Det er ikke som man lige går og tror..

Den lille sorte... Tankerne omkring hende begyndte at svinde ud, med følgende ulidelige tanke om hun overhoved var her mere. Han frygtede det værste, samtidig med han ikke ønskede at frygte. Han ville i så fald - bare glemme... eller ville han?

Den let brogede muskuløse hingst stod så lavt som man kunne, på bjergsiden ud mod den evigt store eng her på Enophis. Nærmest som om han vogtede over bjergende - hans hjem. Men samtidig også som om han ventede. De kolde og tomme krystalblå øjne, skuede intet. Absolut intet - desværre. Han søgte i grunden flere sjæle end han ønskede at have nær sig lige nu, han ønskede faktisk ikke selskab - men alligevel var længslen efter bare én af disse sjæles gensyn, bragende stort i den stolte og ranke holdte hingst. Stift og standhaftigt, blev han da stående, nok en femten-tyve meter var han hæver over den egentlige jord, men stien der førte ned til engen var nær ham, blot snoede den sig ind i bjerget, før den kom ud igen på ydersiden af bjergsiden her... Savnet gjorde ham ensom, utroligt nok.



[ Reserveret til Deadly Myth ]

Der var gået en del dage, en del sagde siden den næsten helt hvide hoppe endelig havde forladt vulkan øen for en længere stund. Hun havde husket på at Djange havde bedt hende komme til denne ø hun netop nu betrådte. At han ville vise hende noget. En brummen lød fra hendes strube, en lyd der blev mere død end gav klang og tegn på liv på øen. En underlig følelse af at hun ikke hørte til her under den brændende sol blottet for et hvert bytte i det hun roligt bevægede sig over engen.
Græsset hun betrådte ville for en hver anden have været lækkert, spiseligt; men den næsten helt hvide hoppe Deadly Myth var begyndt at væmmes ved tanken om det græs hun før havde spist som alle andre heste. Hun havde sidst spist græs med et møde, hvor det mere havde eller mindre havde været dødt græs hun havde spist da hun havde mødt den klodblods hingst på vulkan øen, hvordan hendes ben stadig kunne holde sig oprejst var næsten mystisk. Myth der normalt havde en fin glat pels blød, var nu ru og pjusket, manglede store totter hist og pist; og var udhungret så man nærmest kunne tælle hver en knogle i hendes krop. Selv så hun det ikke. Hver gang hun drak af søernes, åernes vand så hun ikke sit eget spejlbillede; hun blev ikke mødte af de mørkebrune tomme øjne, der efter hånden virkede mere døde end tomme, hun så ikke den travlede mule der var splittet imellem lyserød og grå; hun så ikke de mandelformede øre der hvilede tilbage imod nakken; hun så intet. Ikke andet end vandets blanke overflade, ringe i vandet fra når hendes mule mødtes det kolde vand.
Død var Myth dog ikke, der imod pint og fortrængt; tærret af sine levende mareridt der synes at træde tydeligere frem nu end nogen sinde. Jagtet og flået var en følelse der var mere velkendt for hende nu, end nogen af anden. Sulten plagede hende ikke, trængen til selskab var ikke et problem for den var væk. Den sidste lange tid havde Myth forandret sig, lukket sig mere inde end nogen sinde før.

De små ben bar hende over engen videre ned imod bjergende. Det var da der Djange havde sagt hun skulle søge hen? Det var ikke selskabet fra den let brogede hingst hun søgte, eller deres mærkværdige måde at være i nærheden af hende der gav en form for tryghed, det var ikke den underlige følelse hun havde fået i kroppen sidst. Nej det var tanken om at hun havde sagt, at hun nok skulle søge ham. Lade ham vise hende hvad det var han ville vise. Langt inde, dybest inde, bag alt der havde slidt Myth op de sidste mange dage; der inde var der stadig en nysgerrighed over hvad Djange ville vise hende, men det var så fjernt at hun selv næsten havde glemt det.

Udsigten over riget der lå for fødderne af bjergpasset; var smukt. Hver og et græsstrå spirrede vildt, hver en gren snoede sig fra stammerne, nye skud blev til blade, blomster, føde. Foråret var kommet hid til landet, efter en hård vinter! Så sandt som en sag som i dag, hvor fugle fløj højt, smådyr kriblede lystigt og insekterne efterhånden var begyndt at sværme. Den brogede, muskuløse hingst så dog intet af dette. Blot søgende, så hans tomme øg kolde blik forgæves ud over den evigt store eng på denne Ø Enophis.

