Not a place to be

Selvom dette ikke burde være en ø man være på, ikke burde opsøge; havde den næsten helt hvide hoppe atter en gang ladet sig blive trukket her til. Tanken om skyggerne hun havde hørt om, ville ikke forlade hende. Hun ville ikke slippe dem! Det var sådan det nok hang sammen i virkeligheden. Der var dog mere end kun tankerne om skyggerne der forstyrrede den i forvejen let sindsforvirrede hoppe: der var et andet væsen på denne ø, end disse skygger. Et væsen der kunne fjerne hendes mareridt. Selvom dette var fristende, havde hun endnu ikke opsøgt hverken dette væsen og ej skyggerne. I virkeligheden vidste Myth nok ikke hvad hun ledte efter. Hun vidste ikke helt hvad hun ville. Dette gav ikke ro i hendes sind. Disse tanker der hvirvlede løs i hendes hoved, havde ikke ladet hende sove. Ingen ro, ingen fred havde hun kunne finde og flere gange havde hun opsøgt vulkan øen i sine søvnløse nætter.
Det var ikke sent endnu, men dagen var ved at være omme, og nok den mest indlysende grund for at den snart udhungrede hoppe igen var her.
Hendes hove gav et lavmæld dunken i takt med de berørte den tørre jord. Her var ikke mange ting der spirrede, og de ting der gjorde døde også hurtigt igen. Her var ikke meget føde, og end af grundende for hun igen var ved at se ud som hun gjorde i vinterhalvåret. Magre.
De mandelformede øer var vendt tilbage imod nakken, imens hun kredsede frem og tilbage foran vulkanen. En ny tanke havde slået hende for dagen side: Hvad indeholde dette kæmpe udhulede bjerg- vulkan? Åh ingen fred ville Myth finde. Hvileløs, rastløs var hvad hun var.
Selskab havde hun ikke nydt noget af i lang tid. Det sidste møde hun havde haft var her for foden af vulkanen, hvor den yderst specielle let brogede hingst Djange havde vidst sig for hende igen. Dette var mange dage siden, og intet levende væsen havde hun set siden da.
Det havde nok påvirket hende en del, selvom den næsten helt hvide hoppe ikke var meget for selskab havde hun af instinkt brug for det. Selvom hun manglede selskab, det hungrede hun efter. En knude af ubehag, af ensomhed havde samlet sig i hendes mave- men end ikke denne følelse fik hende til at stoppe med sin kredsen.

Aamon havde forvirret sig selv så langt ud, at han ikke længere vidste hvad der hjemsøgte hans sind. Hans puls var høj efter alt den løberi han havde gang i. Han var egentlig også sulten; men det var han ligeglad med, for han havde trods alt frådet løs for nogle dage siden. Han rykker konstant sine egne grænser og denne gang ville han altså opleve lidt mere i denne 'verden'. Filosoferende travede han igennem den sti han havde formået at lave på en dag ved at gå frem og tilbage. Her var overskyet af vulkanernes røg, men hvad var mon det? En hest? Aamon standsede op og kiggede lidt, men efter lidt trådte han frem for at komme ud af røgen. Jo, en hest - en hoppe. Han lagde hovedet en smule på skrå for at studere hoppen. Hun var yderst spinkel. Hans ører var rettet mod hende hvilket overtrådte hans regl. Hans største regl: Hav altid et øre rettet bagud.

En lyd gjorde at den endeløse kredsen til at stoppe og hvad der synes pludselig brat. De mørkebrune næsten helt døde fra følelser og andet liv, så fremadrettet væk fra vulkanen, hvor en skikkelse var trådt frem. Næsten stirrende var det tomme blik. Kort vippede det ene mandelformede øre sig en anelse frem. En skikkelse af en kæmpe hingst var kommet til syne. Det tog kun Myth et halv sekund at se sig an på denne fremmede, før begge øre igen var vendt tilbage. Myth udtrykte sig ikke fjendtligt, kun advarende.
Stadig helt stille stod den næsten hvide hoppe, afventende på denne fremmede hingst næste træk. Myth vidste ikke selv om hun håbede på at han opsøgte hende, eller om ham vendte sig rundt og forsvandt igen, hvor han end var kommet fra. Det var blandede følelser der fandt rundt i hendes krop nu. Forvirret som næsten altid, lod hun sig vente. Selv ville hun ikke flytte sig en tomme fra det sted, hun lige nu havde sat sine rødder.
Hver en bevægelse fra den fremmede blev i agtaget, han skulle næppe tro hun ikke havde set ham. Myth tog sig ikke i at det kunne være uhøflig at stirre. I bund og grund var den spinkle hoppe ikke som mange andre. Hun gjorde meget hvad hun følte var passende. Hun havde ikke mange forventninger til andre, ikke andet end de respekterede hun havde sine grænser. Respekt ville kun blive gengældt på den måde.

