Nattens sorte mørke, sindets sorte skygge

Reserveret til Illana

---

Dagene er gået. Mange af dem endda. Og jeg har endnu ikke fundet Illana, og dermed heller ikke givet Rumpel den genstand, som han gerne vil have hovene i. Det er blevet varmere i vejret, og sommeren er i hvert fald på vej, med hastige skridt. Men det ændre bare ikke på, at det inden i mig er koldt, tungt og uudholdeligt. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i det, som jeg har begivet mig ud i. Jeg bad om at Rumpel skulle sørge for, at intet ondt kunne ske Illana og lyset; men jeg formulerede det forkert. Og nu, nu er jeg så selv på vej til at skulle skade Illana, tage lyset fra hende, for ikke selv at dø..

Mine mørke øre ligger tungt ned i min nakke, mens jeg begiver mig af sted hen af det øde område, på min vej imod bjergene. Jo tættere jeg kommer bjergene, jo mere stenet er underlaget, og mindre frodigt, men dog er der små græsstrå der stritter op engang imellem. I en pludselig bevægelse standser jeg op, mens jeg løfter mit stolte og maskuline hoved op, for at kigge op langs det mægtige og høje bjerg. Et voldsomt og langtrukkent fnys glider fra min mule, inden jeg virrer voldsomt med hovedet, og knejser nakken i et ryk, mens jeg løfter mig en smule fra jorden, og skyder begge mine forben fremad i en voldsom og stærk bevægelse, inden jeg igen lander ned, og slår hovene hårdt ned i det stenede underlag, så der kommer en dunkende lyd fra jorden. Igen står jeg helt stille, som var jeg en statue. Kun min vejrtrækning afslører en form for bevægelser fra mit muskuløse korpus.

Efter, hvad der føles som minutter, er gået en tid, vælger jeg at sparke frem med min hov, til en sten der så triller hen af jorden, og den følger jeg med blikket, tænkende og alligevel tomt i blikket. Jeg har rodet mig ud i noget, jeg ikke selv vil kendes ved, og hvor jeg føler, jeg allerede nu har tabt. Enten taber jeg mig selv, mit liv, eller tilliden fra Illana, og mine egne ords vigtighed: ”Jeg vil altid beskytte dig, med mit liv”. Mine øjne spærres op, inden jeg så i et ryk slår frem i en hastig og taktfuld trav, mens nakken er knejst godt og grundigt op. Et voldsomt brum forlader min krop, mørkt, hæst og ikke særligt imødekommende. Hvis der er nogen i min nærhed, vil de nok tydeligt kunne høre mig, både mine hovslag men også brummet.

Et gyldent strejf af pels strøg igennem bjergenes begyndende tinder; som et skær af gyld var hun, den gyldne Illana, mens hendes dans førte hende sirligt rundt på det hårde underlag, som udgjorde hendes danseguld denne nat. Det, som nok lyste mest, var dog ikke den gyldne hoppe selv, men det Lys der hang omkring hendes hals, det Lys hun havde svoret at beskytte og vogte. En vogter, det var hun, Lysets vogter.
Med bevægelser så adrætte som selv den mest springende buk, slog hun omkring et sving på den sti, hun havde fulgt, på vej ned imod lavlandet igen. Hendes dansetrin i bjergene var en soloforestilling hun helst yndede at udføre tæt ved lavlandet, da hun vidste at bjergene gemte på en labyrint uden lige; for det havde den bjerggrå Djange selv vist hende, på en færd igennem hårdt vejr. Men nu var natten mild, stjernerne hang over hende, og Lyset lyste behageligt op i en varm nuance, der dog alligevel var præget af den energi, der gik igennem hoppens krop denne nat. Snart havde hun slået et sving til, i sin elegante dans, og derpå fik hun udsyn til dalen, der lå ved foden af bjergenes rige.
Umiddelbart var der tomt, forude, men da både hørte og så Illana noget, som fik hendes hjerte til at slå et glædespring over. For der, på det stenede underlag, på vej imod bjergenes rige, der vandrede den sortbrogede Volontaire, som Illana var begyndt at holde så meget af. Hun lod sit gyldne hoved søge imod luften, hvorefter hun lod et ganske karakteristisk vrinsk gjalde; hun have set ham, og det var hun ikke bange for han skulle vide. Snart var hun på vej, lige så elegant og adræt som hun havde bevæget sig i bjergenes element, imod den sortbrogede hingst, som hun ikke havde set, siden vinteren endnu havde sit tag i landet. Nu var sommeren kommet; de begge havde indtaget sommerpelsen, og i det hele taget kunne de begge bevæge sig mere frit, uden sneen til at omklamre deres hove.

