Welcome

Blikket flakkede for ham og han gik skævt hen af skovstien. Den lille røde hest, der knap var en meter høj, faldt omkuld flere gange og lå på jorden i flere minutter før den rejste sig op igen. Kvalmen havde han døjet med lige siden han trådte ind i dette land, og temperaturen her fik ham til at svede som en sindssyg. Men også smerten plagede ham.
Han vinger var blevet revet af kort tid før han trådte ind i dette land og han husker kun følelsen at få revet sine 'arme' og halvdelen af sin vægt fra sig. Dog havde han ingen andre ar, end tyndere pels, der hvor vingerne havde siddet fast.
Det var også mærkeligt at lige pludseligt, som fra den ene dag til den anden, at skulle leve på jorden, uden vinger.
Hvordan han overhovedet skulle overleve vidste han ikke...men noget fik ham til at kæmpe videre.

Han vidste trods alt at dette land, Andromeda, vil passe på ham. Demon-afkom eller ej...

Selvom hans syn stadigvæk var flakket, stoppede han med at falde omkuld hele tiden. Han prøvede at tygge lidt på de forskellige blade hist og her, men ingen af dem faldt i hans smag. Græsset her var frodigt og grønt og smagte nu bedre. Alt for ham var helt nyt. Hvor skulle han finde vand? Var der farer i dette land? Var her overhovedet andre end ham? Han tvivlede på den sidste, men holdte nu alligevel vagt imens hans spiste grådigt af græsset..

[/i]

[/center]

Ak ja, meget er sket på det sidste stykke tid. Måske ej noget af betydning for så mange andre, men for mig, har det en ufatteligt stor betydning. Jeg har ændret årstiden, og foråret blomstrer derfor i stor pragt; og sommeren begynder at nærme sig mere og mere. Men det er endnu ikke tid til at dreje på hjulet, og ændre det til sommeren; for der skal dog gå nogle dage, måske endda et par uger, før tiden endnu engang er inde, til at lade sommeren overtage, og varme engene op.
Men ikke nok med det, er jeg nu tilegnet en anden titel, som jeg vil bære med stolthed; en Vogter – Årstidernes Vogter, og med denne titel, fulgte også et ganske særpræget udseende. Et udseende jeg ikke har set hos andre. For langs min man, og snoende ned igennem dens lokker, pryder små fine blomster sig af sted, snoende ind i manen, og fine at se på. De er lyserøde, og klæder min røde man ganske fint. Halen er lige så med blomster, der livligt bevæger sig rundt, og snor sig omkring min hale. Men også snefnug, krystaller, sidder også i min røde man, og skaber en glitrende effekt. Op af benene, bevæger der sig ranker, snoende og grønne, med et simpelt brunligt blad, der repræsenterer efteråret ganske fint. Ja, jeg er et levende bevis, på vinter, forår, sommer og efterår, på en og samme tid.
Nok er meget sket for mig, men dog er der ting i mit liv, som jeg endnu ikke har opnået, og andre ting eller sjæle, som jeg i sandhed savner. Men som den hoppe jeg er, hænger jeg ej med mit røde hoved, og giver op. Nej, jeg fortsætter min vej, i sindet, og jeg bibevarer det åbne og milde sind, som jeg altid har ejet.

Med lette og bløde bevægelser, bevæger jeg mig af sted på Enophis bakkede område, med øjnene der blidt og roligt bevæger sig af sted, søgende og alligevel uden at søge noget bestemt, blot noget, eller nogen. Og da rammer mine milde øjne en skabning, som i mine øjne er fremmed og ej bekendt; men det kan sjælen da hurtigt blive. I en let bevægelse, standser jeg op, og betragter den bette skikkelse, der end ikke er højere end mine ben måske strækker sig. Men et føl, det er sjælen ej. Men af en helt anden race, det må den være. Som vedkommende bevæger sig nærmere, bliver det tydeligt for mig, at det er en lille hingst, jeg nu har stødt min vej på. I en mild bevægelse, sænker jeg hovedet en smule længere ned, så jeg ej virker så stor, og blomsterne i manen, falder med ned, og bugter sig legende ind i min man, uden overhovedet at falde ned.

