Det er ikke som man lige går og tror..

Den underlige stemning der blussede op omkring de to individer, var tilmed fangende og fastholdende, på trods af de blot kunne forlade selskabet og omgivelserne. Utrygt og uvidende, selvom blot svar var løsningen. Alene følte Djange sig, han havde i bund og grund ikke nogen tilbage ud over hende, havde han?

Panikken udviklede sig på et splitsekund til chok; da det var som om hun pludselig livede op. Hun havde hele denne dag ikke været andet end død for ham, nærmest ikke til stede, som at tage til naturens døde træer om vinteren, havde hun mest af alt udfolde sig som. Men i samme øjeblik som hun nærmest vagte sig selv til livs, startede et mareridt. Direkte frygt var blot at se i de mørke øjne, den brogede hingst holdte af at beundre når han egentlig lod sig selv. Kulde og tomhed blev for et kort sekund nærværende gnister i de krystalblå øjne, mens de spærrede sig nærmest forskrækkede op.

Denne pludselige udvikling, efter opgivelse fra hans egen side, rørte ham. Kvalmende føltes det i svælget alt imens han trådte et skridt frem, før han fortrød i samme øjeblik og blev stående standhaftigt dér på stedet. Genkendeligt dirrede det nu i hans krop, dybt inde, aldrig havde han troet at skulle se dette, hos nogen anden end den gang i hans faders og moders øjne, men dér! Ægte sorg, i de mørke øjne. Velvidende om at ingen kunne se dem her, velvidende om ej at tabe ansigt og holdning, gled de gråbrune øre alligevel frivilligt og næsten naturligt ud til siderne, mens han stille sænkede hovedet en smule søgende, hvorfor kulden og tomheden langsomt vendte tilbage i hans blik, der dog alligevel blev en smule medlidende?

Svagt lød en intens og hæs brummen imod hende, alt imens han ej nærmede sig hende. Hun behøvede måske dette rum, denne plads omkring sig. Skærende føltes det, direkte pinefuldt i den muskuløse hingst bringe, derinde hvor mange mente et hjerte banker.

Genlyden af de hule dunk fra Djanges bevægende hove, rungede i hele grotten. Her var så tomt inden midt i bjergende, skjult for verden uden for. Her var intet andet end dem og sten; Lydende blev forhøjet, men lige nu var det som intet af det var lyd for Myth. Hun forsøgte at knuge sig til sit sidste håb, sin sidste vej, der virkede som om det var blevet revet fra hende. Splittet, så forvirret. Billederne tegnede sig tydeligt for hende, og jo mere de pinte hende, jo mere vidste hun hvad hun måtte gøre. Hun kunne ikke hjælpe denne let brogede hingst, hun dybt i sit indre brændte så meget for at være hos. Hun kunne kun svigte ham, og jo mere det ville pine hende at være nød til at indrømme; jo mere skar det som smerte i hendes indre.

Hendes hjerte pumpede hurtigt, for ville dette nu være det sidste hun så til sin nære bekendte, hun endnu ikke turde for sig selv at kalde mere end det? Ville dette være prisen for at gå de veje hun valgte?
Stadig forvirret blev de mørke brune øjne åbnet. Skulle hun nu tage afsked med ham, eller bevise ham om at hendes egoistiske beslutning var den bedste. Et svagt omgivende fnys lød fra hende; hvor efter hun nu to styrken til at møde hans tomme dybblå blik.

Han havde nærmet sig, som hun havde hørt. Kun et skridt. En underlig fornemmelse dannede sig i hendes mave, og forsigtigt rakte hun den spraglede mule fremad, men stoppede mit i bevægelsen. Ej var det nu hun skulle komme tættere på. Smerte skulle undgåes.

Der gik alligevel en del tid før hun så sig i Djanges øjne, som til den tid havde fundet kulden og tomheden tilbage. Noget nagede den brogede hingst, det virkede som om dette var slutningen. Enden på deres kendskab; venskab? Hvorfor det var det, var ikke til at sige – blot en fornemmelse var dette. Velvidende var Djange dog nu om at denne hoppe, som var en af de få i dette land, faktisk en af de få af alle dem som kendte og kender til Djanges eksistens, ej ville vide at han havde åbnet sig for hende, smidt sin barriere pladask for hende; men ej så hun det, og aldrig vil hun nok komme til at se det igen.

Sitrende dirrede det i hans indre, alt imens han blot ventede. Ørene havde atter fundet plads bagude, mens frygten atter piblede stille op, frygten for hendes forladelse af ham. Om han ville indrømme det overfor sig selv eller ej.

