Guided by the Shadows

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Moonlight walking, I smell your softness, carnivorous and lusting to track you down among the pines... I want stuffed into my mouth, hold you down and tear you open, live inside you... But love, I'd never hurt you..... Sagte hovslag dominerede den ellers næsten mærkbare stilhed. Fugle og småkryb var for længst søgt i ly for den mærkelige, forvredede tilstedeværelse der langsomt strejfede hen over skovbunden. Lette hovslag, alt for lette til en ellers så tung og mægtig hingst. Men bådet af skygger, som han var, var det næsten umuligt at skælne hovslagene fra stilheden. Fra ens egen puls.. Et smil der ej burde tilhøre et levende væsen varslede på den kødfarvede mule, der bar præg af dybe sorte ar, og forvrængede hingstens ellers smukke udseende til noget dar var en mare værdig. For en mare var hvad han var, en skabning skabt af fantasien, og dog alligevel så virklig at man med lethed kunne skælne ham fra det omgivende mørke, og ikke mindst høre stemmerne fra det dybere mørke der omgav ham. Thi omkring ham synes natten at blive forvrænget, slynget rundt og malplaceret, lyset ædt og alle lyde dræbt. Omkring ham eksisterede et så dybt mørke at han synes som et glødende midtpunkt. En hvid skygge iblandt de sorte. En dæmpet latter var snart at ane i luften, hvad der morede ham var ej til at vide, men spørgsmålet var om det var noget man ønskede at vide... Hans mælkehvide øjne var knebet let sammen, som trækning under latteren, men det skær de udstrålede synes alt andet end sundt, alt andet end levende. Han var som et fjernt væsen, en død og dog en levende, en der ikke burde eksistere...

Denne ø, som de 3 hvide og den ene sorte hove/hov, betrådte gik under navnet Enophis. Jovist havde denne unge hingst som disse hove tilhørte betrådt denne ø før. Øen forekom ham større end hans hjertes hjemby, Chibale, men ikke nær så tiltrækkende. Stilheden, som virkede ekstra kraftig idag, lå som en hinde om både hingst og landskab. Denne ø virkede næsten som øen ,Foehn - som hingsten skulle prise sig heldig over ikke at have besøgt endnu - i dette øjeblik.

Askari, den lille Araber-blanding, travede over det forårs frodige græs. Stilheden trykkede for hans ører og lod kun sparsomme lyde trænge ind. Arret var hingstens ben og ryg, men hovedet var dog indtakt. Ved synet af dette smukke land havde denne hingst besluttet at lukke fortiden væk og fokusere på nutiden. Bag en mur af glemsel havde han valgt at lukke fortiden inde.

En føelse af kulde greb pludselig hingsten, som gik under navnet Askari. Kulden bredte sig fra luften og ud i hver af den musegråkrops celler. Denne føelse af kold rædsel var kommet ud af det blå, men ikke uden grund. I en brat bevægelse stoppede hingsten op og stirrede på et væsen, som dukkede op foran ham. En hest var han... men en mærkelig en af slagsen. Hvid var han. Skygger snoede sig op af denne hingsts snehvide ben. Med et par øjne, som ikke hørte til i denne verden, var han en foruroligende oplevelse at være i nærheden af.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Vinter ræven, eller skygge ræven, alt efter hvad der nu faldt i ens smag, lod sine svagt glødende øjne falde på denne fremmede der betrådte hans rige - det rige der herskede omkring ham hvor end hans gyldne hove brørte jorden, det rige der blev skabt af skyggerne, der var ham og dog ikke ham. Et dæmpet fnys forlod hans mule, og næseborene udspiledes svagt før han slog en let klukken op. "En hingst minsanten. Velkommen til skyggeriget, du spinkle." I fantomhingstens stemme synes flere tusinde at kunne høres, som stemte et kor i ved hvert ord. Og det var ikke blot skyggehingsten der talte, nej, stemmen, stemmerne kom fra alle sider, thi denne fremmede havde begivet sig ind i den del af natten der domineredes af den hvide skabning. Men ikke det alene var nok til at beskrive den mærkværdige stemme. Det var umuligt at tyde hans hensigter, thi der synes både at ligge ildevarslende og godsindede toner i den dybe stemme, toner der fortalte om en umådelig blodtørst og et ønske om at være alt og alle behjælpelig. Hingstens hoved tippede let og bræt på skrå, en bevægelse man kunne forvente fra en dukke hvis dukkeføre klippede snoren der hovedet hovedet oppe over. Og derpå trak det i hingstens mule igen, og det mærkværdige smil trådte frem, forvrædede skyggesmilet der allerede smillede over hans hoved. "En fantastisk nat, ikke sandt?" Faktisk var den hvide skygge i særdeles godt humør, den fremmede havde da endnu ikke mistet hverken hoved eller lemmer... Og han havde heller ikke i sinde at gøre ham noget.. Endnu.

