The Beginning of Something New

Der var nu gået nogle uger vel, siden den sorte Leonora blev gjort drægtig. Meget af tiden havde hun vandret alene, af gode grunde - for der var mange ting, hendes ødelagte sind skulle forholde sig til, nu hvor hendes situation var ændret. Og ikke var hun blot drægtig, næh, hun var også blevet mage til den hvide enhjørning Ahearn.
Mange ting var ændret i hendes tilværelse, men ting var i og for sig også blevet bedre. Noget af hendes ødelagte sind havde fundet ro, hvilket havde givet hende mulighed for at finde en smule af sig selv igen; ikke meget, men lidt.
Nu vandrede hun atter i de trykke omgivelser i Teylar, som hun var vendt tilbage til, efter at have isoleret sig selv. Men tryghedsbehovet havde alligevel vundet over hende til sidst, og eftersom Ahearn var en fri sjæl der vandrede hvor han ville, havde hun søgt hendes familie - som betød ligeså meget for hende, hvis ikke mere.
Hendes hove havde bragt hende ind i det indre af flokkens område, hvor hun for engangs skyld søgte en levende sjæl; og hvilken af flokkens medlemmer hun egentlig søgte mest vidste hun ikke - for alle skulle de vide, at flokken nok ville få et medlem til; nemlig den lille ny, hun bar i sin mave.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] The beginning of something new Ikke særlig ofte, men af og til, opholdt den sorte Ava sig i nærheden af Teylars område. Lige for tiden brugte hun dog mere tid uden for området, og det var ikke bare et sted, men alle steder, for hendes datter som hun først ikke havde haft den vilde begejstring for, men som hun alligevel var gået med til at tage sig af, var væk. Pist væk. Forsvundet mens hverken hun eller Mindraper havde været vågen. Det var dog nødvendigt engang imellem at kigge forbi flokkens område for at se om Ariel skulle være vendt tilbage, selvom det ikke var sket endnu at hun havde fundet hende. Hvordan skulle et så ungt føl klare sig uden modermælken? Det ville være nødvendigt hvis føllet skulle vokse op og blive stærkt og især hvis det skulle undgå diverse sygdomme.   I stedet for det lille askegrå føl med de ravgule øjne, fandt hun dog et andet familiemedlem. Leonora, som hun ikke havde set siden Ariels fødsel. Hvad ville hun ikke sige nu, hvor Ava troppede op alene? Hvordan skulle hun overhovedet kunne forklare det på en måde der ikke fik hende til at stå som den dårlige moder der alligevel, på trods af det hun havde lovet Leonora, der bare havde ladet sin datter flakke rundt alene alligevel? Med en lille feminin og dog hilsende brummen begav den sorte hoppe sig mod familiemedlemmet. word count, 230

[/td][/tr][/table][/center]

Den sorte Leonora, som stod ganske alene for sig selv, havde slet ikke lagt mærke til at den blåsorte Ava var kommet nær hende; hun havde tankerne et helt andet sted, på den fremtid der nu var lagt for hende. Ahearn og hende skulle stå som forældre, men om hun var klar, det var en helt anden sag. Hendes sårbare sind var utilregneligt, og om det kunne klare den udfordring dette ville medføre, vidste hun ikke. Men hun kunne heller ikke gå tilbage, ikke gøre tingene om hvis hun ville; herfra kunne hun kun gå fremad, hvilket hun ville gøre med så megen stolthed hendes ødelagte sind tillod hende.
Bedst som hun stod og lod tankerne hvirvle, lød en pludselig brummen. Det viste sig at være den blåsorte Ava, der hilste den stjernebelagte hoppe an. Med et pludselig ryk i den lange hals, hævede hun den og drejede en kvart omgang om sig selv, for at stå ansigt til ansigt med ét af de to familiemedlemmer hun egentlig havde i denne verden. Hun brummede tilbage, feminin og vel også glædeligt, for Ava var en, hun holdt af, trods deres forskelle.
Leonora nikkede derpå dybt som hilsen, en mere troværdig og ærefuld hilsen inden hun rettede de blå øjne ved siden af Ava; ingen afkom. Dog var det ikke noget Leonora på nuværende tidspunkt valgte at fokusere på, for Ava havde vel sin grund til netop ikke at have sit afkom med sig på dette tidspunkt.

