Spændinger i Nattens Mørke

At dømme på hendes lyde, så var hun slet ikke tilfreds med hans måde at behandle hende på, men Ahearn vidste skam at hun blot gjorde sig kostbar. Han tog ikke hendes hyl særlig tungt. Istedet brummede han en smule opmuntrende. De sorte øjne hvilede på hende, idet hun lignede en der skulle til at hugge ud efter ham, men ikke tale om at Ahearn ville flytte sig! Aldrig! Og hun bed jo heller ikke. I sidste sekund ændrede hun attitude og viste, at han havde bestået den sidste prøve. Godt så! Tilfreds med sig selv, kom endnu et hvin fra ham, blot som en sidste reprimande om at han ikke gav sig. Han reagerede hurtigt da hun hævede halen og flyttede bagparten mod ham. Med ivrige og trippende skridt begyndte han at gå om bag hende, men inden han var inden for række vide af hendes spark, nappede han en sidste gang ved hendes has. Bare lige for at sikre sig, at han ikke fik en baghov lige i bringen. Det ville nok hyle ham lidt ud af det, og irritere ham. Kort efter trippede han hele vejen om bag hende, og lod sin krop hæves og landede, så yndefuldt som muligt, med forbene om hendes mave. Se Ahearn var ikke altid en venlig hingst, men overfor Leonora var der ingen tvivl om, at han ville passe på hende. Så han støttede så meget som muligt at sin egen vægt på sine bagben. Derefter trykkede han sig ind til hende og påbegyndte bedækningen.

Den pirrende attitude han blev ved med at udvise, talte I sandhed for sig selv. Selv efter hun havde givet ham lov, påmindede han hende om, at han havde overtaget, og det var i sandhed en hingstet adfærd der var værdsat hos Leonora. Da han afprøvede sikringerne hos den sorte hoppe, rørte hun sig ikke ud af stedet, selvom sindet på hende rasede og spruttede for at hun skulle sparke ud, flytte sig og reagere som hun ’normalt’ ville gøre det, i dette land altså. Men ikke nu, sindet måtte vige.
Hun brummede sagte, ja nærmest forførende, da hans afprøvelser var ved at nå en ende, og snart mærkede hun den tyngende vægt fra den hvide hingst. Bedækningen var i gang, og Leonora stod ganske pænt stille, for ej at besvære ham. Nogle hopper havde en tendens til at vade rundt i timer med en hingst hængende efter sig, men hun nægtede at ty til de midler, for det var kun de desperate, der gjorde det, som ikke kunne bestemme sig. Hun havde bestemt sig. Hun lod sin overlæbe løftes lidt, i en form for signal om behag, alt imens hun lod ham gøre sit. Det var trods alt første gang dette skete for hende, så at nyde det var vel ingen skam. Hans forben, der lå omkring hendes mave, var heller ej til nogen gene, for det lod til at hingsten yndede at være blid overfor hende, under denne seance, og minderne om de noget mere hårdhovede hingste, som hun havde observeret i hendes tidlige hjem, fik hende blot til at føle sig heldig. På en underlig måde; for det lod virkelig til, at hun havde fundet sig en god en.

Ahearn var ganske tilfreds med at den sorte hoppe ikke testede ham længere. Men han vidste at det sidste nap havde været nødvendigt. Nok vidste han at han kunne stole på Leonora, men en hoppe i brunst kunne man aldrig helt regne med. De havde deres sider som kun kom frem i den perioder, sider som kunne overraske på både godt og ondt. I Leonoras tilfælde var det kun godt. At hun ikke begyndte at gå frem og tilbage var blot endnu et plus for den hvide hingst, det var noget han ikke ville acceptere. Enten gav man lov eller også gjorde man ikke, man forblev ikke tøvende i midten hele tiden. Ganske nydende brummede han til hende. Hun tog jo ikke skade af at vide, at Ahearn skam var godt tilfreds med det her. Da han var færdig lod han sig roligt glide ned fra hende og bevægede sig op på siden af hende. Der trykkede han mulen mod hendes hals og prustede roligt. Tænk at dette skulle ske mellem dem! Det havde han ikke regnet med, men nu hvor han stod i situationen kunne han ikke finde en bedre hoppe end Leonora, hun var ganske enkelt unik.

