Det er ikke som man lige går og tror..

I lang tid havde stilheden kun været brudt af hovenes larmende slag, men snart blev det brudt af Djanges hæse stemme, der ikke bar en tone. Intet sagde den om følelser, men den fortalte hvor hun skulle betræde, han guidede hende til højre. Et sti som en spalte i bjerget hørte dem mod en grotte man næppe kunne se. Aldrig ville Myth selv kunne have fundet dette. Myths tanker strejfede tanken; var han bosat her var det hans hjem han havde ført hende til. Lukkede han hende sig så nær nu?
Alt i hende skreg, hun kunne ikke knytte sig til ham. Aldrig. Dette ville gøre hende sårbar, mere end hun var. Fortvivlet og helt utilpas ved tanken drejede hun det lille hoved, ikke lille som i fin; Myth var ikke en fin spinkel hoppe, hun var meget markant, og lige nu dog udhungret: Hun så på den let brogede hingst, som søgte hun et svar. Hun kunne se han var fjern, han var på denne afstand som en fremmede; men han ville ikke bringe en fremmede til hans hjem. De døde øjne var tomme, de afslørede ikke noget, de afslørrede ikke den usikkerhed der var kommet til hendes indre, så så blot helt dødt på den let brogede hingst, hvis selskab var det eneste hun behøvede på denne ø, når hun havde brug for selskab for ikke at blive sindsyg.

Trængslen der ville komme til de to skikkelser, ville hverken være betryggende eller rar på nogen som helst måde – det vidste den brogede hingst udmærket godt. Svagt buldrede fornemmelser op af følelser, der et eller andet sted nok mest var lig med skuffelse; op i Djange. Den udhungrede og slidte hoppe, han ubevidst havde ville tage sig nærmere end man nu egentlig burde med fremmede sjæle, så nu nærmest spørgende på ham. De døde øjne, der før havde været fjerne og fraværende, gav svage tegn af efterspørgsel. Spørgende efter hans ord, hans opfordring til at træde denne vej, han ønskede at lede hende på.
Den højt lyste dag ville snart forsvinde for deres blotte syn, med det mørke som lå i denne grotte kun disse få meter inde i spalten. Tøvende, var det næsten som om han fornemmede hun var, denne næsten hvide hoppe, som tilmed afvisende og helt igennem anderledes havde været siden han for kort tid siden havde spottet hende vandrende på engen. Tankerne buldrede i hans hoved, alt imens de krystalblå øjne missede sig direkte anseende sammen, med det kolde og tomme blik de nu bar sig. Tilmed anklagende havde nogle nok fortolket ham som, da en svag rynke sprang ud på den lyserøde mule i takt med begge gråbrune øre nu lå dybt i nakken. Anspændt stod han snart stille ved hendes side, nær spalten, før han nærmest bestemt satte den ene forhov inden for spalten. Som sin sidste opfordring. Det hele var forkert!; eller var det?.. Tankerne han havde gjort sig begyndte nu at gå i panisk krig med mange fordomme, synspunkter, argumenter. Alt imens hans ene hovsat inden for spalten gav et dundrende ekko, lavt omkring dem.
Mon han havde begået en fejl ved tanken om at ville vise hende dette her?..

Anspændt så Djange ud, han virkede ikke til at være helt tilpas ved hele situationen. På Myth virkede det som om der var noget helt galt ved ham, men det var svært at sige. Der var jo også noget helt forkert ved hende; det var lige så meget alle de følelser og forvieringer hun bar på i sit indre.
Myth kunne mærke et jag af ubehag da Djange pacerede hende i den smalle passage. De kom hinanden meget tæt fysisk, tættere end de egentlig havde været før. Det gav et gys i hendes krop der både vagte følelsen af behag og ubehag.
Meget målrettet havde den let brogede hingst sat den ene hov foran den anden. Forsigtigt fulgte hun med, små skridt der tydeligt viste hun lige nu var meget usikker. Hun var usikker på hvad der ventede hende. Usikker på Djange. Usikker på sit indre kaos.
Den næsten helt hvide hoppe havde en træng til at stikke af, løbe væk og aldrig komme tilbage - Konflikt sky? Ja
Alle disse usikre sager der plagede hende, trængen til at tage tilbage til vulkan øen dækket af aske. Svar. Alle hendes svar hun ville have. Løsningen på hendes endeløse mareridt. Hvis hun blot kunne flygte.

