Spændinger i Nattens Mørke

Natten var endnu engang gledet over landet Andromeda, og øen Enophis havde endnu engang fået sig en vandrer til. Den sorte Leonora, med sine krystalblå prikker, havde sat kursen imod det stenede område der grænsede op til de mægtige bjerge, som hun så sjældent besøgte, af mange årsager. Men én ting, knyttede hende til bjergenes tinder, trods hendes manglende lyst og samling til at gå derop, nemlig et møde hun havde haft med en ganske særlig hingst, som havde trukket hende modvilligt derop, for mange måner siden. Nu stod hun her, vel og mærket på foden af bjergende og lod sine hove trykkes ned over de løse sten, som der lå hist og her, på de stenede områder. Lyden af hendes bevægelser, som hun havde gjort sig på sin vej, hang på en måde stadigt i hendes ører, trods hun stod stille nu - i og med at hendes hove havde klappet sådan imod de store flade sten og nærmest hårde stier. Men nu, ja, nu var der ganske stille omkring hende, og det eneste der afslørede hendes tilstedeværelse, var hendes sirlige blå prikker, som hun efterhånden havde anerkendt som en del af hende, trods hun havde forbandet dem langt væk, siden det møde, med den usle hingst.
Nu stod hun, ganske stille, men langt fra afslappet, i og med en mærkelig spænding var gledet over hende. Hendes lænd kunne, hvor meget hun ville det, nærmest ikke stoppe med at ryste, og hun vidste udmærket godt hvorfor. Den cyklus, som alle hopper måtte gennemgå, var hun ved at gennemgå igen, og hun brød sig absolut ikke om disse perioder, da hendes sind havde det med at blive ganske uforudsigeligt og sprængfarligt - førhen. Nu, hvor hun var som hun var, ødelagt, så at sige, var det bare en generelt ustabil periode hun gennemgik, og derfor søgte hun som regel ensomheden. Det havde hun søgt nu - Men alligevel i et område der på en måde betød noget for hende; for tankerne om den ene hingst der forstod hende, hjalp hende dog alligevel en smule.

I lang tid havde Ahearn bevæget sig rundt i landet alene i et forsøg på, at acceptere hvad han var nu. En hest der kunne påvirke vejret. Han havde endnu ikke opnået den styrke der skulle til for, at påvirke vejret bevidst. Det var stadig hans humør der havde indflydelse på dette, og ikke hans direkte ønske om at ændre vejret. Selvom Ahearn nu havde lært at acceptere sin skæbne, så kunne han ikke lade være med at tænke på, at han skulle opgive sit første føl, hvis det nogensinde kom til verden. For kunne han ikke bare lade være med, at skabe et? Kunne han ikke bare leve som en ensom hingst resten af sit liv? Kun med venner? Ha! Venner? Dem havde han jo ingen af, eller jo én. Men hun var også ganske speciel, om de egentlig var venner endnu var han ikke helt klar over. Det var de vel? Det de delte var i hvert fald noget specielt, noget han ikke havde med nogen anden. Ahearn ville dog nok aldrig kunne få sig selv til, at indrømme det overfor hende. Det betød jo at åbne op til følelser, som han så inderligt havde prøvet på at lukke af for i hele sit liv. Nok med det tanker! For denne aften var hans humør godt og det kunne ses. Skyerne hang over landet, men ikke over Ahearn. Der var himlen fri og månen lyste ned på ham, hvilket fik ham til at lyse op i nattens mørke, som en hvid sjæl der bevægede sig igennem landet - direkte imod bjergene. Alle ville kunne se ham i natten, men han var ikke bange for så meget. Havde aldrig været det og var det især ikke nu.

