant med. Den tvefarvede mule, med de varme luftstrømme søgte i retningen af hendes, og der blev han afventende, roligt, alt imens han lod lyset fra hendes sind og ydre, omfavne sit drømmende indre. Hvorvidt hun forhastede sine skridt med ham, eller lod dem falde i eget tempo, var ham for såvidt ligegyldigt, han havde før udtrykt sine følelser mod hende, til hende, og dog fremstod de ham stadig som en gåde. I det heletaget var følelser ham noget mærkværdigt noget, men danserinden var ham nu engang noget specielt; Så meget var han bevidst. Hvordan hun end ville have det, ville han acceptere det. Selvfølgelig til visse grænser, for helt imod hans natur kunne han næppe gå. Alligevel opsøgte han hende - på venskabelig vis, og dog som man ville behandle en, man ikke havde set længe. Med hensigten om at byde op til dans, omend en stille en af slagsen.

Hun følte sig frelst, fri fra Skyggernes lurende advarsel, trussel der hang over hendes hoved. Ja, nu hvor hun havde fundet selskabet hun nok helst søgte af alle, månehingsten Samael, var det som om verden omkring hende forsvandt. Som kunne hun indhylle sig i en tryghed, der var ubrydelig. Nok var solens stråler over hende, jagede Skyggerne bort, forhindrede dem i at flytte sig fra træerne de var bundet til, men det i sig selv gav hende ikke fornemmelsen for fred, som denne sjæl gav hende. Siden Volontaire havde mistet sit hjerte, havde hun følt sig jaget hele tiden – men ikke nu. Hun brummede sagte, nærmest kærligt, da den brogede hingsts mule kom hende nær. Hans stemme var endnu stille, men hans krop talte med en sådan kraft, at man ikke kunne overhøre den, selv hvis man prøvede. Ja, denne hingst kunne noget særligt, det kunne ingen modsige hende.
Hun lod ganske let sin mule svinges imod hans, for at fuldbyrde kontakten. Mærke den, lade energien strømme fra den ene til den anden, og i dette øjeblik begyndte Lyset om hendes hals at gløde med den særlige glød det havde, når netop denne sjæl var i hendes nærhed. Samtidig dannede den yndefulde lyskugle sig over dem, som hun ellers oftest tilkaldte i mørkets timer. Det guidede hende, hun guidede det – men nu var det tilkaldt som en form for reaktion på den brogedes sjæl. Det var tilkaldt, for at være ét med dem. Hun lukkede kort sine øjne og lod derpå sin krop føres frem, langsomt og velovervejet. Helt hen til hans side, med mulen ved hans. Hun endte med sin pande nærmest udfor hans, hvorefter hun søgte at føre kroppen mod hans højre side. Hun bød ham til at følge med rundt, således at de ville bevæge sig cirkulært om hinanden med hovederne i kontakt under hele forløbet. Hun havde behov for ham, det vidste hun nu – og netop nu mere end før. Hendes følelser, som længe havde været forvirrede, talt for den ene og den anden, var langsomt ved at finde den rette vej. Hun mimrede ganske let med mulen, inden hendes ravfarvede øjne søgte hans dybblå.

,,Jeg har brug for dig”

Sagde hun med næsten uhørlig stemme. Så lavt blev det hvisket. Hvorvidt han ville forstå det, vidste hun ikke, men det var sandt. Hun ville, når dansen var ovre, fortælle ham hvorfor. Fordi Skyggerne jagede hende. Fordi hun havde oplevet det hun havde. Fordi han var den ene sjæl der kunne give hendes fred, fjerne skyldfølelsen for en stund og blot indhylle hende i øjeblikket. Ingen tanker, ingen frygt. Ingen bekymringer. Blot tilstedeværelsen.