Denne hingst virkede ret så foruroligende på Askari. Som om han ingen vilje havde, virkede det til. En føelse af at være på Enophis... og alligevel ikke ramte ham. Skyggerne kælede sig op om, denne hingst - som var de hans kæledyr... eller måske hans venner? Endelig hørtes denne uhyggelige hests stemme.... stemmer? eller var det bare indbildning? Tungen føltes som en død kartoffel i munden på Askari og ikke et ord kunne han få frem. blev han styret af skyggerne, som kærtegnede hans ben, var det... eller også var det omvendt.

Askari havde ikke troet at denne form for væsen eksistrede i denne verden. Aldrig havde han troet at noget her i Andromedas land kunne bringe en skræk bare ved sin tilstedeværelse! Men dette var hvad denne hingst gjorde lige nu. Trods sin skræk for dette mystiske væsen... hest, følte Askari også en form for beundring?... spænding? I sit stille sind.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Fantomet, der ej var hest og dog alligevel ventede kun en kort stund før han accepterede at denne anden ej talte. Faktisk virkede han lamslået, måske for dum til at fatte skyggehingstens hentydninger(tag det ikke personligt ^^). Den hvide hingst kastede med hovedet, og lod derpå et forben rejse sig fra jorden i et fyrrigt sving. Med ét havde den døde dukke forandret sig til en fyrrig unghingst, hvis snehvide øjne brændte dybt og begærligt efter kamp og synet af blod. De mandelformede ører lagde sig ned i hans tunge man, og et højlydt hvin forlod den lyse mule før han fór frem imod denne fremmede og smækkede tænderne sammen foran ham.. Før han veg et par skridt tilbage og tippede hovedet nysgerrigt på skrå i håbet om en reaktion. Ganske kært, men endnu en forandring i personligheden på ganske ganske få øjeblikke. Mærkværdig var denne hvide skabning, det burde man ikke betvivle et sekund. "Sig mig, du spinkle, har lossen taget din tunge?" Skyggerævens ord lød nu en hel del mere uskyldigt, selvom det stadig var umuligt at definere retningen hvorfra den kom. Til gengæld var tonefaldet slået over i et legende, uskyldigt, et man kunne forvente fra et frækt hingsteføl der prøvede grænser af... Men skræmmende var det vel. For den hingst der synes at udtrykke disse ord var på ingen måde et føl, og den legesyge glød i de mælkehvide øjne var ildevarslende, noget man forventede at se hos et rovdyr. Og et legesygt rovdyr kunne meget vel blive ens sidste møde.

Endelig var det somom "kartoflen" forvandlede sig om til hans tunge igen og med en pibende stemme - som en mus som en mus nok ville have brugt, hvis den stod overfor katten - fremstammede han:

"N-n-n-nej"

Usikkert gik han et skridt tilbage - godt nok var han ikke bange af sig over for andre heste.... men denne hest (eller skabning) voldte ham så meget frygt at han ikke ville opholde sig sammen med ham i et sekund mere.