Noget rørte på sig! På engen, såvel som i DJanges eget sind. Han kunne genkende denne skikkelse, såvel som han langsomt også søgte tvivlen. Spadserende over det høje og frodige græs, mon ikke at det var hende? De gråbrune øre rørte dog ikke spor på sig, tilbage lå de, mens de krystalblå øjne derpå spærrede sig op. Seende. Jov det var hende! Det måtte det være… eller hvad? Tvivlen steg langsomt op i hingsten, for godt nok havde han set denne skimlede, ak ja, næsten hvide hoppe som fraværende og langt fra opsigtsvækkende; men der var noget galt? Hun så ej ud som hun gjorde fra for en tid siden, på vulkanøen. Havde han virkelig været væk fra hende så lang tid, var hendes dage talte? Nej! Sådan måtte man ikke tænke, men ærligt, så gjorde Djange det i disse sekunder, for ej så hun hverken rask eller levende ud mere. Nærmere omvandrende, som et døende bytte. Hurtigt satte det gods i den muskuløse hingst, velvidende om at hoppen hverken havde set, hørt eller på anden vis sanset ham fra sin udkigspost.
Hans hove lød dundrende imod det hårde sten underlag, da han vendte tilmed iltert omkring med et lille anstrengt og hæst fnys, før han drog med høj fart, springende ned af den stejle og snoede sti, der ville føre ham ind igennem bjerget, skjult for ydersiden af bjergpasset, rundt og ud på en sti der ville fører ham stejlt ned mod engen, på ydersiden. Sekunder blev til flere sekunder, men snart var han ude; og så snart han var blottet for engen på stien ned dertil, stoppede hans brat! Hans hjerte bankede, mens pulsen højt bankede i hans åre. De lyserøde næseborende dirrede helt, i takt med hans flanker der hurtigt trak sig ind og ud ved vejrtrækning. Han så direkte imod hende, hans næsten hvide hoppe – mon hun kom for at træffe ham? Som han havde bedt om, i sin tid på vulkanøen? Med lidt spredte forben fra den bratte opbremsning, rettede ha sig op, samlede sin parade; og holdte den atter stolte og anspændte holdning. Afventende… Grusom, grusom så hun jo ud!...

Med langsomme skridt havde hun næsten nået sit mål. Bjergende var fremme, og de tornede sig op, kæmpe. Næsten som fandtes der intet på den anden side, som stoppede det lige der ved bjergets fod. En lyd kom der fra, en lyd hun ikke ville have hørt hvis ikke det var fordi den tordnede i ekko. Bulren der dog snart stoppede. Myth, den næsten helt hvide hoppe havde ikke haft nogen kæmpe reaktion, hendes høre havde vippet svagt i nakken i nogle sekunder og hendes blik, der var lige så dødt som bjergendes ru overflade, havde været spærret op i en kort tid. Lige efter det, var alt som før. Intet tydeligt livstegn kom fra hende. Det var kun en indre vilje der stadig bar hende rundt. Et lille håb?

Myths tanker strejfede vulkan øen, og det mystiske væsen, hun måtte snart tilbage. Det var forkert at hun havde forladt øen, hun måtte tåle med ham, den, dem. De havde svarende! Det vidste hun. Sårbar for hvad dette væsen havde, sårbar havde hun blottet sig, ladet sig lokke.. Hendes tanker blev forstyret. Foran hende, længere fremme, stod den let brogede Djange. Ham hun havde lovet at søge hen til her i bjergende. De mørkebrune tomme og helt døde øjne søgte ham, og selvom en lille boble inden i hende bristede og gav en lyst til at sætte tempoet op, nå ham hurtigere gjorde hun det ikke. stadig helt dødt bevægede hun sig hen til den acceptable afstand de holde til hinanden, stoppede hun.
Med en stemme der ikke havde været brugt siden sidst de havde talt; i mange dage havde den blot lagt hen og kun befundet sig i hendes tanker; en stemme ru som sandparpir tør og helt klam at høre på hilste hun hæst med et enkelt: "Goddag Djange."
Tanken om at han havde ventet på hende faldt hende for, havde han ventet her i bjergende siden de havde talt, blot for at vise hende hvad han havde nævnt han ville? Næppe, det kunne ikke falde Myth ind at han ville gå dag ind og dag ud blot for at vente.
Et svagt prust lød fra hende, der var næsten ingen lyd med, som havde alt i hende givet op.

