En endeløs søgen

Det var mildt på Leventera, men overskyet. Dog havde vejrguderne været med øen og regnen var udeblevet. Omkring Teylar vandrede en ganske urolig sjæl omkring, søgende. Det var efterhånden mange måneder siden han havde været på nakken af den sorte Ava og han vidste at det var ved at være tid til at deres afkom skulle sættes i verden, hvis det ikke allerede var hændt. Han trippede uroligt og han var opmærksom på hver lille bevgægelse der nu måtte bevæge sig på øen. Han havde ledt i længe efter den sorte hoppe, men indtilvidere havde det nu været forgæves. Den spraglede hingst var oprigtigt nervøs for om noget grumt var hændt hende og var det tilfældet så var hans opgave da så at finde ud af om der var nogle der skulle bøde for det.
Mindraper stoppede nu op og så sig omkring, inden han nu højlydt sendte en kaldende vrinsken udover området. Samtidigt så afslørede han da også at han var i området, men det var han ligeglad med.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Ava havde gået de sidste dages tid og ledt efter et perfekt sted at opholde sig når tiden var inde, men alle steder var der noget i vejen. Det var mere eller mindre umuligt at finde det perfekte sted, hvor intet kunne genere hendes sind og intet kunne genere hende punktum. Der var altid et eller andet der fik den lille sorte hoppe til at rynke på mulen og gå sin vej igen. Hun søgte stadig, men det var heller ikke fordi hun havde ret lang tid tilbage. Hun vidste det kunne være når som helst.. Det kunne tilmed have været i går.. Dagene havde hun ikke helt styr på.. Der var alligevel sket både meget og ingenting på samme tid. Et par nye bekendtskaber og et stykke tid uden mulighed for at ytre sig gennem tale. Det var en ting Ava også ventede på at få tilbage, og noget der havde medvirket til at hun havde taget lidt afstand fra de andre individer der var at finde på øen. De små sorte ører vrikkede en enkelt gang ved lyden af et efterhånden velkendt vrinsk. Den unge hoppe trådte nogle skridt frem og lige i dét hun skulle til at svare tilbage stoppede hun op med en lille pivende lyd fordi noget var anderledes. Det blev i stedet til et lille halvkvalt hvin efterfulgt af et lidt mere skingert og kaldende. De små ører søgte i alle retninger, lyttende, og var hurtigt efterfulgt af et skarpt og iagttagende blik fra de kolde isblå øjne, der ledte efter ubudne gæster eller mangel derpå, for at finde ud af om det var på tide at skynde sig et andet sted hen. word count, 279

[/td][/tr][/table][/center]

En let brise strøg igennem manen på den sorte hoppe, med de blålige stjerneaftegn på sin krop, på denne overskyede dag. Hun befandt sig i ydrekanten af den flok hun var en del af nu, Teylar, hvor hendes familie ligeså holdt til. Dog var der ting, der undrede den sorte Leonora, for hun havde ikke set skyggen af Ava længe, den hoppe som hendes søster havde givet liv til for år tilbage, da de endnu var i deres gamle hjemland. Leonora løftede hovedet, for at veje duftene der flød med luften, men intet nyt var at spore i den; og dog. Der lå, ved nærmere eftertanke en fremmed duft i luften, som fik den sorte hoppe til at reagere. Hendes lange, smidige ben bragte hende snart afsted imod det yderste af Teylar, hvor hun fornemmede noget fremmed var opstået. Det var langt fra hendes job at holde øje med hvad der skete omkring flokken, men det lå i hende, og selvom hendes sind var godt og vel ødelagt, ustabilt, var der noget der netop denne aften fik hende til at søge imod det, hun normalt ville holde sig fra.
Snart nåede Leonora ud, til det punkt hun havde set sig for øje, og netop som hendes hove blev sat i jorden, brød et halvkvalt hvin igennem luften, af kendt karakter. Hun kunne kende Ava's toneleje, selvom det var forvringet på grund af smerten der lå i det, ligeså forvirringen. Leonora lod sine øre glide i nakken, uvilligt over at høre et af hendes familiemedlemmers kald, og snart var hun, ustabilt, på vej imod Ava. Hvad end hun var i problemer med, måtte hun da i det mindste forsøge at hjælpe; ellers ville hun næppe kunne have æren af at kalde sig familie.

