Loneliness

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

En lang vandring havde ført Eagle imod bjergende. Ikke at han havde i sinde at skulle være bjergbestiger i dag den ældre hingst trængte blot til noget forandring. Langt fra havde den gyldenfarvede hingst fået nok at havet, hvor han havde været i nogle dage, brugt sin tid i det løse sand, mørket vinden hive i hårlaget og den dejlige friske dugt af det saltede vand. I hans vandring her til havde han ikke tænkt meget, han havde blot gået helt roligt og nyt sine omgivelser. Andromeda var et meget smukt land, frodigt og præget af meget forskellig natur. Endnu havde han ikke trukket sig selv til ørknen han havde set så mange gange på sine veje imellem de forskellige øer, varmen var ikke hans foretrukne, ikke en bagende varme, som han vidste ville være at finde sådan et sted.
Ak, nej lige nu holdt han sig imellem de andre øer, mest det frodige. hvor foråret efterhånden virkelig havde fået sat sit prag. Grønne saftige enge, næsten alle steder og fine knopper på træerne der gjorde tydelige tegn på snart at springe helt ud. Fugle kvidren alle vejne.

En brummen lød fra den store hingst strube i det han roligt skridtede langs bjergendes fod. Klippen var kølig, og når han sådan næsten gned sig op af siden, kunne den kølige atmosfære nemt mærkes.
Den gylden farvede hingst med det meget ædle udseende, havde ikke taget nogen synderlig beslutning for hvad han skulle foretage sig i dag. Dog var en ting sikkert, han ville søge, finde ud af om der var andre levende væsner i dette område. Den lyse mule blev let strukket i været, og et vrinsk lod han slippe. Langsomt lod han hoved glide mere ned i en naturlig position hvor han alt imens blot stod stille og lyttede.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

De mandelformede øre vippede i forskellige retninger, den gyldenfarvede hingst forsøgte at opfange de lyde der kom. Han soterede lyde fra der ikke gav kendskab til liv fra et andet levende væsen, en sjæl i dette land. Pludseligt lød et vrinsk, et vrinsk der var badet i glæde. De mandelformede øre var vippet helt frem, lyden var kommet et sted oppe fra bjergende. Ikke langt væk. Roligt begav den ældre hingst sig frem i skridt i retningen af lyden af det glædelige vrinsk der havde lydt for hans øre. Der havde været noget velkendt over lyden, men lige nu kunne han ikke sætte en finger på, hvem dette vrinsk tilhørte.
En sti i bjergende kom frem for det blotte øje i takt med han bevægede sig. Stien var ikke fjern og med logik kunne den gylden farvede hingst regne ud, at det måtte være her fra han snart skulle finde sit selskab. Der gik ikke længe fra han var stoppet op et stykke fra stien, at lyde fra hove kunne høres. Dunkende, grusende lyde i mod bjergets underlag.
En hvid skikkelse af en hest blev tydelig at se, og længe gik der ikke før Eagle genkendte den lille skikkelse. Den unge Dune var hvem der var på vej ned af bjergstiende. Et varmt og glad smil havde spredt sig over den lyse mule, alt imens han lod hende komme helt ned fra bjergstiende. Ned på mere stabilt underlag, hvor ingen ville kunne komme til skade.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

