Søg ikke, lad det komme

Atter en aften i Andromeda, er ved at begynde. Solens sidste stråler er efterhånden blevet kvalt af det mørke der langsomt begynder at indramme Andromeda åbne og lukkede områder. For mig, er natten lige så skøn som dagen; det handler blot om at finde skønheden i den, ej lede efter den, men finde den. Igennem det sidste stykke tid, er ganske mange ting hændt for mig, ting jeg aldrig troede ville blive mine at opleve; for jeg ser ikke mig selv som en af de, der absolut er værdigst. Dog ser jeg ej heller mig selv som en af de mindst værdige. Jeg er blevet en Vogter, Årstidernes Vogter, og med denne titel, hører der dermed også et ansvar til, som jeg agter at udføre, så længe jeg kan.

Jeg befinder mig lige nu, i det åbne område af Leventera, hvor græsset snor sig op omkring mine ben. Men det er ej det eneste der snor sig om mine ben; for ranker bevæger sig sirligt op og rundt om mine ben, kærtegnende og ej kvælende; de er en del af mig, og de vil mig intet ondt. Blomsterne, der også livligt leger og lever i min man, er langsomt begyndt at lukke sig sammen, for at indtage en dvalende tilstand, nu hvor solen er gået ned. Snefnuggende, er stadig tydelige trods det kommende mørke; for månens skær spiller ned i min man, og dette får snefnuggende til at glintre og lege muntert i mine røde man. I en blid bevægelse, sænker jeg mit hoved ned imod det frodige græs, som jeg lader min mulespids kærtegne, i en bølgende bevægelse, inden jeg atter rejser hovedet op, for at betragte det åbne område omkring mig; men jeg er endnu alene. Jeg er dog ikke asocial, og jeg ønsker altid selskab, hvis dette er muligt, og derfor vælger jeg også at udsende et lavmeldt vrinsk, der ikke er skingert eller for højt, for jeg vil ej vække de der er gået til ro; men mildt og blødt er det, søgende efter andre eksistenser.

Det er ikke som du tror... nej; tvært imod. Hvad er det egentlig der er at tro, hvis man da tror. Hvad er tro? Hvad er liv, hvad er eksistens? Det var efterhånden sekunder, minutter, dage, utallige dage siden den ungsindige Diego blev slæbt i vulkanens dyb. Ofret, udnyttet, brugt.

Det havde været det værst tænkelige, døden, at se denne ting i øjnene. Når først man er død, hvad er der så? Ingenting? Så meget ingenting, at man ikke eksistere mere, mørke, ensomhed... nej ikke engang, blot tomhed og evighed. Det var det værste, dette ukendte, ikke engang kunne man tænke over denne tomhed og evighed, for man er ikke til mere.
Alligevel var mareridtet først begyndt nu! Den unge hingst havde set døden i øjnene, døden der intet efterliv havde at byde på. Intet liv, ingen eksistens. Men han kunne se alt! Alt omkring ham, men ikke sig selv. Han kunne stadig føle alt omkring sig, men... ikke... sig... selv..?
Det evige liv, som ingen i grunden kan ønske eller drømme sig til, for det er uvirkeligt - en straf. Han ville aldrig kunne tale med nogen igen, aldrig være til. Men alligevel ville han blive lokket, i hvem ved - til evig tid?; med andres eksistens. Udsynet til verdenen, men ingen gavn at få af det.
Som en uhørlig skikkelse drog han afsted, da en rød hoppe stod der; midt på Leventeras store enge.

Armonia... Han kunne godt huske hende. Det kunne han. Nærmest ovenfra, drog han nærmere, langsomt - men målrettet, før han stille kredsede om hendes skikkelse langsomt; for dernæst at tage sin afstand. Han stod foran hende... eller, sådan fornemmede han det selv, mens han så hende. Intet var at høre fra ham selv, intet åndedrag, intet hjerteslag. Intet. Alligevel følte han tilmed, glæde? Havde han kunnet smile, gjorde han det nok.