|
|
Post by Lupë on Oct 17, 2018 7:56:47 GMT 1
Nu var det nu! Der var ingen tid at spilde mere. Han var fuldvoksen efterhånden og hans egen mor fortjente at vide hvad der skete. Især omkring Djange, hans elskede far. Han måtte drage mod Foehn,. Den korteste vej måtte være over Chibale, for ikke at sige mest udholdelig. Han havde aldrig været tilhænger af Zenobia. Nok mest fordi hans var heller ikke havde været.
De våde farverige blade klistrede sig fast under hovene, på benene og i halen på den prægtige rødlige hingst som han smidigt undveg træ efter træ. Det vekslede lidt om han fulgte stierne eller om han gik sine egne veje her i Chibales skove. Majestætisk og selvsikker bar han sig elegant igennem budskaset og tærrenet med elegance og sikre skridt.
Dyrelvet var larmende. Fuglende i trætoppende, smådyrende i bunden og alle insekterne der kriblede og krablede. han slog et pisk med den fyldige hale, efter at ryste lidt på skindet. Let undlod han et prust, mens hans gnistrende øjne så søgende frem for sig. Han måtte bare håbe hans mor ville kendes ved ham...
|
|
|
|
Post by Deleted on Oct 19, 2018 10:29:48 GMT 1
JIVALA
Chibale var et forunderligt sted i natte timerne. Sådan som stjernerne blinkede foroven, var der livligt, friskt og en anelse mystisk ville nogle påstå. Smukt også, og et hav af varme med efterårets blade og nedfaldne planter. Selvom alt var så småt ved at visne, og selvom sommeren hastigt var svundet ind, var vejret endnu lunt og nogle af de varme vinde havde lokket Jivala ud af den tætte skov og ind på mere åbne pladser. Forsigtigt trippede hun imellem dyrestierne, fordi hun bevægede sig med varsomhed efter hendes møde med den sorte skyggehest.
Jah, hingsten hvis navn hun ikke kendte havde efterladt sit af ar på den brogede. Både fysisk, men i den grad også psykisk. Selvom Jivala altid havde været en stille sjæl, forsigtig og nænsom imod alle, havde den brogede skovhoppe ikke bevæget sig væk fra den dybe skov i flere måneder. Hendes verden var nu begrænset til skovens udkant. Fordi hun vovede ikke at møde ham eller nogle der mindede om ham nogensinde igen... og de bevægede sig sjældent dybt ind i skoven. Det havde hun fra en skyggekendt bekendt.
I nat var skoven levende. Vildt, insekter og fugle fyldte den med et kor af stemmer, som alle ganske flygtigt tav idet Jivala passerede. Måske var de bare sky af sig.. eller måske fornærmede de den kolde aura der omgav den brogede hoppe.
Eller måske var det bare hende de ikke brød sig om?
Hoppens rolige gang snublede kort, inden at hun irritabelt vippede ørene bagud, opmærksom på den vage stemme i udkanten af hendes tanker. Et ekko af hendes egen tvivl... men dog ikke kun hendes. Den skygge hun havde stjålet fra den hvide hoppe, havde i et års tid nu holdt sig i live omkring Jivala. Levede af hendes tanker, søgte hendes følelser. Forstærkede dem før den opslugte dem. Hun hadede den og frygtede den... og afskyede den. Og den afskyede hende. Den ravnsorte hale slog et smæld inden st hun afvisende brummede et nej imod den, og drejede af imod lysere enge forude. Oplyst af måneskin, men dig stadig lys.
Den ville hade det, og det gjorde hende intet.
_____________________________________________________________________________
Say my name silverflame take control
Of my heart of my mind and of my soul
What a shame silverflame that you can't burn forever
|
|
|
|
Post by Lupë on Oct 19, 2018 13:15:30 GMT 1
Målrettet bar hans ben ham næsten mekanisk af sted. Hans rødlige pels så næsten mørk ud i det lyde skær fra månen som tittede frem i striber mellem træerne. Hvad hvis jeg slet ikke er velkommen? Det var den første tanke der havde gjort ham en kende usikker. Aligevel usikker nok til han lige stoppede lidt op og faldt ind i en parade. Han rynkede stille eftertænksomt brynene, før han så billedet af sin døde far for øjnene. Nej! det var det ritgige at gøre. Han trådte meget fast besluttet frem, mens den muskuløse og prægtige krop bar ham med lethed, før et piskesmæld lød.
Han nærmest holdte vejret og drejede det kønne hoved. Ørerne var spidsede og opmærksomme, som det flugtdyr han nu engang var. Han kunne godt se en lysning en tredive meter væk; grundet månens lys, men det var først nu han så denne skikkelse af en hest. Mest havde han lyst tilbage at gå videre. Men samtidig drog det ham også, med den svage siluet han kunne se imellem stammerne.
Kursen var ændret. Roligt og selvsikkert gik han nysgerrigt imod denne fremmede, som for hvert skridt blev tydeligere og tydeligere. Undervejs så han alle mulige gamle bekendtskaber i skikkelsen. Mohini? Nej... Illana! Nej, vent.... Ivory? Roligt lod han et prust, roligt og dybt lyde, mest for at tilkendegive sin ankomst mellem træerne; før det gik op for ham. Sirene!... eller vent. Java... Ji... JIVA! Ja Jiva! Hans øjne gnistrede livligt, mens han hjerte pludselig galoperede afsted. Han forsøgte at forholde sig roligt, selvom det næsten var helt ubehageligt så opstemt han blev over at se hende igen.