Det mere-eller-mindre-grønne græs snoede sig op af hans ben da han vendte sig om får at gå - og for sent opdagede han sin fejltagelse.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Da den fremmede hingst peb rankede den snehvide hingst sig, og den mægtige hingstehals hvælvede smukt under den tunge silkehvide man. Thi smuk var han, hvis man så bort fra det syge blik der brændte i hans øjne. Smuk og skræmmende. Men mest af det sidste. En hånende latter forlod hingsten, og han fnøs iltert, hvorpå han hævedet det arrede hovede, og igen fnøs da hingsten gjorde mine til at tage halen imellem benene og flygte. Hvilken skændsel denne hingst var for sin familie! Tænk sådan at flygte ved et par hånende ord og fagter. Skyggehingsten havde endnu intet gjort - intet andet end at true ganskevist. Hans fanelignene hale smælede i luften bag ham, og da unghingsten opdagede sin fejl - havde hvilket sig godt og grundigt ind i græsset, brød den mægtige hingst frem i trav, oog trak sig op på siden af ham med et par enkelte svævende skridt. "Flygter du, du lille?" Den hvide hingst stoppede ved hans side, med et skræmmende smil på mulen. Hvis han flygtede ville skyggehingsten jage ham, nedlægge ham som det rovdyr han nu engang var blevet. For der var intet ved jagt hvis ikke byttet flygtede. Dog havde hingsten stadig ikke i sinde at gøre denne fremmede hverken fra eller til. Nej, han ønskede blot at lege.

Et par meter nåede Askari væk før denne skabning igen var på siden af ham. Legende var stemmen, som skyggerne igen. Et og samme væsen? Legende lød hans stemme... som taget ud af det værste mareridt! flygte turdes ikke, blive ej heller. Denne skabning åd hans frygt, det morede denne mare? var det en mare? Nej men nok ikke noget bedre.

"Nej, hvad vil du mig?"

Utroligt mange ord det var, hvis man vidste hvor meget han skælvede, trods rædsel ikke var noget han tit følte. Som musen mellem kattens klører; vis man løb villa katten indhente en, flå, spise - vis man blev ville man leve, til katten ville blive træt af legen, flå, og spise. Disse tanker løb gennem hans hoved imens han, med frygten siddende helt oppe i halse, afventede denne mares svar.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den lille hingsts ord morede den mægtige hvide skygge, hvilket tydeligt kunne aflæses - hvis man da var i tvivl. Thi skyggerne der brklædte jorden, hagede sig til alt levdende, hvæsede med samme hæslige latter man kunne forestille sig den hvide hingst ville udlede. Hvad ville han den lille hingst, hvad ville han den? Åh, der var så mange ting han ville, så mange ting han ønskede, så meget... "Hvad jeg vil? Hvad vi vil?" Skyggehingsten kastede vægten tilbage på bagparten og lod sin gyldne hov syse tæt forbi den fremmedes krop før han kastede med hovedet og slog ud i en dyb, rungende latter. Skræmmende var den, som lo en dæmon og ikke en levende skabning. "Dig vil vi intet, intet andet end at lege med førend vi endnu engang må lade ukendte stier føre vejen, nej, lille skabning, du bør ikke frygte for dit liv, frygt du hellere for din forstand." Et råd der med sikkerhed ville komme den fremmede hingst til gode hvis han blev for længe sammen med den mærkelige skygge, thi hans forstand var forvreddet i en sådan grad at den kunne påvirke alt i sin nærhed..

Nu mærkede Askari det - som små mus der gnavede. Et tryk på sin forstand, hukommelse. Man kunne næsten høre det - dog kun i Askaris hoved. Man ville nok se det i hans øjne.
Dog huskede han rumpelstiltskins ord om skyggerne - fuyu no kitsune - og opgaven. Trods det svirende tryk på hans hoved - som tusind mus, nu.

"Jeg.. har hørt rygter om skyggerne."

Han måtte gå langsomt tilværks - han vidste endnu ikke hvad disse var for nogle og ville ikke oversnakke.

(Ved godt han nu skal tale med ham - han har fået en opgave for at få tankelæser-evner af rumpel:3)

Så med andre ord, vi tager det her? !