Tankerne foregik atter som et vildt virvar af lange tråde med løse ender der ikke førte til nye løsninger. Kort spændtes alle hans muskler under den tynde pels, alt imens han godt kunne mærke at denne nærhed med den næsten hvide hoppe, på ingen måde føltes anerledens fra bare hans første møde med denne hoppe; en mørk og stille aften i skovene. Kort blev hans sind draget tilbage mod denne aften, mindet om at hun endnu var fremmed, blev kort ænset igen. Var hun overhoved så fremmed mere?...
Det var med præciserende skridt der trådte sig forbi hoppen, før han nåede grotten få skridt fremme for sig. Snævert og klaustrofobisk var det eneste han i grunden kunne beskrive denne passage som. Til trods for grotten var så meget større, samt med en spaltende gang et stykke vej derinde, var der til gengæld fuldstændigt mørk. Blind ville man i grunden føle sig. Alligevel havde grotten i sin tid fanget den brogede hingsts nysgerrighed, til det ukendte mørke – som alligevel blot var en redning i mange tilfælde. Aldrig havde han ærligt stødt på nogle i denne grotte…

Såvel som en person slukker al lys omkring, følte det i det sekund han målrettet trådte ind i grotten. Mørket omklamrede ham, alt imens han kun kunne unde den næsten hvide hoppe et kort fnys. Hæst og dæmpet, blot for at markere sin faste beslutning. Om hun ønskede at følge ham herfra eller ej, nagede ham faktisk ikke mere. Hun var forandret, fysisk og derved en smule psykisk syntes Djange; hvilket svagt u-stabiliserede hans egentlige mål med hans rundvisning her inde.

Med tunge lettere vaklende skridt fulgte den næsten helt hvide hoppe Djange. Hun holdt en afstand til ham, hun trådte ej tættere på end hun allerede have før fået lov til. Hun holde den respektable afstand. Selvom Myth var meget fraværende denne dag, havde hun stadig respekt for den let brogede hingst. Han viste det for hende, og hun gengældte det.
Ind i mørket trådte hun og blev af mørket helt blind. Intet kunne hun se. Lyden af ekko fra deres hovslag lød tydeligt, rungende; lige til de begge stod stille. Et fnys, kort var hvad der kom af led fra Djange. Myth forholdt sig tavst. Endnu vidste hun ikke præcis hvad de lavede her; hvad det var han havde ville vise hende - om det blot var denne grotte. Hans hjem?
Afventene og tavst stod hun, hendes øjne var åbnet trods hun intet kunne se. De brune øjne, der ej besad af nogen følelser forsøgte at vende sig til dette endeløse mørke i denne grotte. Hun svagt kunne hun se frem fra det lys indgangen slap ind, men næsten intet var det.
I mørket vendte følelsen igen tilbage; hun hørte ikke til her. Og længsel efter at vende tilbage til vulkan øen, til asken til det døde landskab brød sig ud i hendes indre. Hun ville vide mere om skyggerne, hun ville have dem! Hun ville væk fra sit kaos.

Vejrtrækningen kunne høres, både hendes og Djanges da stilheden tog over. Før havde deres hove brudt den tavsehed der havde lagt sig over dem, men ikke længere. Ingen ord blev udvekslet, ingen tanker delt. Der var blot stille.
En stilhed var der normalt over de to heste, men ikke på den måde som det var nu. Alt havde ændret sig da Myth havde fjernet sit blik; brudt deres normale intense øjenkontakt - uden at tage den op igen.

Deres hove gav ekko i en meget melodisk, men taktfri måde; alt mens mørket blev mørkere, om så; og sindet blev mere og mere blindt. Han havde været her før, utallige gange; men alligevel reagerede hans øjne som de plejede. Fokuserende forsøgte han som altid at vende sine øjne til mørket – uden held. Han vidste dog at han snart ville se, ikke her; men hvis han da kunne finde indgangen. Standhaftigt og stolt holdtes den spændte holdning, alt imens det var som om at høre den næsten hvide hoppes skridt bag – med så passende og respektfuld en afstand, voksede roen langsomt. Roen og den stilhed han nød omkring de to sjæle når de først begav sig på deres vej… sammen.
Selv holdte han det rolige tempo, med præciserende og faste skridt over det lidt knoklede underlag de gik på, før nogle tanker stille brød ind i den ro han ellers lige så småt havde været på vej til at genfinde. Han ønskede at tale til hende, spørge hende. Myth, den næsten hvide hoppe han ind til for kun få tider siden ude på engen, nærmest ikke havde kunnet kende! Men han lod være, missede blot de krystalblå øjne en anelse anseende sammen – vel vidende om at han intet kunne se for sit blik. Men gradvist fulgte han grotten gang, der bredt foldede sig ud, selvom der endnu ej var så højt til loftet. Højt nok til hans meget opretholdte holdning, men han tvivlede nu på at der ville være højt nok hvis først man gik på bagben herinde. Ledende trådte han, skridt for skridt, opmærksomt og fokuserende lyttende efter den næsten hvide hoppes skridt – især nu måtte hun følge med. Her var ej langt igen…