,,Ava, dejligt at se dig igen”

Lød det da, med den unikke stemme hun bar. Hendes øjne veg ikke fra familiemedlemmet, men forblev opmærksomt rettet imod hende, afventende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] The beginning of something new De små sorte ører blev rettet mod Leonora, da hun lod til først at opdage Ava, da hun brummede. Hendes blå øjne fulgte hende opmærksomt – ikke som hvis hun var bange for hende, eller regnede med hun ville gøre hende noget, men mere fordi Ava var opmærksom på alt der var omkring hende hele tiden. Også selvom der var flere øjne til at holde øje. Hun satte ikke farten op, men fortsatte i det rolige tempo mod hendes moders søster.   ”Leonora”   Hun hilste hende med et nik mod den prikkede sorte hoppe. De var meget anderledes af bygning og af sind, men stadig familie, og den eneste der besad noget af alt den viden Ava manglede fra hendes moder. Den eneste der ville kunne lære hende ordentligt op. Men det var næsten lige meget nu. Ava ændrede sig meget. Rigtig meget for tiden – men det største skub havde været føllet med de ravgule øjne. Det var ikke længere så vigtigt for den sorte hoppe at følge traditionerne, for de var allerede brudt. Måske var det ikke så meget fordi hun havde gjort noget forkert, men i stedet fordi Mindraper besad så mange forskellige farver – og ingen af de gener der herskede i hendes hjemland. Hun var for langt væk hjemmefra til at kunne holde helt fast i de gamle traditioner, og de var vel begyndt at slippe væk. Hun kom ikke videre – og de planer hun først havde haft blev vel aldrig rigtig sat i gang. Hun var stadig næsten lige så meget på bar bund som da hun først lige var kommet til landet. Få meter fra den prikkede Leonora, stoppede Ava word count, 273

[/td][/tr][/table][/center]

Den yngre Ava, som nu nærmede sig den sorte Leonora, med de blå stjerner på sin krop, havde den karakteristiske årvågenhed, som lå til familien. Hun bevægede sig altid som en då i skovkanten, altid på udkig efter farer, som ej kunne røre de større heste – men det lagde en elegance til familien, som meget få havde. Hun brummede sagte, den sorte Leonora, som et begyndende svar til den sorte Ava.

,,Ava .. Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle”

Sagde den sorte hoppe med et træk på smilebåndet. Ikke et smil, men blot et træk, for den nyhed hun havde til hendes søsters datter, var lidt ambivalent for den sorte hoppe; hun frygtede på en måde det, der skulle ske i fremtiden, men samtidig vidste hun at det var det rigtige. Hun rankede sig, ædel som hun var og derpå begyndte hun at fortælle med den unikke stemme hun bar.

,,Jeg venter et afkom med en hingst kaldet Ahearn. Han er en hvid hingst, men ikke en almindelig hingst, for han bærer et horn i panden, som tegn på han, ligesom jeg selv, har mødt den slangesjæl der bor her i landet. Han forstår mig, jeg forstår ham, og jeg har valgt at indgå et bånd med ham. Jeg er hans mage og han er min”

Man kunne mærke den stolthed der lå i sindet på den sorte hoppe, over det hun fortalte. Hun vidste at Ava ville forstå – for selvom Ahearn selv havde snakket med slangen, så vidste Leonora at han var værdig, efter alt de havde været igennem sammen. Hendes blå øjne forblev vendt imod den sorte Ava, hendes familie, afventende, men ej frygtende. Hun vidste at Ava både kunne finde på at dømme og acceptere, for sådan var traditionerne, men hvad vidste hun ikke; men uanset hvad Ava valgte, var Leonora sikker på, at det ikke ville ændre på deres bånd.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] The beginning of something new 10. December Leonoras ord lød næsten så alvorlige i Avas ører, men smilet fjernede noget af alvorligheden. Ava rettede begge sine sorte små ører fremad mod sin moster, for at vise at hun lyttede. Hun talte ikke altid med ord, men lod i stedet kroppen tale for sig, og sagde kroppen ingenting, så gjorde de isblå øjne. Man kunne altid se på hende, hvilket humør hun var i. Om hun var afslappet eller anspændt – og hvornår hun var opmærksom på sine omgivelser. Dem der kendte hende, ville vide, at hun altid var opmærksom! Avas ører blev rettet fremad mod den prikkede Leonora, da hun meldte ud at hun havde noget hun gerne ville fortælle hende.   Ava kunne ikke lade være med at føle sig en smule lettet. Oven på denne nyhed kunne hun vel næppe forklare hvordan hun selv havde fejlet opgaven som mor. Det havde været svære end hun troede, og alligevel, så havde hun nok ikke gjort nok, selvom hun havde ledt dag ud og dag ind – og tilmed også en del af nætterne hvor hun alligevel vandrede søvnløs rundt på grund af mareridt.   ”Det glæder mig at du har fundet en at dele et bånd med, ligesom jeg føler jeg har. Og tillykke”   Hvad den sorte hoppe ellers skulle sige vidste hun ikke, for hun kendte ikke hingsten, så hun kunne næppe sige nogle pæne ord omkring ham. Men hun kunne heller ikke sige noget skidt. Dog var et tillykke på sin plads, og hun glædede sig da også til at se den lille ny. Møde hendes fætter eller kusine. word count, 261

