Fra enden til anden!..

Som sten der ramler ind i hinanden lød det som om, for hvert et skridt den brogede hingst tog. Tankerne var mange; spørgsmålene var flere! Endnu ubesvarede var de også, alt imens han fortsatte sin gang over det tilmed stadig meget glatte underlag. Han havde kun lige akkurat forladt hoppen Armonia, og selvom det ikke ragede ham hvad det var hun skulle foretage sig i labyrinterne, bekymrede det ham dog alligevel til dels om hun ville finde vej ud derfra igen. Væggene er høje mellem gangene i labyrinterne, så kun få steder ville hun være at spotte hvis man så det var indgangen af, som han og Armonia havde gjort inden deres veje skiltes. Han kastede blikket frem og op, da stien han gik på, mundede ud til at han nu begav sig på ydersiden af det bjerg han var i færd med at betræde. Han kastede blikket frem og op, mens han tog sig selv i at stoppe direkte op. Han spændte kort op i alle muskler, mens øjnene blev misset en anelse anseende; skuende imod bjergets højeste punkt. Nogle skyer omgav spidsen, hvilket derfor aldrig havde tiltalt ham. Jovist havde han været deroppe af en del gange, men helt deroppe, aldrig.

Han fortsatte dog derpå sine skridt, ikke just med kurs imod dette punkt; men om han ville søge fra eller mod det højeste punkt, var endnu ligegyldigt ind til han nåede til stedet hvor en sti ville kunne fører ham væk derfra. Det var som en bold der blev kastet mellem to parter; hvor Djange stod i midten forgæves og prøvede at få fat i bolden. Bolden var svar, men bolden var bare ikke inden for rækkevidde. Han blev vel egentlig blot mere og mere irritabel over sig selv; over denne beslutning, som han helt selv stod til regnskab for. Han hadede sådanne ting, især fordi normal indgik sådanne valg med andre sjæle.
Hvis der havde været en anden sjæl at tage højde for, havde det hele været en tand nemmere! Så skulle han ikke tage højde for sin egen holdning, men en andens. Hvilket han i bund og grund så som det aller letteste. Problemet var også at han ikke vidste hvad han skulle deroppe. Hvem var det han skulle træffe?

Træffe? Han skulle træffe nogen, hvilket gav et lille sæt i ham. Han stoppede brat op, som var han vadet ind i en usynlig mur, da tanken strejfede ham. Tilfældigt nok stod han udenfor stien til højre for ham, som ville føre ham ned af en stejlere sti, endnu uden på bjergets side. Men hvis en sjæl; en anden sjæl, ventede ham – så var han måske nødsaget til at vende der op? De krystalblå øjne så med deres kolde og tomme blik mod det højeste punkt. Det højste punkt der ikke lå specielt langt fra hans nuværende position. Han stampede kort irritabelt i jorden med den ene forhov, mens et dæmpet fnys lød; og kort gav genlyd i form af ekko op mod klippevæggene, selv i det fjerne. Øjnene blev misset, anseende, mens en svag rynke skeptisk var at syne i et kort øjeblik. Den brogede hingst havde bestemt sig, om han selv ville det eller ej!.. Så frem gik det, i den samlede og anspændte galop han nu bar med den bedste måde han kunne, med kurs mod de snoede stier der både ville gå omkring, såvel som indeni og igennem bjerget, før han ville nå helt til tops!

Det var helt så sveden på hans hals, over de hurtigt ventilerende flanker og mellem bagbenene drev af ham; som han nåede toppen. Han var begyndt at hive mere og mere efter vejret, alt imens han havde måtte tage en del skridtpauser her det sidste lange stykke; af bar svimmelhed. Luften her oppe var tynd, samt kold – alt imens der ingen kære moder var her, til at skygge for den bare og hjerteløse vind heroppe heller. Derudover havde han så ment også set rigtigt, da dynger af sne lå i plamager. Det var helt så hans ben rystede da han nu stod her, på det højeste punkt, formegentlig i hele landet! Djange afholdte ikke sig selv fra at sænke hovedet efter vejret, mens de lyserøde næseborer dirrede af bar hiven efter vejret. Hurtigt gik hans hjerte, mens han langsomt kunne mærke hvordan han forbandede denne kolde vind direkte på hans brandvarme og trætte muskler, beklædt i et svedigt skind. Helt så hans øjne pludselige ydmyge ud, mens de blot var tomme, frem for kolde. Det fik op for ham hvilket syn dette var, mens han stod der, på en lille plads af bar få ti kvadratmeters plads omkring sig, med en omkring fem meter høj spids til baggrund, som var det aller højeste punkt. Omkring ham lå sneen uberørt, mens kun stien han havde fulgt havde hovaftryk. Han sank en klump, mens han direkte fralagde sig tanken omkring hvad det var han skulle her oppe? Her var direkte... smukt.

Den Vise
Purity is not imposed upon us as though it were a kind of punishment, it is one of those mysterious but obvious conditions of that supernatural knowledge of ourselves in the Divine, which we speak of as faith. Impurity does not destroy this knowledge, it slays our need for it.

Der var gået lang tid, siden den røde Armonia havde vandret ud for at finde Djange, og selvom Lysets eksistens selv havde fulgt med, havde denne dag alligevel været ventet med spænding. Den brogede Djange havde endelig fået ført sine hove til bjergets top, og her stod han nu og betragtede hvordan denne udsigt slog om sig i uendelige vidder.
Solen sendte vage, klare stråler imod Djange, alt imens hans krop befandt sig på toppen af bjerget, og Den Vise, sjælen over alle sjæle, var ved at gøre sin entré.
Snart sneg varmere stråler sig ind over Djanges brogede krop, omklamrede ham og kærtegnede ham, og alt imens varmen steg i intensitet, blev Lyset omkring den gråbrogede hingst, endnu mere klart. Snart var Lyset så blændende omkring den bjerglignende hingst, at hans øjne måtte vige, og alt imens Lyset viste sig foran lød klare toner, som klokkespil af åer der snoede sig bugtende igennem bjerges rander og skabte et sand spil af lyde, nuancer som en melodi, der spillede over himlen. Denne melodi var ikke høj, men den kunne høres og sanses, i og med at den ikke kun satte vibrationer i luften, men ligeså gik vibrationerne gennem jorden, således at den kunne fornemmes helt ind i knoglerne, på den gråbrogede Djange.
Snart begyndte toner så milde som fuglenes sang om sommeren og magtfulde som bjergene selv at tone sig frem, først svage, således at de knapt kunne høres, dernæst hørlige og til sidst nærmest rungende, men uden at være overdøvende. Den Vise havde valgt at vise sig for Djange nu - for nu var tiden inde.

,,Djange, du ædle og ærede hingst, længe har jeg ventet på at du ville sætte dine hove her, og jeg er glad for, at jeg endelig får chance for at møde Dem, bjergvandrer. Du har gjort Armonia den hjælp hun behøvede, og jeg har set at du har et rent hjerte. Djange, jeg vil give dig en opgave, og når du er rede til denne, da opsøg mig. Jeg vil glæde mig, du ædle”

Stemmen, Lyset, intensiteten svandt derefter. Der var ikke behov for at sige mere, for Djange havde hørt nøjagtigt hvad han havde behov for, og Den Vise vidste, at hans sjæl ikke ville drage spørgsmålstegn ved det, som den lige havde hørt. Langsomt svandt Lyset væk, varmen trak sig gradvist tilbage, og snart stod Djange helt alene igen på Bjergtoppen - men nu med en vej, han skulle følge, hvis da han var rede.