Som ved det første møde endte den sne hvide hoppe i hans favn, hun slyngede halsen om ham, ikke at hun kunne nå med rundt og trykkede sig ind til ham. Et forsigtigt men varmt klem blev givet tilbage til hende, før hun træk sig væk med et lettere forlegent udtryk, med de blussende kinder. Et varmt smil var tegnet over den lyse mule på den ældre hingst, og en venlig klukkende latter lød fra ham, "Jamen goddag kære Dune," lød det venligt fra ham da han hilste høfligt på den unge hoppe.
Dette var et glædeligt møde! Denne unge hoppe havde Eagle taget til sig, og han ønskede at beskytte hende og hjælpe hende på alverdens måder han nu end ville kunne. Inderligt ønskede den ældre hingst at ingen af verdens ondskaber eller problemer skulle præge denne hoppe med negativitet. Hun var så fin, så yndig; lille skrøbelig og engle agtig.
De rav gyldne øjne hvilede på den unge hoppe, der ikke synes at have forandret sig spor siden sidst. Hvilket var helt fint. Ingen ydre skræmmer eller skavanker var at se. Hvilket kun glædede ham. Det var ikke fordi Eagle havde forventet det, selv kunne han slet ikke forestille sig nogen gå amok på så sødt et væsen som Dune nu en gang var.
Et smæld lød bag den gylden farvede hingst da han viftede rundt med halen i kraftige buer. Havde han været en hund, ville man klart sige det var at logre med halen.

"Sig mig, har de det godt?" Spurgte Eagle ind til for at finde ud af om hvordan hun gik og havde det, og måske hvad hun havde oplevet i den tid de ikke havde set hinanden. Det var oprindeligt at den ældre hingst var nysgerrig på den unge hoppes velbefindende, hendes oplevelser og hvad hun ellers kunne fortælle.
De mandelformede øre var vippet helt frem imod den unge sne hvide hoppe der stod foran ham, og nærmest strålede af glæde. Dette kunne ikke andet end smitte.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

Hoppens stemme var endnu ungdommelig og lys, af og til kunne den tone mod det skingre, men nu lå den i næste hviskende, forsigtige toner fordi hun slet ikke kunne få hendes stemme ordentligt ud. Hun var endnu pinligt berørt, og hun rømmede sig i et forsøg på at samle sig selv, så hun ikke hele tiden skulle kigge ned mod jorden under sig. Hoppen tog en dyb indånding for at samle styrke og fik endelig taget modet til sig og hendes øjne lå nu i hingstens behagelige øjne.
Ved hingstens næste spørgsmål mærkede hun sit ansigt fryse i sit forsigtige smil. Ansigtet forvred sig i en skæv grimasse, på en gang tænkende og en smule trist. Som altid kunne hun ikke skjule noget. Dune var minsandten som en åben bog. Det tog hende heller ikke længe at finde ud af hvordan hun havde haft det, for havde hun ikke for få minutter siden gået i en trance af kedsomhed, ensomhed og tristhed derved?

"Ærligt talt lidt trangt. Mødte et par heste efter sin redning af mig den første aften, men nu har jeg gået i en evighed, uden at have mødt en eneste sjæl.. og ja, du har jo nok regnet ud hvordan jeg har det med at være alene?"

Endnu følte hoppen sig pinligt berørt, for nu stod hun og fortalte noget der for hende var ganske pinligt, nemlig at hun ikke kunne klare at være alene. Samtidig huskede hun deres første møde, og hun var endnu ilde berørt over sine handlinger den nat. Hun holdt dog øjnene bestemt i hans, dog nu med et påtvungent smil, for hun ønskede ikke at være trist.
Hun sejlede kort i sin egen lille verden, påvirket af den triste følelse af ensomhed der havde hjemsøgt hende for kort siden. Men da hoppen så opdagede hvor trist hun så ud prøvede hun med et svagt skuldertræk, inden hun igen mærkede hele pinligheden i hendes ord. Et svagt smil gled over mulen igen.

"Har du det godt?"

[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

Hun hilste ligeledes på ham, som han havde hilst på hende, meget normalt. Alligevel følte sig meget behagelig til mode ved at møde den unge Dune igen. Selvom de ej havde kendt hinanden længe og ej kendte hinanden godt, så holde den ældre hingst Eagle ufattelig meget af den sne hvide hoppe.
Hendes stemme havde lydt lige så fin og lys som han huskede, meget ungdomlig. Tydeligt var det at spore at hun ikke var særlig gammel. Ikke meget mere end ny udklækket unghest. Fin og ung, ren og ganske uskyldig.
De blå øjne så op, fine klare blå øjne havde hun, Eagle sendte hende et varmt og venligt smil. Et smil der virkelig fortalte at hun skulle være velkommen hos ham altid, lige meget hvornår.
Det var dog tydeligt at hans spørgsmål fremdrog nogle forskellige reaktioner, tydeligt var det at se hvordan hendes kropssprog sagde alt for sig, og da hun åbnede munden spidsede den ældre hingst sine øre og lyttede.