.~:SAMAEL:~.
NEED

Det glødende lys, der kun kunne komme fra den mærkværdige krystal, der repræsenterede den gyldnes indre, synes at løfte sig fra hoppens sjæl, og ud i det spæde dagslys. Hingsten fulgte den smukke kugle med sine dybblå øjne, før han igen lod dem vende tilbage til hans danserinde. Med forsigtige, og dog sikre skridt, lod hingsten sig føre af hende, uden tvivl på hendes skridt, uden tøven. Pande mod pande, så halsen på den mægtige hingst smukt fremviste sine muskler, men samtidig tillod ham at se hvor smal hoppen var, med hans brede pande til sammenligning. I særdeleshed var de forskellige, af sind og bygning. Han var en stille afspejling af månen, og hun selveste den sprudlende sol. Et smil lyste hans indre op, og den rolige, trygge fornemmelse, spredte sig langsomt igennem hans krop, som ringe i vandet. Lige så stille og roligt genfandt han rytmen, harmonien, med denne lyse sjæl. Åndedræt, skridt, udtryk, fornemmelser. Han blev så at sige et spejl af hende, i den forstand, at alt hun fortalte ham, igennem sin krop og stemme, ville han reagere på. Alt hun følte, var ham ligeledes på sinde. En ting, som hingsten var ganske vandt med, fra sin tid iblandt sine egne hopper, iblandt de tobenede, en evne, der havde været nødvendig for livet flere årtusinder tilbage, og nu blot var til stede i den magelige tvefarvede.
Skridt efter skridt, med hovskæget bølgende som havskum omkring sine kraftige legemer, fulgte han hende, indtil den smukke stemme, der var ham ganske kær, smeltede i ét med omgivelserne. Talte til ham fra to sider; Virkeligheden, og den indre verden.
Jeg har brug for dig.
Tankefulgt, taktfuldt, lod hingsten ordene fæstne sig, alt imens hans ovevejelser, på disses betydning, langsomt forløb. Ganskevist havde hendes ord i sig selv, ikke været meget mere end en vinds hvisken, men hendes krop og sind, talte ganske tydeligt, og fornemmelsen af betydningen var næsten stærkere end ordene i sig selv.
"... Danserinde, hvad end dit ønske indebærer, hvilken brug du ønsker mig til, så er min vej din at forme. Hvis det er ved din side, du har behøver for min skikkelse, vil jeg med glæde indtage stilling der, hvorend denne dans leder, skal jeg nok følge. Du har mig allerede."
Hun havde udtrykt et behov for at han var der, ved hendes side, psykisk eller fysisk, det betød intet. Hans hjerte bankede i disse dage i takt med hendes bevægelser, og hans sti var tæt vævet ved hendes. Hvad end dette 'brug' skulle betyde, var han allerede klar til at indtage en hvilken som helst plads hun følte for. Om det så skulle være ved hendes side, i en dødbringende kamp mod mørke væsner, eller blot en forvisset støtte, som hun kunne bære rundt på; For hende, ville han være hvad end hun bad ham om. Og mere til.

Et skridt.. To skridt .. Snart drejede de med hinanden, mod hinanden rundt i en ganske særlig harmoni, som ingen andre sjæler i landet havde præsteret før. De to sjæle, så vidt forskellige, var ved at indstille stig på en vej, der var så tæt flettet sammen, at det nærmest var én. Hun lukkede kortvarigt sine øjne, for blot at lade sig guides af hendes hjerteslag, af Lyset, der samtidig blev guidet og guidede månehingsten ved hendes front. Han havde valgt at følge hende, så tæt og intimt som han kunne, og som kun de kunne. Hun prustede lavmeldt, inden hun åbnede sine øjne og beskuede de blå han havde. Og dér vidste hun det. Hun vidste præcist, hvad behov hun havde for ham – og kort tid efter lød hans ord med den ærlige hæse stemme. Han ville være ved hendes side hvornår hun ønskede det. Hun trak et øjeblik panden fra ham, for at beskue ham for alvor. Hans pandelok, den lange bølgende man, det store hovskæg, den muskuløse struktur; det hele. Månehingsten, det var han, klædt i sølvets farver. Derpå lod hun sin mule søge frem ved hans for kærligt at berøre den, stryge den med sin egen. Langsomt og følsomt.

,,Jeg ønsker, at vi to er én.”