Nattens der hvilede over Leonora, havde været ganske fredelig; nærmest så fredelig, at hendes anspændte krop havde affundet sig med det og var begyndt at slappe af - men da ændredes atmosfæren sig. Skyerne over hende, som mildt havde dækket for stjernernes sande lys, flyttede sig nu, og snart lød de harmoniske lyde fra hovtrin.
Nærmest i et panikøjeblik for Leonora fremad, så hendes hove klappede voldsomt imod det stenede underlag, der strakte sig op imod bjergene, og snart havde hun danset om sig selv, for at fronte den der havde kursen i hendes retning. Hun så da nu årsagen til den mystiske ændring i skyerne foroven, for Ahearn, den hvide, havde nemlig nærmet sig. Han havde ikke direkte retning imod Leonora, men søgte mere imod bjergenes domæne, med et umiddelbart målrettet kropssprog. Leonora, der nu var mere eller mindre anspændt, og vågen igen, blev dog lettet over dette syn, for netop Ahearn var vel den eneste som hun egentlig godt ville se. Hun tøvede lidt, men ej længe - og trods hendes brunst, som endnu holdt hende anspændt over lænden, satte hun imod Ahearn i en rytmiske og knapt så anonym skridt. Hun ville gerne fortælle ham, at hun var på vej, så derfor listede hun ej, nej. Og ikke nok med det; snart forlod et kaldende vrinsk hendes strube, for at gøre hingsten klar over, at hun var på vej - og egentlig ønskede, at hans hvide krop gjorde hende selskab i nattens mørke.

Man kunne vel sagtens sige, at Ahearn gik i sine egne tanker, men det var gode tanker. Om han lagde mærke til sine omgivelser? Det kunne kun han vide. Men frem kom han, tættere og tættere på de store bjerge som tårnede sig op foran ham. De var et imponerende syn, selv for en hest som ikke var nem at imponere. Nu skulle man ikke tro, at Ahearn ikke kunne blive imponeret af naturen omkring ham, for det kunne den hvide hingst sagtens. Men der skulle meget til. En duft ramte dog den sorte mule og Ahearn stoppede elegant op, de mørke øjne søgende efter vedkomne, som bar denne herlige duft. Duften af brunst. Nok var Ahearn en hingst som ikke gik på hver en hoppe, men han ville altid blive påvirket af denne duft. Det kunne man vel aldrig rigtig frasige sig som hingst. Han skulle dog ikke vente længe på et svar, for nu kunne lyden af hove høres. Nogle lette og elegante skridt, og de lød utrolig bekendte. Men først da vrinsket nåede hans hører lyste han virkelig op. Det var Leonora! Den smukke sorte hoppe, med de skinnende blå aftegn. Måske fandt hun dem endnu ikke smukke, men Ahearn havde altid fundet dem fortryllende - endnu en ting han aldrig havde fortalt hende. Endelig kunne han se hendes sorte skikkelse, lyst op af hendes aftegn. Nok havde himlen været fri for skyer før, men kun så månen kunne komme igennem, nu forsvandt de helt fra det område han stod i, og stjernerne kom nu frem. Efter få sekunder vrinskede han glædeligt tilbage og satte i en stor trav imod hende. Han havde savnet den sorte hoppe.

Hvor sært det end kunne lyde, gik et sæt igennem Leonora, i det lyden af Ahearn’s stemme svarede hende. Et sæt, der vel kunne betegnes med simpel glæde, glæde, som hun ikke havde følt længe. Om det blot var på grund af de hormoner der fløj igennem hendes krop, kunne hun ikke vide, men i hvert fald var hun godt og vel på vej imod den hvide hingst, den eneste hun havde delt sig selv med. Den eneste der forstod hendes ødelagte jeg, og den eneste der havde været modig nok til at presse hende til punktet, hvor hun næsten var sprunget i luften; men så alligevel følsom nok til at opfange det og holde presset nede.
Ja, hun havde så mange tanker og overvejelser omkring denne hingst, hun for noget tid siden havde været i intens dans med igen, hvor de havde måttet ud og svæve i de anstrengte momenter, da hun havde fortalt Ahearn omkring hans nyligt erhvervede evner, og det at se ham igen, var nu en mulighed for måske at være i nærheden af hinanden, uden at de skulle helt ud i udmattelsens yderste.
Nu, hvor hun nærmede sig, lod hun sit tempo sænkes til skridt, og den lange hals hæves hvælvet op, dog endnu feminint, som det lå til hendes autoritære opdragelse. Hendes øjne, der lyste blåt, under månens skær, veg ikke et øjeblik fra den hvide hingst. Hun var måske noget mere intens i hendes adfærd denne aften, men det var ganske simpelt på grund af de hormoner hendes sorte krop indeholdt. De hormoner hun, trods hendes ødelagte sind, ikke kunne ignorere.