"Det gør mig trist at vide de har været alene så længe kære," lød det med den slidte stemme, der havde en meget venlig klang. Eagle strakte den lyse mule hen imod hende. "Jeg har hørt der skulle være en flok i Andromeda, men jeg ved ikke med sikkerhed om det er oprigtigt, hvis det er noget for dem, vil jeg gerne hjælpe med at søge deres tilholdssted," sagde han med endnu et venligt smil. Det var jo tydeligt hun ikke ønskede at være alene, og Eagle havde bestemt heller ikke lyst til at lade hende være alene. Han ville sågar gerne tilbyde hun måtte rende med ham over alt hvis det var nødvendigt. Næppe kunne det dog være særlig spændende. Han rejste meget imellem de forskellige øer, og befandt sig ikke selv længe på det samme sted i lang tid af gangen.

Dune stillede lige ledes samme spørgsmål til ham, som han havde stillet hende. Hvilket jo var passende nok. Ikke at Eagle havde det på nogen bestemt måde, han havde haft det meget ens løbende. Intet dårligt humør havde i hvert fald præget ham.
"Jeg har haft det fortrinligt. Mødt nogle nye bekendtskaber, mange unge som dem," lød det endnu en gang fra Eagle med den ru stemme, der havde en venlig og varm klang.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

Først her blev hoppen forlegen over sig selv. Af en eller anden grund følte hun pludselig hun havde fortalt noget ganske intimt om sig selv. min grotte. Ordene klang videre i hendes hoved mens hendes blik endnu engang måtte dale. Det var som havde hun lige fortalt ham en dyrebar hemmelighed, trods der intet hemmeligt lå i det? Da hoppens øjne fokuserede på jorden under hende lagde hun dog mærke til hvorfor hun muligvis følte sig en smule forlegen. Den lette brune farve der før havde været oplyst af solen var nu blevet forvandlet til en grålig tone som viste at solen var ved at gå ned, hvis den ikke allerede var nede. Dune kiggede forfærdet op, ganske vidst var solen ved at dale ned. Ved et hastigt blik over sin ene skulder, kunne hun også se hvorledes bjergenes toppe var det eneste der nu var oplyst. Hun måtte tilbage til sit sovested. Hendes øjne flakkede tilbage på Eagle og fangede kort hans øjne. Nu måtte hendes kinder endnu blusse.

Da hoppen endelig hørte Eagle svare på sit spørgsmål turde hun kigge op med det ene øje, det andet var lukket. Således følte hun sig af en eller anden grund mere modig.

"Eagle.. øhm...... Kunne du tænke sig at sove med mig i min grotte i nat?"

Dune ville skam spørge mere ind til det han lige havde sagt om at have mødt unge som hende selv, men lige nu ville hun gerne tilbage til sin grotte, hun kunne næsten mærke kuldegysninger begyndte at krible på hendes krop pga. mørket. Hun havde tøvet i sine ord, usikker på om det var for meget at forlange. Hun vidste ikke hvordan det fungerede med strejfere, vidste ikke om det ville virke som en kærlighedserklæring, eller noget følgesvende godt kunne? Ærligt talt følte Dune hendes ord havde indeholdt meget mere end dets enlige mening, det at hun ønskede nogen ved sin side når hun skulle sove.
[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