[/td][/tr][/table][/center]

Den sorte Leonora betragtede meget indgående den blåsorte Ava; det var som om en lettelse var gledet over hende, hvilket fik den prikkede hoppe til at undre sig. Hvorfor Ava havde følt sig lettet, da hun havde fortalt det hun havde på hjertet, kunne hun ikke få til at give mening. Havde Ava været bange for noget, som Leonora kunne have sagt? Med en let mimren løftede hun hovedet en smule, inden hun strakte sin mule frem og puffede let til Ava; familien, som Ava var, var de eneste i landet som den prikkede hoppe havde det let ved at berøre. Det var så naturligt. Samtidig så var der lagt en dæmper på hendes kaotiske sind, efter Ahearn og hende havde skabt noget magisk sammen, efter de havde fundet hinanden på det plan de havde, og derfor var mange af de nervøse træk, som hun førhen havde udvist uden pres lagt på hylden for en stund.
Leonora lod derpå sine blå øjne flade i Ava’s, som havde samme blå intense farve. Et familiepræg som ikke mange havde det.

,,Tak, Ava.”

Ja, Leonora var ikke hoppen der snakkede meget, især ikke når det gjaldt følelser; men alligevel havde hun mere på hjertet, som var tilegnet Ava.

,,Jeg er glad for at du og Mindraper har fundet et bånd, der knytter sig sammen. Og det vil glæde mig, hvis både du og ham vil være familie overfor det afkom, som jeg skal stå som moder til”

Et lille, meget lille og næsten usynligt smil tegnede sig på mulen af Leonora. Traditionsvis var hele flokken en familie, og hver eneste ny ankommen til familien blev passet på af de andre. Derfor håbede hun på, at Ava og Mindraper ville stå der, når hendes afkom blev født, ligesom hun havde været der ved Ava’s. Trods hun ikke havde set meget til dem, siden Ariel var blevet født, ville hun til hver en tid støtte op om både Ava og Ariel, hvis de skulle føle behov for det.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] The beginning of something new Som en lille reaktion på den prikkede hoppes lille puf, smilte Ava. Det var ikke så ofte man så hende smile længere. Det normalt glade og nysgerrige sind, var gemt lidt væk. I stedet hang der næsten en deprimerende sky hen over hovedet på den nattesorte hoppe. Der var så mange ting hun gerne ville sige, men som hun ikke vidste hvordan hun skulle forklare. Mange ting som kun hun selv kendte til. Nogle ting selv Mindraper ikke vidste noget om.   Ava var selv glad for det bånd hun og Mindraper delte, men hvad med nogle af de andre? Havde de ikke også stor betydning for hende? Det havde de vel, men på en lidt anden måde. Hvad der så afgjorde det hele var ikke til at vide. Det var noget hun selv måtte finde frem til, før hun kunne vurdere noget som helst. Hun følte sig godt tilpas, men samtidig også splittet. Splittet som havde hun et valg at træffe, men sikker fordi hun måske allerede havde sat sig for hvilket. Der var jo ikke kun en der kunne få hende til at føle sig helt varm indeni. Selvom Ava holdt smilet på, så nåede det ikke helt op til de isblå øjne, der kun svagt lod bekymring lyse igennem. Meget svagt.   ”Jeg kan kun tale for mig selv. Jeg vil med glæde være familie overfor det afkom du og Ahearn venter. Det vil være mig en stor ære. Og jeg er næsten sikker på at Mindraper vil deltage også. Min familie er en del af mig, og han støtter mig, det ved jeg med sikkerhed”   Avas smil forsvandt dog stille og roligt hen, for hun kunne ikke længere tie. Hun var nødt til at forklare Leonora, hvorfor hun måske ikke ville være den helt store hjælp når det kom til opdragelse.   ”Men jeg kan ikke have nogen form for ansvar på nogen måde. Jeg vil være der som støtte, men det er alt hvad jeg kan tilbyde. Jeg er bange for jeg ikke egner mig til andet. Ikke endnu.” word count, 341

