Loneliness

Mørket begyndte at tage over, ikke at solen var forsvundet, og jo længere op det kom jo mere lys var der stadig at finde. Dog var alt blevet en smule mere mørk, hvilket fik den ældre hingst til at tænke at det snart ikke var sikkert at betræde bjergende når de ikke var velkendte. Han fulgte dog roligt men i et frisk tempo med Dune. Det var ikke spor besværligt eller anstrengende, da hans ben var længere end hendes gik det nemt.
En hul lyd gav sig for deres hovslag, og Eagle kunne hurtigt gætte sig til, specielt da den sne hvide hoppe næsten forsvandt, at de var ankommet. Rigtigt nok, da han vendte sig med rundt og trådte ind i mørket var de inde i en del af bjerget. Inde i en grotte. Mørket krævede sin tilvendelse. Hvilket gjorde han ikke tydeligt kunne se sit selskab, der nu bød ham velkommen.
"Jo tak, hvis jeg bedre havde kunne se ville jeg også gerne komplimentere deres hjem," sagde han med en venlig stemme, imens han kiggede sig let omkring, forsøg på nærmere at kunne se. Det hele var ru klippevægge. Der var ej meget inde i grotten. Eagle fornemmede dog straks at hulen var noget dybere end det de havde søgt ind i. Deres stemmer havde givet en svag klang af ekko.
De varme og venlige øjne faldt atter på den hvide unge hoppe og han noget lige at fange hende i et gab. Et smil tegnede sig over hans lyse mule i det han sagde; "Der er vidst en der begynder at føle sig søvnig."

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b][/center]

I hoppens latter opdagede hun først ikke hvad hun sagde, men så blev hoppen pludselig genert og blufærdig over sine ord, og hendes latter stoppede mens et udtryk af chok faldt over hendes ansigt, hvilket så ganske komisk ud på det animerede ansigt. Grimassen flækkede dog så i et grin, for maven kildede endnu af efterchok fra det forregående grin og hun gemte forlegent hovedet under det ene fremstrakte forben, med hovedet nu rødt både af pinlighed men også af grinet.
[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

Normalt var Eagle ikke til grotter og indelukkethed som der var en følelse af her, men i selskab var det anderledes. Det gav en mere hyggelig stemning kontra var gråt og koldt der egentlig var inde i mørket. Læ var her nok af og ingen vinde ville genere dem i nattens løb. Eagle var van til, hvor han kom fra, at det var en lysning i en kæmpe skov, hvor nogen træk sig hen under træerne og andre holdt til helt ude i åbning. Dog var en overnatning i en grotte ikke nyt for den ældre hingst. På sine vandringer havde han overnattet ligende steder.
Mørket her inde skjulte meget, men alligevel fik Eagle øje på det halvhjertet smil der kom fra Dune, da han havde kommenteret grotten. Hvilket i hans sætning der forudsagede at det ikke var helt oprindeligt smil, anede han ikke lige nu; og der var vidst heller ingen grund for at famle rundt efter grunden. Eagle lod det ligge for nu.

En latter brød den sne hvide hoppe ud i, en latter der gav ekko i den dybe og mørke grotte de befandt sig i. Glædeligt var lyden over hendes grin, hvilket varmede. Hun lagde sig derefter ned på grottens hårde underlag. Hvilket gav et tydeligt svar på, at hun var søvnig. Da hun selv indbydede ham til at ligge sig ved hende, bevægede han sig roligt imod hende.
Han lagde sig roligt ved siden af hende. Ingen hastige bevægelser, som ville det skræmme hende. Nu var det dog ikke fordi Eagle i sig selv var skræmmende, hans meget rolige væsen kunne næppe få nogen til at løbe skrigende væk. Atter forsatte hendes latter endnu en gang, hvilket fik de ældre hingst til at klukke lidt at latter. Lyden gav ekko i hele grotten, dog ikke en højlydt en.
"Sikke en stemning," sagde han med en rolig stemme der bar en glød af varme. Selvom hans stemme var slidt og ru, så var det samme tid meget blød, grundet de evige varme og venlighed der var i de toner han talte.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b]

Dunes stemme var lav og fuld af pinlig følelse. Trods dette var ordene hun talte fuld af oprigtighed. Han gav hendes en tryghed, ganske vidst muligvis midlertidig, men tryghed ganske vidst. Det var det hun havde haft brug for i sin vandring her i landet, og nu hvor hun havde det havde hun ingen lyst til at give slip. Hendes kinder brændte af blussen mens hun lukkede øjnene let i. De drejede ører var det eneste tegn på at hun lyttede efter om hingsten havde nogen sidste ord inden hun døsede hen.
[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]

Latteren fra Dune forende sig med stilheden i en ekko. Langsomt blev der stille i grotten, stille og mørkt var her. Eagle kunne ikke helt lade tanken ligge, det undrede ham, selvom han intet sagde: hvordan kunne hun være i mørket i grotten her, når ej hun kunne uden for. Ude i det fri, der ude var månen og stjerner trods alt til at lyse lidt op.
Hun havde nikket til hans ord, lige inden hun forsigtigt krøb sig ind til ham. Et varmt og venligt smil tegnede sig atter på hans lyse mule. Lille var hun, sød og kærlig. Skrøbelig; Eagle antog hende som familie selvom han ikke kendte hende vel. Den ældre hingst havde fra første møde taget hende til sig, og holdt nu af hende som familie.

"Tak fordi jeg må være her; De må sove godt kære Dune," lød den varme stemme med den ru klang, alt i mens hans rolige gav gyldne øjne hvilede på hende. Eagles vejrtrækning blev tungere i det han gave sig til at slappe mere af. Stadig var han på vagt, og ville ikke falde i en dyb søvn, han ville være klar, på vagt hvis der skulle ske noget uventet.

(Undskyld at svaret blev ret kort)

//Julie, Synes vi skal oprette en ny tråd til dem.