En ø af guld

Eagle lod det kolde vand fra havet køle ham ned, det føltes fantastisk her under den brændende sol. Duften af det saltede vand sugede han til sig, han elskede den duft; og lyden af bølgernes brusen. Ej var det den eneste lyd der var. I det fjerne kunne man høre nogle få havmåger skrige, og snart lød Noamis stemme igen. Hun nævnte navne på de heste hun havde mødt på sin færden i Andromeda. Ej nogen Eagle selv havde gjort sig bekendte med. Dog lyttede han alligevel.
Hun fortalte om sit første møde efter mødet med Eagle, et møde med en hingst Vachell, der bag en frygtelig hemmelighed. En hemmelighed han havde fortalt Noami som alligevel holdt tæt. Eagle var nok også blevet forarvet, hvis hun havde fortalt hemmeligheden til ham; måske fortalt hende en ting eller to om tillid. Dette var ej en nødvendighed.

Noami tænkte tilbage på sit næste møde, med hoppen... Illana. Egentligt var det vel lidt underligt at fortælle om alle de heste hun havde truffet, og det var bestemt ikke fordi hun ikke havde fået brugt sit stemmebånd, for med Illana havde hun fået en lang, spændene samtale om livets små aspekter. Men Noami nød at fortælle, og trods hendes fortællinger om den enkle, ikke gik helt i dybten, var det hende altid fornøjeligt at ytre sig.

"Den næste hest jeg mødte var en gylden hoppe, Illana. Nogle ville vel kalde hende vis. Men for jeg var hun intelligent. Visdom kommer først når man helt har smagt livet til fulde, og det følte jeg ikke hun helt havde. Dog havde hun en enorm interrese for verden omkring hende. Et positivt syn på livet og beskrev med ord hvordan verden var spundet i hendes sind. Og jeg må da glædeligt indrømme at den var spundet fantastisk sammen. Hun havde en forunderlig tro på det gode og vogtede et særligt lys. Et lys som hang om hendes hals og funklede - selv uden solens hjælp.

Hun holdte en lille pause. Det var ikke lyset hun ville beskrive - det var Illana.

"Dog følte jeg hendes holdninger bar præg af at hun havde levet et godt liv, uden smagen af verdens ondskab havde strejfet hende. Dette er også noget som gør mig glad på hendes vejne. Men ikke helt kan jeg dele hendes holdninger til at man kan komme så tæt, at man kan stole 100% på en anden sjæl. Forholdet mellem 2 heste snakkede vi meget om og hun mente man kunne komme helt tæt på hinanden. Dette er nok også en holdning hun har pågrund af en fortid, der bære præg af et tæt kærlighedsliv eller måske venskab? Mine holdninger er sammenlignet med hendes snæversynede, som hun også fortalte mig - endnu en nydelse ved diskusioner, eller erfaringsudelinger om man vil - og da fortalte jeg hende at mine holdninger er baseret på at i min fortid har jeg ej kommet tæt på andre, som jeg jo også har fortalt dem Eagle.

Hun sukkede, hun havde talt alt for meget og frygtede at hun kedede ham. Derfor skynte hun sig at mumle en undskyldning..

"Undskyld, jeg vil ej kede dem, straks vil jeg fortælle om Sezuan"

Stadig var de mandelformede øre spidset, rettet frem imod den lever røde Noami der nu fortalte om sit næste møde. Mødet ved med en hoppe ved navn Illana. Den ældre hingst forsøgte sig ud fra Noamis ord at danne sig et billede om denne hoppe hun nævnte. Med interesse lyttede han til hvert et ord, det var næsten som han selv nu havde stiftet bekendtskab med denne Illana, bære af lyset.
Det med lyset om halsen havde Eagle svært ved at forstille sig, som værende det lys på himlen, eller det lys man forbinder med godheden, eller afgangen fra livet til døden. Udelukke det ville han ikke, for den ældre hingst havde på sine vandringer før oplevet mange ting. Ting man næppe kunne forestille sig, historier og myter om næsten alt. Her ville han ikke udelukke at Andromeda bar på mere end han selv havde opdaget endnu.
"Jeg vil ej give dem ret og ej uret i at man ikke kan komme tæt på nogen; Tillid er hvad man behøver." Få ord, som Eagle beskrev at han mente nu godt man kunne komme tæt på andre, tilliden skulle selvfølgelig være der hele vejen igennem. Et bånd så tæt, var ofte bånd man havde med familie. Nogen få andre sjæle kunne man lukke helt så tæt, hvilket ofte var den sjæl man dannede sig med. Et lukket sind kan give problemer, det vidste Eagle og der ved kendte han jo lidt om Noami og kunne fornemme hun havde problemer, ikke at hun var lukket. Hun var såret så dybt på sjælen at ej tiden ville læge hendes sår helt. Der vil altid være ar.