Aamon var meget interesseret i hende, hvilket han ikke lagde skjul på med sine nysgerrige øjne og forholdsvis åbne sind; selvom det altid vil være lukket - Han prøvede i hvert fald.

Godaften sagde han med en mild rolig brummen mens han strakte sin hals, og gik hen imod hende.

Han opdagede hendes stirreri og vidste ikke helt om han følte sig provokeret eller hvad han gjorde. Hans ben blødte stadig en smule så hans hvide hov skæg ikke længere var hvidt, men han tænkte ikke på smerten men filosoferede over hoppen; Hun virkede nervøs hvilket gjorde Aamon følte sig berettiget til at være flink, og han håbede på hun ville gøre det samme. Hun var smuk med sin grå pels, og Aamon begyndte pludselig at tænke på månen; hvilket fik ham til at se mod himmelen, men uden held, månen var ikke til at se.

(stavefejl og dårlig formulering er gratis Jeg er svimmel og kan ikke stille skarpt :/)

(Haha; Jeg overlever )

Da fremmede hingst valgte at komme tættere på, vel havde hun ikke forventet han havde vendt sig rundt og forsvundet igen. Desto tættere på denne hingst kom, jo større blev han. Han var ikke lille og spinkel, men der imod kraftig og stor. Tydeligt en koldblods hest. Ikke at Myth havde set mange af sådan nogen, og slet ikke her. Nu havde den næsten helt hvide hoppe godt nok ikke mødt mange her. Hun tog en vis afstand til alle.
En lavmæld brummen lod sig slippe fra den næsten hvide hoppe. Hingsten hilste på hende, høfligt. Det gjorde hende bestemt ikke noget. De mandelformede øre lagde sig fladt tilbage i nakken som advarsel til han ikke skulle bevæge sig ydeligere tæt på, et par meters afstand var passende for hende.
Derefter hilste hun, spydigt men dog med en venlig undertone: "Godaften." Der var mange blandede følelser af finde i hendes toneleje, som tydelig gjorde at hun selv var forvirret endnu. Dette skyldtes mest for lidt søvn og for lidt føde. Næppe nogen ro at finde.
De mørkebrune godt som døde øjne lå stadig på hingsten, han skulle ikke rykke sig en millimeter uden Myth havde opfanget det! Hvorfor hun var sådan oppe på dupperne i dag, vides ikke helt, men det var hun nu altså.

Aamons fine pels var for længest faldet ind i mændgen med den røde nuance der befandt sig her. Røgen fik hans øjne til at se matte og grå ud - for at sige det lige ud så han ikke for køn ud. Hans lange ben trådte et skridt tilbage da hoppen foran ham lagde ørerne tilbage, man skulle næsten tro det var en refleks, for det skete hurtigt men lydløst. Gruset fløj omkring ham og han følte sig atter beskidt. Efter at have betragtet sine beskidte ben så han op på damen foran ham;

"Hvad laver en smuk hoppe som dig, her?" sagde han. Ikke for at flirte, det fløj blot ud af munden på ham. For hun var sgu skøn at kigge på.

I mens han ventede på lyden af den fine hoppe foran sig, begav han sig til at tænke lidt over månen. Hvor mon den blev af her til aften? Forvirrende er livet ja, men endnu mere forvirrende er dette. Universet er ikke noget Aamon har studeret meget, så han ved ikke det meste.

Ganske tilfreds over at hingsten reagerede på hendes advarsel om afstand, brummede hun en rolig lyd, og ørene kom atter en anelse frem, dog stadig vendt mod nakken; bare ikke længere fladt ned langs manen. Hingsten foran hende var stor, det havde hun bemærket; det hun ikke bemærkede var at han så slidt og beskidt ud. Selvom hun så det, faldt det hende ikke ind. Hingsten bar krystal blå øjne, hvilket mindede hende om et par hun havde sødt før; dog var disse ikke lige så tomme og uden det mindste liv at se. Myth holde sit blik fast i hans et øjeblik. Øjenkontakt ville ikke skræmme hende, selv de mest igennemtrænglige øjne, ville ikke komme forbi den mur hun havde bygget op om sig. I de mørkebrune øjne var intet at se; følelses forladt var hendes blik.
Hingsten bemærkning om hun var køn, gik ind af det ene øre og ud af det andet: andres mening havde ingen betydning for hende. Ikke længere! Det var nu mere spørgsmålet der påvirkede hende. For havde hun i sinde at fortælle sandheden, eller blot forkorte den? Myth ville ikke lyve, men ville heller ikke sige sit endelige mål med at bruge sin tid på vulkanen øen... ikke endnu i hvert fald.
"Jeg søger svar," sagde hun blot med den lettere døde stemme, som dog stadig bar en svag klang af venlighed.

