Duften af gran

//Åben for den der lyster//

Duften af gran ligger tungt i den lille skov jeg befinder mig i. Lyden af mine hove der betræder den bløde jord fuld af nåle, er egentlig ganske lav. Jeg befinder mig i et nyt land, et nyt liv. Ganske kontrolleret lader jeg mine smukke mørke øjne glide over mine omgivelser. Der er intet specielt at se, intet at lægge mærke til som er anderledes end det sted jeg kommer fra. Og det interesserer mig egentlig heller ikke. Men som enhver anden hest skal, så skal jeg jo holde øje med det der omgiver mig, og lige nu er det grantræer, masser af grantræer. Lugten fra dem er ved at blive dominerende, sommeren er på vej. Om vinteren er det aldrig så slemt, men lige så snart solen får lov til at få fat, så suger den nærmest lugten ud af nålene og lader den slippe ud i skoven. Forfærdeligt.

Et træ står i vejen for mig og jeg er nødsaget til at sno mig udenom om den. Men idet jeg gør det strejfer en gren min krop. Panisk stopper jeg op. Min pels! Den rørte min smukke brune pels! Irriteret skuler jeg mod grenen og bider ud efter den, straks får jeg fat i den og knækker den midt over. Nok er den ikke tyk men den rørte mig! Tænk hvis den havde været fuld af harpisk eller andet ulækkert stads. Den fejl må jeg ikke begå igen, det er jo min pels. En sidste gang skuler jeg mod det onde træ og går hoverende videre. For at lade alle og enhver vide at jeg er i nærheden lukker jeg et skingert og selvsikkert vrinsk ud i skoven.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Der var træer over det hele. På alle sider af hende stod høje, svajende skikkelser og tårnede sig op mod himlen. Hun måbede. Og så smilede hun. Den lille, hvide mule krusede ud i et yndigt smil af ren fornøjelse. Helt alene var hun, men det bemærkede hun knap nok, hun var listet af mens hendes vogtere sov og så var hun endt her. Mellem de gamle, dansende grene af duftende gran. Sikke en stærk og underlig lugt, den sneg sig helt ind i næseborene. Men den var ikke grim. Den korte, mørke hale viftede livligt bag hende mens det askegrå hoppeføl trippede videre på sine lange, stadig lettere usikre ben. Hen til det nærmeste grantræ, hvor hun kunne nå de nederste grene. Nysgerrigt nappede hun i de tykke nåle, det var dem, som duftede sådan. Lige indtil en besynderlig lyd brød stilheden mellem de gamle træer. Det måtte komme fra et underligt dyr! Hun havde set andre dyr før, egern pile over træernes grene og fugle flakse op mod himlen. Men ikke noget så stort som hendes papa! Hun blev nysgerrig. De store, ravgule øjne skuede ind mellem træerne, men så intet. Og så, for første gang forsøgte hun sig med sit stemmebånd. Et lille hvin i en meget høj tone. word count 212

Ingen svarer mit vrinsk med det samme, så jeg fortsætter blot frem i en dansende trav der for mange vil være alt for overdreven. Jeg finder den dog utrolig smuk og den viser jo hvor flot jeg er, så kan det ikke blive bedre. Træerne står stadig på de mest irriterende måder, hvilket gør at jeg omhyggelig må sno mig omkring dem, for jeg skal ikke have en gren på mig igen. Aldrig i livet! Tænk hvis det næste gang går ud over min smukke man eller hale? Jeg vil jo se så tåbelig ud, og tåbelig er jeg da bestemt ikke. Som jeg bevæger mig afsted rammer et lille hvin mine ører. Hurtigt stopper jeg op og hæver dominerende min hale. Hvem er det der er derude? Så lille et hvin kan jo umuligt tilhøre en hingst, så det må være en hoppe, måske endda et føl? Åh for pokker da, ikke et føl. De savler jo!