"De keder mig skam ikke Noami, jeg synes det er interessant at lytte til deres ord." Stemmen var varm og venlig, stadig hæs; det var sådan hans stemme nu en gang var blevet med årene. Da han havde været yngre, havde hans stemme været blød som de fleste andres.
Den ældre hingst ventede nu på hun ville fortælle om den næste hun havde mødt. Alt imens stillede han sig til rette i det kølige vand og svirpede lidt med den nu halv våde hale.

Da han stillede sig til rette, gjorde hun ligeså. Vægten blev lagt på højre forben og nu var hun klar til at fortælle om Sezuan.

"Jo.. altså Sezuan, den sorte hingst med den hvide man"

Hun forestillede ham sig for sine øjne, før hun igen forsatte

"Lige da jeg mødte ham, havde jeg en blandet fornemmelse af ham. For det første hilste han mig som værene; du brune, og dette undrede mig, for ikke at sige fornærmede. Men så viste han sine bedre sider, da jeg sagde at jeg så mig selv som de og rød. Ej fordi jeg ville virke snobbet, jeg er blot van til det, og ser min farve værende rød.

Hun tænkte tilbage på mødet; hun kunne bedst huske den del hun ville sige nu..

"Men altså, jeg sagde til ham at det var en god ide at tiltale de, hvis ældre heste stod foran ham. Da påstod han at jeg ikke var gammel, og som jeg sagde tidligere, gav hans ord mening for mig. Han var ungheste siden og måske han bare flirtede, men ordene gav mening og gav mig tro"

Noami fortalte om endnu en hun have mødt, en hingst; Sezuan var navnet, sort og med hvid man. Heller ikke en han kendte, men igen forsøgte den ældre hingst at skabe sig et billede af vedkommende i sit indre. Sætte et billede på denne hest. Noami fortalte lige ledes at hun var blevet fornærmet, dog i mild grad, forundret. Eagle måtte give hende ret i at hun ikke var brun, men rød; leverød.
Da hun navnte at han havde tiltalt sig til at hun ej var gammel, smilede Eagle. For mange så jo ham som gammel, trods han ikke var det endnu. Eagle var blot ældre end de fleste i dette land, og han vidste også at han var ældre en Noami, måske ikke meget, men han var det.
"Ej er jeg gammel, og min fornemmelse fortæller mig at jeg er ældre end dem. Alderdommen kommer en dag, men ind til da skal man blot leve sit liv som det kommer, som man skaber det."
Der var et varmt og venligt smil over Eagles lysemule. Det var kun i få situationer han følte sig gammel. Det var inklusiv efter nogle måder i Andromeda hvor han kun havde mødt helt unge heste, heste der var knap og nap en dag ældre en plag stadiet. På det tidspunkt havde han følt sig gammel. Senere havde han da mødt heste der var lidt ældre, men Noami var dog den han ville mene var den ældste han havde mødt hid til. Hvilket ind til videre gjorde Eagle til den ældste hest i Andromeda hid til hans erfaringer.

Et smil spillede på hendes læber, et varmt smil. Hun havde aldrig ment hun var direkte gammel - ældre, måske...