Det hele foregik, som det skulle. At Ahearn mindede hende om, at han skam nød det, som hun gjorde, var kun et kompliment til den sorte hoppe, der snart stod med en hvid hingst ved hendes side, frem for hængende over ryggen. Det var sket, mellem dem, og de ville kunne kalde sig forældre i fremtiden. Da hans mule lod sig trykkes imod hendes hals, gav hun helt efter, og med en afslappet attitude lod hun ham. For første gang uden indvendinger. Hun sukkede kort og begyndte at tygge, en tendens hun havde når hun havde været udsat for spænding, angst, eller som nu behag. Hun bearbejdede det hele, mens hun nød de kærtegn der kom fra hendes hvide partner - som han nu var for hende. Uanset hvad han selv ville kalde sig, så hun ham som en partner, og hun kunne efterhånden mærke, hvordan det smadrede sind begyndte at plage hende igen. Men ikke på samme måde, som det plejede. I stedet var det som om, enkelte brikker i det ødelagte pudsespil lagde sig på plads, for faktisk stod hun nu, med en der ville hende, og som hun selv ville. Dermed var én ting i hendes liv i det mindste godt, og det gjorde, at hendes ødelagte sind, kunne heales blot en smule. Hun stod nu der, sammen med Ahearn og pludselig kom der et smil frem på hende mule, lille og sikkert ubetydeligt, men det var der. Det var tilegnet ham. Derpå løftede hun sit hoved og lod de blå øjne ramme hans.

,,Du er en værdig hingst, Ahearn.”

Sagde hun så. Dét at indlede en snak, efter denne seance, var måske modigt, men hun fandt det ikke akavet, for intet af det, der var sket, var akavet i hendes sind. Og det følte hun for, at han skulle vide.

For en kort stund nød han blot at stå så tæt på den hoppe, som han havde valgt og som havde valgt ham. Aldrig kunne Ahearn drømme om at gøre kur til en anden hoppe, ikke nu hvor han og Leo ventede føl sammen. Nogle ville mene at det var upassende for en hingst. Men selvom Ahearns sind kunne være hårdt og koldt, så var han trofast overfor dem han lukkede ind. Og Leonora var i sandhed kommet helt ind til hans indre. Noget som nok aldrig ville ske for ham med en anden hest. Det utænkelige var sket for ham. Han havde ladet sig selv komme tæt på en hest og ærlig talt, så gjorde tanken ham ovenud lykkelig. De mørke øjne bemærkede hendes smil og han gengældte det. Hendes ord varmede og han brummede atter til hende.

"Jeg tror ikke du er klar over, hvor meget du egentlig betyder for mig, Leonora."

Hvor kom det lige fra! Hvad var det dog han stod og sagde?! Men det var jo sandheden, var det ikke? Hun havde gjort indtryk på ham og var dermed begyndt at betyder meget for den hvide hingst, som havde levet alene i så lang tid. Mon han en dag ville kunne fortælle hende, hvorfor han i virkeligheden dræbte den gyldne hoppe? Hvorfor han den aften ødelagde sine chancer for et liv i sin flok. Et liv hvor han blot ville have været endnu en brik, endnu en leder. Men det var jo ikke et liv han ville have. Ikke dér i hvert fald.

Hun havde egentlig ikke ventet, at Ahearn ville reagere med ord, på det hun lige havde sagt. Det havde, i bund og grund, blot været et faktum, hun havde fortalt ham, fordi hun synes han skulle vide det, men efter hans brummen af varm karakter, fulgte ord som hun i første omgang troede, hun ikke havde hørt; men det havde hun skam. Hun hævede hovedet lidt og lod de isblå øjne møde hans, men det var ikke foragt, ikke frygt, ikke anstrengt venlighed der lå i dem, men reel glæde. Han havde lige fortalt hende noget, hun ikke havde forventet at høre, for i hendes verden var det ikke unormalt at mange valgte partner uden følelser. Ofte valgte man par, efter hvem man fysisk passede godt med; men det lod til at Ahearn ikke kun havde valgt ud fra de kriterier, og det havde Leonora som sådan heller ikke. Der gik lidt, inden den sorte hoppe gav sig til at reagere, egentlig, for hun havde stået længe nærmest forstenet, tænkende.