Selv i mit fyrrige moment, af omklamrende, kvælende tanker, der truer med at pille ved den flamme jeg har i mit indre, er jeg ikke længe om at opfatte et lille lysskær i det fjerne, lidt højere oppe, ved bjergene. Mit blik viger der op, i samme øjeblik som den gyldne sol, giver en mild og blød lyd fra sig, henvendt til mig.Det hele går i stå. Alting. Jeg står blot stille, med ørene vippet en smule frem i hendes retning, mens de mange følelser overvælder mit ellers store korpus. Smuk som altid er hun, elegant og smidig bevæger hun sig længere ned af bjergets sider, på dets smalle stier. Skønheden selv, er hvad hun i virkeligheden er. Den gyldne sol, der evigt og altid forblænder mig, trods jeg forsøger at holde hende en smule på afstand; men det lykkes blot aldrig for mig. Det er hende, jeg har givet mit ord. Hende, jeg har givet mit ord på, at beskytte, selv med mit eget liv. Og det er hende, jeg ønsker at dele mit eget liv med.. Men det er bare ikke noget, der nogensinde vil blive en realitet, ikke mere. Det har jeg formået at ødelægge for mig selv.

Som skridtene kommer nærmere, fremtvinger jeg en reaktion hos mig selv, og dermed begiver jeg mig imod hende, maskulint og standhaftigt. Nok er jeg udadtil som altid; spændt op i musklerne, og en beskyttende adfærd stråler ud af mig. Men indvendigt, er jeg ved at vende omkring, og skynde mig væk, for ikke at skulle konfronterer mig selv, eller hende, med de ord der snart vil komme fra mig. Men jeg er en hingst; og jeg må stå ved de valg jeg har valgt at tage. Min nakke knejses op, men idet jeg når hende helt, strækker jeg mulen frem, og lader den søge frem imod hende, imod hendes pande og pandelok. Mine øjne knibes svagt i, mens et langtrukkent og roligt brum glider fra mit korpus. Glædeligt er det, men det stikker inden i mig, stikker til den svaghed jeg har; for jeg kan ikke skade hende. Jeg kan ikke tage det lys fra hende.. Så jeg er udmærket klar over, at det her måske nok bliver et glædeligt gensyn; men måske også et endeligt farvel. I en kontrolleret bevægelse trækker jeg mit hoved til mig igen, mens mit blik glider granskende over hende, for at se om hun er okay; og da det ser sådan ud, lader jeg ordene falde.

,,Godaften, du kære sol.”

Den gyldne sjæl, som var ganske glad for at genes den særprægede brogede hingst, nåede snart ned I hans nærhed på dansende ben; selv I skridt bar hun sig med ynde, som få andre besad, og ej kæmpede hun for den, nej, den var en del af hende. Hendes smil, som havde tegnet sig på mulen, der var ganske smal og velformet, blev blot bredere da den spraglede Volontaire lod sin mule glide frem som hilsen til den gyldne hoppe - og hun var ej langsom om at lade sin søge frem til hans og gengælde denne gestus, da hendes dansende skridt var ophørt. Hun udsendte en glædelig brummen, over endnu at være i hans selskab, og Lyset omkring hendes hals reagerede ligeså, glædeligt. Dog var det sådan, at Lyset sansede ting som Illana ej var vidne om, og ej kunne tolke, så snart efter at det klare hvide Lys havde vist sig, blev det dæmpet - for det sansede en sorg, eller plage i sindet på den sortbrogede hingst. Dog lod Illana sig ikke bemærke af Lysets reaktion, for det delte den ej med hende, og dermed kunne hun møde blikket på den sortbrogede, med den oprigtige glæde hun besad.