"Det ved jeg"

Hun kiggede på ham med et varmt smil. Hun havde heller aldrig set ham som gammel, han var også bare ældre, eller i sin bedste alder om man ville. Hun havde ikke mødt en heste ældre end ham - Aristoteles havde føltes til at være ca. samme alder som Noami selv, men ikke ældre - men havde heller ikke mødt heste under 7.

"De er i deres bedste alder, ingen sjæl jeg har mødt har været under de 7"

Det var egentligt rigtigt - var der ikke engang yngre sjæle i Andromeda. Var Andromeda kun for sjæle, som havde smagt livet i nogle år. Eksisterede ingen plage... ingen føl? ingen ungheste? Ungdommen havde indtil nu været svær at få øje på.

En latter kunne den ældre hingst ikke undlade at slippe. Den gylden hingst fandt det ganske morsomt, for han kunne næsten læse hendes tanker da hun sagde hun ej havde mødt nogen under de syv. Klukkende sagde han til hende: "Jeg kan fortælle dem jeg har haft det omvendt til jeg mødte dig, ej har jeg før deres bekendtskab mødt heste ældre end de 5. Jeg havde mine tvivl i starten om at jeg var bragt til en land fyldt med unge mø, for i min tid her, har jeg kun stødt på en hingst."
Med Noamis sammentykke kunne Eagle konstatere at der var andre heste i landet her end unge hopper, og plage. Her var mere liv end han havde oplevet selv. Det gik nu op for den ældre hingst at hun var færdig med at fortælle om dem hun havde mødt hidtil, og det nu var hans tur. Han kunne starte med de to han havde taget sig til.
"I min tid her i Andromeda har jeg mødt en del unge heste; Dune og Askari er to af dem. Disse har jeg taget under mine vinger, givet dem en familie om så at sige. Dune er en ung hoppe, forsigtig. Askari kender jeg ej godt endnu, men som værende familie har han fortalt mig han venter afkom med en hoppe."
Eagle vidste ikke hvad han skulle sige mere om dem, han kendte dem ikke vel, det gjorde han endnu ikke med nogen i dette land. Han hold dog alligevel af de to heste. Dune som han beskyttede, hjalp. Hvis skyggedyr han ej kunne finde svaret på. Askari kendte han næppe, men vidste at hingsten havde en hjerte, følelser og dog alligevel mangel på livserfaring. De er stadig unge.
"Cadeau, en gave som hendes navn betyder er en ung hoppe jeg har mødt en enkelt gang. Ej har jeg kunne finde hende siden. Af hendes unge alder havde hun en masse ting at fortælle, en masse håb og tro. Hun fascinerede mig meget og jeg ærgre mig over ikke at vide hvordan det går hende."
Den gyldne hoppe havde mødt ved stranden faldt ham ved tankerne, det var lang tid siden, og Eagle begyndte at have fornemmelse af at han ikke ville se hende igen. Hun var næsten som forduftet.
"Mange har jeg mødt, men ej kender dem. D'zard en hoppe sort, kan jeg ej udtale mig meget om. Ødelagt er hun og jeg ville ønske jeg kunne hjælpe," lød Eagles stemme er tydeligt bag klang efter hans inderlige ønske om at hjælpe den sorte hoppe med to farvede øjne. Hoppen der ikke kunne se livets glæder, ikke kendte dem. En hoppe der aldrig havde mærket kærlighed eller venskab; en der hungrede efter nærvær og anerkendelse.

Et øjeblik viste hun ikke hvad han grinte af, grinte blot lettere halvhjertet med for ikke at virke for lost. Dog fandt hun hurtigt ud af det, da han fortalte hende om hans første opfattelse af Andromeda, og den halvhjertede latter blev helhjertet.

"Sikke spøjs at et nyt sted kan give så forskellige førstehåndsindtryk"

Hun lyttede opmærksomt til hans fortællinger, og han startede med Dune og Askari. Hm.. han beskrev, at han havde taget dem "under sine vinger" - familie. Dune, en forsigtig unghoppe, og Askari, han ikke kendte så godt.