,,Og måske ved jeg det alligevel”

Sagde hun eftertænksomt, men sandfærdigt. For det havde slået hende, at han liges betød mere for hende, end han nok selv var klar over, og dermed måtte hun vel nærmest være klar over, på en måde, hvor meget hun betød for ham og omvendt? Hun veg ikke blikket fra ham, for selvom hendes sind ikke kunne bære det, så ville hun ikke vise ham foragt, eller frygt, for han havde overvundet det i hendes sind. Han havde hjulpet hende, mere end han anede.

Der gik lidt tid før den sorte hoppe overhovedet reagerede på hans ord, og da hun endelig gjorde, vendte hun de blå øjne mod ham, som lyste af glæde. Ahearn kunne ikke lade være med at gengælde hendes glæde. For han mente hvert et ord. Selvom han aldrig havde regnet med at skulle få sådanne følelser, så stod han nu overfor hoppen som kunne løfte hans sind. Og himlen over dem var et bevis på det. Mange ville ikke vide hvad det betød, men Leonora var den ene, udover ham selv, som vidste hvad dette betød. Hingsten var lykkelig og viste det gerne. Eller rettere, hans følelser viste det. Det gjorde dog ikke den hvide hingst noget, for hun var den ene som måtte vide, hvad han egentlig følte. Endelig lød hendes stemme og han kunne ikke lade være med at smile af hende.

"Du er i sandhed enestestående."

Hun havde nok gættet det inden, men det her. Ja det bekræftede nok blot hendes tanker, men betød det at han også betød noget for hende? Leonora var en klog hoppe, som ikke lod sig påvirke for meget af følelser. Det var allerede ganske klart for den hvide hingst, men mon hun alligevel følte noget for ham?

Over de to sjæle, var himlen efterhånden klar. Stjernerne kiggede ned til dem, i ny og næh, klare og lyse, som kun de kunne være, og månen sendte ligeså sine sølvfarvede stråler ned imod dem. Det hele så ganske idyllisk ud, i den lille åbning de havde under himlen, som Leonora godt vidste, var Ahearns værk, eftersom han havde en udefineret kontrol over himlen, vejret over ham. Det var endnu en evne som hun ikke vidste meget om, for hun havde kun fået lejlighed til at observere det en gang, og det var ikke en rar oplevelse. Med et dæmpet prust lod hun sine øre rettes en tak fremad igen, da Ahearn’s maskuline stemme endnu engang lød. Og selvom Leonora ikke var en hoppe, der blev forlegen, så kunne hun godt mærke at hans ord gjorde noget ved hende, som rystede de på en gang det lappede huld i hendes sind fra hinanden igen, og så alligevel gjorde blev det blot gjort stærkere. Snart stod hun med mulen nær hans, og med en dæmpet prusten gav hun den et lille puf. Hun følte ikke, at det var nødvendigt for hende at sige ’i lige måde’ - for det vidste hun at han vidste. Hun vidste, at han havde sanset at hun også syntes om ham - for hun stod her endnu, sammen med ham, efter den akt af kærlighed der lige var forestået.
I stedet gav hun sig i kast med en handling, der skulle vise at den sorte hoppe nærede følelser for den hvide hingst, for hun bøjede da hovedet så dybt hun kunne og på vejen op igen, lod hun mulen stryges over hans skind, meget følsomt. Dette var blot en af mange måder, hvorpå hopper viste hingste at de havde følelser for dem, i Leonoras gamle land - men hun håbede da, at han forstod hende. Det gjorde hun.