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] I'm the fear that keeps you waked; I'm the shadows on the wall, I'm the monsters they become... I'm the nightmare in your skull, I'm a dagger in your back, and extra turn upon the rack.. I'm the quivering of your heart; A stabbing pain, a sudden start. Mus? Mus.. Nej, det var ej skadedyr, ej mærkværdige små gnavere. Det var skygger, og ikke udefra, nej, skygger fra den unge hingsts egen bevidsthed, nagende tanker, fortid, fremtid, følelser... Skyggerne var ikke blot væsner der luskede i mørket; De var i enhver sjæl, nagede hver person der vågede at give blot en smule efter. Den snehvide hingst veg bagud, som en los, elegant, voldsomt og frem for alt; Kraftfuldt. Hele hans eksistens emmede i få øjeblikke af en enorm magt, og skyggerne omkring ham rejste sig, omringede den fremmede hingst fra alle sider som slanger, kobraer der så sit bytte an. Derpå gled et forvredent, sygt smil over den mærkelige hingst mule, og skyggerne faldt til ro, flød samen i en umiskendelig masse omkring begge hestes hove, flød som en tæt, mørk, tyk tåge omkring dem. Den hvide hingst nærmede sig roligt, med skridt der i den grad kunne fortolkes som forførende, selvom han ikke agtede andet end at charmere sig en smule ind på den fremmede hingst. Han havde hørt rygter havde han... "Mange har hørt om skygger, du lille hingst. Skygger der hviler i sjælen, i mørket, i natten, gemmer sig for lyset... Men med ordet skyggerne formår jeg at du hentyder til os, mine brødre, jeg, vi.. Hvem har hvisker dig historier om marreridt, unge hingst?" Med ét synes den skræmende aura omkring hingsten at svinde en smule ind, blive erstattet af det dragende billede af en karismatisk ung, og frem for alt smuk, hingst. Den han havde været engang, men ej længere var fuldt ud. Hans skridt var præget af en krigers elegance, og det strømlignede hoved hævet kækt, observerende. Og dog lå mystikken i hver en afkrog af væsnet imens han smøg sig omkring den fremmede, og nappede ham kort i siden, som en hingst havde gjort ved en brunstig hoppe. Ej var det dog andet end dril, og på sin vis en lokkende handling i håb om at chokere den unge nok til at fortælle sandheden.

Opfarende. Alt i alt et rovdyr. Selv hans bevægelser var ligeså. Askari forventede halvt om halvt at han ville smile et smil, der viste tusind hugtænder - hej tænder.
Det var tydeligt at han var bange; skælvende. Men hans stolthed sagde han skulle.
Hans ord bekræftede ham; Dette var denne Fuyu.
Spørgsmålet der fulgte bragte ham ud af balance - hvad skulle han svare?. Øjnene afslørede hans sind's ubalance, og denne hest måtte da vel kunne fornemme vis man løj? Men han skulle - for ellers var han en svækling, ikke værdig til at kalde sig Askari og bære sin mors araber bygning.
Han kendede få hingste han turde hænge ud på denne måde; Den irreterende Aamon og den ukendte brogede. Ej ville han sige dette var rumpel - planen ville smadres, som en vindrue mellem uhyggelige hugtænder - og han ligeså.

"En broget hingst fortalte om mig om skyggerne. Han talte om en hemmelighed. Sagde skyggerne hviskede om en mægtig hingst, der gik under et navn så fjollet som; Rumpelstiltskin."

Han ville spille dum. Lade som om han ej kendte denne. Lyde overbevisende, vinde tilid - Trods hans fornemmelser gik på at denne hest var så sensibel, kunne føle hans sindsstemmer, regne hans toneleje - og ligenu var det særligt rystende, hakkende.

Så med andre ord, vi tager det her? !

