Et spejlbillede i vandet

_{Skov bunden var varm og frisk. Træerne tårner sig over mig som et sky dække. Solen skinner stolt ned igennem de store træer. Vinden hvisker i det fjerne men alligevel er der stille... For stille...
Ensomheden går forbi min mule men den dejlige tanke forsvinder hurtigt igen. Jeg har det fremragende. Eller ikk'.-}

Sezuan, den sorte hingst med den hvide man og hale, kom stille skridtene gennem skoven. Hans hove ramte næsten lydløst jorden, og hans øjne spejdede efter et tegn på liv. Han havde gået i lang tid, og havde været alene længe. Ikke at det gjorde ham noget, fordi han elskede at være alene. Tomheden der var omkring en, gav hans tanker frit løb. Alligevel, var det altid godt med noget selskab. Derfor kiggede han stadig søgende frem for sig, efter et tegn på liv.

Den store sø foran mig spejler min krop. De blå øjne brænder igennem vandet så smukt og stærk som aldrig noget før. Skoven er dyb og stor så chancen for at møde nogen er minimale. Tanken om andre piner mit hjerte. Det er som om jeg bløder inden i. En tårer går fra en af mine blå øjne ned til mulen, giver langsomt slip og daler stille ned i søen. Jeg vender mig om for at tage mig sammen. Jeg vil ikke lade mig slå ud af en tåre. Jeg går længere og længere væk fra søen. Mine skridt bliver hurtigere og hurtigere skridt efter skridt. Men lader alligevel min krop blive i skridt. Jeg pisker frisk med halen så jeg ikke tøver.Uden at vide hvor jeg ender går jeg bare frem ad.-

Han stoppede kort op, da han syntes han hørte lyden af skridt. Hovedet blev lagt på skrå, mens han en anelse nysgerrigt kiggede over imod der hvor lyden kom. Det lød som en der havde travlt, og den eller det kom imod den vej som han gik. Et venligt smil blev klistret på mulen, og ørene tvunget let frem. Et neutralt vrinsk forlod ham, for ligesom at vise personen han var her.

Et vrinsk ikke langt fremme skærmer hendes mandel formede ører. Foxie stopper hendes svingende gang brat op og løfter hovedet hurtigt op. Tankerne masser rundt i hendes hoved som nyrer der myldre ud af deres bo. Et hoppet vrinsk sender hun tilbage i retningen af den tydelige hingst ikke langt fremme. Solen ligger smukt på hendes ræve farvet pels og lyser hendes stærke personlige blå øjne. Venter spændt på svar.-[newclass=.class][/newclass]

Han nikkede, og begyndte at gå over imod hoppen. At hun svarede ham, måtte betyde hun gerne vil hilse på ham. Solen skinnede smukt i den næsten orange pels, og de blå øjne overraskede ham lidt. Hans egne var en brun neutral farve. Brunsten ramte kort hans følsomme næsebor, og fik ham til at puste sig lidt op. Ikke med hans gode vilje. et hurtigt ryst med hovedet, fik ham tilbage til sin normale tilstand. Der var ingen grund til at 'skæmme' hende væk allerede. Et venligt prust forlod ham, og han vippede lidt med ørene. "Hej" sagde han neutralt, og holdt sig på høflig afstand.

Den store hingst foran hende er muskuløs og stærk. Hans smukke sorte pels ligger perfekt i en retning. Han er tydeligt glad for at få besøg og virker lidt voldsom i starten. hun træder frem for den busk der er imellem dem, stiller sig med balancen placeret på bag benene. Afslappet og hoppet står hun foran ham. "God efter middag" For hun sagdt til hingsten. Kigger på ham med de smukke men andreledes blå øjne, i hans brune charmerende øjne.
"Jeg hedder Foxie" Siger hun med et smil på mulen.-

Han kigger lidt på hende, før han smiler tilbage. "mit navn er Sezuan" sagde han imødekommende, og smiler skævt. "Foxie... Det er et pænt navn du har" sagde han og lagde vægten over på det ene ben. Ørene er vippet frem, og et drenget glimt er i de brune øjne. "og hvad laver en Foxie så her?" spurgte han muntert, og viftede lidt med halen. Han lægger hovedet spørgende på skrå, og studere hende stadigvæk. Det er nogle specielle farver hun har, tænkte han interesseret. Aldrig set det mønster før...