Hvordan dette ville ende for de to sjæle, var der ingen der vidste. Men Ahearn nød dette øjeblik med Leonora og så virkelig frem til, at de skulle have mange flere stunder sammen. I hans sind så var hun hans, og ingen skulle røre hende. Om den sorte hoppe havde det på samme måde vidste han ikke, men han håbede så inderligt på, at hun delte disse følelser. Et glædeligt brum forlod igen den hvide hingst da hun blid kørte mulen mod hans pels. Det sendte flammer hele vejen igennem ham, og hans muskler spændtes endnu engang. De sorte øjne var fuld af kærlighed til hende. En kærlighed som var ganske ny for ham, men alligevel føltes det så naturligt som noget kunne blive for ham. Roligt og elegant rykkede han nærmere og lagde blidt halsen om hende. Han forstod det hun havde prøvet på at fortælle ham, og der var egentlig ikke brug for ord mellem de to sjæle den nat. For deres sind afslørede helt af sig selv, hvad de følte for hinanden. For en kort stund lod han blikket finde vej til himlen, og et ganske lille smil kom frem på den sorte mule. Den magi altså, den afslørede ham alt for tydeligt, især når han var sammen med hende.

Den hvide Ahearn, der havde vist en side af sig selv, som ingen anden hingst havde vist hende før, stod hende nu så tæt, at hun normalt ville være panikket. Normalt ville hun have bidt fra sig, hylet op af angst, sprunget frem og sparket ud, men nej, ikke overfor Ahearn. Han var den, der måtte, og da han lagde halsen omkring hende, spændtes hendes ryg op et øjeblik, som var hun ved at nå til punktet hvor det blev for meget, men snart efter var hun afslappet igen. Hun ville ikke hoppe fra ham, men ville blive hos ham. Derpå lod hun hovedet drejes ind imod den anden side af hans hals, således at hun også havde kontakt til ham, helt fysisk, og der stod hun længe, blot og nød hans tilstedeværelse, under den åbne himmel, som i den grad fortalte hende, hvad den hvide følte. Og det var en smigren ingen andre kunne give; og hun satte pris på den.
Alt imens tiden gik, blev hendes hjerterytme langsommere, og mere tung, så at sige, fordi hun var nået til et punkt hvor hun egentlig ikke kunne blive mere afslappet; lige indtil noget dukkede op i hendes sind. Med ét strøg hendes hjerteslag imod himlen igen, og snart stod hun nærmest anspændt igen, dog uden rigtigt at være det.

,,Ahearn. Som moder til dit kommende føl, hvad vil du da kalde mig?”

Det var en indirekte måde at bringe det på banen - men det hun egentlig mente, var om Ahearn blot ville kalde hende for moder til sit afkom, eller om han ville kalde hende noget, der bandt dem tættere sammen. Hun hævede da hovedet for at møde hans øjne igen; og alt imens kunne det tydeligt ses, at den spørgende mine lå i de blå øjne, men ligeså lå der ingen forventninger. Uanset hvad hun skulle være til den hvide hingst, ville hun acceptere det - så længe han ikke vendte ryggen til hende.

At dette var noget nyt for dem begge, skulle man ikke tro hvis man så dem på lang afstand. Men Ahearn kunne sagtens mærke at Leonora spændte en smule op, da han lagde halsen om hende. Men den hvide hingst blev roligt stående. Hvis hun ville have ham til at fjerne sig, så skulle hun sige det. Der gik dog ikke længe før hun slappede af, og han mærkede hvordan hun lagde halsen tæt ind til ham. Den hvide hingst pustede tungt ud, en dejlig følelse bevægede sig i ham. En følelse som han aldrig ville gå glip af igen. Hvis dette føltes så godt, hvorfor var han så flygtet fra det i så mange år? Fordi der kun var én Leonora, og han havde vel ventet på hende. Hun var den ene sjæl som kunne få ham videre, give ham en mening med livet. Idet hun trak sig væk, lod han de mørke øjne falde i hendes og han brummede roligt.

"Kære Leonora, du kommer mig i forkøbet."

