Dansen på nattehimlen

Den musegråbrogede hingst stod på Enophis nordligste punkt. Et storslået syn udspillede sig for øjnene af ham; særsynet, nordlys, dansede på himlen over ham. I alverdens farver bugtede det sig, som i en langsom vals. Aldrig havde han set dette vidunder før - under nordlige himmelstrøg havde han aldrig sat sin hov før. Så nordpå lå der stadig sne; men dette ville også smelte, når først sommeren var her.
Enophis var den eneste anden ø han havde betrådt, og selvom den ikke betød lige så meget får ham som Chibale, havde den alligevel en plads i hans hjerte.
Selve landet faldt ham i god smag - trods de manglende hopper, han kun havde set en af.

[reseveret til foxie]

[color=Foxie's hove skramler imod klipperne og giver genlyd i hele dalen. De udslildede næsespor laver en slags røgsky omkring hendes mule. Hun stopper kort op og trækker vejret. Den lange flugt har taget voldsomt på hende. Hun søger opad, op ad klipperne og langt væk fra den store fare der har skræmt hende fra de trygge skov.
Hun går videre op imod de stejle klipper. Tanken. Om andre gør hende syg af bekymring.-[/color]

Lyden af skramlende hove når Askari's dunede ører. Et forpustet åndedræt. Med en glidende bevægelse lod Askari nordlyset stå bag sig og kikkede mod denne hingst, hoppe, hest, som havde forstyret hans oplevelse af nordlyset. Ikke langt væk var en hoppe på ved op af klipperne, endnu havde hun ikke set ham. Den farvede himmel fik hendes mønstre, der gik hen over ryggen på hende, til at skinde i alverdens farver. Et prust mod hoppen sendte han afsted og svar afventede han imens hun studeres endnu grundigere; smuk, var nok en af de første ting man så. Ikke sådan en overdrevent skønhed, mere en almindelig, naturlig smuk, men alligevel speciel skønhed. Elegant og smidig, som en lille hjort, trods hun tydeligvis flygter... men for hvade?

En ny duft lader et pust ned i hendes store lunger. Denne duft er genkendenede. En hingst. En rolig hingst. Hun fortsætter op imod den store sti lidt længere op. Hendes vejr trækning blev roligere. Hun havde tydeligvis brug for hjælp. Et hoppet vrinsk rummer væk fra hendes mule. Hun går stille og stabilt opad den smalle sti, venter på svar.-

En moden, feminin vrinsken fandt vej til Askari´s øregange og et svarende blev sendt. Med sikre skridt, og hovedet i en pæn holdning, begik han sig mod den fremmede hoppe. Stenene kastede lyden, af hans hove, rundt mellem bjergene; som en melodi, der svarede hoppens. Da han kom nærmere lagde han mærke til lugten. den unge hingst havde ikke lugtet dette før, men vidste instinktivt hvad det var; Brunst.

Hun går sikkert og stabilt op til stien hvor hingsten står på. Hans skridt er rolige og friske. Da hun endelig er oppe på stien står hun lige foran hingsten der havde krydset hendes vej. Hingstens pels er smuk broget med flotte aftegninger. Nattens smukke skær lyser hendes meget speciale mønstre op. Hendes blå øjne mødes med hans neutrale brune i et smil. "Godaften" Siger hun med en yderst vedbetagtet stemme. Dog lidt forpustet. Hun er ikke specielt glad for at flygte fra hendes område. Hun glemmer lidt hvor meget hendes blå øjne kan skære i lyset fra månen så hun fjerner hurtigt sit blik fra hans øjne til hans krop. Hun betagter kort hingsten efter lidt.

Månen stod på nattehimlen. Duften er stadig i Askaris bevidsthed - hingst er man vel. Hendes øjne er en tand for sig, men mønstre er guddommelige. Hendes stemme lyder dog igen; godaften, klinger mellem bjergenes ro.

"Godaften"

Askari ligger sin mule tættere den mystiske, fremmede hoppe's bringe. Ung er han og aldrig har han sanset en hoppe i brunst før, og høflighed har han da også glemt.