Hvinet der kom, kaldende mod Mindraper var nok til at den spraglede hingst næsten for frem i galop. Det eneste der hindrede ham var synet af en sort skikkelse et stykke foran. Han måtte tage en omvej for ikke at rende på denne. Han tog derfor turen ind i noget bevoksning og forsøgte nu at finde frem til Ava, hele tiden opmærksom på sine omgivelser. Han satte nu farten op, til trods for at det ej var hans stærke side. Han fandt nu frem til Ava der stadig stod på sine ben og han brummede varmt mod hende.

" Nu? "

Lød det som det eneste fra ham. Hun vidste vel godt hvad han mente. Han lod sig nu bevæge tættere på hende og strakte mulen frem mod hendes og pustede varmt mod den.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Ava blev stående på sine ben, næsten helt stiv i kroppen fordi hun ikke rigtig turde flytte på sig. Hun ville nødigt gøre noget som helst forkert og det var ikke noget hun havde prøvet før. Det var første gang og det var vel også en smule skræmmende på den måde. Skræmmende fordi det var ukendt. De blå øjne fulgte den sært-brogede Mindraper da han kom til syne. ”Nej! Om en uge!” Halvt snerrede den sorte hoppe anspændt, i en lidt hidsig tone. Ikke fordi hun var vred på ham eller fordi det var meningen, men mere fordi hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Det var nok mere usikkerheden der truede med at tage over, og derfor blev den gemt væk bag noget der mindede om vrede. Tænk hvis nogen kunne se bare en smule svaghed. Det kunne hun ikke have. Hun accepterede dog at han kom nærmere og strakte sin mule lidt over mod ham og faldt en smule mere til ro i stedet for at være på nippet til at råbe af ham i stedet – han kunne jo ikke gøre for det. Hun flyttede sig dog stadig ikke. Noget andet fangede også den sorte hoppes opmærksomhed. Bevægelse, og den svage dundrende lyd af hove i græsset. Med et hurtigt ryk i hovedet blev blikket vendt mod endnu en skikkelse der nærmede sig. Endnu en der var kendt for Ava, en der hørte til i samme område også. Familie. Det ene sorte øre blev vippet fremad mod den blåplettede Leonora, mens en lille utålmodig brummen slap fra Avas hals. Leo ville vide hvad hun skulle gøre.. Leo ville i hvert fald kunne hjælpe. Det var ikke fordi hun ikke stolede på Mindraper, men han var hingst og han havde vel næppe været i samme situation som hende. word count, 302

[/td][/tr][/table][/center]

Et fnys, højlydt, forlod mulen på den sorte Leonora, i det hun slog fremad i en galop med enormt opspring og fremaddrift imod Ava, da først hun havde lokaliseret hendes familiemedlem. Snart nåede den sorte Leonora, der med sine blålige stjerneagtige pletter stod ganske klart frem i landskabet, tæt nok på til at kunne se Ava - og Mindraper. To sjæle hun havde kendskab til, hvoraf hun ikke kunne placere den ene i sit sind, som noget nært. Hun vidste ærligt ikke hvad hun skulle synes om ham, endnu - men det kunne man nok tillægge hende sindet at være skyld i, for ustabilt som det var, var der ikke plads til andre end familien og Ahearn. Hun fnøs højlydt atter engang, nærmest advarende. Hun kunne fornemme på den specielle duft der hang i luften, som hun nu, da hun var nærmere, kunne kende, at Ava havde brug for hendes hjælp. En begyndende vrede voksede ligeså frem i det ustabile indre og ulmede, truede med at slå den kontrol som hun havde over sig selv væk - for Ava var ved at gå i fødsel. En fødsels, som Leonora ikke havde formået at opsnappe var under opsejling før nu. At Ava ikke hade fortalt hende før, gjorde den sorte hoppe skuffet, men at denne hingst netop stod ved hende, så nært, gjorde hende vred. Nok havde Mindraper ikke gjort noget forkert, ud over nærmest at vælte over hende ved deres første møde - men det var forkert at han var ved Ava nu. Med ørerne truende lagt i nakken, lod den sorte hoppe sin ædle krop standse op i bradte ryk helt tæt ved dem, og med den energi der lå i hendes bevægelser, lod hun sine forhove slynges advarende imod Mindraper. Han skulle væk, nu, mente den sorte hoppe; om det var fordi hun så ham som en trussel, eller fordi hun havde lagt to og to sammen hurtigt nok, til at indse, at Mindraper nok kunne være faderen til det ukendte føl, var ikke til at sige, for hendes sind kunne ikke vælge hvad der passede bedst. Hun lod hovene slynges endnu én gang frem, inden hun bakkede hen og stillede sig på den modsatte side af Ava, således at hun kunne komme hendes søsters datter helt tæt; nok havde hun ikke selv givet liv til verdenen endnu, men hun havde set flere gøre det, og hun kendte duften, tiden og smerten der lå forbundet med fødslerne.