,,Godaften du spraglede vandrer; det er noget tid siden vore stier sidst har krydset hinanden, men jeg er glad for, at det skete nu. Hvordan står det til?”

Hun lod lidt efter sin mule trækkes tilbage fra hans, da hendes ord havde lydt, dæmpet og blide, som det lå til hende. Der var ej behov for høj tale, når de var hinanden så nær, og da hendes ravfarvede øjne ramte hans endnu engang, smilede hun. Hun lod derpå sin gyldne krop rette sig op i en behagelig stilling foran den muskuløse brogede sjæl; hun afventede hans ord, hans fortælling omkring hvordan han havde det. Umiddelbart, af hvad hun kunne se, lod han til at have det godt, i hvert fald fysisk, for ingen skrammer var at se over hans efterhånden blanke pelslag. Sommeren var lige på den anden side af døren nu, og den sidste vinterpels var efterhånden smidt.

Den gyldne sol, skinner mere end hun gjorde i vinterens halvår. Men det er nok også fordi hun nu har smidt den tykke vinterpels, der altid giver et mørkere skær i udseendet, end sommerens pels. Men uanset hendes lysere eller mørkere pels, vil hun altid være den eneste der kommer til at blænde mig. Hun ved ikke hvilket aftale jeg gjorde med Rumpen i vinterens sidste periode, og jeg svor også til mig selv, at den aftale skulle hun aldrig kende til. For hvad jeg lovede hende, ville jeg også holde; og derfor gjorde jeg den dumhed, at indgå en aftale med en hingst, jeg ikke kendte til. Det virkede dengang som en fin idé, men jeg kan jo godt selv se nu, hvor dum en idé det måske i virkeligheden var. Hvad værre er, er at jeg nu nærmest har snoet en lykke om min egen hals, der langsomt truer med at kvæle mig; for får jeg ikke det Lys fra hende, da kommer jeg selv til at se dagslyset for sidste gang. Men at skulle skade hende, går imod alle mine normer, og også hvad jeg lovede hende dengang. Da hun har hilst, lyder hendes klare stemme, og kort efter trækker hun sin fine mule til sig igen. En brummende lyd glider fra mig, mens hun retter sig en smule op foran mig, og derefter drejer jeg blikket tavst væk fra hende. Det er nu, sandheden skal frem.

,,Du har været savnet, kære Sol. Jeg.. jeg er kommet til at rode mig selv ind i noget, jeg ikke skulle have gjort. Men hvad værre er, er at jeg i samme øjeblik drog dig ind i det lige så.. Illana, jeg lavede en aftale med en hingst fra landet, om at du skulle være beskyttet fra de der ville dig noget ondt, således at dit lys ikke ville blive taget fra dig, med magt eller onde hensigter.. jeg glemte bare at påpege, at det heller ikke skulle kunne tages fra dig, med gode hensigter..”

Mit blik drejes nu hen på hende, mens en form for sorg indtræder. I et ryk mander jeg mig op, og retter ryggen, inden mine øjne falder ind i hendes.

,,Hingsten kom til mig, for nogle dage siden, og bad mig tage lyset fra dig, og bringe det til ham; fordi jeg ikke ville gøre det med onde hensigter. Bringer jeg ham ikke Lyset, er det mig selv der bøder for dette, med mit liv. Jeg beder dig ikke give mig Lyset, Illana, for det skal du ikke. Jeg kommer nok mere for at bede om forladelse. Jeg gjorde det ikke, for at skabe problemer for dig, det håber jeg du ved.. Desuden kommer jeg også for at sige dig ordentlig farvel; får når han atter engang kommer, er det nok sidste gang jeg ser nogen”

Min beslutning er nok mere eller mindre taget, da mine ord flyder ud. For jeg tror aldrig nogensinde, at jeg ville kunne tage det Lys fra hende.

