Stilhed, eller mangel på samme

Forår. Nu svanser alle så glade omkring, og nyder at alting er i fuld flor. At blomsterne nu endelig begynder at springe ud og mænge sig med det stadig grønnere og grønnere græs, træerne er ikke nøgne mere, men i stedet fyldt med små skud, hvor bladene langsomt er begyndt at folde sig ud, og vinden er mildere og knapt så bidende. Men jeg svanser så aldeles ikke omkring. Jeg er overhovedet ikke forårskåd; det stoppede jeg med at være, for flere år tilbage. Ja, det var vel dengang hvor jeg fjernede min såkaldte drømmehoppe, fra jordens overflade. Men se nu alligevel hvor jeg er endt, i dette land.
Måske svanser jeg ikke omkring, i bogstaveligste forstand, som en forskruet teenager; men oppe i mit hoved, er det skam nok en helt anden sag, det indrømmer jeg gerne; overfor mig selv, men da aldeles ikke andre. Mange tanker roder rundt, og jeg når sjældent at tænke nogen af dem til ende, før jeg på ny får endnu en tanke, der også kræver sin plads og min opmærksomhed, i hvert fald for en kort stund.
Alle de her tanker, skyldes helt og holdent en ganske almindelig hoppe; eller.. Almindelig er hun ikke i mit hoved, og nok heller ikke i andre. Men det er hendes skyld, at jeg har et ordentlig roderi i mit hoved, som jeg ikke selv kan finde hoved og hale i. Men jeg har en pagt med mig selv. En pagt der siger, at jeg ikke skal lade mig selv gå på af det, og egentlig bare forsøge at glemme de mange tanker. Men det er nu lettere sagt en gjort.
Mit stærke korpus, er i aftenens anledning, endt ude på det åbne område af Enophis, hvor bjergene strækker sig mangfoldigt op imod skyerne, ude i siderne, med flere kilometers afstand imellem mig og dem. Mine hove slår ned i det lidt stenede underlag, der er blandet med græs, mos og sammenlukkede blomster. Min nakke er knejst voldsomt op, mens ørene hviler bagud i nakken og imod min stadig tykke man. Jeg er søgt til Enophis, for at sonderer det terræn der er her; og for at se, om jeg finder noget mistænkeligt, noget, som jeg eventuelt skal holde øje med. Men intet er endnu dukket op. Nok fylder hoppen meget i mit sind, den fine danserinde, men i nogle sekunder engang imellem, dukker den magiske hingst op i mit virvar. Jeg husker skam godt vores aftale.. men jeg har endnu ikke set ham; hvilket passer mig fint. Så måske er det i virkeligheden ham, der har glemt den anden del af aftalen?

... Nyahaha

Dagene var gået, ja, der var gået uger, siden den spraglede Volontaire havde vist sig i hulen hos den lumske hingst; uger, hvor den spraglede hingst kunne gå i sikkerhed og føle sig godt tilpas - men den tid var forbi nu, ganske enkelt. Det havde været let for den lumske, lunefulde Rumpelstiltskin at opspore den spraglede hingst, der havde søgt til denne bjergfyldte ø i sin søgen og vandren. Det lumske, vel ondsindede smil lå printet på mulen af Rumpelstiltskin, der med kvikke og vimsende bevægelser havde halet ind på Volontaire. Den skingre latter lød og da han strøg op forbi den vandrende hingst, lod han et strejf af sin magi strejfe ham, således at han ikke var i tvivl om, hvem der var i hans nærhed. Da først han var foran Volontaire, rankede den lidt usle hingst af udseende sig op og blottede de knapt så kønne tænder i et hånefuldt smil.

,,Nyah, Volontaire, du har vel ikke glemt mig allerede?"

Spøgte han i den hånefulde tone. Han vidste godt at Volontaire langt fra havde glemt ham - hvem kunne dog det? Han lagde hovedet på sned med det grumme smil endnu siddende på mulen og derpå bukkede han galant for Volontaire - for trods Rumpelstiltskin var over ham i hierarki, da bevarede han skam de formelle former.

,,Du husker vores aftale går jeg ud fra - og sagen er den, at jeg har brug for dig til en ganske simpel opgave, du spraglede"

Fnøs han med en direkte grum tone. Det morede ham uendeligt, at kunne lege med den spraglede hingst på denne måde; og legen, ja, den var kun lige begyndt.