[/td][/tr][/table][/center]

Mens roen havde lagt sig over det indre kaos, som ellers havde defineret Leonora mere end hun havde defineret det, havde hun fundet Ava, efter en lykkestund var sket. Og nu, hvor hun havde fundet Ava, fortalt hende hvad der ventede, spurgt hende om hun ville være en del af det, faldt endnu en brik på plads i det store puslespil, som hendes liv bestod af. Men efter dette, var det som om en truende skygge faldt over stemningen, i hvert fald imaginært. Ava’s ord satte et tankespil i gang hos Leonora; for hun sagde, at hun ikke egnede sig til andet end støtte. I familien havde det altid været en ærefuld pligt at være med til at opdrage de nye i flokken, lære dem at begå sig, blive stærke og lære dem pli og pligt at kende. Guide dem på den rette vej; hopperne, til at blive ærefulde medlemmer af flokken eller til at udvide familien ved at tage pladsen som alfa i andre nærliggende flokke og hingstene til at blive stærke, ærefulde beskyttere af både deres egen flok og andres; oplære dem til at stifte deres egne familier rundt omkring i verden – Leonora ville ikke ligge det store ansvar på Ava, men hun havde håbet hun selv havde taget det, som hun var opdraget til. Nok havde Ava ikke fuldendt sin træning, og den smule Leonora havde været i stand til at give hende, havde ikke udfyldt det manglende hul, men at sige hun ikke var egnet, gav ingen mening. Og dog. Endnu engang betænkte Leonora, hvor Ariel mon end ville være. Hun skimmede kort rundt; måske hun sov i nærheden, måske hun havde fundet en at lege med. Uanset hvad, var hun dog sikker på hun var i gode hove, når Ava stod som mor. Men hvorfor sagde hun dog noget, som dette, noget så tvivlende? Leonora prustede kort inden hun lagde hovedet på skrå.

,,Har du noget, du gerne vil fortælle mig, Ava?”

Spurgte hun da. Det var som om hun kunne fornemme det på den sorte hoppe, hoppen fra hendes familie. Altid havde familiens medlemmer haft så stærke bånd, at de kunne udregne meget omkring de andres tanker og sindstilstande; men Ava og hende havde aldrig set hinanden så meget, eftersom hendes moder havde taget en ærefuld plads som alfa i en anden flok og dermed var flyttet et godt stykke fra deres familie. Men alligevel følte Leonora sig tæt nok på, til at vide, at noget ikke helt var som det skulle. Eller var det?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] The beginning of something new Ava vidste at den prikkede Leonora godt kunne fornemme noget var galt. Det havde hun jo også indikeret i hendes lille udtale om ikke at ville tage ansvar. Hvor hun skulle starte sin forklaring var hun dog ikke sikker på, men komme, det måtte den i hvert fald. Ava tog en dyb indånding, som var det hun skulle til at fortælle, en meget dårlig nyhed, eller noget hun skulle tage sig sammen for. Hun havde tænkt over det så mange gange før – både over hvordan situationen ville være, hvad hun skulle sige og også hvilket udfald det ville have. Det kunne i Avas fantasi gå i mange forskellige retninger. Hun rankede sig en smule op for ikke at stå og hænge, og de isblå øjne hvilede på Leonora.   ”Jeg er ikke min mor værdig. Jeg er ikke min gamle flok værdig, og jeg tror jeg bliver nødt til at slippe de gamle værdier. Jeg har fejlet som mor.”   Måske ikke helt fejlet, for Ariel lod til at have det fint nok, men hun havde jo aldrig rigtig fået taget sig af føllet eller lært hende noget, for hun var faktisk væk før Ava overhovedet havde haft chancen.   ”Jeg ved jeg var lidt besværlig at holde i ørerne da jeg var lille og derfor burde jeg måske også have været mere opmærksom. Allerede første nat havde Ariel listet sig væk fra Mindraper og jeg, og jeg har søgt lige siden, men ikke set andet end små glimt af hende. Jeg har ikke formået at kunne tage mig af hende. Jeg fik ikke chancen for det – hun stak af før det var muligt. Jeg har gjort hvad jeg kunne og ledt lige siden, men jeg har ikke haft meget hæld med mig, og jeg føler ikke jeg har et mor-datter bånd til hende. Hun kunne lige så godt have været en andens føl i flokken”   Det var jo en skik at tage sig af alle føllene i flokken, og nok også derfor Ava stadig havde puslet lidt om Ariel når hun engang imellem havde set hende, men aldrig kunne få hende til at blive. Båndet var aldrig blevet fundet mellem de to. Ariel var som en fremmed for Ava. word count, 367