Lyden af hovslag forsætte, alt imens mørket blev fastlagt til at blive. Den næsten helt hvide hoppe vidste nu at ej ville synet hjælpe hende i denne grotte, denne sans var lammet i mørket. Hun ville ikke kunne se. De mandelformede øre blev spidset, denne fokus. Dette livstegn var nødvendigt; det eneste hun kunne koncentrer sig om nu var denne sans; den eneste der ville kunne hjælpe hende frem i mørket.
Myths fokus forsvandt fra alt andet- det gav hende en ro for en stund; og snart var hun så fokuseret at det eneste hun nu hørte var den let brogede hingst der ledte an. Ingen tanker, ingen kaos - kun lyden af hovslag der gav ekko. Forsigtigt tog den næsten hel hvide hoppe med den travlede mule nogle skridt frem. Et ad gangen. Næsten fumlende i mørket fandt hun sig vej frem, lige efter Djange. Myh havde ikke en fornemmelse for hvor tæt hun gik på, for lyden af ekkoet af deres hove gjorde det svært at afsløre hvor stor en afstand hun holde til Djange.

Omklamrende blev mørket. Det var som om de trængte ind i en. Til at begynde med var det en ubehagelig følelse der spredte sig i den næsten helt udhungrede hoppe, men efter noget tid begynde det at føltes trygt. End vidste hun ikke hvor sit nære bekendtskab førte hende hen, for nu måtte hun stole på ham. Selvom han end var fremmede, hun ej kendte ham til fulde- lige ledes var det også omvendt. Ingen af dem kendte hinanden vel, men alligevel føltes det ikke som om Djange var fremmede for hende. Han var den eneste hun havde i dette land hun brød sig om, den eneste hun gerne ville tilbringe timer med; også selvom det var i komplet stilhed.
I denne trygheds fase følte den tomme hoppe sig mere normal. Hun mærkede ikke længslen efter vulkan øen, efter disse skygger hun har forsøgt at finde, opsøge. Mørket- freden!

Det var de rungende skridt, de dæmpede åndedrag, den svage fornemmelse af nærvær og så alligevel ikke; der stille lod sig tælle sin optakt til roen hos den let brogede hingst. Han mente selv han vidste præcist hvor han var – til trods for han sikkert ikke havde ret overhoved. Alligevel blev det knoklede underlag under dem bekendt. Stilheden nærmest omklamrede dem, tilmed fastholdende kunne Djange til tider føle det. Men det var ikke en ubehagelig fastholdelse, nærmere en fastholdelse som da han havde stødt på Herren; dette lys der havde omklamret ham kærtegnene i en form der føltes som en evighed.

Hans skridt var endnu præciserende, alt imens han lod sig slække en anelse på sin anspændte holdning. Mest af alt fordi roen i hans krop tillod ham dette, men samtidig også fordi... Fordi det var denne hoppe, denne næsten hvide hoppe, den fremmede og så alligevel ikke; udhungrede hoppe. Deadly Myth. Ak ja, ekkoet lød melodisk i hans øre, alt imens han nu søgte over imod klippevæggen til højre, langsomt og gradvist for ej at forvirre sit selskab han ledsagede.

”Pas på hovedet Deadly Myth.”
Advarede hans ord, da den smallere indgang til hvad han ønskede at vise hende, var her. De var nået hertil! Hæs og intens, yderst dæmpet og tilmed hviskende havde hans stemme lydt – direkte tonløst. Alt imens han selv blev en anelse forskrækket over den næsten melodiske klang hans tonløse stemme blev til her i grottens indre. Aldrig havde han talt herinde før; og overraskende nok, ærgrede han sig en smule lige nu. Det var som om alt klingede her inde, smukt eller ej. Selv var Djange nød til at dukke hovedet for at passede denne smalle og lille indgang... Selv blokerede han i indgangen for dette syn der ville præsenteres for Myths mørke og døde øjne snart.