Hvad det i grunden var der gjorde at den næsten hvide hoppe så ud som hun gjorde, skænkede Djange faktisk end ikke en tanke. Nej, han var nærmere forarget over at denne skabning endnu var på benene, og så endda i bevægelse? Hun nærmede sig, alt imens de næsten ingen reaktion var at se hos hende – for den borgede hingsts krystalblå øjne. Jovist havde hun været både fraværende og med færre reaktioner end så mange andre, måske lidt for indelukket i sig selv til at se ud i verdenen der egentlig stod lige foran hende..? Tankerne grublede stille, mens ørene pressede sig længere og dybere i nakken ved den fyldige og mørke man. Rynkerne poppede også op én efter én på den lyserøde mule, tilmed afskyet. Mens øjnene, kolde og tomme, missede sig en anelse anseende sammen. Jovist nærmede hun sig, men alligevel var det som om hun ikke var til stede – som et omvandrende lig? Genopstået... Alligevel stilede rynkerne en smule af, da hun var nærmere og hendes duft af kanel var ham tydelig. Stille blev en dybere, men diskret, indånding foretaget før hans slækkede lidt på de meget tilbagelagte øre da hun talte.

”Vær hilset Deadly Myth.”
Til trods for hans hæse og intense stemme, der som altid lød tonløs – havde hans øjne for en kort stund spærret sig en smule seende op, før de blev misset lettere skeptisk sammen igen. Anseende, mens tankerne fór igennem hans indre. Hendes slidte og hæse stemme – var ej som den plejede, og tanken slog ham; Hvad foregik der?!.. Hvad var hent hende?...

”Kom hid.”
Fast besluttet var han dog alligevel i den anspændte og ranke holdning han stod i der foran hende. Han ønskede hende med sig – nu! Mere end før, især af denne grund. Alligevel ønskede han at ignorerede sin nysgerrighed for hendes forfærdelige tilstand, ved at snage sig ind. Selv hadede han mere end noget andet, sjæle der snagede i andres ting. Tilmed advarende havde han nok virket, med den hæse og intense stemme der tonløst lød – og sikkert havde lydt mere kommanderende frem for opfordrende; før han selv vendte siden til hende, inviterende til at hun skulle følge ham. Dagen var ung – højlys og smuk; indbydende.

Djanges kropssprog talte for sig selv, han så til skeptisk, med missende øjne. Det var som om han ikke vidste hvad eller hvem hun var, og alligevel kunne Myth tydeligt se at han genkendte hende, han vidste hvem hun var. Hans holdning var som altid anspændt, dog synes det som mere end normalt lige i dag. Grunden var nok mest at Myth ikke havde en eneste spændt muskel i kroppen, hun virkede så slasket, så død; hun kunne have været en magnetdukke, kun holdt af snorre der fortalte hende hvor hun skulle rykke sig hen, hvilken hov hun skulle løfte.
Hans hæse stemme lød i en hilsen, og dér: i et sekund var der liv i Djange, kun kort og næsten umulig at opfange. De mandelformede øre vippede en anelse, som forsøgte de at rette sig frem imod Djange men at musklerne der gjorde det muligt at bevæge dem havde opgivet og endte blot som til at starte med.
Den let brogede hingst, den eneste hun på Andromeda havde gidet bruge sin tid hos, stod foran hende og bad hende komme hid. Det var nu, et skridt frem og han ville tage hende med til hvad han end ville vise hende. Myth oplevede for første gang i lang tid en følelse komme op i hende. Følelserne havde været for hende fjerne længe nu, men følelsen af at være skeptisk, usikker og alligevel nysgerrig; brændte dybt inde i hende men kunne ikke ses på ydre siden.
De korte tynde ben trådte nærmere ham, hun ville følge ham, hun ville lade ham vise hvad han ville, og der efter ville hun forsvinde igen. Den stærke følelses af ikke at høre til i dagens lys, i den brændende sol, på denne ø brændte hende op hinanden i. Hun ville tilbage til øen af aske, vulkan øen der lå hen i mørke, asken der farvede hendes lyse hove og ben grå og sorte. I mørket kunne hun give sig hen.
Et dybt prust lød fra den magre hoppe da hun satte den ene hov foran den anden for at følge med. Myths skridt virkede døde, de virkede som de krævede alt hendes energi og alligevel vaklede hun ikke det mindste. De døde, følelses forladte brune øjne søgtes hans blå. Inde i hende, dybt inde et sted hvor hun næppe selv kunne finde det frem, var anerkendelsens af at hun endnu en gang kunne slappe af, være tilfreds blot i selskabet af denne let brogede hingst. Den eneste på hele Andromeda hun brød sig om.