Det var næsten helt uvirkeligt alt sammen. Lige nu kunne den næsten helt hvide hoppe ikke forstå præcis hvad der skete, blot at alt sammen føltes forkert. Hun havde ville række ud efter den let brogede hingst; Hun ville række ud efter Djange, men hun gjorde det ikke. Hun havde stoppet sig selv, med den spraglede mule halv på vej mod ham, men uden at tage de sidste skridt.
Det spinkle hoved blev hævet op, som havde den næsten helt hvide hoppe fundet en smule styrke, som var der bare lidt mere i hende. Meget så hun ikke ud af, og slet ikke lige nu. Hun var blevet udhungret og hendes ben dirrede under hende, og truede med at give efter hvornår det end skulle være.
Tavst blev hun stående, Djange virkede fjern, og kold. Nøjagtig som han plejede; men der var alligevel noget. Han havde måske fornemmet det. Måske vidste han hvad der ville ske nu. Snart. Myth ville sige noget til ham, men hun lod ikke ordende slippe. Hun forsøgte forgæves at beskytte sig selv. Ej skulle hun såres igen, ej skulle flere mareridt komme på hendes samvittighed. Uanset hvad hun gjorde nu, ville det ske alligevel.

[/color]

Stilheden blev mere og mere stille; og for første gang nød den brogede hingst bestemt ikke stilheden i selskab med denne hoppe. Den næsten hvide. Mest af alt, fordi han nok godt vidste hvad der var ved at ske, mest fordi han godt vidste selv at han ikke ville kunne acceptere dette. Det værste; at han nu skulle acceptere det, om han ville eller ej. Det var hendes valg, han hverken ejede hende eller havde noget kendskab til hende ud over bekendtskab... eller hvad?

Pint over denne udtrækkende scene, som blot blev mere og mere frygtelig i den dirrende krop; både at se denne udhungrede og forfærdelige i stand satte hoppe, men samtidig tanken om hendes forladelse. Direkte afskyende, vrængede han nu det hvide hoved i en lidt skæv og tilbagetrækkende form, mens han kneb øjnene hårdt sammen og rynkede den lyserøde mule hårdt. Ørene blev presset hårdt i nakken; nærmest som han bildte sig selv ind at dette blot var en drøm, eller et ondt mareridt, og så snart han åbnede øjnene, ville hun være borte. Væk, ude af hans syn, ude af hans liv.

De tomme mørkebrune øjne hvilede på den let brogede hingst, Djange. Han veg sig nærmest bort, men dette havde Myth også selv gjort. De havde netop taget et kæmpe skridt væk fra hinanden. Det føltes alt sammen forkert. Trods denne følelse ændrede den næsten helt hvide hoppe ikke sine allerede truffet beslutninger. Koste hvad det ville, havde hun lovet sig selv, selvom det nu mere end før ville gøre ondt.Djanges afvisende attitude fik Myth til at trække mulen helt til sig igen, den havde hvilet et stykke på vej hen imod han et stykke tid nu, men ørene der nu lå trykket ned i nakken på ham og de lukkede øjne, fik hende til at ville trække sig. Hun skulle ikke nærme sig.
Det gik langsomt op for den næsten helt hvide hoppe at hun ikke kunne sige farvel, ikke kunne tage en form for afsked, for de havde jo valgt at gå hver sin retning- de blev tvunget til dette. Et svagt prust lød fra hende, det ville have været meget lydløst hvis det ikke havde været i grotten her, hvor alt gav genlyd, men det kunne høres, tydeligt, fordi det var det eneste der brød den stilhed der var brudt op imellem dem. Normalt var de stille sammen, men ikke på den her måde stille. En trykket stemning havde nedlagt sig over dem, og den ville ikke blive bedre.
Den næsten hvide hoppe måtte forlade stedet her.

Myths hoved faldt igen ned, som tabte hun det og uden liv så hun igen ud til at være. Myth bakkede et par skridt mere, lydløst blev det ikke i grotten har. Hvis blot hun kunne gå uden at ville se det, eller høre det. Hvis blot hun lydløst kunne forsvinde.
Bagparten på den næsten helt hvide hoppe ramte klippens mur. Den var kold, og gjorde det umuligt for hende at bakke længere væk. Hun var nu hvad man kunne sige bogstaveligt, men også af anden betydning; nød til at vende ryggen til Djange.
Langsomt gik det ikke da den næsten hvide hoppe snorede rundt på de spinkle ben, følelser hun ikke ville lukke ud, følelser hun ikke ville mærke, følelser der skulle fortrænges boblede med at springes. Hun skulle væk nu, hun skulle tilbage til vulkan øen. Tilbage i til den askegrå og mørkelagt jord hun havde valgt at betræde mest.
På vej ud af den smalle åbning de var kommet ind af gav Myths hovslag en dunkende høj lyd, der langsomt forsvandt hen i ekko. Selvom den næsten helt hvide hoppe havde været i tvivl om hun kunne finde tilbage, ud af klitterne her, gik det underligt nemt.

[/size][/color]

Forsvind fra mit åh'syn var nok det der lå nærmest af betegnelsen der fyldte den muskuløse krop. Udelukket var verden for de kolde og tomme øjne, alt imens lyde var det eneste der afslørede den næsten hvide hoppes afsked. Langsomt blev åndedrættende hurtigere, mere hivende, mere blussende, før de krystalblå øjne med ét blev spærret op. Hurtigt og stirrende. Det var helt så Djanges krop dirrede i bare ren vrede, alt imens alt blev slørret for hans blik..

[OUT]