En indgang til et rum der præsenteres som rundt. Hverken stort eller meget småt, sagtens ville en fem heste kunne begive sig herinde, dog en smule tæt omkring. Højt til loftet var her, et rum der for alvor giver ekko, samt rum og frihed. Smukt med en revne i loftet, på størrelse med en føls hov, hvor lyset kastes ind. Sollys såvel som månelys. Tilmed magisk ses det, mens den lyse stråle daler glimtende ned i rummet, ensomt og ej oplysende ellers. I midten, et lille hul. Harmløst ser det ud, men tag ved lærer. Den varmeste damp stiger til vejrs herfra; varmende ja – brændende, hvis man bliver for nysgerrig og med mulen for langt fremme. Varmt, men ej tung er luften – grundet sprækken...

Lyttende til de forskellige lyde, der ikke var mange af, gik den næsten helt hvide hoppe stille frem. Her i mørket hvor synet svigtede hende var hun varsom. Hendes døde indstilling svindede lidt hen jo mere op blev opmærksom. Hun vågnede op, blot en smule. Dette kunne selvfølgelig ikke ses i mørket, kun hun selv mærkede det.
Stilheden der lå hensides der dundrende skridt, lyden af deres åndedrag, blev brudt da Djange åbnede munden. Hans ords lyd, havde melodisk klang. Stadig havde hans stemme været tonløs, kold; den var som den plejede; der var blot en forskel på hvordan det lød uden i det åbne og inde her hvor ekkoet gav en genlyd. Det forbavsede Myth. Både at høre denne helt unikke lyd af hans stemmes klang i denne rungende grotte, men også at han sagde noget.
Myth vidste ikke hvad det var hun skulle passe på, hvad det var hun kunne ramme ind i med sit hoved, så hun sænkede det blot næsten helt ned til underlaget de betrådte. Hun fulgte efter Djange med forsigtige skridt; hun havde i den tid de havde vandret i mørket kunne begynde at tyde hans lyse aftegn, men kun svagt. Dette tillod hende at kunne se hvor han gik hen netop nu.

Først var der intet at se, Djange havde blokeret for det da han var trådt ind igennem den lille passage, der viste sig at være endnu en indgang. En indgang ind til et rum i denne grotte.
En lille lysstråle famlede sig vej fra hulens loft og svagt gav et lysskær der igen tillod synet kunne benyttes. Sprækken var ikke stor, så lyset var minimalt. Alligevel var lyset der kom ned så tydeligt forskel på denne ensomme lysstråle og resten af møret.
I midten omtrent var et hul, hvad dette hul indeholdt vidste den næsten helt hvide hoppe ikke, og lige nu ville hun heller ej undersøge det.
I rummet hvor ekkoet havde lydt endnu tydeligere var der en varme som havde solen stået højt på himlen, bagt hulen her. Det var ikke en tung varme, og dette kunne Myth gætte sig til skyldes der kom frisk luft ind igennem sprækken.

De tomme brune øjne søgte rundt i rummet, de søgte om der var noget helt specielt, noget mere end blot rummet. Ej kunne hun finde noget - Myth gik nu ud fra, at det var dette rum i grotten han havde ville vise hende. Hans hjem?
Næsten døende lyd hendes lavmælde prust, der ikke var så lavmæld igen i ekkoet. Lyden gav hende selv et chok, og fik hende til at rette hoved op for en stund, før det blot faldt hen i stillingen igen, der tydeligt viste hun ikke kæmpede.

Det var langsomt den opgivende hoppe famlede sig vej frem i mørket, så hun nu kunne komme til indgangen hertil - som Djange ellers havde haft blokeret lidt for hende til en start. Afventende drejede den brogede hingst roligt hovedet imod den udmagrede og næsten døde hoppe, hvis ansigt nu let kunne anes fra den glimtende tynde lysstråle der blev kastet ned tværs igennem rummet her. Rummet han ofte havde søgt tilflugt til, når han ønskede ro. Ro; som han havde haft i selskab med denne næsten hvide hoppe, denne fremmede - som han alligevel nu overvejede på ny igen og igen, om dette...

