If The World Crashes Down

You tell me that you're lonely
And time is moving slowly
Complaining that you miss me
Cause I'm never at home
But baby don't you worry
I'll be there in a hurry
I will cross the oceans
To hold you in my arms

[/font]

Det var længe siden, at den unge hingst havde sat hovene i det bløde sand, der i solens sidste, svage stråler gav en refleksion af en bronzelignede farve. Den lange, ravnsorte man klistrede tæt til hingstens muskuløse hals, mens de sidste vandperler dryppede af ham. Pelsen var for længst blevet tør, men ak hingsten havde også stået i solens stråler længere, end hvad han selv havde styr på. Omverdenen omkring ham virkede fjern og ubetydelig, og i længere tid havde han søgt væk fra andre, for i stedet at søge ind i sig selv. En indre rejse. Lydende omkring ham var så langt væk, så fjerne, at ligegyldigt hvor kraftigt han forsøgte at fokusere på de enkle lyde, så var det nyttelyst. Vindens svage vuggevise, fuglenes livsglade fløjten, intet trængte gennem den tykke murblokade, han var fanget inden bag. Som så han på verden igennem et spejlbillede; han kunne blot se på, at skæbnen udførte det, den skulle, og han intet kunne gøre.

Pludselig nåede en lyd gennem stilhedens fangearme. En lyd, de fleste ville skræmmes ved. En lyd, der ej var velkendt i Andromedas land, men en lyd der var blevet en hjertesang for hingsten; lyden af hans kappe, der mildt og legesygt flagrede i vinden. Lyden var ubeskrivelig, for den kunne hverken måles med lyden fra et par baskende vinger, eller lyden af blade, der hvirvlede rundt. Hingsten drejede det ædle hoved, og lod de sortnede, døde øjne ramme mod hans himmelbeklædte kappe, der så yndefuldt lå over hans ranke, stærke ryg. Et dæmpet, men tilfreds prust nynnede dæmpet fra den store hingst, da kappen kærtegnede hans flanker, og gav ham en erindring om hvad han i virkeligheden var: en vogter. En forkæmper for selveste Lyset.

Smidigt og elegante drejede hingsten kroppen. Havet lå ham i ryggen, og Andromedas land bredte sig ud foran ham, som velkommende arme, som hilste de hans tilbagekomst. Langsomt tog han et skridt fremad i sandet, og et til. Og endnu et. Med en dansende bevægelse, bevægede hingsten sig fremad i en flyvende trav, hen over engen. Var han virkelig parat til at ”vende tilbage”, efter den tid, han var forsvundet? Turde han indse de ændringer, der kunne præge landet, han boede i? En rynke blev dannet på den silkebløde mule, inden den store, stolte hingst stoppede op i en parade. Luften bar forandringer med sig, fremmede lugte, og en ukendt intensitet lå som følsom dug over landet. Næseborende dirrede på hingsten, øjnene skævede tomt og dødt omkring sig, inden han lod sig lyde; et højt og dominerende vrinsk, der tydeligt var til at genkende, hvis man kendte den ædle himmelvogter.

[ Åben for hvem som helst, der agter at møde Himlens Vogter. ]

[/color][/size][/blockquote]

Foråret var kommet til Andromeda og græsset begyndte atter at spire på ny, hvilket var til stor glæde for de mange heste der befandt sig i landet. Det var tid til at sænke hovederne og indtage ordenligt føde i stedet for de tørre stumper der var at finde om vinteren og snart ville små føl hoppe kådt omkring på netop denne eng på Enophis. Foråret var tiden for lykkelige stunder og oftest der hvor kærligheden spirede ligesom landet. Det var dog langt fra lykke der prægede en ganske særlig sjæl der stod på engen og stirrede tomt udover landskabet. Denne virkede ikke til at være til stede i denne verden, men var opslugt i tankernes verden. Denne skikkelse kunne nogle genkendte som Midnight Myth, den sorte hoppe med de sirlige hvide aftegn og de mælkehvide øjne.

Hun var i sandhed en særpræget sjæl der bar på mange erfaringer i det der ellers synes som et kort liv, men hoppen var tidsløs og det var ikke til at sige hvor gammel hun var, men her i Andromeda var hun 8 år og nu dødelig. Det var ikke noget der generede den spinkle hoppe, men det var der så sandelig andre ting der gjorde. Stilheden var øredøvende på engen, kun lyden af fugle der kådt sang deres forårssang. Et tegn på liv var nu at se på den ellers tavse hoppe der nu vippede med ørerne og rykkede en anelse på sig. Lyden af hovslag der taktfast nærmede sig havde fundet vej til hendes fjerne sindstilstand og gjort hende opmærksom på hendes omgivelser.