Mindraper trak hovedet forundret til sig da Ava nærmest åd ham levende. Han mimrede let med mulen en smugle betuttet, men bar da over med hoppen. Det var vel også et dumt spørgsmål, men Mindraper var ikke klar over hvornår en hoppe folede. Han satte da blot mulen mod hendes da hun faldt en anelse ned og fik mumlet en lavmældt undskyldning frem til hende, inden han blev opmærksom op lyden af hovslag. Han løftede hovedet og fik nu øje på den sorte Leonora og han vippede først ørerne med smugle frem, men disse røg tilbage da hoppens holdning virkede en anelse truende. Han skød da brystkassen frem og markerede sig tydeligt. Han gik ingensteder, end ikke hendes forben da røg gennem luften mod ham som en tydelig hentydning kunne få ham til at vige fra Ava. Det var kun hvis Ava selv sagde fra. Han trådte dog et skridt fra hende, så hun havde plads til at bevæge sig. En mild beroligende brummen var at høre fra Mindrapers strupe, det var det eneste han kunne være behjælpelig med.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Mindrapers ord blev ikke til andet end en svag mumlen i Avas ører, fordi hendes fokus lige nu var vendt mod hendes moders søster, der kom nærmere og nærmere, og noget gik op for Ava. Det så ikke ud til den blå-prikkede Leonora brød sig ret meget om Mindraper. Ava havde selv haft sine overvejelser engang, men var kommet frem til at der var dem der var meget værre i dette land. Den anspændte sorte krop sitrede engang imellem og Avas blå øjne så skiftevis fra den ene til den anden inden hun til sidst lod blikket hvile på Leonora – for hun måtte være den der bedst kunne svare på spørgsmålet: ”Hvad skal jeg gøre?” Stemmen var hæs af ikke at have været brugt i et stykke tid – for nogen måske kort tid, men for Ava var det lang tid. Det var ikke mange hun havde haft snakket med på det sidste, fordi der havde været den lille hemmelighed, som alligevel ikke rigtig var en hemmelighed, men nok nærmere afstand for ikke at blive dømt. Den lille sorte hoppe var jo ikke ret gammel, men alligevel mente hun selv at hun var lidt mere moden end andre havde vist sig at være på trods af de måske var lidt ældre end hende. Det gjorde hende ikke så meget at de to sjæle var i nærheden, men det der gik hende lidt på var den lille panik der truede med at springe ud – for panik var også en form for tegn på svaghed i Avas øjne. word count, 255

[/td][/tr][/table][/center]

Den markering, som kom fra den tvefarvede Mindraper, fik det et øjeblik til at løbe koldt ned af ryggen på den sorte Leonora; for selvom hun måske havde samlet sig nok, til at møde de to sjæle, og forsøge at beskytte og hjælpe Ava, så var hendes sind ulmende ustabilt, og der skulle ikke meget til at hyle hende ud af den - Om end nægtede hun at føje Mindrapers advarsel, og hun lagde kort ørerne, da først hun var kommet om på den modsatte side af Ava, hvorefter hun lod hovedet glide hen over ryggen på hende og blotte tænderne en smule advarende, men ligeså undskyldende overfor Mindraper. Selvom hun ville have ham væk, vidste hun at hun ikke ville kunne jage ham væk, og derpå var det med ambivalente bevægelser, at hun nu både undskyldte og kastede trussel på ny imod den tvefarvede hingst. Hurtigt blev hun dog fanget af Ava's ord, spørgsmål om hvad hun skulle gøre. Med et sagte prust lod Leonora hovedet forlade ryggen på sin moders søster, og mulen søge en smule imod hendes.