Dog var det eneste der lød fra hoppen, et tilmed opgivende suk. Missende og skeptisk blev de krystalblå, kolde og tomme øjne for en stund her i mørket set anseende imod hoppen. Før der kun få splitsekunder efter, syntes at fremkomme en skeptisk rynke over den lyserøde mule. De gråbrune øre lå nu lidt anspændt i nakken, før han lidt brydende trådte frem og forbi hende; ind i rummet. Jovist var dette ikke hans hjem, men det var noget der lå ham nært - hvilket fornærmede ham. Men hvorfor det fornærmede ham, vidste han egentlig ikke. Hvorfor betød hendes mening noget overhoved for ham? Sådanne en fremmed!..

Endnu lå de gråbrune øre dybt lagt i nakken, ved den mørke og fyldige man, alt imens ekkoet melodisk gav genlyd fra hans præciserende skridt. Han nærmede sig roligt hullet, som han da holdte en vis respektfuld afstand til, før han trådte omkring det. Snart stod Djanges front imod hoppens, mens hun endnu stod i indgangen, før han rankede sig standhaftigt og anspændt op - som han nu plejede. Mens de krystalblå øjne endnu så en amule anseende og skeptiske imod hoppen; opgivende, fuldstændig opgivende. Hans valg var jo fuldstændigt til grin...

Længe så Myth rundt med døde, tomme fuldstændig livsforladte øjne. Hun så stedet an, hun kiggede om her skulle være mere end hvad hun lige kunne se, om det virkelig var dette han ville vise hende, eller om der i virkeligheden var mere. Rummet i sig selv var også noget at vise, men hvorfor? Djange, det let brogede hingst bevægede sig ind rummet. Ind til det hul der stod, hvor han vendte fronten imod hende. Han stod rank, stolt- som altid. Stik modsat af hende selv, der var ved at falde sammen.
Der var en rynke på Djanges mule, endnu havde Myth ikke helt regnet ud om det var positivt eller negativt, men det virkede en smule skeptisk. Myth vippede svagt næsten helt opgivende på de mandelformede øre før hun nærmede sig et par skridt frem. Hun gik imod Djange og imod hullet. Måske en anelse fortæt.
Den hvæsende lyd der kom da hun åbnede munden skyldtes mest at hendes stemme ikke var blevet brugt flittigt i lang tid. "Dette er hvad du ville vise?"
Som så var det ikke et spørgsmål, mere en konstatering. I hendes stemme havde ingen tone lagt, men et sted svagt kunne et spor af venlighed anes.

Men alligevel vidste han dette var mere eller mindre The point of no return...

[/b] Han vidste hvad han skulle og ikke skulle. Alt havde han at miste; alt havde han at vinde! Den let brogede hingst måtte gøre det der skulle gøres, nu.

Den opgivende og næsten gudsforladte sjæl foran ham stod som et opgivende bytte, som var hun omringet af rovdyr og så sin skæbne i øjnene. Jovist så hun muligvis sin skæbne i øjnene i følge Djange, men det var ej til at sige endnu. Kort blev begge de nedlagte øre presset lidt yderligere, ved hendes ord. Skeptisk rynkede mulen sig forsat, alt imens de krystalblå øjne anseende så meget direkte på hende, helt igennem bedømmende. Kolde og tomme var hans øjne; tilmed afskyende. Kort nikkede han, stift og direkte mekanisk. Selvfølgelig var det dette han skulle vise hende! En fjern følelse af ærgerlse og irritation blussede langsomt op, alt imens den spændte krop endnu holde holdning.

"Deadly Myth."
Startede hans hæse og intense stemme, tonløst som altid - selvom rumklangen gav ans stemme en dels megen mere melodisk klang.

"Jeg vil bede Dem til hjælp, med bekæmpelse af skyggerne som er i færd med at intage bjergpasset her. Mit hjem..."
Hæst og intens lød hans stemme, tonløst; alt imens den dog bundærligt og ret så alvorligt var ment. Han missede kort øjnene en anelse, alt imens han i samme sekund som han havde sgat sit sidste ord, fortrød denne handling. Men han havde ingen andre... ikke mere.