Den gyldne sjæl, som nu stod overfor den spraglede Volontaire, der atter var i sommerklæder, følte et pludseligt skift i de påvirkninger, som Lyset gav hende. Det havde hilst Volontaire velkommen, som den yderst specielle sjæl han nu var - men pludselig var det som om det trak sig helt væk, som ville det advare hende imod noget, som den spraglede bar på sindet. En kort og undrende prusten forlod mulen på den gyldne hoppe, Hun forstod ikke Lysets pludselige indskydelse, og valgte i første omgang at ignorere den - og det var første gang hun tog dette valg, som Lysets Vogter. Aldrig havde hun fornægtet Lysets vilje og meninger, fordi hun stolede på det, men i denne omgang mente hun at det ikke kunne være rigtigt; og dette skulle da nok bide hende i halen senere.
Snart lød hans stemme dog, den stemme hun nød at lytte til - men nu, da hans ord blev formet, forstod hun at Lyset havde haft ret. Noget var på færde i sindet på den sortbrogede, som i den grad ikke huede den gyldne hoppe, og selvom en form for sorg gled over Volontaire, alt imens han fremsagde sine ord, kunne Illana ikke lade værre med at føle en skuffelse - for hun havde forventet at netop én som ham, kunne forstå vigtigheden i at holde sig på en sti, hvor man ej fængsler andre. Hendes ører røg ganske let til siden, mens Lyset for alvor antog en grålig farve; det var ligeså skuffet, men nok mest skuffet over Illanas manglende tro på det. Det var ikke en god situation; for hvis Lyset mistede troen på hende, ville hun ikke kunne bære det.
Et sagte fnys forlod mulen på den gyldne, da først der havde været tavshed imellem de to sjæle nogen tid. Han havde afsluttet sine ord, ved at fortælle hende, at han var kommet for at sige farvel; for alvor. Og dette var en nyhed hun i sandhed ikke kunne bære. Det endte faktisk med at hun, i sin frustration, snappede efter den spraglede hingst. Efter hendes hoved, havde han handlet dumt, ved at lave denne aftale. Rigtig dumt.

,,Nok gav du mig mit ord dengang; du svor at beskytte mig. Men det du har gjort, er ikke at beskytte mig, Volontaire, og jeg er ked af, at du har gjort som du har gjort. Jeg er i stand til at beskytte Lyset og mig selv. Men langt vigtigere er, at det nu er dit liv, vi snakker om. Min skuffelse er en skuffelse, som vi ikke kan tage os af nu. Volontaire, jeg kan ikke give Lyset til denne hingst, for da ville jeg opgive min pligt som Vogter, og da ville jeg vanære det gøremål jeg har her i landet. Men jeg kan heller ikke bare stå, og lade dig gå direkte i døden, det betyder du for meget for mig til.”

Hun tav igen - det var tydeligt, at det hun sagde smertede hende, men hun var nødsaget til at være kynisk i denne situation, for lod hun sine følelser løbe af med hende, ville hun måske bringe Volontaire og hende selv i yderligere vanskeligheder. Hun fnøs endnu engang, denne gang mere opgivende end frustreret - for der var kun én mulighed, som hun selv kunne se, de kunne vælge.

,,Vi må gå til denne Rumpelstiltskin og se, om vi han genforhandle din første aftale. Jeg nægter blot at lade dig gå, og så vide du af dumhed har sagt farvel til dit liv. Dog vil jeg fortælle dig, med det samme, at Lyset om min hals absolut ikke kan indgå i denne aftale; da vil jeg hellere give mit eget liv og lade Lyset blive frit endnu engang, så en anden Vogter må overtage min plads. Forstået?”

Hun var ganske alvorlig i sine udtalelser nu. Det var uhyrer vigtigt for hende, at Volontaire forstod, hvad hun mente og følte, for ellers kunne det blive farligt. Hun havde hørt om denne hingst, mærket hvor stor en smerte det havde påført Taia at møde ham, og hun havde ingen hensigter om nogensinde at møde ham - men nu var hun nødsaget til det. Hun afventede nu, uden smil og glæde i sindet, Volontaires guidning til denne hingst; for at lade den spraglede dø, var noget hun bare ikke kunne; i hvert fald ikke uden at kæmpe for det modsatte.