[/td][/tr][/table][/center]

Stemningen var klart presset. Ava havde noget på hjertet, som Leonora havde fornemmet, men som Ava nu engang var, ærlig, fremlagde hun det I stedet for at skjule det bag dårlige undskyldninger. Leonora stod tavs, lyttende, alt imens Ava fortalte. Ariel, havde listet sig væk, som ganske ny, hvilket Leonora ikke kunne få til at give mening. Aldrig havde hun mødt et føl der havde gjort således, men tingene i dette land var langt fra som derhjemme. Og måske havde generne Mindraper havde bragt med sig fået føllet til at blive .. underligt. Leonora fnøs kort for sig selv, da Ava havde talt færdigt. Det var meget at håndtere, især for en som Leonora, hvis indre var et rent kaos, der havde fundet en midlertidig form for bremse. Dog kun en bremse; og speederen var endnu meget følsom. Der skulle intet til, før det hele brød ud igen. Hun stod et øjeblik, efter at have hørt det hele, og lod sit blik vige fra Ava. Hvis hun beskuede hende, var hun bange for, at hun ikke kunne holde sammen på det hele. En indre kamp foregik, inden den sorte hoppe med stjerner brændt til hendes skind atter så på den blåsorte Ava. Der var ingen foragt i hendes blik, ingen skuffelse. Man kunne egentlig ikke beskrive, hvad Leonora viste med sit blik; men medlidenhed var måske det tætteste man kunne se på én følelse.

,,Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Ava. Ingen trøst kan jeg give dig, men som jeg ser det, har du gjort dit bedre under omstændighederne. Et føl der sådan lister væk, har jeg aldrig hørt om før. Hun må være noget af en speciel en. Men det, at du har holdt øje med hende, ved hun er okay, viser overfor mig, at du har været ansvarlig. Måske ikke som du selv ville det. Men livet er nu ikke altid, som man vil have det ..”

Det sidste blev sagt med nedadgående stemme. Den døde ud for hende, forsvandt. Ava havde sagt at hun havde fejlet, at hun ikke var ærefuld nok til at følge de traditioner de var født med. Men deres liv havde taget en så drastisk vending, at traditionerne for længst havde forladt dem.

,,Fra det øjeblik af, vi trådte ind i dette land, blev vores liv skrevet om. Traditionerne betyder intet her, intet mere. Skab dine egne, Ava”