Hvordan og hvorvidt den næste hvide hoppe egentlig havde det; mentalt som fysisk – ville han egentlig slet ikke bekymre sig om. Selvom han nok gjorde det lidt alligevel? Hendes pels var slidt; og tilmed små totter hist og her bar bare, så de blottede hendes hud under det næsten hvide hår lag. Jovist syntes Djange ikke at tolke hendes udseende at være noget der var påført hende. Nej, nærmere som havde hun straffet sig selv. Sultet… Mager og tilmed død og livløs at beskue; alt imens foråret tydeligt omkring dem blomstrede vildt og indbydende. Føde var her skam nok af, selskaber var her nok af, fred og stilhed var her også at finde – i stor stil. Hvorfor så hun ud som hun gjorde?

Hoppen gav dog et lille udtryk for at reagere; selvom bekymringen for om denne Deadly Myth overhoved ænsede ham og hans lige nu tilstedeværelse. Hendes øre der havde gjort optakt til at røre på sig, men blev forhindret; af gud ved hvad – gav et lille stik i den brogede hingst. Dybt inde, hårdt og markerende. Dette sås næppe udefra, alt imens han stille begyndte at bryde en svag irritation over sig selv. Aldrig havde han og aldrig ville han behandle individer anerledens, bedømt på deres helbred. Psykisk som fysiks – aldrig! Alligevel syntes han lidt at han gjorde det nu, for stille strømmede en varme op i ham, da hun nu trådte med ham. Næsten lidende lød hendes ellers tørre og døde prust der kom fra hende forinden de første skridt og hun var i gang. Han pressede reagerende let hårdere på ørene i nakken, mens en svag skeptisk rynke slog sig over mulen. Stille blegnede den da ud; og han spændte atter mere op i sin muskuløse krop. Markerende, nu med hensigt på at lede hende og beskytte hende – som han gjorde med de selskaber han valgte at lede på sin vej. Skuende omkring dem gled blikket hurtigt, før de krystalblå øjne søgte hendes mørke. Døde og følelsesforladte; hvilket fik hans kolde og tomme blik til at misse sig sammen – for første gang uforstående, frem for anseende eller skuende.

Der var ikke mange forandringer fra dette selskab som ved de forrige, de var atter tavse som de befandt sig i hinandens nærhed. Djange der var anspændt og udadtil virkede truende; Rank og stolt bar den let brogede hingst sig frem. Myth traskede der imod ved siden af, ingen muskler arbejdede unødvendigt. Forskellen fra dette møde og de forrige var ikke at Myth var mere død en levende; forskellen var de havde aftalt at mødes, fordi Djange ville vise hende noget. Den let brogede hingst havde bedt hende møde ham her, og denne gang var der ikke nærmest gået et halv år imellem tiden, der var ikke andet gået en måneds tid, måske mere eller mindre. Meget havde de to sjæle ikke delt med hinanden, ingen af dem kendte modpartneren udover det som øjet kunne se, og det deres stemmer tillod sig. Myth vidste ikke meget om Djange, hun havde dog fornemmelsen af at der var mere end øjet kunne skue og hvad ørene kunne høre. Inden under hans ydre facade var der mere; der var mere at finde bag de blå øjne han bar. Noget hun ikke ville grave frem; udelukket af den grund at hvis hun lærte ham at kende ville han blive en sårbarhed for hende. Flere mareridt kunne komme til. Mere pinsel.
Den næsten helt hvide hoppe havde det fint med ikke at vide mere om Djange, selvom hun næsten hver gang de mødtes lærte en smule mere at kende, små træk. Så små og utydelig. Akkurat som hans blik nu afslørede mere; hans blik havde et udtryk hun ikke havde set hvad ham før. Myth slog blikket væk fra ham, i en bevægelse der kunne have været fra en dukke styret af alle andre, som havde hun ikke selv kontrol over sine bevægelser.
Noget i den næsten hvide, helt udmagret hoppe skreg, skreg om hjælp. Et skrig der blev lukket inde af det tavse ydre. Et fnys af ubehag lod sig slippe fra hende, før hun atter fik kontrol over sit sind; men hun flyttede ej sit blik tilbage. Hun søgte ikke øjenkontakten igen. Tavst bevægede hun sig ved siden af ham, lidt bagud, for at lade ham lede hende vejen frem. Hendes tanker strejfede atter væsnet fra vulkan øen; hun vidste hvad hun måtte gøre når det kom til stykket.