[/size][/color][/center][/blockquote][/blockquote]

Det var ikke lagt skjult at Myth havde skuffet den let brogede en hingst, den måde hun havde opført sig, før, under og nu her i grotten. Myth burde have vist ham interesse, begejstring. Alt forekom blot ligegyldigt for den næsten helt hvide hoppe. Hun vandrede i en tilstand der ej mindede om nogen levendes, mens hun blot længtes efter mørket, omgivet af asken.
De døde, helt tomme øjne søgte flugt fra Djanges hårde blik. Ej frygtede hun denne let brogede hingst, tvært imod. Hun ønskede at være ham nær, hun havde ham som det eneste levende væsen hun kunne udstå. Hun havde vel kun ham. Det skyldtes hende selv. Den måde hun opførte sig. Den måde hun jog andre væk.

Da Djange sagde hendes navn, gav det et gys hendes spinkle udhungrede krop. Det var som ordende skar i hendes øre. Pinsel. Alligevel løftede den næsten hvide hoppe sit hoved en smule. Bevægelsen så opgivende ud, som havde hun ikke kræfterne til at bevæge sig. Hendes blik mødtes næsten hans.
Hans ord efterfølgende splittede Myth op i mere pinsel og fortvivelse. Han ville bekæmpe de skygger hun den sidste lange tid havde søgt, dem hun ville havde til at rede hende for sit mareridt. De som hun ville give sit liv op til.
De mandelformede øre røg fortvivlet ud til siden. Hun ville hjælpe Djange, men ville hun gøre det på bekostninger af sin egen lykke. Usikkert bakkede hun. Hvad skulle hun dog gøre..

Alt gik så hurtigt; alt imens den brogede hingst blot bed sig mærke i én ting. Benægtelse. I takt med den næsten hvide hoppes tiltagetrædende skridt, blev de kolde og tomme øjne fæstnet hårdere og hårdere, misset mere og mere anseende skeptiske, samt ørene blev presset hårdere og hårdere i nakken, nærmest skjulende i den fyldige mærke man. Det var som om et hårdt stik i Djanges indre brød ud, da den lyse stråle i rummet gled brydende over hoppens lyse pels, og derpå ramte jorden da hun forsvandt ud af dets belysende ene stråle.

Højlydt, højere end Djange selv havde forventet, lød et rungende fnys i rummet; der melodisk gav et smukt akustisk ekko. Hurtigt fløj det ene gråbrune øre ud til siden, i ren forskrækkelse over denne lyd, før det på et splitsekund fandt plads i nakken parallelt med det andet øre. Skuffelsen strømmede, alt imens hans hjerte bankede nærmest panisk bag hans bringe. Alt imens han blot blev stående stift og så på. Nærmest sitrende panisk føltes hele hans krop, til trods for han blot udadtil sikkert så vred og truende ud lige nu.
Blot en fremmed, intet mere, intet mindre...?

Frustationer var hvad der ramte den næsten helt hvide hoppe nu. Hvad hun burde gøre var jo egentlig klart. Deadly Myth burde hjælpe den let brogede hingst, være ved hans side og stå fast. Hjælpe den eneste i hele dette land hun hid til havde mødt, som hun brød sig om. Frygten, pinslerne; hun kunne ikke lade ham tage hendes eneste håb fra ham! Hvordan kunne han bede om dette?
Det var som om lidt liv nu, for første gang kunne tydes på den næsten helt hvide hoppe, der ind til nu havde været mere død en levende. Frygt spejlede sig i hendes ellers fjerne blik. Normalt var Myth ikke typen der blev bange, eller vidste tegn på frygt. Det gjorde hun nu. Frygten var afspejlet i hendes drømme, der lige nu udgjorde tydelige tegn fra hendes side af. Myth var forvirret, fortvivlet. Hun så kun sig selv med to muligheder, og for hende virkede begge så umulige! Hun kunne ikke vælge.

Det spinkle hoved søkkede mere mod jorden, som havde hun tabt det. De mandelformede øre vippede fortvivlet fra nakken og ud til siden og tilbage igen, alt imens hun svagt gumlede, hvorfor. Det var som om hun underkastede sig hans ord, hans "råb" om netop hendes hjælp, men resten af hende ville ikke bukke under.
Svagt kunne en våd rande tydes i de mørke øjne, alt pressede på hende! Alt inden i hende skreg. Tydelige billeder tegnes for hendes indre. Mareridtende vendte tilbage som et oprørsk hav. Hårdt blev de mørke brune øjne lukkede i, men billederne i det mørke indre blev kun tydeligere og tydeligere.