Hun rettede blikket ud mod horisonten og missede let i øjnene mod solen og vippede da ørerne frem. Hun drog kort et suk, men rettede sig så op da vedkommende der nærmede sig var en ganske velkendt sjæl. En savnet en, som hun ikke havde set i længe. Da lød hans vrinsk over engen og Myth skulle lige til at besvare det, men hun tøvede. Deres sidste møde havde været uheldigt og hun trådte da et skridt bagud. Hun vidste at vrinskets ejermand, Jaidev, ikke brød sig om at hun havde lavet aftaler med Rumpelstiltskin, og faktummet at hun siden da havde indgået en mere gjorde det bestemt ikke bedre, men Myth valgte at se bort fra dette og sendte nu et blødt feminint vrinsk mod sin tidligere dansepartner.

You tell me that you're lonely
And time is moving slowly
Complaining that you miss me
Cause I'm never at home
But baby don't you worry
I'll be there in a hurry
I will cross the oceans
To hold you in my arms

[/font]

Vinden der drev hen over engen, var mild og svag. Vinteren havde sluppet grebet i Andromedas smukke land, og nu begyndte foråret at bryde frem fra sin dvale. Et forår alle havde ventet på med længsel, alle savnede solens varme, det mosegrønne græs der beklædte engen og de livsmuntre lyde, der ville synges. Atter ville Andromeda ligne et sted, der herskede i harmoni og orden, trods det kun var en facade for alle. Andromeda var alt andet end harmoni og orden; i landet levede der væsner, der ville tryllebinde en med sin magi, og skygger der hvislende som slanger ville snog sig omkring ens ben. Den mørke ondskab lå som den milde intensitet over Andromeda; en intensitet den ædle hingst kunne opfange. Han fornemmede spændingerne i luften, fornemmede hvordan facaden af harmoni snart ville eskalere. Men ak, håbet ville ikke være ude for Andromeda, for i det fjernede var Lyset, der ville betræde jorden, hvis skyggerne forsøgte at mørklægge Andromeda; og han selv var der, den rødbrune hingst. Han var ikke hvem som helst, den lille vogter, der skulle kæmpe for Lyset.

Stilheden æd hans vrinsk. Det havde passeret over engen, og nu var det blevet dræbt af andre lyde; eller af ingen lyde. Hingstens mandelformede øre vippede opmærksomt, søgende. Stilheden omkring ham var tæt, hviskende, larmende. Stilheden kunne til tider, være den største larm af dem alle. Fnyset forlod hingstens silkebløde mule i en hård tone, mens ørerne vippede en smule bagover, uinteresseret i den hvisken der var omkring ham. De lange, stærke ben trådte fremad, elegant og yndefuldt. Hvor han ville vandre hen, var en tanke, der ej strejfede hans sind; og hvis den gjord, ignorerede han den. Hans sind var fyldt med mistænksomhed, forvirring og spørgsmål, han aldrig ville kunne stille til en levende sjæl. Ingen ville nogensinde forstå ham, forstå hans savn, hans ulykke, hans skæbne.

En velkendt lyd drog stilheden på flugt. Hingstens velformede, smukke, markerede hoved blev hævet i et ryk, og ørerne gled nysgerrigt fremad. Den lyd, der et øjeblik havde dræbt larmen omkring ham, var lyden af en hoppe, han ej havde set længe; men ak, han havde ikke set nogen som helst længe. Det hævet hoved gled på skrå, så den sorte pandelok gled sidelæns, og hen over de døde, mørke øjne, hvor den ensomme lille gnist dansede sin livsdans. Et instinkt trak i ham, tomheden manglede en til at dele tilværelsen med; et savn om selskab og liv. Men trods denne store længsel, stoppede hingsten alligevel op, anspændt og vågent. Halsen blev knejst sammen, og øjnene søgte mod den silhuet, der fik hoppen til at ligne en sort klat i landskabet. Han var en gåde for sig selv, hvorfor gav han ikke efter for hans lyst til selskab? Det var hans største længsel, der boblede i ham. Mulen blev rynket, mimrede en smule. Sindet var for plaget, for optaget af alt og ingen ting, så da hans ben pludseligt satte i bevægelse igen, var det for sent at stoppe dem i deres handling.

Den sorte, spinkle hoppe, med de sirlige, hvide aftegn fangede hurtigt hingstens tomme blik. Hans øjne søgte hen over hendes ravnsorte skind, sikrede sig at hun var i velbefindende. De gled som en fjerblid kærtegn hen over hendes ryg og flanke, ned over hendes hvide, slanke ben, opad hendes feminine, smalle bringe, skævede til den fløjlsbløde man og til sidst ramte de hendes kridthvide øjne. Et dybt, hingstet brum nynnede dæmpet fra hingstens korpus; en så behagelig og sagte lyd, at man ej kunne finde andet end ro og tryghed i den dominans, tonen ejede. Mens han holdte øjenkontakten, strakte han forsigtigt hans silkebløde mule fremad mod hende, som blev ramt af overvældende, fjerne dufte fra de andre selskaber, hun havde befundet sig i. Det ene næsebor rynkede sig, trak sig en smule opad, indtil den varme mule mødte hendes. Berøringen var blid og sensitiv, mens hingstens varme ånde ramte hoppen i et kærtegn.