Umiddelbart efter, at mine tanker er nået til ende, om denne magiske hingst, fornemmer jeg i lydene omkring mig, at jeg ikke er alene mere. Måske har jeg slet ikke været det; men jeg bebrejder nu ikke mig selv for, ikke at have opdaget ham noget før, hvis det er tilfældet. For hingsten har magiske kræfter, så flyve eller være lydløs, det kan han sikkert også. Ved denne tanker, strejfer en anden gylden hoppe mig, som jeg endnu ikke har navnet på. Men hun bar vinger; mon han har givet hende dem, blot hun betalte en pris for dem, lige som jeg har betalt en pris for at give Illana mere tryghed?
Hans krop strejfer min; eller ikke som sådan hans krop, mens hans magi strejfer mig, og jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg ikke længere er alene, han er her. Satans også, mildt sagt vel egentlig. Mine øre ryger automatisk længere bagud, idet han kommer til min front og standser, og dermed standser jeg også selv, for ikke at brage ind i ham. Derefter bryder hans ord stilheden, ord, som jeg havde set komme.

,,Rumpelstiltskin. Glemt, nej ganske vidst ikke. Det kunne da aldrig falde mig ind”

Besvarer jeg ham, med en dyb sarkasme, i de sidste ord jeg fremsiger. Jo, jeg ville sagtens kunne finde på at ville glemme ham, for han er ikke en jeg bryder mig synderligt om. Men en aftale er en aftale, og jeg indvilligede selv i denne.

,,Aftalen husker jeg ganske klart. Fremsig din opgave, så skal jeg nok klare denne.”

Måske lyder jeg selvsikker. Men at sige, at jeg ’måske klarer denne opgave’, ville også være dumt. For hvis jeg ikke klarer den, er chancen for at jeg selv bliver fjernet fra jordens overflade, jo ganske stor. Et svirp skrider fra min hale, mens jeg med tomme øjne kigger henover ham, og ikke ind i hans øjne. Men i nogle sekunder stirrer jeg direkte ind i hans, for at markerer, at min opmærksomhed skam er på ham, og hans lumskheder. Min krop er ikke anspændt, for jeg ser ingen grund til at vise frygt overfor ham; for jeg ejer ikke frygt for ham, ikke på det pågældende tidspunkt. Men min nakke er stadig opknejst, og ørene bagud i nakken.

... Nyahaha

Den skumle sjæl satte i en skinger, men glædelig latter, da den spraglede Volontaire indvilligede i at udføre denne opgave som Rumpelstiltskin valgte at stille ham - og selvom han egentlig ikke havde noget valg, huede det ham dog stadig at Volontaire ikke satte sig direkte imod. Med et sæt dirrende skuldre vimsede Rumpel et skridt tættere på og dernæst et til, indtil hans mule med de knapt så kønne tænder var få cm fra hovedet på den spraglede hingst.

,,Jo, ser du. Nyah! Da du kom til mig og bad om denne lille .. tjeneste! Da bad du mig frasige mig noget jeg sådan set har brug fra, men, vores aftale, ser du, har et smuthul jeg vil bede dig udnytte nu, nyah"

Han holdt en lille kunstnerisk pause, inden han med overdådige bevægelser med hovedet fortsatte sin fremsigelse af den opgave, han med fryd, ville se Volontaire udføre.

,,Du husker at vores aftale lød på, at man ikke kunne fjerne din lille hoppes Lys med magt, og se, det er jo det sjove, for du er netop den rette til denne opgave. Hvis du fjerner den uden magt, vil du kunne bringe dette Lys til mig, hvilket jeg så inderligt ønsker. Så, Volontaire, bring mig Lyset fra Illana, tak"

Sagde han med en nu direkte ondskab i sin stemme. Han vidste hvad disse genstande rummede af kræfter og han vidste, at han kun ville kunne opnå sit endelig mål ved at indsamle disse; udnytte dem, til at forøge sine egne kræfter. Den lumske hingst fjernede absolut ikke blikket fra den spraglede Volontaire, som han vidste nu ville stå i et dilemma større end noget andet han havde oplevet i sin tid i dette land - og det frydede den lumske Rumpelstiltskin.

Jeg bryder mig aldeles ikke om Rumpestiltskin. Han får det til at løbe mig koldt ned af ryggen, og det er nok fordi jeg godt ved, at det jeg bliver bedt om, sikkert ikke er noget jeg bryder mig om. Jeg ved ikke hvilken opgave jeg får, men derfor er jeg nu stadig sikker på, at jeg nok skal klare denne opgave. Han træder tættere på, og står nærmest helt op i fjæset af mig, mens han begynder på sine ord. En pause indtræder, og allerede nu mærker jeg den vrede der er ved at hobe sig op. For jeg kan godt lidt mærke, hvor denne opgave er på vej hen.