Se nogle ville jo tro, at den hvide hingsts bevægelser ville være hæmmet en anelse af det horn i panden. Det var jo ikke ligefrem det letteste i verden. Men med tiden havde den hvide hingst lært at bære hovedet med samme pragt og ynde som før, og det gjorde han i særdeleshed brug af nu. For Leonora var ikke blot hvem som helst, og hun skulle se ham fra hans bedste og mest imponerende side. Især med den lokkende duft der kom fra hende. En duft som påvirkede ham meget mere end hos andre hopper. Hvorfor mon? En dyb og hingstet brummen forlod Ahearn idet han nu kom helt tæt på hende. Halsen var stolt hvælvet, ørerne fremme mod hende og kroppen spændstig. Ja man ville da lyve hvis man sagde, at Ahearn ikke fandt hende tiltrækkende. For første gang i mange år, gjorde han faktisk kur til en hoppe. Men langt inde i tankerne, blev han ved med at tænke på, at hans første føl ville blive taget fra ham. Kunne han byde dette mod Leonora? Kunne han være skyld i mere smerte? Han rystede kort på hovedet, inden han roligt stoppede op foran hende, og tog mulen frem. Endnu en brummen forlod ham. Denne hoppe formåede allerede nu, at få den mere charmerende side frem i ham.

Leonora, den sorte, hvis blik ej forlod den hvide hingst, måtte til sidst stoppe helt op. Dansen som den hvide udførte, var ganske intens, om end han ikke gjorde noget umiddelbart anderledes end ved deres forrige møder. Men noget ved ham, var blot en smule ’mere’. Af ren og sker instinkt, lod Leonora et forben slynges frem i luften foran hende med et lidt damet hvin; ja, ødelagt eller ej, så talte hendes hormoner nu. Dog, så snart hun havde alle 4 ben på jorden igen, og den hvide Ahearn havde nærmet sig tilstrækkeligt og lod sin mule søge fremad imod hendes, mimrede hun med mulen og udstødte et par anstrengte prust; men snart blev hendes tone langt mere venlig. Hun rakte mulen en lille smule imod ham, for at vise ham at hun tog imod ham, men hun ville ikke røre ham. Ikke endnu - for hun vidste hvad hendes sind ville sige til det, især nu hvor hun var en smule overfølsom, så at sige.
Der gik ikke længe før hun trak hovedet til sig igen og tog ét skridt tættere, således at deres halse ikke behøvedes at være strukket ud, førend de egentlig kunne røre hinanden, hvis de begge tillod det. Hun mimrede intenst med mulen, inden hendes hoved, med let tilbagefoldede ører, blev rettet imod hans hvide. Derpå nikkede hun, yndefuldt om end, inden hendes noget modsigende stemme, modsigende i forhold til hendes sind, begyndte at forme ord.

,,Ahearn"

Sagde hun da, og hun kunne ej skjule den sære glæde der lå i hendes stemme, glæden for at se ham. Om hun ville stå ved det eller ej, havde han åbnet op, skabt ét sted i sindet på hende hvor der var ro, trods alt andet var kaos, og det sted, ja, det var det eneste som hun kunne forlig sig med i den givne situation