Et grin var over mulen på den gylden farvede hingst, da han så hvordan hans ord om denne flok prydede den sne hvide hoppe i glæde, så megen at hun hoppede. Det var en fantastisk følelse, at opleve hvordan denne glæde smittede. Dog ikke at Eagle nu også ville begynde at hoppe, men han lo blot med hende over hendes glæde. Bringe glæde til andre var noget af det bedste den ældre hingst vidste. Hvordan ord eller handlinger kunne bade andre i lykke. Det var fantastisk.
Med en stadig latter hængende i luften sagde Eagle så; "Jeg vil med glæde finde dem med det samme, men mørket er ved at falde på og ej har jeg nogen anelse om hvor de holder til." Hvis Dune insisterede på det skulle være lige nu at de skulle findes, ville Eagle med glæde gerne søge hele natten. I en flok ville han hvide den unge sne hvide hoppe var i sikkerhed, at der hele tiden var nogen til at passe på hende, se efter hende.

Det blev dog ej tilfældet at han skulle lede denne aften, da hun tøvende havde spurgt ham ad, om han ville overnatte hos hende denne nat. Et varmt smil var over hans læbe, han forstod hun ikke ønskede at være alene og ville glædeligt være hos hende natten over for at holde hende med selskab.
"Det vil være mig en ære at bringe dig trykhed og selskab for natten," lød det fra den store hingst. Hans stemme var varm og venlig. "De behøver blot at vise vej." Roligt hvilede de rav farvede øjne på hende. Afventene på hvor de skulle befærde sig hen. Hans gæt var op af bjergstien, som hun for lidt siden var kommet ned af.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

Der var sand taknemmelighed i hoppens spæde stemme, som hun stirrede ned i jorden med blussende kinder, for påvirket af hendes taknemmelighed til at kunne se ham i øjnene. Et stille smil lå på hendes læber, for hun var skam også lettet over at han ikke havde taget hendes ord forkert, for trods hun var ung vidste hun skam godt der fandtes noget længere borte end venskab, reglerne derfor kendte hun dog ikke endnu.

Hoppen vendte sig stille så hun vendte mod den sti hun var kommet fra. Stille satte hun frem i skridt, selv om hendes indre bad hende om at bevæge sig hurtigere, for i skridt ville himmelen nå at sortne inden de ville nå til grotten, og skyggedyrene ville så kunne begynde at kage hende. Men hun havde nu Eagle, en stærk og venlig hingst der nok skulle passe på hende. En svag trippen kunne hun dog ikke holde væk fra sine ben, og hendes øjne flakkede endnu en smule bekymret mod himmelen.
[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

Eagles øjne flakkede imod himlen, da Dune selv kiggede op. Hendes blik virkede bekymrende over mørket der snart tog over. Langsomt og alligevel alt for hurtigt spredte mørket sig på himlen. Eagle havde gættet sig til hun ikke brød sig om mørket, det havde hun udtrykt tydeligt den dag han mødte hende; ikke med direkte ord, men i retning af. Hans blik strøg hurtigt over himlen der var en blanding imellem mørk og lys, alt efter hvilken retning man kiggede.
Dunes tak lød meget oprigtigt, trods hendes blik var røget ned imod jorden. Dette skjulte dog ej hendes kinder der blussede op i en let rosa farve. Et varmt og venligt smil var over den ældre hingsts mule, mens han med et roligt blik så på den sne hvide hoppe. "Det er så lidt," svarede Eagle med sin slidte men varme og venlige stemme. Han mente det han sagde, at det gjorde ham intet, og det var en smal sag for ham, at bruge sin tid hos hende. Hvad havde han ellers at forhaste sig til?
Hun var et mildt væsen, ungt og stadig meget uviden. Dog ville mange ting sikkert ændre sig med årene hos hende, men Eagle ønskede hun forblev den samme, at hun ikke ville blive præget af nogen ondskab. Om hun så skulle blive ved med at være en lille pige.