Alligevel vælger jeg at begive mig afsted i den retning lyden var kommet fra og der går da heller ikke lang tid før jeg får jeg øje på det. Ganske rigtigt så er det et føl. Hvad nu? Skal jeg håbe på at det ikke savler, nyser eller andet ulækkert? Ja det må jeg vel, for jeg har brug for at prale lidt af mig selv, det er jo så lang tid siden jeg sidst har gjort det. I en hurtig bevægelse kaster jeg med hovedet så min man lander i bølgene bevægelser omkring mig, halen er højt hævet og jeg spankulerer i en stor og overdådig trav direkte imod føllet. Se hvor flot jeg er!

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] De næste sekunder sker der ingenting. Helt stille er der, kun vinden mumler og hun vipper med den små, askegrå ører. Og vifter lidt med halen igen, det er så sjovt. Men så kommer det pludselig! Hun hører tunge bump komme nærmere mellem træerne, og så dukker hesten op, for det er åbenbart en hest. Det kan hun se. Lige så langsomt falder det lille, ædle hoved helt ned på sned. Aldrig har hun set sine vogtere bevæge sig sådan. Det er godt nok en underlig hest, de ravgule øjne spærres yderligere op selvom man næsten ikke skulle tro, at det var muligt. Og så er den stor, men ganske rigtigt så er den ikke helt lige så stor som hendes papa. Danser den? De hvide næsebor udspiles en anelse. Og så smiler hun endnu en gang, mindst lige så fornøjeligt som før, hele hendes ansigt bliver til ét stor smil og så ler hun. En lys klang der snor sig med vinden. Sikke en underlig hest! Men hvor ville hun godt røre ved den. For sikke en mærkværdig pels, brun som skovbunden og så har den et plettet stykke af skyerne på bagdelen. Hun smiler stort til den og vifter med halen. word count 203

Hvis jeg skal spørge mig selv så ser jeg utrolig godt ud som jeg kommer dansende imod det lille føl. Min pels og man er flot, musklerne har jeg ikke mange af men de er der, alt i alt er jeg da et imponerende syn. Jeg kommer nu frem af træerne og bevæger mig mod det lille føl, som kigger på mig som om hun ikke helt ved hvad hun skal mene om mig. Det er fint nok med mig, jeg kan lide at være den andre ikke kan sætte ord på. Men da hun griner ryger mine ører straks tilbage. Står hun der og håner mig direkte op i ansigtet!! Virkelig!? Irriteret og fornærmet fnyser jeg men fortsætter imod hende, med en smule mere aggressive bevægelser. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre hende noget, nej nej da. Men hun skal da ikke stå der og grine af mig. Dumme føl!

Da jeg er kommet tættere på hende stoppe jeg op, hæver hovedet og fnyser hårdt. Den sølvgrå hale er rejst i en let bue og jeg vælger ligeledes at samle min hals i en bue så musklerne kan ses. Jeg er ligeglad med om hun er et føl, jeg vil stadig se godt ud og imponere. Så længe hun ikke griner af mig. Mine øjne glider over hende og studerer hendes krop og aftegn. I det mindste savler hun da ikke! Det er jo en god ting. For savl skal ikke i nærheden af min pels.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den mærkeværdige hest kommer tættere og tættere på, og i takt med dens skridt spærer den lille hoppe yderligere de ravgule øjne op. Latteren hørte pludseligt op, så forundret bliver hun, helt betaget. Den må danse. Det kan kun være det. Hun strækker mulen ud, den hvide, hvide mule som er så blød og fin. Den tåler ikke meget, men alligevel er hun ikke synderligt forsigtig. Alt skal undersøges. Også den dansende hest. Den stopper op foran hende, tårner sig op, hun må også løfte mulen. Hvad mon den vil? Hun stirrer betaget på den underlige skabning. Og fnyser så, for ord ejer hun ikke mange af endnu. Helt stille står hun i flere sekunder og bare kigger, indtil hun pludselig bliver helt ilter af spænding og sætter i en trippen på de lange ben. Tættere på vil hun, helt hen, så hun kan røre skovbundspelsen. word count 146