Fuldstændig ude af takt trådte deres hove hver især forskudt for hinanden. Det begyndte langsomt at stejle mere i stigningen hvilket gjorde at Djange vidste hvad han måtte gøre; især nu, især her, i hendes tilstand. Hun slog dog blikket væk, fuldstændigt uforsvarligt, alt imens den brogede hingst for et kort sekund følte svigt? Aldrig havde han troet hun ville vende sig fra ham, afvise ham, til trods for han jo på den anden side slet heller ikke kendte hende. Han kunne intet forvente – hvilket stille ulmede i ham. Skulle han virkelig gøre det? Havde han begået en fejl

[/b]?..

Den næsten hvide hoppe sakkede mere eller mindre bagud, hvilket fik Djange til at klodse bremserne i. Fast og kontant, stod han nu afventende. Alt imens hans øre lå lidt hårdere i nakken end som normalt i hendes nærvær. Det var som om trygheden der normalt lå i deres delte stilhed, langsomt sivede ud, nærmest båret af hans udåndinger fra mulen. Anspændt og markerende stod han nu der, før han én gang henkastende slog nærmest mekanisk med hovedet, pegende foran ham. Følgende med stien.

”Efter Dem.”
Hæs og intens lød hans stemme, alt imens han direkte forventede at hun drog op foran ham. Af ren sikkerhedsmæssige årsager. Tonløst havde hns stemme lydt, alt imens hans øjne koldt og tomt atter så imod hendes mørke øjne, der nu konstant undveg hans blik – måske begik han virkelig en stor fejl!?


[/size][/color][/center][/blockquote][/blockquote]

Da Myth havde fjernet sit blik og ikke så tilbage mod ham, ikke søgte hans øjne; var det som om der skete noget. Som blev det bånd der havde skabt sig imellem dem skåret over, som forsvandt det da hun havde flygtet fra hans blå øjne. Det var som den afstand der havde været ved deres første møde, afstanden.. der kom afstand imellem dem igen. Det var bedst sådan, det vidste den næsten helt hvide hoppe godt. For hende var det bedst med afstand, men så meget? Hun kunne mørke hvordan hun inderst inde ville søge hans øjne igen, men det var som om hun ikke var styret af sit indre, som var hun fanget i sin egen krop nu, og at det var en helt anden der bar hendes hove frem for hende.En meget brat opbremsning fra Djange fik Myth til at vågne lidt op fra sit tanke myldre. Hun så på ham, og alligevel ikke på ham. Han bad hende gå først. De mørkebrune øjne, der intet viste længere, hvilede op på stien. Det gik stejlt opad. Havde hun været ved sig selv, fulde fem havde hun anset at hun næppe ville kunne klare dette i sin tilstand, men det var som der var en anden vilje. De små hove der sad på de spinkle ben; bar hende op. Op og op og op. Det syrede i hendes ben, men det var ikke som hun virkelig mærkede det. Det lille hoved var sænket ned mod jorden, og musklerne under hendes lag af travlet pels, arbejdede; fordi hun var udmagret kunne man se dem arbejde. Utroligt nok gav hendes ben ikke efter, de svigtede hende ikke op af stigningen der var så stejl at man nemt kunne glide hele vejen ned igen ved blot at træde forkert en gang.
I sit sind, dybest inde rakte hun ud efter Djanges nærvær, hun rakte ud efter hans sjæl, et forsøg på at genskabe det bånd der havde været der, det der nu var så fjernt. Dette var forgæves, for ej kunne hun nå ham i sit indre, og lige ledes kunne han ikke nå der ind heller. Ikke sådan, ikke som hendes virkelighed så ud. Myth havde en indre kamp i sig selv nu. Hun var pint, hun havde været så tæt på at nå sit dybeste ønske, det hun brændte mest for. Fred.