” Midnight Myth. ”

Hingstens stemme havde ikke forandret sig det mindste, efter hans forsvundne tid. Hans stemme var maskulin, mørk, men undertonerne var behagelige, tydelig. Alt i alt en stemme, der ligesom hans brummen, gav tryghed og ro. Forsigtigt nappede han til hendes ene næsebor, stadig i hans fjerbløde berøring, inden han da hev mulen tilbage, hvor den fandt den velkendte plads foran den fremskudte bringe, båret af den knejsende hals. Ørerne var gledet fremad, rettet mod hende, som understregede de, at denne hoppe havde hans opmærksomhed. Da mulen var borte, slap hingsten hoppen med de tomme, sortnede øjne, og i stedet så han på hende, uden egentligt at se. Øjnene hvilede blot på hende, men uden at fokusere.

[/color][/size][/blockquote]

De mælkehvide øjne hvilede nu på den røde hingst der tårnede sig op længere henne på engen, men han var blot fokuspunkt for det fjerne blik der manglede et sted at opholde sig efter hans vrinsk havde afbrudt hende midt i et tankespin. Det var længe siden Myth havde været i andres selskab og hun havde egentlig heller ikke travlt med at nå Jaidev som også selv var stoppet op. Den spinkle hoppe havde ingen anelse om hvor hun stod i forhold til den store muskuløse hingst der sidst havde udvist stor foragt for hendes handlinger og måske var det derfor han ikke begav sig direkte mod hende. Selvom Myth var god til at aflæse andre, så kunne hun aldrig vide hvad de tænkte. Hun drog et kort suk, for Myth fortrød ej sine handlinger.

Da hun var kommet til det fredfyldte Andromeda havde det været en brutal omvæltning for hende og selvom hun nød freden der lå over de mange øer, så havde der manglet noget i hendes nye liv, nogen hun kunne dele det mørke der lå i hende med. Myth havde aldrig før bemærket det som sådan, men da hun var blevet kastet ud af hendes naturlige miljø var det blevet tydeligt. Myth var af mørket og dette ville altid være en del af hende. Hun ville aldrig kunne kæmpe for lyset og det vidste hun. Det var derfor hun tøvede med at opsøge hingsten der stod mange meter fra hende. For selvom hun ikke vidste hvorfor han bar denne kappe der havde en slående lighed med nattehimlen, så vidste hun at en gylden hoppe i landet bar noget lignende og det var givet af lyset, det var hvad Rumpel havde fortalt Volontaire.

Hun rystede kort på hovedet og var ikke sikker. Hun kunne umuligt forestille sig at Rumpel havde beklædt Jaidev med sådan en kappe, især ikke når Jaidev havde udvist sådan en foragt overfor ham. Myth mimrede let med mulen og hendes mælkehvide øjne fandt da fokus på netop Jaidev som nu begav sig imod hende. Hans brummen lullede hende ind i en form for falsk tryghed og en feminin slap hendes strube. Hun søgte hans øjne, men slog blikket væk igen. Deres sidste møde havde været ganske voldsomt for den sorte hoppe med de sirlige aftegn, for aldrig havde hun forestillet sig at Jaidev ville hugge ud efter hende. Det var en tillid der var blevet brutalt myrdet og Myth tøvede derfor med at tage kontakten til ham, ja det var på nippet til at hun stødte ham bort, men alligevel gav hun den røde hingst en chance for at bevise det blot havde været af frustration.

Han kom nu tættere på hende og hun pustede svagt og vippede det mandelformede ører fremad mod hingsten i det hun indhalerede duften af ham. Hans duft par præg af at han ikke virkede til at have været i andres selskab i længe, ligesom hende selv. Det nyeste måtte have været Xenocrates og så Rumplestiltskin. Hun strakte sin mule mod hans og lod da blot hans finde plads ved hendes og hun nippede så blidt til hans i en form hvor kærtegn. Der var noget vemodigt over den sorte hoppe, som hun blot stod i et fjernt øjeblik og mimrede svagt med sin fløjlsbløde mule. Hans maskuline stemme vækkede hende dog med et sæt.

” Jaidev.. ”

Hviskede hun næsten utydeligt og sammenbidt med hendes dog stadig lyse og feminine stemme. Hun skammede sig ikke, men hun vidste at Jaidev på et tidspunkt ville finde ud af hendes aftaler og at dette nok ville være det sidste nærvær hun havde med sin dansepartner. Det var en forfærdelig tanke for Myth, men hun havde valgt side og meget skulle der gå galt før hun ombestemte sig. De mange timer alene havde givet hendes rig mulighed for at tænke over tingene. Hans mule forsvandt fra hendes og hun trak da hendes til sig og så væk fra hingsten, inden de mækehvide øjne ramte hans, men det virkede så fjerne og tomme. Hun vidste at hans øjne aldrig udstrålede megen følelse, men alligevel var det som at han ikke var til stede. Myth prustede let og vippede kort med ørerne. Måske det var en illusion. Hun rystede voldsomt på hovedet, men Jaidevs statur ændrede sig ikke. Måske det var kom sig at Myth ikke havde set andre i så lang tid at hun havde glemt hvordan de aggerede.

[/blockquote][/size]