Havets stille brusen

Hun ville fortælle sin historie fra start af, så længe gik der ikke før hun tilføjede mere til sin første sætning;

"Jeg havde ingen mage; livet ville jeg ingen fik"

Igen holdt hun en pause og så ham ind i de gyldne øjne, himmelblå mødte ravgyldne. Mørket var snart totalt og vis ikke det var fordi deres øjne havde vænnet sig til mørket, ville de intet kunne se. Alt var så stille, som det nu kunne være. Dæmpede lyde af hove mod det bløde sand. bølger mod hvide sandstrande. Puslen i ny og næ fra dyr i søvne. Vind i en oldgammel dans, med mørket som partner.

"Vellidt, kunne man vel kalde mig. Trods af ingen særlig rang jeg var"

ordene genlød ikke, intet ekko, forsvandt bare over det oprevne hav. Kulden trængte ind fra havet; som hvide dampe der snog sig om de 2 ensomme skikkelser. Dette ville skræmme hende, visheden ville komme med dampende, men ligenu lod hun sig ikke skræmme.

"Gammel blev jeg vel, ihverfald ikke unge mere; omkring de 10 skulle jeg mene"

Hun tog en dyb indånding og tilføjede med en lettere rystende stemme;

"Snart ville det være for sent"

Ret fik den ældre hingst på at hun ville sige mere, for der gik ikke længe før hun atter talte. Eagle lyttede til hende med en oprindelig interesse. De mandelformede øre var spidset helt frem imod den lever røde hoppe. Ej lod han forstyrrelse fra naturen fjerne hans fokus, dog var han bevidst om hvad der var i nærheden; ingen fare. End ikke nærede han lyden af bølgerne meget opmærksomhed. Kun i hans sind vidste han havet stadig var ved hans side, ved siden af Noami.
Alt i alt havde den lever røde hoppe al Eagles opmærksomhed. Han lyttede og havde i sinde at lytte til hun ikke havde mere at sige. Hun åbnede sig op nu, fortalte vel om sin livs historie. Hvilket den ældre hingst gerne ville høre. Var der nogen der ville sige noget, lyttede han. Var der nogen der ville høre noget, talte han.

En svag brummen lød fra ham da hun holde en pause i sin tale, igen. En lyd der var meget beroligende og afslappende. Det var sådan han selv var, rolig og afslappet. hans opmærksomhed blev dog igen hundrede procent lagt på hoppen da hun sagde: Snart ville det være for sent. Tanker kom til ham om hvad ville være forsent, men han sagde stadig ikke noget, han ventede blot, for endnu en gang var fornemmelsen for at hun ville sige mere.

[/blockquote][/color]

Noa slog blikket ned. Hun var optaget af sin fortælling og snart glemte hun alt om den anden heste, det næste hun sagde ville nok ikke give mening i de flestes hoveder, men Noa synes hun beskrev sine føelser lysende klart;

"Jeg søgte en løsning, jeg søgte leder. Bar håb gjorde jeg, havde håb, for fremtiden. Drømme - massere"

Et lille smil tegnede sig på hendes læbere ved det sidste ord, trods tårene som nu var kommet frem i de himmelblå øjne.

"Viskes ud skulle de, forsvinde, glemmes, tages fra mig; som hove i sandet"

Nu lod tårene sig komme til den erfqaringsrige hoppe. Lod sig dryppe i sandet og lave en tynd flod på hendes kinder. Det næste ord kom lettere grådkvalt.

"Små... følhove"

Igen fangede hun hans øjne - som var hun lige kommet i tanke om at han stod der. Holdt hans varme honning-blik fast. En smerte som lå dybt i sjælen bar de gyldne øjne, som et sår som aldrig helt heles ville kunne. Hun havde mistet håbet, aldrig ville hendes drømme ske. Forevigt var de visket ud - som hove i sandet.

Som hun talte kunne han mærke at det hun sagde, trods det næsten var tåge tale, var hvad der trykkede hende. Hun havde haft håb og drømme og de var blevet knust. Tårene kunne han se boble frem i hendes blå øjne.
Der! Der fangede det ham hvad det var hun talte om, han havde aldrig gættet det, og selvom hendes tale havde været meget mumlen, så forstod han hvad hun mente nu. Hvad der trykkede hende.
Eagle rykkede sin forpart lige foran hende for at bremse dem begge. Han stoppede helt op. Stille stod de i sandet nu.
Deres blikke mødtes, hendes fyldt med tåre, hans med en trøstende varme. Eagle sank sit store hoved lidt ned mod hende, så de var i samme højde. Hendes smerte var så tydelig, og Eagle vidste præcis hvordan hun havde det. Forskellen fra de to var, at han selv havde sluppet det, ladet det blive i minderne og ikke leve i sorgen.. Eagle var selv kommet videre.
Med en lav stemme lød Eagles ord: "Jeg kan sætte mig i deres sted Noami, og det er svært, hårdt og urimeligt, men de må ikke lade det knække dem."
Selvfølgelig kunne han have fundet mere trøstende ord at sige, men han ville have hun skulle vide at hvis hun kæmpede videre var der mere at vente i fremtiden. Ens eget liv slutter ikke her.

<sub>Kort efter hun havde sagt det sidste ord, stoppede Eagle deres gang. Lod sit hoved falde i hendes højde og sagde lavmælt ord. Ordene kunne Noami godt forstå ordene, trods sorgen næsten tågede hende sind. Med en stemme, som det løkkes hende at få til at lyde ret neutral, hviskede hun dette;

"Jeg ved godt de har ret Eagle"

Dette var ikke noget hun bare sagde; hun vidste det faktisk godt, men alligevel følte hun ikke hun kunne leve op til hans ord.