Dermed var det sagt. Hun sagde præcist hvad hun ønskede. Hvad han ville kalde det, hvad hun ville kalde det; mager, ægtede, smedede sammen, det var lige meget. Men hun ønskede at han skulle være den, der skulle følge hende gennem livet. Og selvom hendes hjerte, nok hele hendes liv, ville elske en anden også, vidste det at netop denne hingst, Samael, var den rigtige. Aldrig ville hun skamme sig over, hvilke følelser hendes indre måtte have, og hun ville også vise den månefarvede hingst, hvor hendes troskab lå; hos ham, men ligeså hos en anden, på det plan, at han ligeså ville være en følge for livet, men ej den hun var én med. Derpå lod hun sit hoved trykkes imod hans igen, alt imens hun afventede hans svar herpå. Ville han være én med hende, ville han indlede dansen der skulle binde dem sammen, ægte dem? I hvert fald bankende hendes hjerte netop nu for dette. For at han ville vælge hende, som hun nu havde valgt ham. At han ville føle, som hun følte og tør tage det spring sammen, som de potentielt stod overfor.

.~:SAMAEL:~.
SOULMATE

Et lys, en beslutning satte sig fast i hoppens ærlige, brune øjne, og han tillod sig da at træde et skridt tilbage, for at have overblik over hendes spinkle krop, for at kunne aflæse alle hendes tegn, hendes sagte, og usagte ord. Hendes udstrakte mule var tilstrækkeligt inviterende til at han rundede i den brede hals, og mildt puffede til den, nulrede let imod den brune hud med spidsen af sin egen. Snart fyldte de syv små ord luften, sagte som usagte, med utallige følsomme nuancer. Med ét så hingsten den srøbelige hoppe under det lyse gyldne skind. Hvis han afviste hende i dette moment, hvad ville der så ske? Ville hun gå i stykker, smuldre imellem hans hove? Eller blot lukke sig til... Måske den gyldne var åben nok til at lade ham nær igen, han vidste det ej. Følelser forekom ham en så umådeligt stor gåde, at han ikke vidste hvordan og hvorledes han skulle planlægge sine næste skridt. Derfor fulgte han blot dansens retning, den retning hvori de to sjæle begav sig, på stien der ej var den fysiske, men i samtalens retning, livets retning. Takten i hans krop steg langssomt, nærmere pulsen. Tankerne var i et kort øjeblik tågede af forundring over hændelsen, før de igen gled over i deres drømmende klarhed.
Hvad end denne hope ønskede... Så var det et ønske han ligeledes bar. Omend det var et han havde holdt igen med længe, af frygten for at knuse hendes lyse krop under vægten af sin sjæl, under vægten af det vand, af søen, der roligt betragtede hende igennem de havblå øjne. At blive én, ét væsen... Det var de i forvejen, men også.. fysisk, gik han ud fra. Hans svar, det som vejen bar med sig, var ganske enkelt. En mild brummen, dyb, maskulin, blomstrede imellem dem. Kærligheden til dette gyldne væsen var næsten klarere udtrykt i den, og de havblå øjne, end nogen ord han nogensinde kunne ytre. Til hver en tid ville han dele sin sjæl og krop med hende, som mage, ven, sjælepartner og danser. Han var trods alt hendes - og hun hans. Og nu var det smedet i ord, næsten en lille ed, om deres fælles tilblivelse.
Han kunne ikke finde ord til at støtte op om hendes, intet svar på denne drøm, istedet lod han blot sin tunge krop føre hendes nærmere, og foldede taktfuldt, elegant, halsen hen over hendes manke. Varmen fra den gyldne sjæl skinnede selv igennem hans vinterpels, der så småt var ved at aftage i styrke. Men det var nok nærmere lyset fra hendes indre, der blev afspejlet i hans spejlblanke overflade, der tillod ham at føle - og forstå lykken. Her, ved siden af denne hoppe, havde han fundet sin lykke... Sin mage... Sin sjæleven.

