Moonlith path

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MOONLITH PATH[/font][/center]

Blæsten strøg hen over den foride slette, rodede op og ruskede voldsomt i de tætstående træer. Stammerne knagede og trækrænerne svejede faretruende fra side til side imens vinden løb om kap med sig selv, voldsomt og dog smukt i en endeløs dans den tvefarvede ej havde stor forståelse for. Som et smukt midtpunkt for de nyligt forårsgrønne omgivelser befandt den kraftige ædle hingst sig stillestående. Den silkehvide man legede i vinden, og hingsten måtte holde sine dybblå øjne lukkede for at undgå at få den i øjnene. Vild, blafrende, ja næsten smældede legede den tunge man med vinden, som var den en del af den omgivende natur, og den koldblodige gypsy den eneste der holdt de forbundet til jorden. Blæsten faldt langsomt til ro, og tillod månehingsten at åbne sine øjne hvorpå et smil gled over den ligeledes tofarvede mule. Denne dag var i særdeleshed speciel og smuk, præcist som mange andre dage den tunge hingst havde oplevedet i dette land, dette Andromeda. Om han var hjemme eller ej, kunne han ikke bedømme, men han følte sin sjæl draget imod de mange uudforskede områder, følte sig tiltrukket af sit nye strejfende livs spænding og de mange dage og nætter alene, kun med tankerne til selskab. Dog var han ikke asocial, nej, han nød blot tiden alene, men ligeledes tiden med andre vilde sjæle. Specielt ét gyldent lys brændte i hans sjæl, i såvel dagslys som mørke...

Den sorte hingst, med den hvide man og hale, kom stille skridtene gennem den tætte skov. Hovene blev placeret roligt og nøjagtigt, så næsten ingen lyd forlod ham, da han gik. Ikke at han prøvede at være stille, for at skjule sig. Nej, han havde bare gjort det til en vane, at være forsigtig. Øjnene søgte efter en form for liv, da han var begyndt at savne en andens selskab. Ikke at han nogensinde ville indrømme det for nogle. Det ville være en af hans mange hemmeligheder. Han kom gående ud af skoven, og ud på en stor åben slette. En stor hest fangede straks hans blik, og han smilede. Det var endu usikkert, om det var et godt eller dårligt smil. Ørene blev tvunget let frem, og et imødekommende smil blev klistret op på mulen.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MOONLITH PATH[/font][/center]

Den tunge hingst udgav en svag brummende nynnen, og rettede fredsommeligt, roligt sine blå øjne imod den fremmede sjæl der nærmede sig. Kortvarrigt falgt de dunede ører tilbage, og hingsten stoppede sin nynnen. Lettere utilfredst fnøs han dæmpet, og vippede hovedet let på skrå. Han var ikke ret meget for andre hingste, og det fremkom tydeligt af hans kropssprog. Men hvis denne fremmede skulle vise sig at være af en støbning den tvefarvede kunne accepteres, kunne det skam sagtens gå andre veje. Den store hingst hvlvede i sin vel muskulerede hals, og samlede kort ryggen med sig for at tage ét skridt imod den fremmede hingst. Vel sagtens en advarsel om at holde en respektfuld afstand til den kraftige hingst, men også på sin vis imødekommende. Den fremmedes smil huede ikke Samael, thi han følte denne blot iførte sig den maske for at møde ham. I stedet virrede den tunge hingst kort med hovedet, og strakte halsen let i en fin bue. En hilsen, og opfordren til at lade denne mærkværdige sortling komme frem for at hilse på ham. Og dog lå de dunede ører stadig reserveret gemt i den tunge man der prydede tinkerens hals.

Han nikkede anerkendene, over at han ikke bare lod ham komme tæt på. Hingste havde han intet imod, men vidste at det tit ikke var sådan for dem. Det var ikke mange, der tvivlede på hans hensigter, når han satte sit imødekommende smil frem. Et lille skridt tættere på, og så stoppede han. Der var ingen grund til at klistre. "Mit navn er Sezuan.." sagde han imødekommende, men droppede sit falske smil. Der var ingen grund til at holde det, hvis de ikke hoppede på det. Istedet, havde han sit normale lidt kølige smil. Hans mange farver, intresserede ham, og det samme hans lidt resaverede holdning.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MOONLITH PATH[/font][/center]

Da denne mørke fremmede lod det falske smil visne synes den store hingst at bløde lidt op, og rejste igen hovedet. Denne gang dukkede de små dunede ører frem bag den mægtige pandelok, og de dybblå øjne lagde sig vist i den mørke hingsts. Vær hilset. - Ingen lyd, ingen ord forlod den tvefarvedes mule, men alligevel var det som tegnedes ordene i luften, dannet af hans kropssporg da han rankede sig let. Eller var det kombinationen imellem kropssproget og de dybe blå øjne? Spørgsmål, og atter spørgsmål. Og selv den tvefarvede havde ej noget svar, han talte blot som det faldt ham naturligt. Den tvefarvede udlod derpå en dæmpet brummen, som for at understrege sine u udtalte ord, før han gjorde en kort, halv vending, lettere indbydende, thi han stod sjældent stille. Hvis denne fremmede ønskede at tale med ham, eller kommunikere skulle man måske nærmere sige, var han mere end velkommen til at slutte sig til den tunge hingsts elegante skridt, ellers ville han blot vandre videre med vinden.

Han nikkede til ham, som tegn på forståelse af ordene. Kropsprog var noget der var nemt for ham at aflæse, og derfor stolede han også på at det var en hilsen. Undrende, lagde han mærke til at denne store hingst, hellere ville have hans normale smil, end det imødekommende smil. Det var ellers det folk foretrak, og følte sig bedre tilpas i?
Da den store hest - som han ikke kendte navnet på vendte halvt rundt, tænkte han sig lidt om, før han gik frem imod ham. Der var ingen grund til at stå stille i længere tid af gangen. Da han var kommet op, på nogenlunde siden af den store tinker - dog med noget afstand, syntes han godt at starte en samtale kunne accepteres. Og hvis ikke, så bare en lille en. "må jeg spørge om hvad dit navn er?" sagde han neutralt, og drejede hovedet kort imod ham.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MOONLITH PATH[/font][/center]

Samael, den tofarvede månesøn, bevægede sig med en elegance der synes at være dybt mærkelig, så man på den tunge gygning han var født med. En trænet elegance, med et specielt svæv der kastede hovsægget omkring de gyldne hove, hvirklede se snehvide hår op omkring hans ben, som var det havskum der slikkede havets bredder. Da den fremmede spurgte den tunge hingst om hans navn, vendte den tofarvede blot sit blik imod den spinkle hingst, og udlod en dæmpet brummen. Tålmodighed, du fremmede. Den tunge hingst var ej en type af mange ord, og ej heller faldt han det passende at give sit navn til alle og enhver, han havde trods alt kun kendt det 'rigtigt' en ganske lille del af sit liv, en så lille del at han følte det som noget ganske specielt, et navn der kunne volde både skade og glæde. Derfor besvarede han ej hingstens spørgsmål, og forblev ligeledes tavs. Dog var det som mere energi blev ophobet i den skridt hingsten førte, og ganske langsomt samlede han den tunge krop, og brød frem i trav. Den hvide næseryg hvilede næsten på lodret plan, og ryggen var hvælvet på en vis kun træning kunne frembringe.