Da hans ord er sagt helt færdigt, opgaven lagt ud, væmmes jeg kraftigt ved bare synet af ham. Nok havde jeg set, at opgaven ville være svær, men ikke umulig, som denne er. Den er umulig. Den kommer ikke til at kunne lykkedes, på nogen som helst måde. Min krop spændes voldsomt op, mens jeg virrer med hovedet, og i et ordentlig ryk, hukker jeg ud efter hans usle mule med mine tænder, mens jeg sparker et forben frem imod ham.

,,Den opgave, tager jeg ikke imod.”

Besvarer jeg så, mens jeg rykker mig et skridt bagud, og knejser nakken voldsomt op, mens jeg skyder bringen fremad. Jeg er en brik i hans spil, det er jeg godt klar over. Men samtidig ved jeg os, at han kan dræbe mig, når jeg frasiger mig en opgave. Men så glemmer han bare, at han ikke længere har mig i sit spil, til at udøve andre opgaver.

... Nyahaha

Den reaktion som den spraglede hingst kommer med, var ganske forudsigelig, og magiker som den lumske sjæl nu engang var, var han ikke længe om at kaste en besværgelse op foran ham, der afveg de angreb som Volontaire mere eller mindre helhjertet kom med. Den grusomme latter bredte sig, og i stedet for at være skinger, var den nu blot gennemtrængende .. ond. Hans øjne, der var over i den ravfarvede nuance, borede sig imod den trodsige hingst, der trods hans meget usikre situation virkede ganske sikker i sin sag. Som var han sikker på, han kunne slippe godt afsted med dette - men sagen var, at det kunne han ikke. Med en overlegen bevægelse trådte Rumpelstiltskin ubesværet tættere på, og snart med en tunge så giftig som en slanges, begyndte han at snakke.

,,Åååh kære Volontaire, du glemmer vidst hvem jeg er."

Ordende tonede sig frem med en sådan truende nuance, at den kunne sammenlignes med de selv samme skygger, som i sin tid havde skabt den lumske sjæl. Når han først kom herud, var han direkte frygtindgydende, trods hans udseende og altid vimsende væremåde.

,,Du kan udføre din opgave, som vores aftale pålægger dig, eller du kan lade dit liv svinde bort fra denne jord; du skal vide, Volontaire, at en aftale indgået med mit jeg aldrig kan brydes. Så var dine ord med omhug, og jeg kan måske ændre lidt i min første udtalelse, og dit liv kan beholdes - men kun, hvis dine næste ord behager mig, slave!"

Hvæsede han med en sandhed der ikke kunne benægtes. Han mente virkeligt hvert et ord han sagde - for selvom han synede sådan, var Rumpelstiltskin ikke ond som skyggerne. Han var blot en, der tog interesse i egne ting og sager før alle andres, og hans plan der lå i hans sind, krævede ting, som han så krævede af andre. Hvis Volontaire ville blive ved med at nægte, måtte han fralægge sig livet, og Rumpelstiltskin måtte finde sig en ny, der kunne tage den plads som Volontaire så gavnligt havde. Det ville blive svært ja - men ikke umuligt for den lumske hingst, så det at den spraglede nu fik en chance, var simpelthen kun fordi Rumpelstiltskin havde fundet værdier i ham, som han synes var værd at satse på.

Som jeg nok egentlig havde regnet med, afviger slangen mit angreb; og jeg havde aldeles heller ikke regnet med andet. Hvorfor skulle mine muskler, kunne skade ham fysisk, når han har magien på sin side. Han har magien i sin magt, og jeg har kun min krop og dermed mine muskler. Derfor, havde jeg nu heller ikke regnet med at han ville lade mine tænder eller hov ramme ham, og dermed skade mig.
Hans ord bryder igen stilheden, og ordene er magtfulde, onde og modbydelige, og jeg bryder mig overhovedet ikke om dem.

,,Jeg har ikke glemt hvem du er. Men jeg glemmer heller ikke, hvem jeg selv er, og hvad jeg står inde for.”

Besvarer jeg ham i selv samme kolde, tonløse og bidende tone, der skam er ganske afvisende og spydig. Jeg er ikke interesseret i at tage noget fra Illana, som jeg for nogle uger siden gav mig egen frihed i bytte for. Det ville være at tabe en dobbelt kamp, at skade sin egen sag. Nej, jeg gør det ikke. Han taler nu om en ny chance; hvis mine ord behager ham.

,,Jeg skal vide, hvordan opgaven så lyder. Mine ord, kommer nok aldrig til at behage dig, ligesom dine ikke behager mig. Men jeg er muligvis villig til at udføre en opgave for dig; hvis den ændres fra den du lige har fremsagt. Så fremsig din opgave på ny, så lytter jeg.”