Med de ord tav hun da. Hun havde ikke mere at sige, men tilbød derimod det fysiske selskab, så længe Ava ønskede det. Et så følsomt emne havde Leonora ikke let ved at snakke om, og derfor lagde hun låg på nu, af frygt for at bevæge sig ud på usikker grund. For at beskytte dem begge imod en ubehagelig drejning, på dette møde, der både havde været nødvendigt og ændrende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] The beginning of something new I den tid Leonora forholdt sig tavs og ikke engang så på Ava, kunne hun godt fornemme hvordan den dårlige skyldfølelse vendte på sig indvendigt. Ifølge sig selv, havde hun jo svigtet. Svigtet godt og grundigt faktisk. Og det var der ingen undskyldning for, men hvem kunne have gættet at de skulle sove på skift for at overvåge et lille nyfødt hoppeføl? Det var der vel ingen der kunne have gættet sig frem til. Så snart Leonora så på Ava igen, med et blik Ava ikke var helt sikker på hvor hun skulle placere, flyttede hun en smule uroligt på sig, som var den stilling hun havde stået i, blevet ubehagelig. Hun flyttede dog kun på sig, men trak sig ikke væk eller gik nærmere den stjerne prikkede hoppe. Hendes ord skabte dog en lettelse indvendigt. For hun havde indtil videre troet det var hende der var helt galt på den, og at nu høre en andens stemme forklare at det var unormal opførsel at liste sig væk, bragte en varme til Ava, som i sin tid nok kunne have fået hende til at bryde ud i en form for gråd af lettelse. Men ikke denne gang. Den sorte hoppe var blevet mere hærdet af hændelserne der havde bragt hende hertil, og det hun havde været igennem indtil videre.   ”Det glæder mig at høre jeg ikke er helt fortabt. Men jeg føler stadig jeg har svigtet. Jeg troede ikke det var så tidligt jeg behøvede at holde skarpt øje med hende. Jeg stak ikke selv af da jeg var så ung, det startede først omkring 1 års alderen.. hvor leg med de andre syntes at være meget sjovere og meget vigtigere end min mors undervisning”   Minderne om hendes mor og hendes egen barndom fik hende til at smile. Ikke et stort smil, men et lille mildt smil. Hun savnede hende stadig selvom hun burde være stor nok til at lægge det bag sig. Måske var det fordi hun aldrig havde fået lov til at sige ordentligt farvel. For på et eller andet tidspunkt skulle Ava jo alligevel have forladt flokken for at skabe sig et liv et andet sted, som en Alfa.   Ava nikkede til Leonoras ord. Hun havde jo ret. Traditionerne kunne ikke fastholdes her, for der var ikke nogen som helst måde at fortsætte på som de havde gjort længe. Her var der ikke mange flokke at lede. Her var der ikke deres ’rene’ farver i sort og hvide med blå øjne. Her var det et mix af alt godt blandet, og det var Mindraper jo også et godt bevis på, med alle hans særlige aftegn og farver, som Ava næppe ville se hos andre end ham, eller de føl han ville sætte i verdenen. word count, 457

[/td][/tr][/table][/center]

De var kommet godt over på den anden side, ville Leonora mene. Et ømt punkt, som de havde ramt, havde de behandlet. Og som hun før havde tænkt, var det en nødvendighed de ikke kendte til, som nu var kommet til skue, og som de havde taget højde for. Nok mente Ava hun havde fejlet, men ligeså følte Leonora at hun havde. Hun havde ikke delt så meget af den forfærdelige oplevelse hun havde været igennem med Ava, selvom hun måske burde have gjort det, men det var for smertefuldt. En dag, når Leonora stod stærkere overfor sit sind, ville hun dele dette med Ava og endeligt vise, at hun ligeså havde fejlet. Men sådan var livet, og måske var det at fejle i virkeligheden det bedste de kunne gøre; for da startede de på noget nyt. Leonora brummede sagte, accepterende af den forklaring som Ava kom med. Noget Leonora aldrig ville kunne tage fra hende, var det hun følte.

,,Du er ikke fortabt Ava; og det, som du end må føle, kan jeg ikke gøre noget ved. Kun kan jeg råde dig til at se fremad. Livet her, bliver aldrig som det skulle have været for os begge derhjemme.”

Hun brummede sagte, inden hun af ren behag rykkede en smule tættere på Ava. Nærkontakt havde Leonora aldrig været god til, kun overfor visse sjæle; sjæle som Ava, hvis kropssprog kunne tyde hendes eget og omvendt. Med et sving med halen markered hun at hun havde fundet sin ønskede stilling, og derpå så hun på Ava igen. Det lille smil der havde kærtegnet hendes mule, da hun omtalte deres hjemland; hendes moder og Leonoras søster havde varmet det inderste af den sortprikkede hoppes sind. Hun savnede det også, mere end ord kunne beskrive. Og hvis der var noget hun kunne gøre, for at spole tiden tilbage gjorde hun det. Men dog kunne hun intet stille op, blot gøre sit bedste for at få en tilværelse her.

,,Det der er sket med Ariel, er som det nu er. Det vigtigste er, at hun lever.”