,,Godaften, du kære fremmede”

Siger jeg så mildt, og forbliver stående i denne afstand, uden at træde tættere, da jeg nødigt vil skræmme ham, hvis han nu ikke lige umiddelbart har hørt mig. Desuden er mit udseende jo ganske.. eventyrligt og måske også en anelse surrealistisk for dem, der ej kender til historien bag.

Han havde bemærket den røde hoppe komme travende i en yndefuld gang, med stor lethed ned af bakken. Han blev helt i tvivl om han skulle flygte, gemme sig eller blive stående. Hvad mon denne hest ville ham?
Da hesten travede tætter på ham, sænkede farten langsomt og bøjede hovedet, kunne han tydeligt se at hesten var en hoppe, endda bar næsten samme farve som ham selv, men hendes man og hale var fyldt med blomster, krystaller og blade. Hazihel kunne ikke lade være med at undre sig over dette. Det lignede en form for symbolske tegn på årstiderne, men hvad vidste han om det?

Da den rødlige hoppe med den 'fyldte' man og hale kom nærmere fik en tøven ham til at trække sig tilbage, ved nogle få hurtige skridt. Hans ører pegede usikkert bagud og øjende viste svagt hvidt i den brune regnbuehinde.
Og så begyndte hu nat tale til ham, med en blid stemme, ligeså yndefuld som hendes gang var...
Hazihel tøvede, men af ren høflighed og over at hun ikke virkede direkte truende på trods af højden svarede han hende: "Mit navn er Hazihel" svarede han med en lidt undrende klang i stemmen og måske virkede han som om at det vidste alle da?

Der gik lidt tid før hingsten fik taget sin tøven til sig igen og nikkede til sig selv at denne hoppe ikke var truende. Hun måtte nu selv bestemme om hun trådte nærmere ham...

Min traven er jo ganske vidst stoppet, da jeg nu står nogle meter fra ham, og betragter den lille hingst. Aldrig har jeg set en i min gamle verden, der ejede den højde; men jeg har skam hørt om den mindre race, og den er skam ikke ukendt, selv ikke i mine øre. Han virker ikke just tilfreds med selve situationen som jeg har sat ham i, men det bebrejder jeg ham nu heller ikke. For hvis han er helt ny i dette område, og ser en med udseende som jeg ejer, så ville selv jeg, nok undre mig over hvilket forunderligt land jeg var havnet i.
Han træder nogle usikre skridt bagud, som om han faktisk overvejer at vende omkring, og stikke halen imellem benene, men dog gør han ikke dette. For kort tid efter, rammer hans mørkere stemme mine øre, og det er nu et navn jeg får at vide. Han virker næsten helt undrende over, at jeg da ikke kender til hans navn; og dette får mig da ganske vidst til at tænke mine tanker; dog er de ej negative, for det er mine tanker meget sjældent. Da han virker til at slappe mere af, træder jeg nogle bløde skridt tættere på ham, stadig med hovedet lavere nede, for ikke at virke alt for voldsom.

,,Hazihel, mit navn er Armonia. Jeg er Vogter i dette land; Årstidernes Vogter. Det er derfor jeg ser ud som jeg gør”

Ler jeg ganske mildt, mens de sidste ord udtoner.

Han skød rettede ryggen og prøvede at se mere høj og hingstet ud, selvom det bare var et sølle forsøg med de knap 100 centimeter i højden. Han fik hurtigt øjenkontakt med hoppen, dette var en af han fordele, for han kunne nemt og hurtigt få øjenkontakt og holde den.

Imens hoppede talte, stod han stille og lyttede og så på hende og lo med hende gjorde han også. "Nå, så der er flere af jer vogtere?" Et kækt lille smil bredte sig om mulen på ham og han lo med hende igen. Han havde selv ingen anelse om hvordan han skulle behandle disse 'vogtere', for han havde jo førhen mødt en mystisk udsenet hingst som kaldte sig selv 'Potalens vogter' så den lille hingst prøvede sig frem med de store ord som nok let kunne misforstås når han selv ikke vidste hvordan disse vogtere skulle behandles.