Det lys der hænger om Illanas fine hals, har skiftet farve et par gange, på ganske kort tid, mens vores mode har stået på, og det har jeg skam godt bemærket. Men hvad værre er, er at jeg trods jeg ikke ejer Lyset, godt kan fornemme at den farve det nu har fået, ikke er en farve der er glad eller tilfreds. Nok nærmere det modsatte. Og hvis Lyset afspejler bare lidt af Illana, så er jeg udmærket klar over, at det nu er sådan, at Illana nok nødigt vil se mere til mig; og jeg bebrejder hende vel ikke. Jeg tager ikke fejl, for da hun begynder at tale, er ordene hun fremsiger, hverken rosende eller forstående, men nok mere bebrejdende og skuffet. Jeg kan godt forstå hun er skuffet over mig, over at have bragt hende i fare; men dog havde jeg vel inderst inde, et lille spinkelt håb om at hun også ville kunne se, at jeg aldeles ikke gjorde det i en ond mening, eller en pludselig indflydelse. At jeg ikke fik det nøje forklaret for Rumpen, således at ingenting kunne snige sig udenom aftalen, er min fejl; det benægter jeg aldeles ikke.

Jeg forbliver i tavshed, mens mine mørke øjne søger ned i jorden, og mine mørke øre glider mere og mere bagud; ikke vredt, men sørgmodigt, og måske endda undskyldende. Selv da hun er tavs, og kommer med et opgivende fnys, forbliver mit blik i jorden; for jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige endnu. Og lige da jeg har fundet ordene frem, bryder hun stilheden med sine, og jeg forbliver tavs. Hun vil med. Hun vil genforhandle med denne Rumpe, og det får mit hoved til at vige op i en pludselig bevægelse, mens jeg vrider det en smule sidelæns, og spænder op i hele mit korpus.

,,Nej!”

Siger jeg ret så pludseligt, og egentlig kommer det en smule bag på mig selv, hvor afvisende og hård en tone jeg pludselig har fremtvunget; men det r jo fordi jeg vil passe på hende, og fordi jeg holder ufatteligt meget af hende. Jeg vælger derfor at forsøge at slappe af i kroppen, og derefter fremsiger jeg igen nogle ord.

,,Illana. Det var dumt af mig, at lave en aftale, men jeg håber du på et tidspunkt vil tro på de ord jeg nu siger; jeg gjorde det ikke af dumhed eller af ond mening; jeg gjorde det fordi jeg inderligt vil beskytte dig. Og fordi.. Fordi jeg jo ganske vidst holder af dig, du gyldne sol. Men at tage dig med til Rumpelstilskin, ville være det rene selvmord for os begge. At komme så tæt på ham, ville ikke være at beskytte dig selv. Nok kan han ikke tvinge Lyset fra dig, grundet den aftale vi trods alt har. Men han ville sikkert ikke tøve med at udstille dig eller mig, foran hinanden. Og jeg ønsker ikke, at du skal se noget, du vil fortryde.”

Mine ord er mere rolige nu, sørgmodige, og samtidig en smule.. kærlige, i deres fremsigen. Hvis Rumpen vil dræbe mig, kan han lige så godt gøre det foran Illana, og det ville han vinde endnu mere ved. Og Illana skal ikke trækkes til Rumpen, som så inderligt ønsker hendes lys, af uforklarlige årsager.

Stilhed. Stilhed lå der over dem, efter Illana havde sagt sine ord. Og selvom hun vel nu, stod med en følelse af dyb skuffelse, brændte en sorg i hendes indre nu, for i takt med hun havde fremsagt sine ord, havde hun indset de konsekvenser dette nu kunne bringe med sig. Dette kunne potentielt være sidste gang hun så den sort-hvide hingst, hvis ikke hun kunne få ham overtalt til at føre sig til den skumle Rumpelstiltskin, og det kunne hun ikke bære. Hendes hjerte bankede nu, med højere og hurtigere rytme end før, og selvom hun ej kunne fralægge sig det oprevede ydre, da kunne hun mærke hvordan hendes indre søgte at give efter for den begyndende sorg der lå og ulmede; en sorg, hun dog så vidt som muligt ville kæmpe imod, fordi det endnu ikke var en realitet at miste Volontaire.
Det omslag der kom i Volontaire’s stemme, var ej noget der slog Illana ud af kurs, heller ikke selvom det nok var den hårdeste tone han hidtil havde brugt overfor hende. Hun var simpelthen så langt i sine spekulationer, at hun ikke tilgodeså hans vrede, hans frustration over at hun ville prøve at forhandle hans aftale om. Hun lyttede til hans ord, det gjorde hun, og i takt med at hans tone endnu slog om, til en sørgmodig og dernæst videre til en næsten kærlig, gibbede det i hendes flere gange. Den umiddelbare vrede der var skudt i hende, sad der endnu, men noget andet havde sneget sig ind over hendes beslutsomme attitude, nemlig angst.