Derpå puffede Leonora meget, meget svagt imod Ava’s pels. Hun respekterede de valg som Ava havde taget, for alt taget i betragtning, havde det ikke være let for hende. Derpå så Leonora kort direkte i øjnene på Ava, for at stille det usagte spørgsmål. Har du det godt?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] The beginning of something new Den stjerneprikkede Leonoras ord, var Ava glad for. Hun så nærmest op til hende. Mest af alt fordi hun var familie, men også fordi hun var ældre, og helt tilbage fra dengang Ava var lille havde hun lært at respektere dem der var ældre end hende selv. De havde mere erfaring, og var derfor også klogere – på nogle punkter. Det var ikke alle der kunne tænke nyt når det var nødvendigt. Den kulsorte hoppe, nikkede i enighed med Leonora.   Det der var sket med Ariel var sket, og om det nogensinde ville kunne rettes helt op på var ikke sikkert. Et rigtigt mor-datter forhold ville de aldrig få. Det var næsten som noget magisk der blev skabt når føllene var små. Hun ville aldrig kunne have samme slags forhold til Ariel, som Aria havde haft til hende selv. Hun ville aldrig være helt lige så beskyttende og pussenussende, men det var ikke ensbetydende med de ikke ville kunne snakke sammen som almindelige voksne hopper.   Smilet som Ava havde haft om mulen stilnede af og svandt lige så stille væk, for i stedet at gøre plads til trætheden. Det havde tæret på hende at søge alle øerne igennem, at søge så meget som hun havde gjort – og oven i det kæmpet med søvnløsheden. Appetit havde hun ikke haft så meget af, og det var også næsten kun lige hvad hun skulle have for at overleve, hun havde fået det sidste stykke tid. Det kunne også ses på hendes krop, der lige så stille var skrumpet ind til knogler og muskler. Der var ikke meget fedt på kroppen.   Leonoras blik kunne hun godt læse. Det var næsten som om de kunne læse hinandens tanker gennem blikket. Begge ligesom en åben bog. Leonoras omsorg varmede Avas hjerte og fik hende lige så stille til at smile igen, men det afspejlede stadig trætheden og det gjorde det blik hun fik sendt tilbage til hoppen også.   ”Jeg tilbringer normalt ikke meget tid i Teylar, men når jeg gør, er det for at finde hvile. Jeg har dog ikke haft heldet med mig det sidste lange stykke tid. Mit sind er stadig hjemsøgt af mareridt”   Hun ville sagtens kunne fortælle om mareridt, for hun så da stadig sin bror og sig selv på flugt fra ham, og det brændende træ. Men Ava ville ikke kunne forklare stemmerne der stadig hjemsøgte hende i søvnen. word count, 397

[/td][/tr][/table][/center]

De sidste timer, som de to hopper havde tilbragt i hinandens selskab, havde været turbulente, kunne man måske sige. De havde ikke været fysisk aktive, vrede på hinanden, eller frustrerede, men den viden der var kommet til ører for dem begge, havde været hård at sluge på nogen punkter. Man kunne vel sige nu, at de havde krydset den højeste del af bjerget, og nu kunne slappe af på vejen ned igen. Leonora prustede ganske let for sig selv, inden hun lod blikket falde direkte på Ava. Hendes eget indre kaos havde ligesom lagt sig lidt igen, nu hvor de havde fået snakket tingene igennem. Hun nikkede kort, ved lyden af de ord som Ava talte. Selv brugte hun faktisk ikke voldsomt meget tid indenfor flokkens grænser, men trygheden ved at høre til flokken, havde hjulpet hende meget.

,,Jeg kan blive her, ved din side, natten over”

Sagde hun så dæmpet. Ava’s sind var plaget af mareridt, sagde hun, hvilket Leonora sommetider oplevede selv. Drømme om hendes moders krop der gik i opløsning, drømme omkring verdens undergang omkring hende, mens hun ikke kunne gøre andet end at skrige. Nej, natten var ikke altid en fryd for Leonora, desværre. Men sådan var det nu engang, og begge to havde de oplevet noget stærkt nok til at hjemsøge dem om natten. Nok havde Leonoras ord, været et tilbud, men hun havde allerede taget valget om at blive, uanset hvad Ava så ville sige til det. Derpå rykkede hun sig godt tilpas, ved siden af den blåsorte Ava inden hun med en mild brummen indikerede, at hun ikke ville flytte sig. Derpå kan man vel sige, at roen faldt over dem; og som natten strøg frem, blev de to sjæle, for første gang sammen i flokkens trygge rammer, alt imens månen passerede over himlen, mellem de talrige stjerner.

[The end]