"Lyder til sjæle af fine kalibere. Dog har denne unge hingst, Askari, allerede en mage eller er han ikke så ung igen? De sagde at de ej havde mødt en sjæl over 5. Og da tænker jeg straks at 5 år er ung til at binde sig, ej har jeg selv bundet mig, men tænker at som femårig havde jeg knapt ordet mage i mit hoved."

Hun lyttede da han beskrev Cadeau; en gave betød hendes navn. De ting han fortalte om hendes fortællinger om håb og tro fik hende til at ønske, at hun en dag kunne møde denne Cadeau. Dog skød hun en hvid pil efter dette, da han fortalte, han ikke havde truffet hende siden.

"Cadeau lyder som en spændene hoppe. Jeg kunne godt tænke mig at høre disse holdninger, men tror godt jeg kan glemme dette. Har de ej hørt hvad der hændte hende? Heller ikke fra andre strejfene sjæle?"

Hun lyttede igen opmærksomt - denne gang til hans beretning om D´zard. Ødelagt.. ødelagt.. hvad indebar det når han sagde disse ord? Ødelagt som Vachell var blevet? Forfulgt af fortidens ånder - mareridt?

"Hvad indebærer ødelagt? De kan dog nægte at udtale dem og det"

Hendes øjne fandt hans. Hun ville gerne vide det, men ej vis han havde lavet et løfte - som hun halvt om halvt havde med Vachell. Ej ville hun vide hendes fortid, men heste kunne ødelægges af mange ting - selvhad, frygt.. man kunne nedbryde sig selv, men også nedbryde andre.

Eagle nikkede, helt ret havde hun i at det var forskelligt hvordan man fik opfanget verden her. Hun og ham selv havde haft to vidt forskellige; modsat af hinanden. Eagles blik var dog åbnet for at der var mere end han havde set. Turen på vulkan øen, en ø der gav gåsehud og fik alt inde i sig til at vende. Den ø indebar noget ubehageligt. Lyset som Noami havde beskrevet der hang om halsen på hoppen Illana. Jo her var mere end øjet havde opfanget hidtil.
"Askari har ej en mage, instinkterne har handlet ve og vel har jeg opfanget af hoppen der bære føllet ønsker lige ledes som han havde gjort. Jeg kan ej tale korrekt om denne sag, da jeg ikke fik detaljerne om hvad der var sket imellem dem; jeg ved blot at det ej er et bånd af kærlighed der binder dem."
Selv havde Eagle jo sagt sin mening om dette, men også vist at han ikke er forarget over den unge hingsts handlinger. Han havde i stedet valgt at takke ja, beæret over at Askari ønskede det, til at hjælpe de to heste igennem forældres hårde liv.

Eagle tænkte sig om, han havde aldrig før snakket med andre om hvem han havde mødt i Andromeda, hvilket gjorde han ikke havde hørt noget om den gyldne hoppe fra andre heller. Blot rystede han på hoved og sagde så; "Hun er som sunket i jorden."
Forsvundet selv samme dag han havde mødt hende. Selvfølgelig vidste Eagle ikke dette. Den gyldne hoppe Cadeau kunne nemt vandre af andre stier end dem Eagle selv fulgte rundt, nemt kunne de befinde sig på samme ø, men uden at støde på hinanden. Måske en dag han ville møde den unge hoppe igen, og hvis han gjorde ville han se frem til denne dag; til flere spændende samtaler om næsten alt.

"Ødelagt, hun har et unikt udseende. Ikke som mange andres, hendes øjne er blot to farvet; det ene rødt og det andet blåt. Hun ser sig selv, hun er oplært og fortalt fra sit hjemland at hun er et mistfoster. Jeg er ikke enig, og forsøgte at vise hende andre sider, ej kunne jeg ved det møde trænge ind til hende."
Mere sagde han ikke, han ville ikke gå helt i detaljerne om den sorte hoppe. Inderst inde var der sikkert mere om hende; noget der skulle findes frem. Tillid der skulle bygges op.

[/size]

Hun lagde hovedet på skrå. Ledte lidt tid efter sin mening om Askaris handling - hendes holdning.