Et charmerende smil kom frem på ham, idet han tænkte over hvordan han skulle sige det. Der var ingen tvivl for ham om, hvad han ville sige, det lå lige til højrebenet, men nu var hun jo kommet ham i forkøbet så han skulle lige formulere det i sit hoved igen. Efter få sekunder nikkede han kort, tilfreds med det han var kommet frem til.

"Jeg vil sige at du er hoppen som jeg tilbringer resten af mit liv med. Hoppen som jeg vil beskytte med mit liv. Vil du lade mig blive den hingst? Vil du gøre mig den ære af, at blive den hoppe som står ved min side, til vi en dag ikke er her længere?"

De sidste par sætninger blev sagt med en utrolig ømhed i stemmen. Hans hjerte bankede afsted, ja nogle gange føltes det endda som om, at det slog et slag over. Han var angst for at hun ikke ville gå med til det. At hun ikke ville gå med til at blive hans mage. For han ønskede ingen andre end hende, hun var hans hoppe. Men hvis hun ikke ville have ham på den måde, ja så kunne han ikke tvinge hende til at blive.

De isblå øjne forblev imod Ahearn, selvom dette øjeblik, ville have rystet hende til sammebrud sammen med hvilken som helst anden hingst, der måske kunne have været værdig; men Ahearn var mere end værdig, og derfor stod hendes sind fast. Det nægtede at give sig, og i løbet af dette møde, hvordan det end havde været muligt, havde Leonora i sandhed vist Ahearn, hvordan hun førhen havde været. En hoppe, værdig, nervefast og stolt. Som hun stod nu, med ham. Ej ødelagt, som hun egentlig var. Hendes øjne fangede alle de detaljer, de træk der gled over hans ansigt, mens han vejede hendes ord, og snart begyndte hans stemme at tale, og den følsomhed han formede sine ord med, fortalte Leonora svaret, allerede inden hans ord var talt til ende. Hun stod ganske tavst, afventende, men da hans ord, hans spørgsmål var blevet frigivet, smilede hun. Svagt, men umådeligt oprigtigt. Og kort tid efter, talte hun med samme følsomhed som den hvide hingst lige havde talt med til hende.

,,Så længe du vil stå værdigt med min side, så længe vil jeg være den hoppe, der vil stå ved din side, Ahearn. Jeg vil lade dig blive den hingst”

Sagde hun, hvorefter hun lod sit hoved sænkes ærefuldt, for ham. Hun vidste at dette valg var rigtigt, ligesom hun vidste det var rigtigt at lade ham stå som fader til et fremtidigt føl, og nu hvor hun havde fortalt ham, at hun ville dele sit liv med ham, røg éndnu et stykke på plads i hendes sind. Måske var det sket hurtigt, og måske kendte de ikke hinanden på samme måde som andre gjorde; men den måde de to netop kendte hinanden på, gjorde at de kunne forstå hinanden på et helt andet niveau.

Ventetiden var nærmest ulidelig for den hvide hingst, som ellers havde helt styr på det når han skulle være tålmodig. Men Leonora formåede at få hans hjerte til at hamre derudaf! Uden at Ahearn overhovedet kunne holde styr på det. Han måtte dog indrømme at han elskede den side af hende han havde set denne aften. En værdig hoppe, fuld af personlighed, mod og ikke mindst, så var hun bevist om hvad hun ville have. Sådan en hoppe var noget han satte pris på. Samtidig så var hun fornuftig og kærlig, en perfekt kombination når føllet engang skulle komme til verden. Selvfølgelig ville han være der for hende, under hele forløbet. Både før og efter, hvis altså hun ønskede det. Nogle hingste mente ikke at de skulle være med i et føls opvækst. Ahearn var af en anden opfattelse, han ville være der så meget som Leonora ville tillade ham det. Endelig hørte han hendes ord og de mørke øjne lyste op af glæde og stolthed. De hvide ører blev rettet helt frem og han rankede sig op. Hun var hans og han var hendes og ingen, absolut ingen, skulle tage det fra dem.

"Du har lige gjort mig til en meget lykkelig hingst."