Den tydelige unge hingst er frembrusende og lidt overvæltende for den også unge hoppe. Hun trækker sig lidt for hans modighed og det kække over for hende. Foxie er en meget velovervejet hoppe som ikke lader sig slå ud for en ung dum hingst der ikke har noget at tænke med. Men lader sig stadig interessere for denne hingst som alle andre hingste her på øen.
Omgivelserne er stadig nye for den unge hoppe. Men denne ø er ikke som de andre. Ikke mindst nattehimlen gør livet her om natten stor. Denne speciale ting er en vanesag.
Hun bliver ærligtalt lidt skuffet over svaret fra hingsten.

Askari trådte nærmer hoppe, der havde trukket sig væk. En flemren fandt vej til hans tofarvede mule. Han lod blikket vandre til hendes øjne. De genspejlede ikke kun måne, også nordlyset fik en plads i de store, blå øjne. Længe kunne han ikke se mod disse - forunderlige - øjne og lod blikket falde. Han trådte op på siden af hende og stillede sig kun ca. 20 cm fra hende.

"De nyder måske himlens dans?"

Hviskede den unge hingst - trods hoppen var ung lige, men ej virkede sådan.

Den unge hingst var omklamrende og hun blev hurtig usikker. Hendes brunstige krop virkede som lokke middel til alle hingste på denne ø; Grunden til hun valgte at forlade hendes utrygge hjemsted i skoven - Der myldrende med hingste og slåskampe -
Hun kiggede op på himlen, tøvede lidt og svarede tilsigenede

"Himlen er nu noget for sig selv. Man kan så hurtig blive væk"

Hun står i sin egen verden og nyder himlens skær der næsten varmer hendes krop. Uden tvivl er hingsten smuk. Men uhøflig og overbrusende over for den selv unge hoppe.

Han har ikke stiftet bekendskab til denne fremmede - men homonerne over denne lugt af brunst driver ham mod at stå ved hendes side. Han er vel nok ret omklamrende, men dette er vel sådan han er lige med denne lugt i næsen. Men denne hoppe virker ikke til det - han beslutter sig for at snakke. Den musegrå hingst valgte snakkens valg og fodrede den spirene samtale med ord.

"Væk kan man ja, men ej vis andre heste ser en - ligger mærke til en. Alene, midt i naturens spil er vi så små, men sammen er vi så store"

Disse ord går igennem hele maven på hende. Hun havde aldrig troet sådan nogen velovervejet ord ville passe til en sådan ung hingst. Hun er dog selv en meget traditionel hoppe; gammeldags i hendes ordvalg og tro. Dette gør hendes interessere større til denne hingst.
Nattehimlen er smuk og stor. Men det eneste der betyder noget er hans ord.


"Men hvis man er to så kan man klare alt... Det er det eneste jeg kan huske fra min tid som føl"

Hun tøver tungt og kigger ned. dette ord spil går hen til at blive minder. Minder hun vil aller mest glemme. Hendes hemmelige tid som føl er mysterisk og mærkelig...

Askari fornemmer en blokade; ej vil hoppen tale om denne føl-tid. Han vil afslutte deres talen, der kunne have ledt dem ind på dette.

"Minder slettes og blokader sættes. Hvis de ikke ønsker vi skal tale om dette kan vi da bare tale om noget andet?"

Hans stemme er mild og de brune øjne søger hendes isblå.

Hun kigger han i øjnene og lysner lidt op. Hendes krop var ikke så spæntig mere, efter hun havde løbet så langt. Hun var i god træning og havde nok flere muskler end de fleste frie hopper. Hun afsiger ikke ham på samme måde som før da han stillede sig ved hendes side.
Himlen lyser smukt klipperne op og giver genlyd i alle bjergene.

"Friheden er dog så nær."

efter lidt hun kigger lidt på ham og smiler lidt.

Han kan mærke hun acceptere at han står ved hendes side. Hun er ikke anspændt mere. Hendes ord lyder som klokker mellem bjergene.

"Ja. Men alligevel så langt væk"

Siger han næsten hviskende. Med mulen stryger han let hendes møsntrede skind.