Lupë fandt vej imellem træerne og fandt sig en naturlig indgang, før han roligt lod sig selv komme til syne i form af hoved, hals, bringe og forben. Wooow.... Hun var ligefrem smukkere end han huskede! Han sank en lille klump, mens han fandt et skævt drenget smil frem.
"Sirene...."; Hans stemme var ikke nær så drenget mere, men bar præg af en fuldvoksen hingst. Charmerende lød hans stemme, mens hans navn til hende næsten lød lettet. Som havde han hektisk ledt efter hende i flere måneder.
|
|
|
|
Post by Deleted on Oct 20, 2018 4:26:32 GMT 1
JIVALA
Idet hun kom ind på engen, søgte den brogedes øjne hurtigt hendes egen skygge, som i det hvide lys burde stå knivskarp imod jorden. Men det var dog ikke tilfældet for Jivala... hendes blik fulgte de kurvede, sorte, linjer, der hver fjerde sekunder næsten sitrede imod i kontrast til hendes stilstående krop. Den vred sig, den lille skygge og den hvæsede hæst for hendes krøllede ører. Hoppens øjne blev knebet sammen til smalle streger, og skyggen af et smil spillede et sekund om hoppens mule, idet hun kynisk blot observerede dens ubehag. Hun bekymrede sig ikke for dens liv eller velvære, fordi hun vidste den ville give igen af samme skuffe så snart den fik chancen. Når måneskinnet ikke lyste mere, og natten strakte sig ind over Andromeda, ville Jivalas mareridt næsen blive levende omkring hende.
Hoppens lukkede sine øjne et kort øjeblik, og lyttede til dens snerren. Hadefuld, det var hvad den var. Imod hende, imod andromeda og imod denne dag. Førhen havde den skræmt hende til en rystende og ugenkendelig fremmed. Nu, på trods af at hun stadig frygtede den. Kunne hun kontrollere den frygt. Den hviskede meget og hele tiden, og Jivala havde altid været en god lytter.
Der er nogen, Jiiiivaaaaa
Hoppens blik åbnedes brat, og vagtsomt ledte hun imellem stammerne. Et prust tilkendegav selskabet, førhen en bevægelse brød skovens mørke grænse omkring engen. En hest, en hingst. Hoppens næsebor vejrede luften, ledte efter et tegn på hvem det var, før at månelysets farvede den grålige skikkelse rødlig, og trækkene blev tydelig for den brogede. Lupë.
Genkendelsen var der, men Jivala stod som stivnet. Den rødlige, hingsten fra Fohen. Hendes blik vekslede imellem varme, skepsis, genkendelse og forvirring. Spillede hendes hoved hende et puds, var hun nu faldet fuldstændig i ensomhed, eller var Lupë ikke kun et fantasisyn? Hjertet bankede hurtigere, og Jivala følte varmen sprede sig i kroppen, en underlig følelse som virkede så dybt fremmed for hende nu. Hun ville gerne gå derhen.. hendes hjerte bød hende det, hun ønskede og savnede varmen fra en anden, berøring hun ikke havde følt i måneder... men hun var bange for at det blot var ensomhed der spillede hende et puds. Det ville være så ondskabsfuldt, havde hendes forventinger været oppe.
Hoppens krop sitrede i den stilhed der var imellem dem, indtil en varm, dyb stemme brød den frygt huk havde haft. Det kunne da ikke være en illusion. Hendes øjne fulgte hans bevægelser, tøvende tog hun et skridt tættere på, førhen et forsigtig og forvirret smil bredte sig om hendes mule, og hun tog endnu et skridt. Og så et til.
“Papillon..” hviskede hun hæst, med en stemme der ikke havde været brugt i måneder.
_____________________________________________________________________________
Say my name silverflame take control
Of my heart of my mind and of my soul
What a shame silverflame that you can't burn forever |
|
|
|
Post by Lupë on Oct 22, 2018 10:25:34 GMT 1
Det var som om der var mere end en følelse at spore i Jivas blik og kropssprog for Lupë. Som om der var sket hende noget? Hvad laver du herude alene? Hans blik var for et splitsekund uroligt for hende, selvom han ikke burde være det. Eller burde han? Han havde jo ikke set hende siden han var knap to år, hvis han overhoved huskede rigtigt. Han kendte ikke til hendes liv, hverken dengang eller nu. Men aligevel havde fyldt umådeligt meget i hans tanker. Hvilket hans hjertebanken nu også bekræftede. Næsten nervøs blev han, ind til han hørte hendes stemme.
Papillon.. Et kæmpe bredt lykkeligt, og næsten lettet, smil bredtes på hans spraglede mule. Hans øjne gnistrede imens han ønskede at farer frem imod hende. Han holdte dog igen, mest fordi hun virkede lidt... forsigtig? Hjertet hamrede hårdt i hans bryst og roligt tog han et par enkelte skridt imod hende, før han atter stoppede. Hans krop var ikke som dengang. Både højde, bredde og muskler var noget helt andet. Dog bar han stadig de lange elegante lemmer, for ikke at nævne det kønne hoved med den lille mule. Stille brummede han, mens en varme spredtes i hans krop.
"Du aner ikke hvor længe jeg har ventet på den her dag."; Ordende fløj ud af ham, fuldstændig ufortrødent med hans charmerende og varme stemme. Ærligt gnistrede hans øjne, mens det let genkendelige drengede glimt i hans øjne var at skue. Han rakte mulen lidt frem, indbydende; hvorpå hun selv kunne vælge sin tilnærmelse. Han kunne ikke rigtig tro sine egne øjne, ører eller næse. Det er virkelig hende!
|
|