"Det er bare... så pludselig... så.... pinligt"

Egentligt kunne man vel ikke sige det var direkte pinligt, men alligevel; hun havde ikke fået nogen mage, og den eneste gang hun fik føl, var begge døde. Dette var pinligt for den røde hoppe, for dette burde næsten være en simpel opgave.</sub>

Et roligt puf mod hendes mule kom fra Eagle, venligt, opmundrende. Et smil var tegnet over hans lyse mule. Et smil der både var varmt og imødekommende, støttende som beroligende. Det var ikke nemt at miste noget eller nogen man har kær, og det vil altid gøre ondt. Dog en dag vil smerten erstattes af glædelige minder, flashback der vækker et smil en glæde. En glæde for hvad man havde et øjeblik før det var væk. Det vil ikke være det triste man ville huske. Det havde Eagle selv lært. Med årene ville man lære at sætte pris på de gode ting og forlægge de dårlige et sted hvor man ej finder dem frem.

"Kære Noami, jeg kan ikke se hvad pinligt der er i deres situation; men jeg kan tydeligt forstå det er hårdt og det kan være svært at se frem. Selvom mine ord ej er trøstende som de kunne være, vil de en dag se tilbage med et smil på noget godt."
Eagles stemme var venlig og ligeledes var hans smil og hans blik. Selvom den ældre hingst gerne ville sige mere trøstende ord, ville han mene hun skulle give slip. Måske ikke i aften, måske ikke i morgen, men på sigt.

Ordene han sagde var trøstene, men ej ville disse tanker begraves helt endnu. Med et suk fandt de blå øjne hans - topas kiggede ind i flydende guld.

"jeg hører dine ord, Eagle, og forstår dem. Dog føles det ikke som om jeg helt gør. Min sjæl finder ro i deres ord og den medføelse der lyder, fra deres side. De siger de ej er trøstende og ret har de vel også. For deres ord begraver ikke minder, men de smider en håndfuld jord på. Flere vil smides på og med deres ord er jeg godt på vej."

Hendes stemme var klar. Gråden skar ikke mere i den. En mørk rand af indtørrede tårer sad stadig på de blodrøde kinder.
Hendes ord ville lyde, for de fleste, ret underlige. Men hun vidste at denne hingst bar en enorm insigt i livet. En utrolig forståelse for dets indre mørker, sorger. En evne til at se den hvide plet i mørke. Ildfluen i den dunkle nat.

Som deres øjne mødtes kunne Eagle se at gråden fortav en smule, men smerten var der stadig. Det kunne pine ham så bitterligt. At vide andre lider, det var ikke det den ældre hingst var bedst til. Han tog det dog med et smil, et venligt og varmt et. Hendes stemme lød, han forstod hvad han sagde, hun lyttede, hun mærkede ordende. En begyndelse.

"Noami, et skridt på vejen, er et skridt i den rigtige retning. Jeg kan tydeligt forstå den smerte du går igennem, at miste nogen man har kær gør ondt. Selv har jeg mistet kære omkring mig igennem mit længere liv; min moder tog sine sidste åndedræt da jeg var meget ung, og selv har jeg mistet min mage og føl. Når man når til den anden side af sorgen, ser man tilbage med et smil og man kan atter leve livet fuld ud."

Det var ikke fordi hun havde spurgt, men Eagle følte hun havde brug for at vide at det han sagde ikke blot var tomme ord, at han havde oprigtig selv prøvet at miste ens kære. Den ældre hingst ønskede ikke at skabe en trygt stemning, men nu var det sådan det var blevet. For ham var sorgen ej et problem, han havde givet slip, kommet videre. Han mindes sin familie med et stort savn men også en stor glæde. En varme næppe andre ville kunne udfylde for ham. Ikke endnu, ikke som verden hang sammen lige nu.

Hans ord beroligede hende. Stildheden sænkede sig. Eagle virkede så meget ældre end hun. han stod på den anden side af hendes sorger. SÅ det med et par erfaringsrige øjne. Kunne sætte sig i hendes sted.

"Åh.. "

Hviskede hun lavt, dog ikke for trist. Man kunne følem på hans være måde, at han var afklaret. Aldrig skulle se de kære igen.
Hun mistede sine ord. De fløj væk så snart de kom ind i hans hovedt. Som sommerfugle der fløj til vejrs. SKæbnen måtte sige hende, dette var et øjeblik hvor ord var unødvendige.
De havde lidt tab begge, trods afstanden mellem dem var milehvid.

Et smil af venlighed, varme var over den lyse mule. Han pustede blidt til hendes mule med sin varme ånde. Opmuntrende.
"Skal vi forsætte vores gang?" spurgte han, stemmen han bar var stadig præget af venlighed og varme. Det var sådan Eagle var af væsen. Mild, varm, imødekommende og venlig. Ej dømmende. Eagle dømte aldrig nogen, selvfølgelig havde han meninger og holdninger om andre, men det var ikke permanente. De kunne ændres, altid.
Roligt kan man sige at Eagle har plads til alle i sit indre, han har tid til alle.
De venlige rav gyldne øjne hvilede på hende med et varmt blik. Han afventede på hendes svar.

(Det bliver lidt kort - synes det er ved at dø lidt ud :b Det kunne godt være vi snart skulle lukke tråden, vi kan altid starte en ny)

"Med glæde"
stemmen den sodrøde kom med var en hvisken. Med lethed satte hun gang i de elegante skridt.

De 2 sjæle vandrede under månen længe. Snakkede gjorde de nok også, blot ikke om nogle særlige ting; vejret, månen og havet kunne vel da have været emner.
Da benene ikke ville vandre mere gik de hver til sit.

[Out - sender lige et link til en ny tråd jeg har lavet:3 kyana.proboards.com/index.cgi?action=display&board=zenobia&thread=1078&page=1)