,,Du kan ikke komme her, for at sige endeligt farvel, det vil jeg ikke godtage. Jeg vil ikke acceptere det Volontaire - Ikke en, der betyder så meget. Jeg kender dig godt nok til at vide, at du ikke gjorde den aftale med ondt i sindet, men det er stadigt noget jeg ikke kan forlig mig med. Men alle tager beslutninger i livet, som ikke er lige smarte; du har delt ting med mig om din fortid, og jeg vil tilgive dig for dette. Men, Volontaire, bed mig ikke om at tage afsked med mig!”

De sidste ord, slog næsten over i det vrede toneleje igen. Hun nægtede ganske simpelt at lade ham dø, bare sådan. Om det skulle koste hende noget, eller om hun skulle holde ham her indtil den skumle hingst selv opsøgte dem, ja, det var hun næsten ligeglad med, for Volontaire var en ud af to hingste, der betød ufatteligt meget for hende, og sådan at acceptere ham gå i døden, på grund af en handling der stadigt efter hendes hoved var dum, ja, det kunne hun bare ikke.

Det gør ondt. Inderligt ondt, at jeg har smidt mig selv og ikke mindst Illana i en sådan situation som denne, en situation som jeg ikke kan redde os ud af, med muskler eller magt. Jeg kan ikke kæmpe imod Rumpelstilskin, hingst mod hingst, muskler imod muskler. Nej, for han har magien på sin side, og det har jeg ikke ligefrem; den er nok nærmere imod mig, netop for jeg er bundet af en aftale, som jeg selv ’underskrev’, med mine ord og min accept. Illana er oprørt, det er jeg udmærket klar over; men jeg kan ikke tyde om det er fordi hun virkelig synes jeg har handlet ualmindeligt dumt og tomhjernet, eller om det også er fordi hun ejer en frygt for at miste mig for altid. Jeg ved det ikke. Pludselig ændres hendes attitude, i takt med at mine ord er sagt, for en angst glider ind over hendes kønne ansigt, og denne angst, bryder jeg mig ikke om at se hos hende. For jeg ville aldrig med vilje, fremtvinge disse følelser, og denne angst hos hende, for det er ikke gode følelser. Stilheden bliver brudt kort efter, og hendes ord hænger i mit hoved, og får mit hjerte til at slå et ekstra slag, hårdt og hurtigt imod min bringe. Da ordene er færdige, træder jeg et sirligt skridt tættere på hende, og lader min bringe ramme imod hendes skulder, inden jeg sænker min hals en smule ned, så min strube lægger imod hendes man, beskyttende, krammende.

,,Jeg kunne ikke bare lade dig gå i uvished, men samtidig var det også en umulig beslutning; for nu er du oprørt i stedet..”

Mine stemme toner sig ud, sørgmodigt, men også i et forsøg på at opmuntre den Gyldne Sol, som jeg er skyld i nu ikke skinner så meget som før. En skyld, der ikke er nem for mig at håndtere.

,,Illana.. Hvis du absolut vil med mig, til Rumpelstilskin, skal du love mig en ting. Du skal love mig, ike at bytte pladsen med mig. Du skal love, at hvis forhandlingen ikke kan ændres, så er det mig der skal bøde for dette, og ikke dig. Du er Vogter af dette land, og dermed umulig at erstatte; det er jeg ikke. Så lov mig, ikke at bytte pladsen med mig, kære”

Fremsiger jeg så. Ordene er kærlige og opmuntrende, men det skærer i mit indre. At jeg skal følge hende til ’Løvens Hule’, er ikke noget jeg er glad for. Men kommer det til stykket, må hun ej tvivle på, at jeg til hver en tid, vil stille mig i vejen for Rumpelstilskin, hvis han går efter at skade hende; men da vil han os selv blive skadet, grundet vores aftale. Jeg forbliver stående på denne måde, med min hals beskyttende henover hende, og med bringen blidt imod hendes skulder. Hun kan nok godt mærke mit hjerte der hamrer af sted, men at holde mig i afstand af hende, kan jeg ikke lige nu.

