|
|
Post by Deleted on May 30, 2015 22:19:11 GMT 1
‡ HYMN FOR THE SACRED ‡
En svag vind bevægede sig over landet, og fik de lange grasstrå til at bølge. Som vandet bevægede det sig over landet, og lod marken for et øjeblik give indtryk af et mere nært hav. Den mørkebrune Zaahir havde aldrig selv set havet, men havde fået forklaret hvordan det så ud før. Salt, stort, blæsende, sand.... Det skulle være noget for sig selv. Noget enestående, og noget man måtte nå at se her i livet. Han kunne ikke se det store hav for sig - han kunne ikke forestille sig de uendelige mængder vand. Men han troede på at det fandtes.
Langsomt bevægede han sig over marken. Den mørke mule nippede fraværende til enkelte græsstrå, men smagte ikke rigtigt på dem. Nej, end ikke blikket var helt tilstede hos den hazelfarvede hingst. Han vendte og drejede i stedet alt hvad der var sket indtil nu, og hvad han havde lavet. Ser du, Zaahir var ganske ny i hvad folket kaldte Andromeda. Den brune var ganske ny til hele denne verden, der på uendeligt mange måder skildte sig ud fra hans egen. Ikke alene var der sket store forandringer for hans egen fysik, men også for hans opfattelse af verden. Ikke fordi den var blevet større end den nogensinde havde været.. Zaahirs blik kunne bare se mere nu. Han følte en underlig blanding af forståelse for hvad der var sket, men også forundring over det kunne se. Andre regler kom til, som nye forsvandt.
Et prust kom fra Zaahir, og han løftede hovedet fra dets sænkede tilstand. Mere nærværende gled de mørke øjne over området, som han ganske opmærksomt betragtede landskabet omkring ham. Zaahir havde med vilje valgt at stille sig lige i nærheden af skovbrynet, da det åbne område ikke var særligt tiltalende. Det var for stort, og for åbent. For tomt. Nej, skovhingsten vidste hvor han havde det bedst.
‡ words: 310 | Tag: ‡ Seventh |
|
|
|
Post by Deleted on May 30, 2015 22:50:05 GMT 1
Den grå hingst så sig forvirret omkring, ligeså forvirret som han følte sig: hvis det var muligt. Han var helt omtumlet. Var det her endnu en af de drømme han bare blev sat et sted også kunne han selv finde udgangen.
Der var somregel ikke nogen.
Hingsten så sig omkring på marken, han skælvede usikkert imens han bare spejdede over det knæhøje græs. Han tog et skridt, dog ligeså snart hans hov landede på det bløde græs, så snart han hørte lyden af knitrende græs, fløj han tilbage i en vending med hovskægget flyvende om hovene og manen dansende ned af halsen. Han sprang afsted over marken, med nærmest frygt i øjnene. Han kunne se noget ud af øjenkrogen.
Det kommer!
Det kommer.
Det kommer..
Hingsten stoppede brat, lige før hans mule ramte træets ru bark. Han snappede efter vejret. En sommerfugl fløj over hans hoved og han tog sig sammen, tog mod til sig og så udover engen. Der var ingen. Ingenting. Det havde blot været hans tanker der snød ham. Det var blot hans drømme, hans illusioner.
Sev trak vejret dybt, inden han slappede af i hans skælvende krop.
Slap af, blodet. Nej, stop.
Tankerne.
Sev kiggede nøje udover engen, inden han lukkede øjnene på klem. Der var kun ham. Han burde slappe af, indse virkeligheden, men han kunne ikke. Han kunne ikke være sikker på hvad virkelighed og hvad illusion var. Hvad var en illusion egentlig? Det var spørgsmålet.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 1, 2015 19:55:39 GMT 1
‡ ‡"I am not what happened to me.... I am what i choose to become". Tag: Seventh ‡ Words: 358 ‡ Place: Chibale ‡ Time: Nightfall, before sunset ‡ Det skulle ikk tage lang tid, før at den opmærksomme skabning opfangede lyden af hove. En vedvarende rytme, der sendte sine dumpe slag ud over det ellers fredelige selskab. Zaahirs mandelformede ører spidsedes hurtigt, og med et fnys drejede han hovedet nærmere hvor han mente nogen kom fra. Det lød som noget stort, men ikke som noget der jagede. Nej, et rovdyr ville overhovedet ikke larme på denne noget.. så hvad var det? Vagtsomt hævede den mørkebrune mulen i vejret, men fangede intet i vinden. Den var desværre ikke med ham i dag. Langsomt tog han et skridt ud af træernes vældige skygge, og spejdede med sammenknebne øjne ud over det bølgede landskab. De brede markers dovne bevægelser blev ikke påvirket af den fremmedes fremdrift, før at en bestemt skygge fik ham til at dreje hovedet i et ryk. I skarp kontrast imod den nedgående sol, løb en kraftig silhuet fra noget Zaahir ikke kunne se. Usikkert og vagtsomt vippede han ørene tilbage, uforstående overfor hvad der skete. Den fremmede løb længe, og et kort øjeblik var Zaahir bange for at han ville styrte direkte ind i stammerne med den hæsblæsende fart- hvilket bestemt ikke ville være sundt for hverken træ eller hest. Men heldigvis stoppede han brat, og hvilede derefter hovedet imod det brede fyrretræs ru bark. Den brune løftede iltert hovedet - undrende over hvorvidt den fremmede var okay, og usikker på om han stadig skulle holde øje med den usynlige fjende, før at han med et svirp begyndte at gå langs skovbrynet. Endnu var den grå et stykke væk, og Zaahir slækkede ikke på paraderne i den tid det tog at komme inden for hørevidde. Over de ranke skridt, hvilede en lettere anspændt attitude, som bestemt ikke var en han var van til. De hazelbrune øjne reflekterede skarpt gyldent i solens stråler, inden at han først stoppede op, og så med et hvin henvendte sig til den fremmede skikkelse. Den brune trippede kort på stedet, inden at han med en hurtig bevægelse strakte mulen vagtsomt imod himlen. Dog stadig opmærksom på den fremmede, imens han afventede den andens svar på hans spørgsmål. Var han okay? "And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art". |
|