Nikker anerkendt "Tak, men jeg lever nu her." hun smiler til ham, ligger balancen over på det andet bag ben da det første er begyndt at sove. "Jeg er meget fasineret af søen." hun vender hendes hoved om imod søen som hun kom fra. "Men det er nu lang tid siden jeg har set andre her" Ligger det kækt på mulen som et spørgsmål der er svært at komme ud af. Mønstrene på hendes ryg skinner op. Tankerne om hvad nu han syntes om hendes speciale udseende kommer op flere gange.

Han lagde hovedet let på skrå, og smilede drillende til hende. "Og du lever kun lige her, eller lidt over det hele?" Hans brune blik, glider igen over de smukke mønstre, som han aldrig havde set før. Da hun snakker igen, vender blikket tilbage i hendes blå. "Søen er skam også flot.. Den genspejler ens udseende" sagde han, og prøvede at se rigtig klog ud, selvom det var meget indlysende. Der kom et drillende glimt op i øjet, som vidste at han bare lavede sjov.
"måske har du ikke kigget ordenligt efter.. Hvad hvis jeg har været her længe?" sagde han ligeså kækt, og testede hende. Stille og roligt gik han imod søen, og kiggede indbydende på hende. Ville hun med?

Hans øjne charmere sig ind på hende. Hun kan kun smile når han ligger sit hoved på skrå og smiler kækt til hende. Hun svarer ikke rigtig på spørgsmålene men lytter istedet.
Hun følger gerne trop hen til søen.- "Søen inspirere mig da den altid lytter." Smiler til ham og går stille efter ham.
Vil ikke ind på mit anderledes udseende.- Grunden til jeg kom til stedet her. Men vil endelig bare høre hans mening... Inderst inde bange for der så sker.

Selvom hun ikke svare på spørgsmålene, gør det ham ikke noget. At lytte er en god ting at kunne, hvis man ikke vel svare. Et tilfreds smil spiller om mulen, da hun følger med over imod søen. Dog sørger han for hun ikke kan se det. Denne Foxie interessere ham, men det sørger han for heller ikke at vise for tydeligt. Da de kommer hen til ham, kigger han lidt på hende. "og hvad skulle den så lytte til?" spørger han nysgerrigt, og smiler til hende. Lige nu intressere det her ham faktisk, og han ved ikke helt hvorfor.. Han kigger igen ned i søen, og ser det sorte hoved, med den hvide man kigge tilbage. Og de brune øjne, som opmærksomt følger med.

Hun smiler da han spørger men ved ikke hvordan hun skal sige det, og hvad. "Mine uendelige spørgsmål" Kigger på ham og smiler sødt. Stopper ved søen og betragter Suzan's selskab. Han virker sød og anderledes end dem hun tidligere havde snakket med. Hun kigger ned i vandet og ser på sig selv. Hendes hav blå øjne skræmmer fiskene væk da de ser hende. Det gør de vær gang... Hun tøver lidt men kigger så hen på Suzuan og falder over hans blik. De brune øjne og de muskuløse muskler. Han er smuk.-

Han lytter til hende, og smiler for sig selv. "og må jeg høre nogle af dine uendelige spørgsmål?" spørger han venligt, og kigger over imod hende. Hun havde kigget på ham, og nu fanger hans brune blik hendes blå. Overrasket sænker han det ned igen, da han ikke lige vidste hvad der skete. Men han havde en underlig trang til at gå tættere på hende... Spørgende hæver han blikket, og kigger nu på hende uden at sænke blikket. Hun er ikke grim med sine mønstre.. Det klær hende, på en måde der sikkert ikke ville klæ andre..

Hun mærker hans blik helvis på hendes mønstre på ryggen. Hans blik varmer og genere hende ikke over hovedet. " længe har jeg gået efter det sted, jeg følte at jeg var hjemme" kigger ham i øjnene og smiler lidt. " jeg føler stedet ligger nært. I alt den søgen efter det perfekte liv glemte jeg at leve i nuet og ikke i fremtiden" hun holdte en kort pause efter fulgt sænkede hun blikket og kiggede igen på søen. "Jeg faldt for dette sted" hendes rolige smukke stemme er stil klar og ren, Som vandet foran dem. Hun vender sig imod hingsten og betragter ham lidt. "Nok om mig. Hvad med du fortæller lidt om dig?"
Solen er ved at gå ned men ser ikke ud som om at irritere samtalen eller interessen i hinanden.