Roligt tog han mulen ned mod hendes og lod den blidt ramme hende. Han gjorde intet andet end at trykke mulen mod hendes, et blidt tegn på, at han virkelig var lykkelig over hendes beslutning. Kunne man ønske sig en bedre hoppe? Nok var de begge to ødelagt sjæle, men sammen var de stærkere end så mange andre. De havde meget at lære endnu - om hinanden. Men de kendte jo hinanden så godt på en måde. De delte hemmeligheder som ingen andre kendte til. Sammen kunne de bygge deres liv videre, og klare sig igennem de svære tider.

Det var vidst, for både Leonora og Ahearn, et spændt moment alt imens hans afventede svaret fra Leonora. Og da først hun havde fortalt ham, at hun gerne ville stå med ham, som hans mage, da lyste både Ahearn og himlen over dem op. Hun havde svaret rigtigt - ikke fordi hun havde været i tvivl - men at se ham på denne måde, gjorde hende glad. Hun prustede afdæmpet, inden hun nikkede, med de blå og lysende øjne forblev i hans, da han fortalte hende, at hun havde gjort ham til en lykkelig hingst. Det var meget store ord, for den sorte hoppe, og det at han følte sig lykkelig over at være hendes mage, ja, det var en ting hun ikke var forberedt på. Dét at kalde sig lykkelig, var ikke noget mange kunne i hendes familie, for som hun havde betænkt det flere gange, ægtede mange sig kun som mager, af fysiske eller praktiske årsager. Hingsten var den stærke, hoppen den gode leder, i den dur. Men nu stod hun med en hingst, der mente han var lykkelig, med hende - og det fik i øjeblikket alle Leonora’s idéer omkring et forhold til at falde væk, for de var ikke relevante længere. Det at være lykkelig toppede ligesom de forventninger hun havde - og derpå smilede hun.

,,Det er en ære, Ahearn, at gøre dette. At være lykkelig er en luksus ikke mange i min familie har kendt til - men at det er opstået her, er noget jeg ikke kan beskrive.”

Sagde hun dæmpet, inden hun kærtegnede hans mule. Det var en sensuel ting for hende, at røre andre, især fordi hun efter hendes moders død, havde panikket mere eller mindre ved andres berøringer, så det at gøre det nu, af egen fri vilje og uden tøven, det var ganske specielt - men det var hun sikker på, at Ahearn godt vidste.

Mon Ahearn nogensinde ville få styr over sin magi? Ville han nogensinde kunne skjule noget for Leo? Ikke fordi han ønskede at gøre det, men hun skulle jo ikke være bekymret hvis der var noget der gik ham på. Især ikke hvis det blot var en lille ting. For selv det kunne påvirke vejret omkring ham, og hun skulle jo ikke gå og gruble over sådan noget. Men for nu var han glad nok for, at hun virkelig kunne se at han mente hvert et ord. For vejret afspejlede det. At han var så heldig at have fundet Leonora i dette land, var noget han stadig ikke helt kunne forstå. Tænk hvis han aldrig havde mødt hende den regnfulde aften? Hvad nu hvis han var vendt om da hun var blevet stædig? Så havde de aldrig stået her. Tanken fik ham til at tage hovedet en anelse på sned. Var der mon derfor han var blevet taget af den sandstorm? Var det derfor den gyldne hoppe havde vist sig for ham? Fordi han havde et liv i dette land, og ikke der hvor han kom fra. Nu måtte han stoppe de underlige tanker, for skæbnen kunne jo ikke fungere på den måde. Så han lyttede til Leonoras ord.

"Jeg forstår dig godt. Heller ikke jeg så den store mulighed for at blive lykkelig i mit hjemland. Men lykke er i sandhed den følelse jeg har i mig nu."

Kærligt brummede han til hende da hun lod hendes mule kærtegne hans. Den sorte hoppe var normalt ikke den store tilhænger af berøringer på denne måde, og at hun gjorde det viste ham blot, at hun forhåbentlig også var en form for lykkelig? I hvert fald glad for det der var sket mellem dem. Det de var nu.