Den følelse der gled igennem hendes krop netop nu, var ikke til at beskrive. Hun havde valgt en vej, der altid ville være splittet, men i stedet for at det smertede hende, dragede det hende nu. Hun havde fortalt den månebrogede hingst, hvad hun ønskede, og det udtryk der gled over hans krop, var ubeskriveligt. Først var hun uklar over, hvad han egentlig følte netop i det givne øjeblik. Han var en hingst, der talte med kroppen, altid klart; men som en tåge der var gledet over ham, måtte hun nu helt tæt på for at skelne det hele fra hinanden. Og der fornemmede hun det. Han havde sagt ja, han havde valgt sin sti og da hans mule rørte hende, følte hun den harmoni de sammen kunne skabe. De var én nu, smedet sammen i af øjeblikket. Hans hals blev snart lagt over hendes, for at komme hende nær og hun ham, og der kunne hun fornemme hvordan hans væsen dirrede. Om det var følelser der gjorde det, eller andre faktorer, vidste hun ikke, men hun havde en ganske ægte følelse af lykke selv; og at den ligeså kom fra ham. Lyset om hendes hals skinnede nu i en nuance det aldrig havde vist før. Det strålede i flere farver på samme tid, der afspejlede alle de aspekter der fandtes i lykke; alle de små fintfølende ting. Dets farver dansede imod deres kroppe, nu hvor de stod hinanden så nær, og nærmest lignede det nordlysets dans, for det øje der havde set netop dette.
Hun lukkede kort sine øjne for at føle det hele, uden at synet omkring hende påvirkede det. Hun lyttede. Lyttede efter hjerteslag der lagde rytmen. Som sagte trommer, der slog det hele an. Hun prustede da, sagte og nærmest euforisk inden hun åbnede sin øjne igen og flyttede bagparten en smule rundt, således at hendes hoved endnu engang blev vendt direkte imod hans. Hun bukkede let, for ham, inden hun med meget smidige skridt begyndte at træde om sig selv. Hendes bagben krydsede hinanden under hendes krop, mens hun sidelæns skridtede på denne volte, hvor hun søgte at få ført ham med i den. I hendes kultur var det sådan man besejlede et ’ægteskab’ – at de to parter tog denne dans. Hvis begge parter udførte netop dette, betød det at de begge var engagerede i at fuldføre pagten og vise alle andre at de nu var én. Hun var ikke i tvivl om at han ville følge hende, men alligevel var der et stik af ungdommelig kådhed, der fik hendes hjerte til at banke uharmoniske og tvivlende. Eller, ikke tvivlende. Spændt. Hendes fremtid blev spået nu sammen med ham. Og det glædede hende.

.~:SAMAEL:~.
SOULMATE

Det smukke lys, der snart lagde sig over de to sjæle, gik igen for hingsten på begge de planer han så og fornæmmede - som en lille sol, skinnede den, den pure essens af den gyldne hoppes aura, hans hoppes aura. Ud over engene synes dets lys at strække, ud i det uendelige, og han ville ikke tvivle et sekund, hvis en hest tusinde mil herfra kunne se de smukke farver. De tofarvede dunede ører, gled let, afslppet, ud til siden i ganske få momenter, blot for at nyde følelsen af lyset, af Illana. Derpå vågnede det op til dåd igen, vendte tilbage til deres vagtsomme stilling, det ene, hvis top synes at være dækket af et fint lag sne, imod danserinden, det analyserende langs deres omgivelser. En dyb brummen forlod hans brede bryst, da hun flyttede på sig, og han gnubbede ganske kort hendes hals i 'forbifarten'. Derpå trådte han tilbage, og lod hendes bevægelser fylde sine nethinder - hvorledes det farvefulde lys, som fjerfulde vinger, bredte sig i luften omkring hende, hvorledes den lyse skikkelse, synes at pulsere let i den harmoniserede takt. Hendes buk fik hingsten til at vågne kort fra sin drømmeverden, og undrende tippede han hovedet på skrå, omend han facineret fulgte hendes smukke bevægelser. Snart førte hendes krop hende sidelens, og uden den mindste tøven, fulgte han hende. Med blik, krop, og ikke mindst opmærksomhed.
Et kort fnys forlod hans mule, og han lod hovedet søge let ned, før han smuke hvælvede i ryggen, og øgede sit tempo til en langsom trav. Hovedet fandt sin vandte plads, og lod således hans bagpart bære den vægt, en hingst af hans tyngde nu engang havde. Han forstod ikke helt hendes dans, men han fulgte den, tæt, og opmæksomt. På trods af de brede ben, og den tunge krop, bevægede han sig med en helt særpræget elegance. Høje knæløft var tilpasset i hans bevægelser, således at det skumhvide hovskæg dansede, i takten til hingstens bevægelser, deres bevægelser. Langsomt følte han pulsen øge, hjertet banke lettere i hans bryst, flyvsk som en fugl, og lod ham få energien til de svære bevægelser. For det var ikke en smal sag, for en så stor hingst, at bære sig i et så langsomt tempo. Men han var bevidst om hvert skridt, hver sammentrækning af musklerne, han havde lært det for længe siden, og hellere dn gerne benyttede han disse evner, for at danse med den gyldne hoppe.