Aamon turde næsten ikke at gøre andet end at holde afstand og kigge på hende. Han var bange for at skræmme hoppen væk og mest af alt miste hendes respekt.
Hendes døde øjne gjorde ham faktisk trist til mode. Men han forstod hende godt, for ofte følte han det samme. Han selv destruktive sind fører ham ofte sammen med djævelen ham selv, og han havde ofte ikke længere lyst til at tjene guds vilje om livet - men foråret hjalo ham altid.

"Ja, sgu også mig - jeg ved ikke hvor fanden jeg er endt" sagde han forstående men også forvirret mens han så sig omkring. Her var skide smukt, selvom her var utrygt følte han sig ret godt tilpas.

Det ene mandelformede øre blev vippet frem imod ham. Han søgte også svar, men da han tilføjede at det blot var fordi han ikke vidste hvor han var endt, var det ikke noget der vakte yderligere interesse hos hende. Hun havde selv fundet svar på hvad for et sted det var hun var kommet til. Landet Andromeda, der bestod af flere ører: det var dets hemmeligheder hun søgte.
"Jeg kan fortælle dig at landet hedder Andromeda, og det rummer mere end det blotte øje kan se." Hendes stemme var mere venlig end tidligere, men der var også en hvis lukkethed ved hendes ord, for hun havde ikke i sinde lige nu, at fortælle hvad hun havde på hjertet. Hvad hun søgte, og slet ikke hvorfor hun søgte det. Det ville blive hendes hemmelighed, ej nogen her skulle kende hendes skyggeside.
Stadig stod den næsten helt hvide hoppe stille, hovene var plantet til jorden som havde hun slået rødder. Kun halen bag hende gav små svirpende lyde i det hun viftede uroligt med den.
Denne ø var blevet hendes! I hvert fald i hendes hoved. Den hårde jord af død græs, jord og grus var blevet underlaget hun fortræk at bevæge sig på, lugten af røg og svovl der skar sig igennem næsen var den lugt hun forbandt med sit sted. Ja, stedet var ikke et sted man burde befinde sig: ej skulle man betræde vulkan øens jord. Myth gjorde det nu alligevel.

Han lyttede godt efter hvad hun havde at sige. Hendes stemme dansede nærmest i hans øre - han ville høre mere af hendes viden!

"Ja, fik en velkomst af en mørk hest i det fjerne - men hvorfor er alt her så alvorligt?" Alvorlighed har aldrig været sjovt i Aamons hoved. Dog var han moden, men alvorligheden var irriterende.

Han bemærkede hendes hale mens hans blik førte sig hen over hende, men blev plantet i hendes øjne. Han trådte ud til siden og tættere på, dog mod hendes skulder. Han stod måske to meter fra hende - selvom han tvivlede på sine skridt, ville han altså gerne finde ud af hvor hendes grænser gik - selvom det var farligt kunne han fornemme.

Den fremmede hingst med de krystal blå øjne lyttede, det kunne tydeligt ses. Nu observerede Myth så også hver en bevægelse fra ham. Han skulle næppe blink uden hun havde set det. Han virkede interesseret i det hun sagde; dette gav hende en blandede følelse af behag og ubehag. Blev han for nysgerrig ville han sikkeret presse på for at høre om hvad hun i virkeligheden søgte.
En mørk hest i det fjerne? Myth havde ikke set nogen da hun kom her til, ikke på sin rejse i hvert fald. Dog havde Myth også lært at alle kom her til på forskelligvis. Hvorfor er alt så alvorligt?
"Jeg må skuffe dig. Jeg bekymre mig ikke om andre, og derved har jeg ikke nogen opfattelse af alvorligheden i dette land. Jeg passer mine egne sager og regner med andre gør det samme med deres." Dette blev nok Myth længste sætning for nu, for normalt brød hun sig ikke om at snakke, men lige dette emne var jo ikke kun lige gyldig snak, også derfor hun svarede denne fremmede hingst.

