Spændinger i Nattens Mørke

Den tænksomme mine der lå over Ahearn, gik ej den sorte Leonora på - for selv havde hun en masse tanker, en masse rod, hendes følsomme og ødelagte sind prøvede at få fat i og lægge på plads; for eftersom han havde lagt et par at brikkerne i hendes puslespil på plads, var resten også blevet blandet på ny, og det var en stor og overvældende ting for den sorte sjæl; for så var der pludseligt nyt rod, i det hun efterhånden havde vænnet sig til. Hun afgav et kort, frustreret prust af sine tanker, inden hendes mine blev ændret over imod den kærlige, da hendes nyligt fundne mage lod sin stemme lyde.

,,Det er vidst til vores held, at vi ej er bundne af vores gamle rammer, for da ville vore sjæle ikke have mødt hinanden. Ahearn, jeg føler mig også lykkelig, det skal du vide, om end jeg har svært ved at forstå den følelse, fordi jeg havde vænnet mig til tanken om at den ikke skulle opsøges og opleves.”

Hendes ord, var egentlig lidt en undskyldning og en advarsel - for hun var lykkelig, det skulle han ej misforstå, men hun havde måske en distanceret måde at give udtryk for det på. Især, efter alt det der var sket hende den aften i ørkenen; hendes moders død. Så, hun afgav disse ord, for at fortælle ham, at selvom hun måske ikke viste det tydeligt, så var hun skam lykkelig, sammen med ham. Hun lod derpå sin mule stryge ham følsomt over kæben, en forlængelse kan man vel sige, af det kærtegn hun gav ham kort forinden. Og derpå trak hun hovedet til sig, for både at give ham og sig selv plads; for som han vidste, var hun ej typen der havde det godt med for megen nærkontakt, selvom det nu var noget helt andet med ham, den mægtige hvide.