Som så mange andre hopper i den periode, reagerede hun som hendes instinkter bad hende om. Med et hoppet hvin fik hun kylet det ene forben ud mod ham, dog ikke for at ramme den hvide hingst som sådan. Ahearn var ikke langsom til at gengælde dette, og hvinende ligedes yderst hingstet og smed et forben ud i luften. De mørke næsebor prustede heftigt. Alle hans muskler var spændte i dette øjeblik, og at være så tæt på hende hjalp slet ikke. Nok piskede hun ikke rundt med halen, men duften han stadig om hende og han kunne ikke se bort fra den. Den hvide hingst gengældte hendes bevægelser igen og mimrede ligeledes med den sorte mule. Uden hun måske selv ønskede det, så vækkede hun noget i ham og han kunne ikke rigtig holde det tilbage. Da hendes stemme lød afslørede hun dog tydeligt, glæden ved at se ham igen. Og han kunne ikke lade være med at ytre sin egen glæde.

"Leonora. Du har været savnet."

Stadig med en spændstig krop tog han mulen frem mod hende, og lige så blidt kørte den ned langs hendes hals. Aldrig havde han rørt hende så meget før, og især ikke på den måde. Men den duft dér, og bare det at være sammen med hende igen, gjorde ham næsten helt høj. Han måtte prøve, måtte skubbe lidt på og se om de kunne udvikle dette venskab de nu engang havde. For Leonora var noget så unik.

Den reaktion som Ahearn kom med, var noget uventet. Aldrig havde Leonora selv været udsat for at være midt i et kurmøde, for aldrig havde hun mødt én hingst, hun kunne anse som partner. Altid var det ældre, vise, fader, yngre eller helt unghingste hun havde været omringet af, og eftersom flokken var én familie, så var hendes fremtid som moder ikke der. Derfor var Ahearns reaktion, både direkte forkert i hendes sind, men samtidig så rigtig, fordi han netop gjorde krav på hende, indirekte. Han søgte efter instinkter, som hun gjorde, og han viste sig, som den hingst han var, og en bare lod det stå til. Med ørerne hevet helt i nakken udsendte hun endnu et hoppet hvin, så lavt at det næsten ikke kunne høres, da hans forben var blevet slynget ud, men snart efter stod hun endnu stille, nærmest paralyseret, da hans stemme lød. Hun havde været savnet. Han havde savnet hende. Selvom hun måske godt kunne se fornuft i det, var de kuldrede hormoner ikke i stand til at se det, fordi det pirrede hende, at han var som han var. Da hans spændstige krop kom nærmere, og hans mule intenst strøg mod hendes hals, måtte hun virkelig holde sig selv tilbage, for ikke at give ham et rap over mulen; ikke fordi hun ikke nød det. Hun nød det - alt for meget. Og netop derfor ønskede hun måske at teste ham? Det havde altid været normalt i familien, at man testede sin partner, for at finde ud af, om han/hun havde dét der skulle til. Men på én måde følte hun ikke for at teste Ahearn, for han havde allerede pirret hende nok, til at hun ikke ville modsige det. Dog blev hendes overlæbe spændt og hendes lænd ligeså, da hans mule fortsatte, og snart tillod hun sig at røre ham, lige med tandspidserne, for at fortælle ham at hun altså var klar til at markere sig, hvis hans kærtegn blev for meget. Eller måske for lidt? Den ellers ødelagte hoppe, som var sprunget i luften ved berøringer, stod nu tæt sammen med den hvide hingst. Og hun ønskede inderligt at han blev ved.

Der var slet ingen tvivl om, at når Ahearn havde sat sig for at gøre kur til en hoppe, så skulle der utrolig meget til før han droppede den tanke igen. Ligeledes havde han heller ikke noget imod at sætte dansen igang, hvilket han virkelig havde gjort her. Og Leonora reagerede som hun skulle, han kunne mærke at hun blev spændstig og han vidste, at hun ikke var en hoppe som bare lod sig forføre på få sekunder. En udfordring som den hvide hingst kunne lide. Da hun endelig selv kørte mulen mod ham, vendte han det ene øre tilbage mod hende, så han hele tiden var opmærksom på hende. Og han mærkede da også hendes lille nap, men han var ikke sen til at gengælde det, efterfulgt af et hingstet brum. Mulen kørte fortsat på hendes hals, ned mod hendes skulder. De stærke ben trippede en anelse under ham og han svirpede en enkelt gang med halen. Denne dans kunne enten lykkes eller mislykkes, der var ingen tvivl om hvilken af delene Ahearn gik ind for.