Han stemme var rolig, lidt dyb men tilpas for hans størrelse. Øjene var skarpe, brune og ørene begyndte let at pege fremad mod hoppen. Ligesom hoppen ,med blomsterne og krystallerne i håret, så han hverken dominerende eller truende ud...

Den lille fine, røde hingst, retter sin ryg, men dette giver ham ej mere højde, end han før havde. Jeg kunne forstille mig, at mange hingste i omegnen, ville forsøge at kue denne lille skabning, men for mig er højden ikke det der skaber en stor hest; det er hvad der er indeni kroppen, der skaber en lille eller en stor hest. Så har han blot personligheden på plads, da kan han være en større hest, end mange af de andre hingste i dette land, der er store af krop; men ej af sind.
Da han taler, former der sig et mildt og imødekommende smil om min røde mule, mens jeg roligt og tålmodigt lytter til de ord han siger; og da de så er færdige, kommer der et kækt lille smil om hans mule, mens han ler. Og dette behager mig; for hellere denne effekt på ham, end den jeg først gav ham, hvor han virkede urolig.

,,Hazihel, jeg må være dig et halvt svar skyldig. Jeg ved, at jeg ej er den eneste Vogter i dette land, Andromeda, men hvor mange eller få vi er, det ved end ikke jeg endnu. Titlen er ganske ny for mig, og jeg ved nok end ikke endnu, hvordan jeg skal forholde mig til den; blot jeg forbliver som jeg altid har været, og ej mister mig selv, da kan jeg bære titlen med stolthed. Men nu, nok om mig, du kære.”

Siger jeg med den rolige og forklarende tone, mens jeg smiler ganske roligt og imødekommende, inden mine ord igen sætter fart.

,,Hazihel, vil du fortælle mig lidt om dig selv? Er du lige ankommet til Andromedas land, eller er du en af de, der her vandret her både igennem flere vintre og somre?”

Det sidste tvivler jeg på, for så ville jeg næsten have mødt ham; forhåbentligt.

Da hoppen havde fortalt om sig selv, skiftede hun emne og spurgte ind til ham selv. Hun lød venlig og ikke som en besynderlig type, bare fordi hendes udsende måske var det.
Han spurgte ikke ind til titlen som 'vogter' i dette land. For ham var det at være vogter for noget en almindelig ting og han kendte flere vogtere der havde behandlet ham som ikke værdig eller generelt bare var lede overfor ham. Men sådan var det jo og det var desuden også fortid nu...

Imens hoppen stillede ham nogle spørgsmål nikkede han ivrigt for at svare. "Øhm, ja jeg er..." Han tænkte sig om...hvordan skulle han forklare at han var en engel der kom fra himlen, som var blevet smidt ud og fået revet sine vinger af, fordi ingen stolede på ham som søn af to faldne engle?
"ja, jeg er Hazihel! Bliver enten kaldt Hazel eller rødspurv" Han valgte ikke at forklare den længere historie...mon ikke det også krævede tillid fra begge sider?
Han stemme var livlig og lød nu ellers som om han var i godt humør.

"Jeg er faktisk nyankommet...vis man kan sige det?" Han så underne på hende og smilte igen. "Jeg har ihvertfald ikke set andet end denne skov og vidst ligget på den kolde jord et par gange" Han hentød til hvor beskidt han var på kroppen,efter at have væltet omkuld flere gange...

Den lille røde gut, virker ikke besynderlig i forhold til så mange andre der også er i dette land. Den eneste forskel er dog, at hans højde, eller mangel på det, gør at han måske i nogens øjne virker besynderlig eller anderledes. Men det gør han nu ej i mine øjne, for en højde er ej hvad man er, men blot et faktum man ej selv kan ændre på. Så for mig, er han hverken besynderlig eller anderledes. Da han begynder at tale lytter jeg ganske roligt til hans fortælling, og jeg bryder ej ind, før han virker til at have talt.