"Jo.. Askaris handling for mig ind på en holdning, eller rettere et anlæg. Diskusionsanlægget. For en god diskussion er kærkommet, hvis blot denne sker i fornuftig tone. Hans handling minder mig om min holdning til netop diskussionen. For dette er et emne som kan diskuteres - var denne handling ret eller uret? Denne handling strider mod normer visse steder, som mit hjemlands, men er normerne anderledes her? hvilken norm er ret? Er dem fra mit hjemland stik i vejret? Ligger de bånd på heste? er manglene normer her et problem? et problem for det at kunne kalde sig et bevidst væsen?."

Hun holdte en lille pause og stoppede sin strøm af spørgsmål (Mange spørgsmål;P)

"Men de ved ikke alt om denne situtiation og derfor skal ingen dømmes - dette er blot en chance jeg øjner til mulig spændene diskusion"

Han havde ikke meget at sige om Cadeau men havde meget om D'zard og hun lyttede nysgerrig.

"Jeg kan se dette er en forfærdelig grusom ødelæggelse hun har været udefor. Grunden til jeg spørger dem om et spørgsmål der kan virke krækene, er at de heste jeg har stiftet mit bekendtskab til, eller rettere den, har været ødelagt på en måde og ødelagt er et vidt begreb. Vachell, ham vil jeg jo ikke fortælle så meget om.. men hans sindsnedbrydning ligger i en gerning han fortryder - en gerning som tager en bid af ham hver dag"

Hun slog blikket ned, men kun for at samle tankerne. Hastigt fangede hun hans tanker.

"Eagle på sin hvis er vi alle ødelagte. Vi går ind i verden som en ren sjæl, men bliver pålagt meninger, holdninger og fordomme der ikke er vores - kun meget få heste kan vandre uden at have disse pålagte fordomme - holdninger"

Eagle blev lettere forbløffet da en strøm af spørgsmål nærmest væltede ud af den leverøde hoppe. Ærligt havde han ikke set det komme, men det er hvad man kan forvente når man taler ærligt og åbent. En svag brummen lod han slippe, en brummen af både behag og frustartion. Meget kunne han jo ikke sige, han kunne vel give Noami ret, selv havde han jo sagt til den musegrå hingst at han ej synes det var en god beslutning at tage, og at et føl ej skal sættes i verden på disse omkostninger. At stifte familie skulle komme ud af kærlighed.
Eagle lod emnet lægge, mest fordi han ikke orkede diskutioner lige nu, hvor han ej kendte alle grunde, og det virkede til de delte samme meninger. Et venligt smil var over hans lyse mule; hvor han blot hurtig sluttede emnet af med en sætning; "Jeg har sagt mit om sagen, men ting sker."

Emnet om D'zard, eller mere om alt og alle på disse kanter kom dog mere frem. Et emne der var værd at drøfte videre om. Hun nævnte alle på sin vis er ødelagte; Eagle gav hende ret. Der var blot dem der var mere end andre, hvor man ikke anså alle som så ødelagte. Eagle selv blev ej set som en af dem der er ødelagte. Grunden var vel at han hvilede i sig selv, han havde sørget sit. Livet havde også forekommet den ældre hingst simpelt og nemt. Trods han havde lidt tab, og havde vagt en vandære over sig selv da han trodsede sine løfter og eder og forlod flokken i en kamp, han mistede sin elskede og sit afkom, men livet forsætter også efter det. Eagle var endt i Andromeda efterfølgende.
"Livet giver os en kamp, og alle oplever traumatiske oplevelser; men ej vil jeg mene alle er ødelagte som sådan. Rigtig er vi ikke som vi var da vi kom til verden; verden har formet os som ler."

Hun sukkede, da han havde ydret sine ord om D´zard. Hun viste egentligt ikke hvad hun skulle sige. Denne føelse af ikke at vide hvad hun skulle svare var kommet over hende i den sidste tid - med jævne melemrum. Jo hun kunne vel give ham ret, og ret gav hun ham.

"De sandeligt ret"

(tror snart vi skal stoppe dem.. ved ikke helt hvad jeg skal skrive xD)