Han flyttede på sig! Åh ja, det blev opdaget inden han overhoved flyttede hovene fra der hvor han stod før. De mandelformede øre lå fluks langs manen i nakken. Dog gjorde hun ikke noget for at få ham til at træde disse få skridt tilbage igen. Det gjorde hende ikke så meget at han havde bevæget sig så lidt tættere på, men hun håbede også at han opfangede at han snart var inde over grænserne, og at han næppe skulle bevæge sig tættere på før hun gjorde nogen tegn til tilladelse.
Et prust lød fra den næsten hvide hoppe. Hun havde markeret sin venligt. Myth ønskede ingen ballade. Desuden havde den udhungrede hoppe ikke en større chance mod den kæmpe der stod foran hende. Jo vist kunne hun nemt have mere muskelmasse end ham, men han var hende langt overlegen i størrelsen og ville ikke give hende nogen yderligere chance.

Han strakte sin hals ned for at klø sit knæ, men han hørte efter og da han endnu engang placerede sit blik på hoppen svarede han med en nikkende bevægelse:

"Spændende." for det var sgu da spændende. En hoppe der ikke bekymre sig om andre. Der hvor han kom fra var alle hopper så skide klistrende at det gjorde helt ondt.

Han lagde sagtens mærke til hendes adfærd, men lod som om han ikke havde opdaget det. Han stod stille, og ønskede ikke at flytte på sig. Det eneste der bevægede sig var hans sjaskede hovskæg der var pisse beskidt af både blod og grus. Hans hale dansede også duel med vinden men selve haleroden var spændt ind mod ballerne.

"Håber ikke jeg står i vejen for dit svar" sagde han, mere Aamon-agtig med en blid rullende tunge, men sammentidlig en smule kækt - selvom han på ingen måde var kæk; "Jeg ser gerne at hjælpe dig" selvom han ikke vidste hvordan.

Myth så skeptisk på hingsten, da han virkede til at ignorer hendes adfærd, det mente hun ikke var normalt, men hvad var normalt i hendes hoved? Og hvad var det lige der var spændende ved at hun passede sine egne sager, og ikke gad blande sig i andres. Hun begyndte at få en følelse af at denne hingst var mere sær end hende. Hvilket nok i virkeligheden slet ikke var tilfældet. Nok var han mere normal end hende, måske en hel del.
Står i vejen, næppe. Det eneste der egentlig stod i vejen for hendes søgen efter svar; var hende selv! I virkeligheden var den næsten helt hvide hoppe nok bange for at finde hvad hun søgte.
Han tilbød sin hjælp, som for Myth var lige gyldig. Han kunne tilbyde sig alt han ville, men næppe var denne hingst nogen hjælp for hende. Myth vidste hvor hun skulle søge, hun vidste hvor hun ville finde sine svar. Dog ej turde hun bevæge sig der ind! Ikke endnu.
"Jeg behøver ingens hjælp," svarede hun ham, og på den måde afviste hans tilbud. Hun ønskede det ikke. Hun ville ikke tillade nogen at hjælpe!
Indelukket kunne man tydeligt kalde hende, for ej ville hun lukke nogen ind i sit hjertekammer. Ingen skulle se hendes mareridt, og ingen skulle få hende til at bryde sammen. Nej, det var alt sammen nemmere sådan her. Alene!

Aamon grinte inde i sig selv af hende, og havde mest lyst til at fortælle hende hvordan verdenen hang sammen, eller ihvertfald igennem hans øjne, hun behøvede ikke at være et stort nervøst nervevrag. For sådan virkede hun til at være.

Aamon tog nogle skridt tilbage og pegede med hovedet hen imod den retning hun stod imod, og svarede flabet: "Hvad holder dig så igen?" Aamon ventede på at se hendes krop gå forbi ham, selvom han måske inderst inde ønskede hun blev eller han kunne gå med. Men måske var det bedst sådan, han er alligevel ikke så nem at have med omkring og han er heller ikke særlig god til .. at være i nærheden af andre.

Hingstens flabethed var tydeligt, og fik også Myth til straks at ligge ørene ned igen. Hvad han bildte sig ind! Hun ville ikke sige et ord til ham, men fnøs blot. I virkeligheden havde han nok ret, der var noget der holde hende tilbage. Det vidste hun godt. Det var skam også derfor ordene ramte hende, men i stedet for at vise sårbarhed, blev hun blot mere fjendtlig i sit kropssprog.
Musklerne der ikke var noget særligt var spændt op under det næsten helt hvide hårlag. han skulle ikke tro han kunne komme her og være smart. Myth fnøs fornærmet og valgte at svare spydigt igen: "Og hvorfor tror du der er noget der holder mig tilbage?!" Tydeligt var det at høre på hendes toneleje at hun var knap så venlig lige nu. Nærmede han sig ville han måske få et fint tandsæt i skulderen!