,,Det bedste er at gå, indtil du kan mærke, at din mave selv begynder at ville trække sig sammen"

Sagde Leonora, lavmeldt, men med en utrolig kontrol over sin stemme, selvom hele denne situation var noget overvældende for hende. Nok var det ikke hende, der skulle give liv til et føl nu, men hun skulle hjælpe Ava og holde øje med Mindraper, hvilket normalt ikke ville have været noget problem for den sorte hoppe - men nu, med det sind hun havde, var det hende en udfordring.

Mindraper valgte blot a fokusere på Ava og skyde den lettere truende Leonora ud af sit sind. Han tog dog et par skridt bagud, men det var blot for at give Ava lidt plads. De gule øjne gled så rundt og stirrede intensivt på hver lille busk der nu måtte befinde sig i nærheden af dem. Et lavt fnys lød fra ham i det han atter skød brystkassen frem og løftede hovedet højt. Halen var let løftet og vajede derfor en smugle i den milde forårsbrise, inden den kort gav et svirp omkring hingsten muskuløse bagpart. Han skulle nok holde øje med om der kom uvedkommende. Den spraglede hingst kunne bestemt godt virke afskrækkende for eventuelle nysgerrige sjæle som han stod og pustede sig op, et mildt blik blev dog kastet mod den sorte Ava i ny og næ for at sikre sig at hun var ok. Han lyttede opmærksomt til Leonoras ord og var da også opmærksom på at hun ikke ligepludselig fór i flæsket på ham. Han ønskede ingen konflikt, men at forlade Ava og hans stadig ufødte afkom fik hun ham ikke til.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Helt præcist hvad Leonora mente, vidste Ava ikke. Kunne en så stor fed mave trække sig sammen? Det var måske ikke lige på den måde hun mente det – men det var vel også forståeligt nok at den sorte hoppe ikke vidste hvad det var der foregik helt ned til hver eneste lille detalje. Det var jo heller ikke noget hun var vant til. Ikke ligesom at sætte hingste på plads. Den unge sorte hoppes vejrtrækninger var lidt tydeligere end de normale og næsten lydløse. Det var den lille panik der gnavede, men hun vidste også godt der ikke var grund til at gå i panik, for der var så mange andre der havde klaret det samme før – og Mindrapers mor havde prøvet det 2-3 gange før... Alt efter om man tæller tvillinger for 1 gang eller 2 gange.. Hun nikkede en enkelt gang af Leo’s ord og trådte nogle skridt frem. Mere for at gå rundt i en lille cirkel, for hun ville ikke så langt væk fra det her område. Her var hun allerede sikker på der ikke var så mange andre – og hun ville nødig rende ind i problemer med andre. Der gik dog ikke så lang tid før hun igen stoppede op og stod stille, og kort tid efter lod forbenene knække for at komme ned på jorden. word count, 221

[/td][/tr][/table][/center]

Leonora, som havde ytret sit råd til Ava, skævede kort og overvejende imod Mindraper, der vidst havde fået nok af hendes udfald. Han lod i hvert fald til at ignorere hende, og det var vel det bedste, han kunne gøre, overfor den sorte Leonora; for havde han regeret på en måde, der krævede hendes opmærksomhed, havde det nok rusket for meget op bag facaden. Hun fnøs sagte, vel nærmest tilfreds, for nu kunne hun lægge fokus på det vigtige, nemlig Ava og det føl hun ganske snart ville give liv til. Leonora rakte den lange hals let fremad, da Ava trådte de første skridt, og snart fulgte Leonora efter, for at kredse på ydersiden af den cirkel som Ava begav sig ind på. Hun gjorde det af flere grunde, men den primære var at være mellem Ava og Mindraper i tilfælde af, at han skulle blive aggressiv. Hun havde set flere hingste slå klik når hopperne folede i flokken hun kom fra, og ofte søgte de nærmest at tæve hoppen der snart skulle føde deres føl - og det agtede hun absolut ikke at Mindraper skulle have lov til, hvis han fandt på det. Hun fulgte med Ava, indtil hun efter et kort stykke tid lagde sig, og Leonora lod sine hove standses, således at hun stod ved hovedet på Ava. Hun lod sin mule sænkes ned imod hende med en sagte, nærmest beroligende lyd, alt imens hun afventede reaktionen hos den fødende hoppe; når først hun begyndte at presse, ville det forhåbentlig gå stærkt.