Det tog efterhånden form. Dansen, som Illana kendte, og som hun vidste ville binde dem sammen for alvor tog form. Hendes smidige bevægelser førte hende rundt cirkulært om hingsten Samael, som nu havde startet selv; hans noble bevægelser fangede øjeblikkeligt hendes øje, som de havde gjort første gang hun havde lagt øjne på ham i sin tid. Så elegante og flydende, majestætiske. Hun vidste hvor megen muskelkræft det egentlig krævede at bære sig sådan, og endnu engang blev hun overrasket over hans egentlige styrke. Hun beundrede ham, det gjorde hun virkelig.
Da først han havde slået traven an, for at slutte sig til hende, begyndte hun at danse sidelængs. Hun søgte at han fulgte hende, fra side til side, hvilket hun vidste han ville. Han havde givet sig fuldstændig hen til dette, som hun havde selv, og hjertet i hendes bryst bankede så livligt som aldrig før. Hun brummede sagte, inden hun løftede halsen en smule og lod sit hoved bøjes, således at næsen stod i lod. Lettere anspændt var denne del, den mere livlige del af dansen, inden den helt tætte fase, for til sidste at ende i de lodrette stejl overfor hinanden. Dertil var de ikke endnu, men når deres hove ville ramme jorden efter disse stejl, var dansen ovre.
Hun svirpede let og elegant med halsen, imens hendes sidebevægelser i trav skiftevist vekslede mellem højre og venstre; ca 5 skridt til hver side inden skift. Hun nappede kort, ganske følsomt efter den månebrogede hingst der i sandhed havde vundet hendes hjerte. At gøre dette var en fjern drøm hun aldrig havde troet hun skulle opleve realiseret, men her var hun fuldt i gang med det. Og det vagte en lykke i sindet på den gyldne, som aldrig havde været der før. Som resultat af dette, brød Lyset nu frem. Adskillige stråler af Lys spredte sig fra hendes halskæde og strøg i mønstre omkring dem i luften. Omfavnede dem, kærtegnede dem og lyste af den rene lykke omkring dem. Illana havde aldrig oplevet dette; Men Lyset havde sin egen vilje, og dette var et godt eksempel herpå. Med et smil skiftede hun endnu engang retning, og en umådeligt ungdommelig og kåd latter brød frem fra hendes bryst; denne dans, denne lykkens dans, var godt i gang, og hun ville nyde hvert et øjeblik af den.

.~:SAMAEL:~.
DON'T LET GO

Snart fandt den magelige hingst takten i dansen, og skiftet blev flydende, næsten svævende at betragte. Gang på gang lod han vægt skifte fra side til siden, forskød sin skulder, formede sine flanker, og fulgte blidt sine bevægelser med den brede hals, alt imens hans tunge hove borede sig ned i jorden, krydsede den forhenværendes spor. Han var ganske forundret over denne dansk, men fandt den smuk, ikke mindst fordi han dansede med den glødende hoppe, hans varme sol. skridt efter skridt blev harmoniseret og tilpasset til at passe den gyldnes skridt længde, for at han bedst muligt kunne bevare hendes nærhed, uden at være til den besvær, de lidt kortere ben meget vel kunne anskaffe sig. Dog tilbød hans smidige krop med lethed at han trådte ud over sine normale grænser, og trådte længere ind, længere ud, længere frem, end han til hverdag bød sig selv. En klingende latter lød fra hans dansepartner, og et smil trav over den tofarvede mule, idet han igen skiftede retningen. Glødende stråler, dansende, fyldte luften omkring dem, og synes at følge deres rytme, slå sig ned side om side med de to sjæle. Han var ganske vist ganske betaget af de glitrende væsner, af lyset, der synes at følge sit eget liv, men den smukkeste blandt de lyse væsner, var nu engang hans eget. Hans gyldne sol. En brummen fulgte snart hans smil, idet han i st sind gentog ordene; hans lys, hans sol. Tilfreds slog den tunge hingst med hovedet, og lod den kraftige man stå i kaskader ud i lyset omkring dem. Ganske vist var den ikke våd, men alligevel glitrede den sagte, sølvisk, genspejlede danserindens sind og sjæl. Præcist som en måne ville genspejle lyset fra solen. Og dog følte han også sit eget, bløde skær fylde det inderste af hans sjæl, ganskevist ikke synligt på samme måde som Illanas, men det var hans egen varme, hans egen lykke han svævede i, forstørret af hendes.