Den spændstighed der nu var mellem sjælene, var ikke til at tage fejl af. Ahearn’s vilje var så tydelig, at selv en blind ville kunne se det, hvis da blot man ville, og snart kunne Leonora føle en instinktiv trang løsne hendes anspændte lænd. Hvad end det var, kunne hun ikke gøre for det, og da han nappede hende gengældende på halsen, veg hun hovedet til siden med et umådeligt hoppet hyl. Ikke et skingert, højt et, men et af de lave, intense, som i den grad understregede hendes lyst. Ja, en lyst. Han satte hende på plads, og det var noget der i den grad virkede på den sorte hoppe, hvis man da skulle gøre kur til hende; men endnu var hun ikke helt klar til at give efter. Hun løftede sit forben og lod det stampes hårdt i jorden, inden hun med fladt lagte ører skubbede til ham med mulen. En hurtig, kvik bevægelse, der langt fra var stærk nok til at kunne rykke den hvide hingst, men hun markerede sig, endnu engang, selvom hendes lænd var løsnet. Man kunne vel sige, hun var modtagelig?
Nok var det gået hurtigt, og nok havde hun ingen tanker med i dette, men hun vidste det var rigtigt. Ahearn var rigtig, og han gjorde det rigtigt. Og så kunne man vel sige nok så meget, om at hun handlede dumt, men hun vidste at det modsatte gjorde sig gældende, for det var således hendes moder havde fundet sin partner i sin tid - og nu gjorde Leonora det. Hendes ører forblev lagte, for indtil han havde sat hende nok på plads, ville hun ikke signalere at hun var helt og holdent modtagelig. Man kunne vel sige, at det pirrede hende at hingsten viste, hvad han tude og kunne; for hun var ej som så mange andre hopper.

Som så mange gange før, så var han ikke sen til at reagere på hendes signaler, og da hun sendte ham et hoppet hvin, kastede han en enkelt gang med hovedet og puffede til hendes skulder, ikke hårdt men en smule bestemt. Han bevægede sig længere ned mod hendes ryg, og tog et skridt frem for at kunne nå. Den sorte mule gled sensitivt mod hendes sorte pels. Hendes intense hvin havde dog sat sit præg på ham, og han lukkede ligeledes et intenst hvin ud, og lod den sorte hale slå endnu engang. Idet hun skubbede en smule til ham, blev han stående og blot for at understrege sin pointe, trykkede han sin krop mod hende, og lod den yderste forhov slå ud i luften, uden at ramme hende, og slutte af med at stampe hårdt i jorden. Der skulle mere til for at rykke ham nu! Ahearn havde glemt alt om hans løfte til Rumpel. Glemt alt om at det her ville have konsekvenser som nok ville knuse Leonora, men han kunne ikke tænke på det, ikke nu. Han instinkter havde taget over og kun de styrede ham nu. Mulen havde nu nærmet sig hende kryds, og dér nappede han tirrende ud efter hende.

