Uanset hvor gerne man vil, kan du ikke holde fast!

Græsset tilmed kærtegnede hans hove der betrådte engen, som han stoppede op foran bredden. Vandet i søen foran ham var langt mere blåt nu, tilmed rent så det helt ud i dette lys. Dette forårsvejr, der virkelig havde pyntet på landet i Andromeda. De kolde og tomme krystalblå øjne så stik ned i søen, mens han slækkede svagt på den anspændte og højstillede hals. Hans hoved strakte han frem fra den lodretholdte stilling, mens den lyserøde mule søgte efter at ramme vandets overflade. De gråbrune øre lå endnu i nakken, mens de endnu vagtsomt var klar på enhver fare eller fremmed indtrængen. Roligt ramte hans mule vandet, før den mørke fyldige hale slog et var ivrige slap omkring den muskuløse og flotte bagpart.

Kulden løb han stikkende, men samtidig også behageligt ned i hans hals, mens han kort tillod sig at lukke øjnene for et kort sekund. Atter brød den lyseblå og indbydende himmel atter frem, så snart de var åbne efter hans lidt længere varige blink. Den brogede hingst hejste atter hovedet på ny, for dernæst at finde tilbage i den ranke, stolte holdning; han bar med den typiske spændthed og standhaftighed som han nu kunne. Hørte han nogen i det fjerne?..

Sezuan, den sorte hingst med den tydelige hvide man og hale, gik forsigtigt hen af græsset. Hovene blev placeret roligt, og han gik lidt i signe egne tanker. Han havde næsten ikke mødt nogle, i dette land. Ikke at det tyngede ham ned det mindste. Nej, han brød sig ikke om for meget selskab af gangen. Han foretrak, at møde nogle få, for derefter at trække sig tilbage og ligsom skjule sig for verden for en tid. Han gik med bøjet hoved, og udstrålede en afslappet holdning.
Ikke fordi han var afslappet. Han var altid på vagt. Og det var lige meget om det var heste - som ham selv , eller om det var rovdyr han risikerede at møde. Verden var et sted, hvor den stærkeste overlevede. Men Sezuan var langt fra den stærkeste. Derfor, måtte han være klog, og træde varsomt. Aldrig stille sig op mod nogle der var stærkere end ham, og aldrig gøre noget overildet. Ørene, lå tilbage i deres normale position. De lå ned imod nakken, og der blev de indtil der var en grund til at flytte dem Det var det eneste, som ikke hørte med til den afslappede facade han bar.
Han hævede kort hovedet, da han mere fornemmede end hørte nogle i nærheden. Og ganske rigtigt. En broget skikkelse, kom frem i hans synspunkt. Han lod et lusket smil spille over mulen. Denne hingst virkede stærk, og hans ranke holdning fik ham til at tænke sig om en ekstra gang. Ville han virkelig gerne møde denne person? Svaret blev til et ja. Han havde i noget tid savnet at have selskab end andre end ham selv og signe tanker. Han klistrede et imødekommende smil på, og tvang ørene fremad. Ikke så det så overdrevet ud, men så han virkede mere imødekommende end før. Afslappet, gik han ned imod søen, og da han var rigtigt inde for hørevidde, sendte han en hilsende brummen ud.

Ganske rigtigt. Den brogede hingst havde skam sanset korrekt, da en sort skikkelse et stykke væk kom til syne i Djanges øjenkrog. Han flyttede ej på sig, mens han bemærkede hvordan denne hest tilmed tvang ørene frem, så et helt imødekommende udtryk snart var at synes på den sorte. Snigende medfulgte en duft, en meget dæmpet og næsten ude for sansevidde. Dog kunne Djange hurtigt sætte hoven på duften. Den søde og alligevel selvstændige duft, de små blomster på et kirsebærtræ ville bærer kun i foråret.
Den brogede drejede i samme øjeblik langsomt på hovedet, direkte mekanisk; mens de kolde og tomme krystalblå øjne stirrede sig imod denne fremmede, hingst. Denne sorte hingst, prydet med en ret så lys man og hale dertil.

Begge øre lev presset hårdere i nakken, en smule advarende over den ellers ret så afslappede hingst der gav sig selv til kende med en brummen. Samtidig vendte Djange selv rundt, i form af få præciserende, stive skridt omkring sig; mens han langt fra tabte den stolte og ranke holdning han altid bar med sine ligeså karakteristiske øjne. Den lyserøde mule forblev blegnet ud, mens hans øjne dog langsomt missede sig en anelse anseende sammen imod denne fremmede; som han blot afventede dens almene respekt fra.

Anspændt stod han der, dog alligevel ret så fattet; med en svag aura der understregede hans overblik over situationen. Ind til videre. Han nikkede derpå roligt og kort mekanisk, hilsende – respektfuldt; mens hans øjne atter forblev afventende misset sammen, tilmed advarende.

Den brogede skikkelse fik nu øje på ham, og han mærkede hans undersøgende blik på sig. Det gjorde ham dog ikke så meget, hvis denne hingst gerne så ham an før han kom tættere på. Derfor stoppede han op med passende afstand, og ventede blot på den anden vente sig ordenligt imod ham. Og han skulle vidst ikke vvente længe, før den anden havde set sig færdig. Med noget der kunne ligne meget stive skridt, vente han sig imod den sorte hingst, med lys man og hale. Nogen syntes vel den var malplaceret, men han mente blot den hørt til ham.
Da hingsten pressede ørene ned i nakken, virrede han lidt med hovedet. Han havde faktisk prøvet at være imødekommende.. Men han lod sig ikke slå så let ud. Da hingsten nikkede til ham, kom der et svagt smil frem på mulen. Ikke hånende eller noget, men bare over at han faktisk hilste ham. Han lavede den samme bevægelse, dog mere glidende end den andens. De brune øjne kiggede afventende på hingsten. Måtte han komme tættere på, og derved komme over til søen, eller skulle han bare blive her?

Denne fremmede hingst, syntes at virre en smule med hovedet for den brogede hingsts typiske entré. Dette stilnede dog for en stund, idet hingsten udgjorde sig en hilsende form responderende på hans eget respektfulde og hilsende nik. Hingsten her bar sig dog ad en del mere smidigt og mindre mekanisk end han selv havde gjort, alt imens begge sammenspærrede øjne, diskret blev spærret mere op nu. Endnu meget stirrende og direkte seende fra hans krystalblå øjne, med det tilhørende kolde og tomme blik. Det var længe siden han efterhånden havde stødt på en hingst som blot havde accepteret denne typiske og almene respekt for en fremmed – som Djange selv gjorde sig utroligt megen i. Om sjæle dog fejl fortolkede eller forstod.

”Værhilset Hr.”
Hans hæse og intense stemme lød igennem luften direkte imod denne hingst, som så passende holdte en acceptabel afstand. Endnu stod Djange anspændt og opspændt, alt imens ørene atter lå tilbage, en smule pressede af ren vagtsomhed. Mulen blegede stille ud, alt imens de kolde og tomme øjne så endnu meget direkte imod denne hingst, med et ret så unikt udseende. Elegant. Tonløs lød hans stemme, evigt tonløs. Det var ej at sige om ordende var advarende, truende, imødekommende eller indbydende. Selv for Djange vidste han det ikke rigtig. Ord var ord, intet andet!



[OUT]