Nattevinden

[Reserveret til Ditte]

Andromeda var åbenbart navnet på dette smukke land...lyset havde sagt ham dette og at han ville finde fred her. Dog vidste han ikke om det sidstnævnte var helt sandt, for hingstens sind blev hver nat drevet af frygtelige mareridt som på ingen måder kunne vedtages som 'fredelige'. For hver dag syndes mareridtene at blive værre og at ikke kun optage om natten, men også som eko i skoven der kaldte på ham...

Vachell skød disse tanker væk for det meste, selvom det måske var umuligt, men dette sted havde nu alligevel en positiv indstilling på hingstens sind. Dog havde han myrdet en anden sjæl for ikke mere end en uge eller to siden...men nu kunne han få fred til at tænke over tingene, betingelserne og om det overhovedet var okay at sådan tage livet fra andre...
Var dette land mon et fængsel af en art?
Tankerne skød væk igen og han nippede til græsset mens den kolde nattevind blæste hans røde man fremad...

T H O R O N D O R

---

Liv. Det var det første Thorondor tænkte på, når han så sig omkring på Enophis. Det var svært at tro, at landet kunne virke så dødt om vinteren. Nok ikke hele tiden, men nogle dage virkede landet livsløst, tidsløst. Efterladt og glemt, som om dagene kørte, men uden at føre beboerne noget sted hen. Nu var det tydeligt at dagene førte et sted hen. Førte mod nye tider og nyt liv. Hist og her var blomster i flor, andre steder blomstrede andet liv. Nogle dyr havde unger nu, andre havde ikke. Føl så den kraftige hingst dog ingen af. Det sørgede ham delvist, at øerne på den front ikke så mere nyt liv end de gjorde. Samtidigt forstod han det dog...

Nattevinden førte en duft med sig og Odon standsede for at studere den. Den var ukendt for ham, en han aldrig havde stødt på før. Det var sjældent han mødte en af dem disse dage. Nok kendte han ikke hver en sjæl på navn, men han vidste alligevel hvem der hørte til og hvem der ikke gjorde; hvem der var veteraner og hvem der var nybegyndere. En kort, hingstet brummen kom fra hans strube, før han satte kurs mod oprindelsesstedet. Mod hesten. På en nat som denne, hvor han intet havde at begive sig til, kunne han lige så godt opsøge denne fremmede sjæl.

Vinden blæste flere blade gennem luften og flere af dem ramte Vachells krop blidt, hvorefter de blev blæst videre af vinden og ud i det ukendte mørke.
Vachell var ikke typen der blev bange for at stå alene om natten ude på en øde mark som et lette bytte for rovdyr, men dette land var endnu ukendt for ham så han spidsede ører for hver lyd vinden sendte.
Om der overhovedet var rovdyr i dette fængsel vidste han ikke, men mon ikke naturen skulle gå hen og vise det en dag...

Som ud af det blå opfangede hans ører lyden af græs der blev nedtrådt i det fjerne. Han stoppede med at tygge, lyttede en gang til for at sikker og kiggede så op. I det fjerne, men ikke mindre end 500 meter fra ham, stod en buckskinfarvet hingst. Han var nok på samme størrelse som Vachell selv, en koldblodshest, dem havde han nu ikke set mange af her i Andromeda.
Dog lignede denne hingst en tank, for han var nok dobbelt så kraftig som Vachell selv og kunne nemt ligne en bombe der skulle behandles med omsorg og forsigtighed så den ikke eksploderede...

T H O R O N D O R

---

Den vind som havde sendt den robuste hingst på vej, blev hans eneste selskab i den stille nat. Der var enkelte lyde, men alligevel kunne natten ikke kaldes andet end stille. Det rørte dog ikke Thorondor; det var blevet en almindelighed. Inden han kom tilbragte han hver nat i selskab med andre, i hvert fald de nætter han tilbragte hjemme, men nu var hver nat uden selskab. Hver dag var næsten lig. Det var svært at sige hvorfor han ikke havde søgt andres nærhed, andre selskab, men det havde han bare ikke. Måske havde han ikke ønsket det? Men.. han havde ønsket det. Han havde ledt. Han havde spurgt. Ingenting. Der var bare aldrig kommet et svar. Af natur var han dog til den optimistiske side, så han så stadig lys i mørket; i denne nat, var det lys en fremmed hingst.

Det tog sin tid før en skikkelse kom til syne. Thoron kunne ikke se meget af den og derfor heller ikke sige meget om den, men den var der. Han var der. Duften havde givet nogle informationer om skikkelsen, men alligevel var det kun ringe viden den robuste hingst besad.
Da afstanden mellem dem var blevet til blot en femtedel af den der havde været, da hingsten havde set ham, stoppede Thorondor op. En dyb vrinsken lød fra ham; den bølgede afsted, henover græsset, henunder himlen. Den varslede dog hverken om dominans end fjendskab, men blot om at han var der. At han ønskede at give den fremmed hingst selskab, så fremt den ønskede det.

Efter et stykke tid hvor vinden havde blæset hans røde man og duftene ud i luften, svarede Vachell den fremmede hingsts vrinsken. Hverken dominerende eller som en varsel kun en imødekommende vrinsken som tillod den fremmede at præsentere sig.

Vinden blæste i forskellige retninger, roligt men også frisk, sendte flere dufte fra hingsten i smasken på ham men ingen af dem kunne virke unormale og som noget man skulle holde sig fra.
Vachell trådte nogle få skridt fremad så han bedre kunne se hingsten, men stoppede så der. Vachells forhold til hingste ændrede sig ofte, andre gange hadede han dem ligeså meget som ham selv og sommetider behandlede han dem med ære fordi de ikke havde udrettet det samme som ham...

T H O R O N D O R

---

Et svar. Det var ikke meget, men den robuste hingst valgte at tage det for gode vare. Med sine sædvanlige, tunge skridt begyndte han at mindste afstanden mellem dem. Tempoet var hverken højt eller lavt; kunne ikke kaldes hastende, men ej heller sløvt. Intet over hingstens holdning varslede om nogen fjendskab eller at han havde noget ondt på sindet, hvilket da heller ikke var tilfældet. Hvor han kom fra, gik hingste ikke mod hinanden. Det fungerede ikke, hvis halvdelen af Maern arbejdede mod hinanden af den simple grund, at de var af samme køn. At de ønskede de samme ting. Nej... splittelse ville blot føre til enden på Maern.

,,Godaften."

Hingsten overfor ham var større, men langt fra så meget at det betød noget. Han bar det samme tunge ydre som Thorondor selv, men dog i en lettere udgave. Intet varslede noget, der var en fare mod den tunge hingst, så han stod blot. Fletningen på hver side af hans hoved vejede let i vinden mens han iagtog den grå hingst. Det var sjældent hingste mødtes her i landet, overraskende nok, men nu stod han her. Og hvad kunne man sige? Det glædede ham faktisk.

Vachell vidste ikke om han skulle gå den buckskins farvede hingst i møde eller blive stående...Men som han nu var overfor hingste blev han stående og så måtte hingsten selv bestemme afstanden i mellem dem.
Han betragtede hingsten mens han gik mod ham. Han lignede meget ham selv, i bygningen, men også det rolige blik. Mange koldblods og tungere heste havde han nu ikke set så mange af.

"Godaften" svarede han igen. Han blik var mere skarpt og så næsten vogtende ud. Han vidste ikke hvad han skulle mene om denne hingst, for hans kropssprog sagde ham intet og heller ikke hans øjne eller stemme...

"Hvem er du?" sagde Vachell efter en kort pause og så på hingsten...