Hurtigt var kursen blevet sat imod den sti hun var kommet ned af, en sti der førte op i bjergende. Hun skridtede forrest, guidende. Dune virkede mere og mere ivrig efter at komme afsted, så Eagle fulgte trit med hende op af bjergstien. Han havde ingen anelse om hvor langt de skulle op, eller hvad der egentlig var oppe i bjergende. Selvom den ældre hingst havde undersøgt mange ting her i dette land, på de forskellige øer, havde han nu ej udforsket bjergende nærmere. Eagle var mere til havet, og nogle klitter, klipper og bjerge virkede blot så fjerne fra det salte vand han holdt så meget af. Dette var også tilfældet med dette bjerg. Dog skulle de ej holde ham fra at holde den unge Dune med selskab for natten.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

Tempoet lod Eagle Dune styrer, det var trods alt hende der viste vejen frem. Han havde selv længere ben end hende, og derfor kunne han nemt holde trit, hvilket han også gjorde. Lidt afstand var der imellem dem, men ikke meget. Eagle ville ikke miste synet af Dune oppe i bjergende, hun skulle ikke få følelsen af hun blev efterladt og svigtet hvis han skulle sakke bag ud eller gå forkert i forhold til den vej hun ledte an. Dette var også grunden for Eagle mest holde sig bag hende, også selvom der var plads nok på stien til to.
Et sving kom og den ældre hingst kunne se, hvordan den sne hvide hoppe trykkede sig op af væggen og nærmest forsvandt imellem klipperne. Det gik dog hurtigt op for Eagle at der var en smal sti i svinget, en sti man ikke bare ville opdage. Trit fulgte han med ind på den smalle sti i svinget, hvor der ikke var megen plads, men plads nok til ham. Et venligt smil var over hans mule, og da stien igen blev bredere satte han tempoet lidt op, blot for at komme en smule op ved siden af hende.
Dune så glad ud, og grunden var nok fordi hun havde fået sig selskab, hun havde jo for lidt siden sagt hun ikke havde haft det så sjovt alene, og hun ønskede hans selskab i hendes grotte; og det med Eagle havde fortalt han havde hørt tale om en flok. Meget muligt at dette var årsagen.

Eagle overvejede om han kunne finde på noget at sige, der ikke blot ville være for at bryde tavsheden; hans koncentrerede sig dog mere om hvor han satte de store hove, hvilket også var grunden for han ikke fik sagt så meget lige nu. Der skulle nok blive tid til at sludre når de kom frem. Stilhed var ikke noget der generede Eagle, men en pinligtavshed det kunne nemt blive et problem. Ikke at den ældre hingst havde på fornemmelsen at dette var sådan en tavshed der var over dem lige nu. Næppe. De koncentrerede sig nok blot begge om at nå sikkert frem.
Bjergvandringer krævede en hvis forsigtighed. Aldrig kunne man vide hvornår man satte hoven på en løs sten og man så ville rutsje ned. Man kunne ikke blot lalle rundt i bjergende som var det en leg. Der var han selv var fra havde der været bjerge, og som føl og plag havde de da også leget i dem, og guderne må vide hvor mange gange de ældre ikke råbte af de unge, gav dem skideballer og lignende.
Et smil træk sig over den lyse mule på den ældre hingst, jo vist havde han selv leget og pjattet rundt, men da han blev ældre var det ham der råbte op og forklarede og fortalte hvad man burde og ikke burde.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b]

For en gangs skyld var Dune ikke genert. Hun følte sig langt mere modig på egen territorium og med mørket til at gemme de fleste af hendes ansigtstræk. Hun kunne dog se Eagle imod den lidt lysere baggrund udenfor, som var han blot en sort shilouette med få træk.
Som hoppen stod der, fyldt med glæde og varme i sin krop af vandringen mørkede hun endelig træthed overvælde sin lille krop og et svagt gab lød fra hendes mule. Hurtigt efter måtte hun dog gemme sit ansigt nede under et udtrakt forben og holde en genert latter tilbage. Sikke uhøfligheder!
[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]