Snart søgte den hvide hingst længere ned langs kroppen på den sorte hoppe, alt imens hans sorte mule blev ved med at berøre hende. Det tirrede hende ufatteligt, og da han lod hele sin krop skubbes imod hendes, efter hun havde skubbet til ham, veg hun hele halsen til siden; hun var på det punkt nu, hvor det kostbare lige skulle luftes, inden hun måtte give efter. Eller, det vil sige, lige efter den sidste test. Efter hans forben havde markeret sig igen, nåede han krydset. Dér nappede han tirrende til hende og hver gang gav hele hendes krop et ordentlig sæt, efterfulgt af et hvin. Den form for kærlighed, der opstod mellem to sjæle i en sådan situation, kunne godt være larmende, og dette var skam lige efter bogen.
Hun gjorde nu noget, som var tilegnet hans sidste test. Hun lod lænden blive skæv, hvilede det ene bagben og egentlig lod hendes krop vise ligegyldighed. Dét var her, at hun skulle se om han havde det der skulle til, havde modet til at sætte hende på plads. Hendes blik blev et øjeblik vendt fra ham, mens hun afventede hans reaktion. Gjorde han det rigtigt, ville hun give efter, og hvis ej, så ville afvisningen komme umiddelbart efter. Det var hans trin nu, det afgjorde det - men hun havde gjort det klart, mente hun da, hvad hun ønskede; hun ønskede at han skulle lykkedes med denne kur, som han havde gjort til hende, og som hun havde accepteret.

De hvin hun kom med, fik ham blot til at blive endnu mere spændstig. Den store krop nærmeste sitrede af denne dans og det kunne tydeligt ses og mærkes på Ahearn. Leonora havde nok haft en idé om at den hvide hingst kunne være målrettet, især efter deres første møde, men dette var første gang hun så, hvor målrettet og bestemt han egentlig kunne være. Der var ingen tvivl om, at hans opdragelse lå i ham, selvom han prøvede på at undgå de minder. Men han opførte sig som en hingst skulle, og han kunne aldrig finde på at tvinge en hoppe til at bære hans afkom. Hun skulle være værdig til at bære hans gener, og denne dans afgjorde det mellem dem. Leonora gjorde det indtilvidere til UG. Ahearn vidste skam godt, at hun havde et stærkt sind og et værdigt sind, men denne dans skulle udføres. Sådan var det bare. Da hun lod lænden blive skæv og udviste hendes ligegyldighed, var han godt klar over, at han var kommet til den sidste test. Først lod han mulen køre ned mod hendes kryds imens et intenst og ret forørende brum forlod ham, men for at gøre det klart, at han ikke ville lade hende spille kostbar, kørte han mulen ned af hendes bagben og da han nåede lidt over hendes has, nappede han til. Igen ikke hårdt men bestemt, han ville ikke finde sig i det. Derefter lod han mulen køre ind til hendes underlår og nappede hende også der. Hun skulle rette sig op, koste hvad det vil. Men for at overbevise hende igen, førte han mulen tilbage til hendes halerod, hvor han blidt puffede til hende. Benene trippede under ham, og han hvinede hingstet.

Det var intenst, det der foregik nu, og alt imens hun afventede hans reaktion, fik hun en kort stund én tanke ind. En overvejelse, men selv ikke hendes reelle tanker kunne frasige det rigtige i det hun gjorde. Hun havde fundet sig en hingst, trods hendes odds, der var værdig og den chance ville hun ikke kunne fralægge sig.
Han begyndte nu, han var klar over hvad han skulle, og da hans sorte mule begyndte at nappe irettesættende til hende, hylede hun op. Hun lod ham nappe tre gange, inden hun drejede hovedet med en lynhurtig bevægelse, med ørerne lagt, som en slange der skulle til at hugge, men lige inden hendes mule ramte hans bagpart, standsede hun bevægelsen og lod det éne øre vippes frem. Dermed puffede hun kort, nærmest blidt til ham, hvorefter hendes hvilende bagben fik lov at bære hendes vægt igen. Hun stod nu, med hans mule nær hendes halerod, på alle 4. Derpå rettede hun hovedet frem igen og lod sin bagpart rykkes, således at hun snart pegede imod ham. Ja, hun var villig, hun gav efter, for han havde bestået sin test. Han havde vist, at han ikke gav op, og det havde han vundet på. Snart stod hun der, med ganske let hevet hale, halsen rejst og ørerne let peget imod ham, ej længere fladt i nakken. Hun afventede nu ham, som hun havde valgt, som hun havde givet lov; for naturens gang skulle til at gå sin gang, og hvem kunne have forudset at netop disse to sjæle skulle forenes på denne måde?