Hele denne opfarende situation, der var startet med glæde, så gået til en nærmest angribende skuffelse, forsvar, forklaring, sorg og angst tog nu en helt ny retning - for en sårbarhed gled over Volontaire, i takt med hans sind tog hendes ord til sig. Han trådte til hende nu, med meget følende skridt, nærmest sirlige og da hans bringe ramte blidt imod hende skulder, lod hun sit hoved sænkes. Han lagde halsen over hende, som søgte han at kramme hende, og der mærkede Lyset, at han gav efter. Han agtede at lade hende hjælpe ham, og det viste Lyset Illana, ved at slå fra den grå nuance og over imod den gule igen. Den var der ikke helt endnu, men tæt på.
Den ømhed der lå over den spraglede hingst, da han nu begyndte at tale, ramte Illana lige i hjertet. Det gjorde næsten ondt på hende, at føle, hvordan det her påvirkede ham og ligeså hende selv. Hun mimrede kort med mulen og lod sit hoved støde imod hans hals, hvilende, hvilket var en følsomt kontakt imellem de to, men nok noget de begge havde behov for. Kunne hun, satte hun sig fast, således at han ikke kunne gå, og dermed blive hos hende, men desværre var dette ikke muligt. Hun lyttede nu, mens han talte, og en smule forundret lod hun hovedet flyttes fra hans hals og rettes op, så hun kunne se på ham. Før havde han nægtet - men hun måtte have ramt rigtigt, for nu gav han sine betingelser for, at han ville føre hende dertil. Hun sagde intet, men nikkede derimod langsomt, men tydeligt. Hun gik med på hans betingelser uden indvendinger, for hun vidste godt hvad klokken havde slået hvis ej de fik forhandlet med denne hingst; og hun vidste, at de forpligtelser hun havde i landet, var for vigtige til at hun kunne ofre sig. Nok var det hårdt, men hans ord var sande - og kom det dertil, måtte hun gøre, hvad hun nu engang måtte. Hun prustede sagte, nærmest lettende, nu hvor de var nået frem til en form for enighed, hvilket igen på en måde kunne binde dem lidt sammen igen, ovenpå denne frustration der havde været over begge sjæle. Hun puffede let imod hans mule. Hun var ganske klar til at gøre denne tur, til denne lumske sjæl, hvis han var. På en måde, ville det nok være bedst blot at få det overstået, selvom hun inderligt ønskede at forlænge tiden med den spraglede; det kunne jo være den sidste.