De gule øjne blev nu rettet mod Ava som begyndte at bevæge sig omkring i små cirkler. Mindraper mimrede let med mulen og fulgte hende da med blikket ind til hun nu sank sammen på jorden. En svag brummen lød fra ham og han vippede let med ørerne, en anelse fortvivlet, men blev dog stadigt stående og iagttog istdet de to hopper. Han ville gerne træde nærmere, men ham følte at han måske kunne komme i vejen, så derfor bevægede han sig i stedet ind på passende afstand og sænkede da hovedet en anelse og prustede mildt og opmuntrende mod Ava. De mandelformede ører vippede dog konstant rundt for at opfatte hver en lille lød der var i nærheden af dem. Ingen skulle snige sig ind på ham.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Selvom de andre var til for at berolige hende og vel også hjælpe eller bare for at kigge, så var det ikke fordi den sorte hoppe, Ava, lagde ret meget mærke til dem. Hun kunne fornemme deres tilstedeværelse, høre dem, men hendes fokus var et helt andet sted lige nu. Hun gjorde stadig hvad hun kunne for at holde tegnene på svaghed inde, også selvom man vel kunne sige at en hoppe der giver nyt liv ikke kan fremstå som svag – så var hun stadig ikke meget for at give efter for det. Hun bed derfor tænderne sammen og pressede da det var tid. Vejret trak hun hurtigt nogle gange mens hun afventede ’tegn’ fra hendes egen krop, og pressede en gang til. Sådan fortsatte det i lidt tid. Den sidste gang var det nærmest som om en lettelse skyllede ind over hende fordi hun kunne mærke hvordan det hele blev lettere. Udmattet lod Ava sig trille helt ned på siden og lod hovedet hvile i græsset i noget tid – bare nogle sekunder, inden hun rettede sig lidt op igen for at lade sin opmærksomhed gå mod den lille klump i græsset, den lille ny. Hun mimrede svagt med mulen og begyndte at rengøre den lille. På trods af trætheden var hun ikke et sekund i tvivl om at det ikke var tidspunktet at skulle sove på nu. Hvordan skulle hun overhovedet kunne sove hvis hun skulle holde øje med den lille datter? En lille mild brummen slap fra Avas hals, og hun lod de blå øjne glide mod Leonora og Mindraper og så skiftevis fra den ene til den anden. Blikket faldt dog også hurtigt tilbage på den lille hoppe. word count, 281

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det var overvældende. Lyset bragede frem fra alle sider på trods af at de små øjenlåg endnu var lukkede. Der gik nogle få øjeblikke hvor noget vigtigt ikke kunne finde vej til hendes lunger, det tidligere beskyttende lag udelukkede hende fra resten af den verden, hun var dumpet ud i. Men snart mærkede hun en ny underlig følelse, en varm tunge som efterfulgtes af en beroligende duft, den allerførste duft som nåede hendes næseborer, duften af mor. Luften nåede igennem, hun hev efter vejret og lå stille med hovedet på jorden nogle øjeblikke hvor anstrengelsen og overvældelsen var for meget. Alligevel var det som om tungen gav liv i hende, hun flyttede på mulen og kunne ikke forstå hvor lyden af mors hjerte var blevet af, den som havde fulgt hende indtil nu. Men hun var her, det kunne hun lugte, synet var endnu usikkert, lyset var for meget for de følsomme øjne og hun skimtede kun en mørk skikkelse over sig. Alt var nyt. word count 162