Hvad der i grunden kørte i hovedet på den næsten hvide hoppe, ønskede Djange ej at skænke en tanke. Alligevel kunne han ikke undgå at bemærke dette; for selvom hun var opmærksom nok til at reagere på hans ord og tage føring op ad denne stigning – var hun alligevel fjern. Meget fjern… Han havde altid mere eller mindre små beundret hendes fravær, da det gav ham tilladelse til selv at søge ind i sig selv – slappe af; finde ro i en andens selskab. Men hendes form som hun benyttede nu, var nærmere død. Dette gav på ingen måde ro, tværtimod. Djange måtte tilmed våge den påstand og mene at det vakte en smule skræk i de muskuløse lemmer.
Ihærdigt bar hun sig dog ad, op ad stigningen, mens han selv forblev bag hende. Ej nær så tæt som han måske ville have gjort – for at kunne rede hendes røv hvis hun skulle falde på halen. Men hendes svigtende handling, havde rørt noget – noget i den tonløse og u-afslørende brogede hingst. Musklerne under hendes skind arbejdede hårdt, hvilket var en direkte væmmelse at betragte. Han tilmed lod sit blik søge mod enden af stien, som drejede snart ind på en mere lukket og mere plan sti, gennem nogle bjerge med tætte bjergsider; blot for at undgå dette udsyn af den magre hoppe. Det gjorde tilmed… ondt – at beskue.

Langsomt blev det mere fladt, stadig gik det op ad, men ej på samme måde. Stien blev smal og indelukket, og for alvor kunne den magre, næsten helt hvide hoppe føle hun var i bjergende. Næsten som gjorde denne sti det tilladt for dem at blive et med de grå brune bjerge der havde en meget ru overflade. Det gik langsomt op for Myth at hun havde en meget stor tillid til den let brogede hingst der bevægede sig bag hende, et stykke væk; på afstand. Det var igen en næsten fremmede afstand, som den de havde haft i begyndelsen. Hun vidste hun stolede på ham, hun stolede nok på denne let brogede hingst til at lade sig føre ind i bjergendes dyb hvor hun ej havde betrådt sig på før; her kunne han hvis han ønskede efterlade hende og hun ville ikke være sikker på om hun nogen sinde ville kunne finde tilbage igen.
Myth havde ord på læben der ventede på at hun kunne tale, men ej kom talen til hende. Ikke et ord forlad hendes travlede mule. Den næsten helt hvide hoppe ønskede at vise Djange igen at denne afstand, denne afskårenhed der var kommet imellem dem ikke var et svigt, ikke var for at frastøde ham helt igen. Myth ville fortælle ham at hun stadig ønskede hans tavse selskab, som gav en form for trykhed; et selskab der gav plads til hinanden; men intet af alt dette kom frem. Det blev i hendes indre, mens hun tavs bar sig afsted. Ej vidste hun hvor hun skulle gå hen ad, og hun vidste igen at Djange var nød til at føre an, nød til at lede hendes trin frem. Hjælpeløs følte hun sig.

Stien de bedrog, var lang, snoet og alligevel stigende. Stigende i sådan en grad at det næsten ikke var at mærke; der var ikke langt igen – det havde der aldrig været. Kun svært, var det at finde, men distancen var nu ingen sag. Stien blev mere og mere plan, selv plejede han at galopere her, mellem de to tætte bjergsider på denne smalle sti. Han genhørte de dundrende slag af hans egne hove der galoperede op ad denne sti, men skubbede tanken om diskret til side, frem for at fokusere på den afstand han holdte til hende. Præciserende og faste var hans skridt; sikre – alt imens han kort skuede sig over skulderen et par gange, blot for at holde sit fulde overblik. Ingen sideveje, intet – blot denne snoede sti som de fulgte og skulle følge et stykke endnu, var på deres færd.
Han undgik endnu at lade sit blik falde på hende, alt mens tankerne omkring hans plan stille nærmest faldt til jorden. Afvisende havde hun været – ikke at han ikke kunne acceptere dette, for det kunne han. Men nærmere skuffet over sig selv var han vel, for de kendte jo ej hinanden, overhoved! Alligevel havde han vidst nok fået bildt sig selv ind, at hun var den der var ham nærmest i landet her – næst efter hans egen familie. Ak ja, et par småsten klirrede under deres hove, mens et par sorte fugle flaksede over bjergtoppende på de to bjerge de begav sig mellem i realiteten, skyggede for den smukke blå himmel. Han var fast besluttet, hun skulle i hvert fald se det!