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] And it's so easy when you're evil, This is the life, you see; The Devil tips his hat to me! I do it all because I'm evil.... And I do it all for free, Your tears are all the pay I'll ever need! Skyggeræven, den mærkværdige skabning snoede sig legesygt omkring den unge hingst, nappede til hans halerod, og lod sin egen snehvide hale piske hen over hans ryg, før han venskabeligt placerede sig skulder ved skulder, med et alt vfor venligt smil på de mørke læber, et smil der varslede ilde for den unge hingst. En broget hingst? Sådanne var der mange af, for mange. Den arrede hingst slog en latter op, en skinger, uhyggelig latter, før han med ét snappede ud efter den fremmede igen, med de hvide ører begravet dybt ned i de tunge man, og en tydelig truende adfærd. Han gjorde bedst i at flytte sig, komme på afstand af skyggehingsten. Ellers sad tænderne i ham næste gang de smækkede sammen. Det kom ej som reaktion på noget hingsten sagde, faktisk en del tid efter, thi hingsten lo af den andens ord. "Broget hingst, broget hingst... Rumpelstiltskin...." Navnet, det sidste ord hingsten udtalte var hvislende, truende, legende.. Som ild. Og så kom det fra hele området, som talte hele natten med samme tunge som skyggehingsten. Et bredt smil prydede igen de arrede læber, forvrængede det mærkværdige dødningesmil der arrede hans hoved. "Vi hvisker og hvisler om mangt og meget, du unge. Det skulle ikke undre mig hvis det navn har været udtalt før... Hvorfor ønsker du dog at vide således? Når du selv taler med tvetydeige tunger, hvorledes kan du så ønske at jeg ej gør ligeså?" Den hvide hale fór igennem luften, og hingsten sænkede hovedet let, som et kattedyr der så sit bytte an. Der var en grådig blodtørst at ane i de ufarvede øjne, i de pupiller der næsten bar samme farve som de omkringliggende iriser, øjne der glødede svagt, sagte, som katteøjne reflekterer lyset fra sine omgivelser, som månens brogede overflade.

En skælven gik gennem den musegråbrogede, og et øjeblik var det som om at benene knækkede under ham. Dog holdt han sig vaklende oprejst. Hingstens blotte stemme havde udløst denne reaktion og som krydderi lå ordene. Hans hoved føltes som var det fyldt af grød, tyk og klistret.

"Jeg ønsker blot at vide noget om denne, hvisker I af frygt? Frygter i konkurrence?"

Det var nogle vågede ord, men ej kunne han finde på noget andet. Måske det ville pirre ham? få ham til at fortælle det han behøvede. Egentligt troede han det ikke, men det smertende hoved havde ingen andre planter. Stemme havde dog lagt sig i en lettere drilsk leje.

Så med andre ord, vi tager det her? !

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hingstens spøgsmål fik en gysen til at gå igennem hingsten, ikke et gys af frygt, nej, et gys af latter, tilbageholdt latter. Skulle han, de frygte? inden, hverken den uvise sjæl der havde lænket hans herre, eller en omvandrende gøgler der opfyldte ønsker, ingen kunne måle sig med den stemme der rungede igennem skygge hingsten, med den melodiske latter der drog hans skridt, ændrede hans verden.. "Om vi frygter? Hvad skkulle der være at frygte, min lille hingst?" Nu brød latetren igennem, og hingsten slog vildt med hovedet, hvorpå han med drevne, forførende og katteagrige skridt langsomt trådte nærmer hingsten. De gyldne hove blev sat i jorden som for at understrege den hvide hingsts ord, ja, selv skyggerne skælvende leende, og trak sig med ét op omkring skyggehingsten, fæstnede sig til hans ben som et enormt hovskæg, som var han deres skygge, og de den levende skabning der skabte den, eller måske nærmere omvendt. Den hvide hingst lod ingen tvivl om den magt der havde udfoldet sig i ham, og hovedet gled let på skrå. "Konkurrence er velkomment, mussegrå. Men jeg tvivler på at en lille gnaver som dig vil have noget at sige." Et bredt smil blomstrede frem på hingstens mule, forvred skyggegrinet der var foreviget i hans pels, hans muskler, hans knogler, og derpå fnes han dæmet, og strøg kælent mulen hen over hingstens flanke. Åh, hvilken mærkværdig lille skabning denne hingst var.