Et helt følelsesregister har vi vel nærmest formået at være igennem, på vores ganske korte møde denne aften. Et register, jeg gerne havde været foruden, hvis det kunne være muligt. Men det var det bare ikke. Ikke efter den aftale, jeg indledte med Rumpen, en aftale der er bindende, indtil jeg finder en udvej; eller som Illana sagde før, hvis vi kan genforhandle denne aftale. Illana lægger sit hoved imod min hals, og idet hun gør det, knuger jeg min hals mere om hende, i en omfavnelse, mens mit ansigt knibes anstrengt sammen, i en mine der er sørgmodig, tung og ængstelig på samme tid; men kun fordi jeg lige nu ved, at hun ikke kan se det. Alle disse følelser, mens jeg knuger om hende, er tanken om at skulle miste hende. Tanken om, hvis jeg kommer herfra, og dermed aldrig kommer til at se hende igen. Og tanken om, at dette måske er vores endelige og sidste møde. Jeg stopper dog med at knuge hende, da jeg vil give hende chancen for at trække sig fra mig, men det gør hun ikke. Hun forbliver stående, dog uden at sætte sig imod mine betingelser; og dette er jeg taknemmelig for. Hendes blik glider nu op på mig, mens hun nikker. Ja, hun er med på betingelserne. Langsomt træder jeg et lille skridt fra hende, men ikke meget, og det er samtidig med at hendes mule nu puffer til mig. Klokken er slået, og det er nu vi skal af sted.
Mine mørke øjne søger ned på hende, hvor de glider henover hendes fine ansigt og krop, for derefter at vende tilbage til hendes ansigt, og ramle ind i hendes fine, og varme øjne. En klump samler sig i min krop, en klump af ansændthed og en massevis af følelser, som jeg end ikke selv kan finde hoved og hale i. For ikke at tabe min facade helt, rømmer jeg mig ganske kort, inden jeg retter min krop op, for derefter at lade min næseryg ramme blive ind imod hendes kind, idet jeg sætter frem i en standhaftig skridt. Mit ene øre søger bagud til hende, lyttende efter om hun kommer med mig, og da det ikke virker til at hun ikke kommer, lader jeg blikket forblive fremme.
Vejen er nu sat. En vej, vi skal gå. Dette, er måske den sidste tur vi får sammen, og har sammen, men det glæder mig ikke. Det giver mig blot en stor sorg, der næsten er mig umulig at bære. Men jeg nægter også at miste mig selv helt, og lade facaden falde helt; for jeg er ikke Volontaire for ingenting. Min krop rettes op, og nakken knejses dybt, mens det anden øre falder bagud i en afvisende holdning, henvendt til andre udefrakommende; præcis som altid. Jeg har svoret at beskytte hende, og nu hvor vi igen går side om side, med retning imod slangen, Rumpelstilskin, er dette aldeles ikke en undtagelse.

Et skridt, to skridt, tre skridt. Vejen var lagt for dem, og vandringen var begyndt. Det var dog ikke en rar ting; for Illana vidste, hvad de vandrede imod. Og det var en skæbnesvanger ting. En aftale, med den sære, lumske, omtalte sjæl Rumpelstiltskin, som Illana endnu ikke selv havde mødt skulle genforhandles, og Illana havde valgt at drage side om side med Volontaire, for at gøre sit for, at den spraglede sjæl ville vandre derfra i live - for som det så ud nu, ville hans liv blive taget fra ham, hvis ej han bragte Lyset til den lumske hingst. Illana sukkede kort, for sig selv, mens hendes lange ben lagde ud; for efter de tre skridt, skulle resten tages og snart bevægede hun sig rytmiske fremad ved siden af den spraglede Volontaire. Ikke hurtigt, nej, langt fra - hun ville tage sig tid, til at være ved ham, i så fald det skulle blive sidste gang. Man kunne vel kalde dette sørgmodigt; det var det. De to sjæle vidste, hvad de gik imod, men de kendte ikke resultatet. I hvert fald ikke det endelige, kun et muligt, som de nok begge ville undgå for alt i verden.
Langsomt lod Illana sit hoved sænkes en smule og strækkes fremad, således at hendes overlinje blev strukket. Det var behageligt, men den behagelige fornemmelse var i så stor kontrast til de tanker, der lavede ravage i hovedet på hende, de bekymringer og sørger, der havde lagt sig derinde, og derfor tillod hun ikke sin krop at nyde denne form for behag.
Det endte med hun forsigtigt puffede imod Volontaire, mens hun vel galant lagde ørerne tilbage. Dette var lidt surrealistisk, og hun havde behov for at blive mindet om, at han var der, selvom hun både kunne høre og se. Hun brummede derefter, ganske blidt, inden hun samlede sig om ord. Ord var en måde, hvorpå hun kunne flygte fra tankerne; og dette valgte hun.

,,Volontaire, der var engang nogen, der fortalte mig, at jorden er rund. Tror du på det?”

Et spørgsmål lød. Et fuldkomment irrelevant spørgsmål, der ikke hørte til nogen steder; men ikke desto mindre, var det noget, der var poppet frem i hendes hoved. Hun flygtede nu, kunne man sige, til steder hvor hun ikke skulle tænke på det faktum, at de vandrede på en gang, der kunne lede den ene til døden; men ligeså til livet. Hun flygtede til et sted, hvor de endnu kunne lære hinanden bedre at kende, vel vidende om at fremtiden endnu var foran dem begge; flygtede til et behageligt sted i sit sind.