Hovene imod det hårde lag gav en voldsom bulren fra sig, som den lyd hun havde hørt før. Djange havde været oppe i bjergende før han havde mødt hende ved foden. Hold han altid til her? Myth overvejede tanken, det var jo meget muligt at Djange selv havde slået sig ned i bjergende, lige ledes som hun havde fundet sig bedst tilpas på vulkan øen. Rejsen der til, rejsen for at komme hjem var lang.
Atter blev hendes tankerne igen omkring vulkan øen; alt imens hun fik sig selv bildt ind at hun ej hørte hjemme her på denne ø, aller de andre. Hun hørte ikke til i solens brændende lys, ej i de fordige enge eller imellem de tornhøje træer der dækkede underlaget i skygge og kun få steder tillod lyset at komme ned. Alligevel var hun her, hun var her fordi den let brogede hingst havde bedt hende om det. Han ville vise hende noget, og hvad det var vidste hun ikke, kun nysgerrigheden havde båret hende så langt nu. Hvad var det han ville dele med hende? Hende der var fremmede for ham. Nogen gange følte den næsten hvide hoppe sig dog ikke fremmede for ham, hun følte ikke han var fremmede; men det var de - hvordan kunne hun kalde den hest, den eneste levende sjæl i dette land hun brød sig om; for fremmede?
Endnu engang kunne den næsten hvide hoppe føle hvordan ord kom hende til, men aldrig kom ud over den spraglede mule. Skulle hun opgive at sige noget? Hendes krop lystrede ikke hendes indre, hendes sind var fortabt i et indre fængsel. Båret afsted som var hun død, og kun styret af andre. Myths tanke myldre var kommet hende til, som hun bevægede sig af den snorede sti. Velviden om at Djange stadig fulgte hende. Hun kunne høre hans vejrtrækning imellem bulren fra deres hove der gav genlyd i et stort ekko.

De drog for en tid, en tid i stilhed; mens en svag ro lagde sig over den brogede hingst. Men ej en ro han havde oplevet i selskab med hende før – nej en ro han kendte til, en ro han fandt når han kun var sig selv, alene. Hendes fraværende form ved dette gensyn, fik ham i grunden til at glemme hun var til stede, mens tanker førtes hen på hans lille sorte. Athene og barnebarnet… Alligevel var overskuet der fuldt ud til at være på vagt på al andet omkring. Farer, fremmede – for selvom han ikke ønskede dette, så vidste han de

[/b] var her. I den grad! Men hvor, ja om de[/b] endnu holdte til kun det ene bestemte og angivne sted, vidste han ikke. Men var her, det var de[/b]!
Snart kom den lille sti som en åbning i bjergvæggen til højre. De ville komme ind af bagvejen, som også var den vigtigeste del han ønskede at vise hende. Hovedindgangen til hans hjem, var lettere besværlig at finde, der hen, frem for til bagindgangen. Spændt på om den næsten hvide hoppe overhoved ville følge ham, var han.

”Vi skal ind her til højre Deadly Myth.”
Hans hæse og intense stemme brød ud mellem deres rungende hovslag; som et gennembrydende ekko, der dog stadig blev holdt på et lavmældt plan med den tonløse lyd. Han missede kort øjnene, anseende da han ikke kunne undgå nu at unde hende et blik. Forfærdelig, helt i grunden afskyelig så hun jo ud. Arme hoppe… Stien ind til højre var nærmest som en gang, en spalte i bjerget, som kun få otte meter inde mundede ud i en lav grotte indgang, på kun to meter bred og to meter høj af indgang. Ville føre ind i en mørk grotte, hvor det blotte øje ej ville kunne skue noget.


[/size][/color][/center][/blockquote][/blockquote]