Selvom omgivelserne var blændende smukke, forførende og magiske, havde kun én ting nu hendes fokus. Den sølvfarvede hingst, hendes mage der dansede med hende, i denne intense dans. Deres rytme havde fundet sig selv, de fulgte den begge to, og begge smøg de sig om hinanden, langs hinanden med fælles hjerteslag. Hun nød dette så inderligt, ja, hun havde nok aldrig følt en tæthed eller samhørighed med en anden som hun følte med denne hingst. Magien havde fundet hende i landet, men denne magi der var mellem dem kunne ikke beskrives. Den var kraftfuld på en måde, som hun ikke havde kendt til før, men den kunne ikke styres. Kun følges.
Sagte brummede hun, inden han langsomt lod sit tempo sænkes. Denne del af dansen, den sidste del, var langt den mest krævende, men også den mest smukke. Deres kroppe skulle bærer sig selv nu på et helt andet plan, end ved starten, men hun vidste den sølvfarvede Samael, hvis skinnende krop glinsede i solens stråler, kunne klare det. Hans ryg, skulder, bagpart var bygget til at bære sig selv, så derfor førte hun dem langsomt imod det. De skulle helt ned og gå på stedet, helt tæt, inden de kunne afslutte en fuldbyrdet dans.
Snart nåede den gyldne hoppe nu skridten, hvorefter hun endnu fortsatte fremad på det spor de havde fulgt, men det var tydeligt i hendes bevægelser, at målet var den stående dans, inden de kunne afslutte helt nær hinanden. Hendes øjne hvilede imod hendes partner, fulgte hans bevægelser, beundrede dem. Alt ved denne månehingst kunne hun finde smukt, lige fra hans sjæl til hans ydre. Hvorfor hun havde været så heldig at finde ham, kunne hun ikke svare på; men lykken havde måske blot tilsmilet hende. Og ære dette, det ville hun resten af sit liv.

.~:SAMAEL:~.
WHOLE

Magi? Var det således den føltes, således den blev mestret? Han var uvis på sagen, for han havde aldrig omgået den, eller følt behovet for at søge efter det overnaturlige, i stedet vandrede han blot i sine tanker. Men hans magi, hvis den fandtes i dette moment, måtte være den gyldne. For lys var hun, og en magisk effekt efterlod hun med lethed. Alene synet af det gyldne skind, der bugtede sig over handes muskoløse krop, var nok til at hingsten følte vingerne sprede sig omkring ham, dække himlen over dem, og således skabe den nat, han så oftest fulgtes med. Således kunne han beskytte det gyldne lys, der dansede ved hans side, være hendes beskytter, blot for et par momenter, til et danseskridt igen krævede hans opmærksomhed. At skærme for hendes varme lys ville dog næsten være synd, nej, hellere så han det omfavne alle landets heste, og således åbne sindet hos alle. For i særdeleshed var det mærkbart, smukt, og frem for alt; hans.
Et sagte prusten forlod hans mule, da han trippende fulgte hendes skridt, før han lod trav takten glive over i den firtagtede skridt, flydende, elegant, som havde han benyttet hele livet på at specialisere sine overgange. En kort virren med hovedet fulgte hans bevægelser, før han snart, svagt gumlende, igen lod hovedet finde den vandte stilling, hvor hans styrke var optimeret. Blikket lå ikke længere på den gyldne gudinde, for i aå lavt tempo krævede det for meget at beholde stillingen og samlingen side om side. De dybblå øjne summede af hans koncentration, men ligeledes den fuldførte glæde han følte side om side med denne hoppe. Han følte sig hel, ikke som han havde gjort i tiderne før, men som et helt væsen, der åndede side om side med alle landets væsner, og ikke mindst hoppen ved hans side.