,,Hazihel, eller Hazel, velkommen til så. Jeg håber, at du kommer til at falde til i Andromedas land, og om ikke andet, så kan du altid søge mig, da vil jeg hjælpe dig på vej, så godt som jeg kan”

Mit blik glider langs hans krop, der er en smule beskidt, og jeg kan ikke lade være med at tænke om hans tur hertil, har været hårdere end andres; men det tvivler jeg nu på. For mange har haft en hård tur hertil, enten fysisk eller psykisk.

,,Se det på den lyse side, Hazel; du er ankommet til landet mens foråret er her, og sommeren står for spring. Var du tiltet omkring i sne og slud, da ville det have været en ganske kold fornøjelse”

Siger jeg med en mild og let leende tone.

Venligt smilende stod han dog. Han havde lært fra alle at han skulle være venlig og imødekommende, selvom dem der gik ham på, heste han hverken kendte til eller bare heste som ej var venlige mod ham, var nu så venlig og smilende som han nu kunne tillade sig...

"Jo tak!" Udbrød han "Men bladene her smager forfærdeligt...græsset er nu heller ikke for godt, men det kan gå." Han kiggede ned omkring sig og undersøgte det ellers grønne og frodige græs. "Men det er der vel ikke noget at gøre ved" Han smilte og så op på hoppen igen.

"Tja...jeg fik lidt kvalme da jeg ankom...faldt et par gange, men det er nu gået væk" Han holdte en kort pause hvor hans ivrige toneleje blev lavere "Turen hertil var lidt uventet og...hvad hedder det nu" Han så væk, tænkende..."Jo! Eh hæftig vis man kan sige det sådan!" Endnu engang trak et bredt smil frem på mulen...

Den lille røde hingst, virker ganske venlig af sind. Men jeg er udemærket klar over, at skindet kan bedrage. Det er sket før, at andre har givet mig et ganske godt indtryk af dem selv, for derefter at ændre attitude, og vise sig at være nogle helt andre. Dog er det ej sket så meget i dette land; så hvorfor skulle han være en af de få?
Dog virker han ikke just tilfreds med Andromeda, og dets grønne spise. Det får mig til at le en smule, dog kun ganske kort.

,,Mon ikke du bare skal vænne dig til deres sødlige smag, Hazihel? Men nej, jeg tror ej det kan ændres. Bladene og græsset, er nu engang som det er, i Andromeda”

Mit hoved glider let på sned, i en mild og venligsindet bevægelse, inden jeg lyttende lader mine øre forblive fremme imod ham, da hans ord endnu engang lyder; denne gang om hans knapt så behagelige rejse hertil.

,,Mange oplever deres rejse hertil, som værende ganske grufuld. Jeg tror, at vores rejser hertil er meget individuelle; ikke én rejse, er ens hertil. Min var ej heller en dans på roser, så at sige.”

Siger jeg besvarende, med et let nik.

,,Hazihel, måske jeg skulle vise dig lidt rundt, på denne ø, så du har lidt kendskab til hvert fald en af de 5 øer?”

Et mildt og varmt smil glider over min mule.

Med ørerne fremme lyttede han til hendes stemme...
Han valgte ikke at besvare da hun kom ind under emnet, med græsset i dette land. For ej om det havde nogen betydning at det ikke lige smagte ham, som det gjorde før i tiden og der var vel ikke andet at gøre, end at vænne sig til den bittre smag.

Men da den røde hoppe, med en blomsterne man, kom ind under det næste emne begyndte han at tænke....Han havde jo egenligt aldrig tænkt på hvordan andre heste i dette land kom hertil? Kom der overhovedet nogen hertil, eller kunne man blot vade ind i dette land som en indfødt?
Hvad var dette land overhovedet?
Og blot som han skulle til at ligge tankerne på hylden og lytte videre, sneg den sidste tanke sig ind...Mon denne hoppe kom fra samme sted som ham? Mon denne hoppe var en tidligere engel, ligesom ham selv?

Ukoncentreret rystede Hazihel på hovedet. "Ja, nej hvad?."spurgte han og kiggede lidt forvirret rundt indtil han fik øjenkontakt igen. "Ehem, tjo...du må da hjertens gerne vise mig rundt" smilte han venligt igen...