Besvarer jeg ham, stadig spydig i tonen, men alligevel med en undertone der viser, at jeg skam er interesseret i en lille ’bytte handel’, hvis ordene han nu kommer med, falder i bedre jord for mine øre. Jeg ved ikke hvad han nu har tænkt sig at fremsige; men lyder opgaven nogenlunde, vil jeg også komme med en lille idé, til den kære ’Rumpe’. Mit korpus er stadig spændt op, og hver enkel muskel er i øjeblikket ganske synlig.

... Nyahaha

Det var tydeligt, at den luskede hingst ikke var imponeret over det, som den sortbrogede havde sagt. De ord, som forlod mulen på den spraglede hingst, var ikke ligefrem nogle som behagede ørerne på den snu Rumpelstiltskin - men alligevel, netop fordi han ikke var ondskaben i sig selv, valgte han at give chancen til den sortbrogede hingst, og derfor ændrede han sin første udtalelse. Ikke meget, men en smule. Ordende faldt med samme alvor som de forrige han havde sagt, og det var tydeligt at Volontaire ikke havde mange chancer endnu, førend hans pris måtte betales.

,,Fordi du nu har netop den mulighed som du har, vil jeg, nyah, sige dig at du kan bringe mig Lyset ved at bringe Illana til mig. På denne måde behøver vi ikke fjerne lyset om hendes lille hals."

Rumpelstiltskin sendte derpå et overdådigt og overlegent smil til den sortbrogede, inden han rankede sig nok så majestætisk op. Med vimsende bevægelser satte han i kredsen omkring Volontaire med en nærmest ligegyldighed i hans kropssprog overfor den spraglede - derpå sendte han blikket direkte, nærmest dræbende, men samtidig selvsikkert imod ham.

,,Så, Volontaire, hvordan vil du betale din pris?"

Den såkaldte Rumpelstiltskin, som i mit hoved hermed er dømt til at hedde ’Rumpe’, fordi det er hvad han er, er ikke ligefrem begejstret for mine ord. Men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Men når han nu mener at han kender alle så godt, så må han også have vidst, at jeg ikke er en hingst, der er nem at spille fandango med. Jeg har skam mine helt egne meninger; og desuden er jeg slet ikke hingsten, der taler andre efter munden, eller søger at behage dem. Vel nok nærmere det modsatte. Så han må på sin vis, have vidst, at mine ord nok ikke ville behage ham. Han kommer med en ny udtale, men den er ikke bedre end den første.

,,Jeg bringer aldrig Illana til dig, Rumpelstilstkin.”

Besvarer jeg med den hårde og ru tone, inden jeg ryster på hovedet, og knejser nakken mere, idet han begynder at bevæge sig rundt om mig, cirkulerende, mens han kræver et svar fra mig.

,,Jeg bringer dig lyset, på én betingelse. Når du har udøvet denne.. magi, eller hvad det er, så skal Lyset tilbage til Illana, uskadt, og du lader hende og Lyset være efter dette.”

Siger jeg så, og kniber øjnene hårdt i, mens jeg drejer blikket alt efter hvor han befinder sig henne. Jeg frygter ham ikke, men jeg er heller ikke dum. Og derfor holder jeg skam øje med, hvad pokker han har tænkt sig. Min krop er endnu op spændt, men det er den jo som sådan altid.

... Nyahahaha

Et slesk smil tegnede sig langsomt på mulen af den usle sjæl, imens han granskede Volontaire for alle signaler han udsendte - og da han begyndte at snakke, kom med et modspil til den udtalelse som Rumpelstiltskin selv hade gjort det, satte han i et hysterisk grin, inden han vimsede omkring Volontaire. Åh, han nød dette spil, det gjorde han - og det endte jo ud i, uanset hvordan man så på det, at han fik sin vilje.

,,Så du har altså følelser for hende, nyah! Volontaire, jeg vil tage imod det du foreslår, så, bring mig lyset, tak! Og jeg skal sørge for det kommer tilbage til den gyldne hoppe"

Hvinede han nærmest hånefuldt. Derpå vimsede han frem, for at lægge afstand til den sortbrogede hingst, men inden han forsvandt helt, drejede han hovedet imod Volontaire.

,,Bring Lyset til min hule, og ankommer du uden dette, så ved du hvad din pris er. Og tro ikke, at jeg ikke ved hvad du laver for .. Nyah. Jeg ved langt mere end du tror!"

Sagde han da - og derpå forsvandt den lumske hingst ude af syne for Volontaire.

[Out]