Venner holdes nært; men fjender endnu tættere!..

De mange små partikler; også kaldet pollen, fór rundt i de mindre vinde her på den åbne eng. Det høje græs fristede; mens minderne blussede op i den brogede og efterhånden ret så muskuløse slanke hingsts krop. Plantagerne var endnu mange, steder over engen som endnu var urørt; eller utilbøjelige. Høje græsstrå der kildrede oppe under bugen, selv på de højeste sjæle her i landet. Bringen blev kildret legende på, som Djange spadserede igennem denne plantage af vildt og højt græs, mens han af og til udstødte et par stødende fnys for at luften ud i de lyserøde næseborer.

Knæløftende var højere end normalt, mens de banede sig vej igennem; men det var fristende at smide sig, helt så det kriblede. Han havde ikke smidt sig i sådanne højt græs siden han var blot de to år gammel, som ung plag. Her var vidst heller ingen, lige nu, lige her. Ingen farer, ingen fremmede? Chancen tog han, selvom han sjældent gjorde dette – hvorfor det stolte, ranke og opspændte brogede hingst, durk var væk efter at lande durk på siden, i et meget dæmpet bump. Helt skjult følte han sig, for første gang i årevis – som var han blot en ung og uerfaren plag igen, tilmed føl. Glæde og nydelse var det han pludselig kunne mærke, da han lod sig tilde og ivrigt kløede sin hele krop i det frodige; og her nede, våde græs. Forplejning på højt plan, hvis man havde spurgt hans kære storbror Onyx i sin tid. Minderne var mange, mens sorgen var større – der dog blev fortrængt ny på ny. Straks rejste han sig atter og lod sin krop ryste sig; mens den fyldige man atter lagde sig på plads, nu prydet med lidt græsstrå og skidt – som resten af hans krop.



[Reserveret til Midnight Myth]

Pollen irriterede den erfarne hoppes næsebor og det gjorde han hun ind i mellem prustede højlydt. Hun gjorde ikke meget for at skjule sin tilstedeværelse på engen denne dejlige sommerdag. Solen bagte på hendes sorte pels som skinnede omkap med solen og de sirlige aftegn var næsten skjult af netop denne årsag, men så man ordenligt efter kunne man skam godt se dem.
Hun stoppede brat op fra hendes ellers yndefulde trav og stirrede med de mælkehvide øjne ud i luften og fnyste opmærksomt, da hun så et par ben stritte op midt i det hele.
Hun gjorde et kast med hendes fine lille hovedet og trippede et par skridt nærmere. En velkendt duft ramte hendes næsebor og hun vippede derfor de mandelformede ører frem.

" Vær hilset Djange "

Lød det så fra hende. Hun forventede dog ikke samme rolige hilsen. Hun havde ændret sig udseenes mæssigt, og hun havde ikke været helt sød ved ham ved deres sidste møde. Hun havde fået den store stærke hingst til at underkaste sig. Hun trak svagt på smilebåndet, mens foretrak da ingen mine,

Tanken om ensomheden i denne eng med højbeklædt græs; beroligede den stadig ranke og stolt holdte brogede hingst. Sødmeduften af blomster nagede dog hans næseborer en anelse – til trods for han i dette forår ingen blomster havde stødt på ud over de små fine blomsterskud på træerne i Chibales skove. En skikkelse gjorde sig dog kort forinden han havde rejst sig, hvilket havde fået den vagtsomme og anspændte holdning til at trække sig over den brogede hingsts skind. Det var hurtigt en skikkelse var ham direkte nær – i forhold til at han havde fejlbedømt dette stykke af engen som urørt og fredeligt. Men selvfølgelig – farer kan være alle steder.
Det var hurtigt at det hvide og lodretholdte hoved på den højstillede hals, blev rettet imod en smuk skabning. Han havde ikke været i tvivl da han havde hørt stemmen lyse gennem luften, i takt med hans navn. Anseende blev begge de krystalblå øjne misset sammen, direkte advarende – mens det kolde og tomme sind stirrede fastholdende på denne Midnight Myth. Det slog ham at det havde været hendes duft han havde kunnet fornemme – selvfølgelig… Men hun var forandret?

”Midnight Myth.
Havde hans hæse og intense stemme blot svaret – tonløst, til trods for den ellers mente advarende attitude han bar for hende. Hendes øjne var hvide!.. tilmed glødende. Frastødt var han, i dén grad. Noget sagde i ham at det ej var noget der var værd hverken at interessere sig for eller komme ud i nogen rod med. Hun havde til synladende også været ude for noget mere end blot moder jords kræfter. Som han selv havde… Alligevel bragede hendes skønhed stadig ud af hende, hvis man spurgte Djange – til trods for hans øre hårdere lå i nakken; samt mulen havde slået en enkelt rynke, skeptisk over dette udsyn hun gav ham.



[OUT]

//out