The Reborn

Hendes blik faldt på den ivrige hingst, og hun satte tempoet en smule op. Nej, hun skulle ikke miste sit selskab på grund af han var sulten. De blå øjne holdt ikke øje med terrenet, da hun mente at det var hans job som hingst at gøre det. Derfor travede hun bare fremad, men holdt den rette holdning. Selv da hendes mave begyndte at protestere over at hun ikke bare galloperede det sidste stykke, gjorde hun det ikke. Hun var viljestærk, og hun ville vente lidt. Da han snakkede igen, vendte hun det ene ører imod ham for at lytte.

"ja.. det mener jeg at have hentydet til før, men nu siger jeg det igen. Der er flere øer her, og det er en af grundene til jeg endu ikke har set det hele endu. Det tager simpelthen tid"

sagde hun drillende, og holdt så øje med ham. han virkede virkelig splittet imellem græsset eller hende? Sødt. Hun smilede, og ventede bare på at han sprang frem. Og ganske rigtigt. I nogle hurtige spring var han ovre ved græsset, og var begyndt at spise af det. Selv kom hun lidt efter, bare i det mere rolige tempo.

De første minutter faldt en madro over hingsten, som man måske ikke skulle tro han besad. Han rev totter op, som var han på en mission; en mission, der skulle tilintetgøre græsset.
Den udmagrede mave blev dog alt for hurtigt mæt, på en sær, smertende måde. Det kunne ikke være sundt at spise så hurtigt, og derfor tog han hovedet op, efter godt 10 minutters fuld græsning. Han måtte simpelthen stoppe et øjeblik, for ikke at få mavepine. Han prustede tungt, men absolut hingstet, inden han trådte med endnu dansende bevægelser hen, helt tæt ved hoppen. Inden han sænkede sit hoved en anelse, flakkede blikket dog lige rundt for at skimme terrænet - endnu var de alene, så langt øjet rakte.
Derpå lod han sin mule, med det specielle aftegn sænkes ned i nærheden af hendes, men han tog ikke for sig af græsset som før - men smilede, med en charmerende og let drillende attitude; hendes ord, havde han opfanget drilleriet i, og han skulle da ikke være sen til at gengælde.

,,Aye, men Piranja; tid er vel ikke en hindring for en hoppe som dig?”

Kom den da, med den lækre stemme. Han prustede derpå hingstet og trak hovedet helt op igen, med vippende ører. Hver en lyd blev gransket i dette nye land, hver en duft. Med let mimrende mule søgte han frem og placerede den lige bag hendes mankekam. Han påbegyndte dog intet endnu - for han ville mærke hendes grænser, igen. Tillod hun, ville han gå skridtet videre, hvis ikke, blot finde en ny tilgangsvinkel, indtil det lykkedes.

Hun havde placeret sig en smule væk fra ham, så han i fred kunne dræbe græsset i sit lille område. Fordi hendes område herovre, skulle han ihvertfald ikke æde. Og med den fart han tømte det derover, skævede hun kort til sit eget område, som hurtigt kunne forsvinde ned i den glubske mave. Men hvor meget kunne han lige spise? Det blev dog hurtigt besvaret, da han efter noget tid trak hovedet op. Han lignede lidt en der havde spist for meget for hurtigt. Hendes blik faldt tilfreds på sit eget græs, som hun begyndte at spise af. Men da han så listede over på siden af hende, skyndte hun sig lige at spise de bedste totter, så de ikke lå og fristede. Hendes ører vippede over imod ham, og et smil kom frem over den drillende tone.

"Tid? jeg har så meget andet end tid at bruge min tid på"

sagde hun lettere hoverende for sjov, og klukkede lidt da det ikke lige gav mening. Hun fulgte ham opmærksomt med øjnene, men forsatte med at hive saftige græs totter op af jorden. Da han lagde mule lige bag mankekammen, forsatte hun uhindret sin græssen. Hun stoppede ham ikke, men gav ham heller ikke opmærksomhed for det han gjorde.

En tilfreds brummen skød frem fra hans bryst; den voksede fra en stille brummen til nærmest en markerende brummen; hun havde accepteret hans berøring, men reagerede ikke på den. Som hingst, ville han dog have en reaktion, så hans egen blev blot mere og mere intens, indtil hun gad agere blot en smule. Det endte faktisk med at han ganske blidt skubbede til hende - for selvom han intet forhold havde til hende, var han jo hingsten, og dermed nød han at sætte sig blot en smule i respekt, uden at det blev krævende og dominerende. Nej, det var en galant måde, som det lå til ham.
Derpå trak han sin mule lidt grinende til sig, over hendes kommentar.

,,Aye, så det har du? Måske noget solslikkeri måske, mmm? Eller. Ah jo! Du kan lave mønstre i sandet. Eller! Uh, ja, den er god. Måske kan du lede efter dyr i sandet!”

Sagde han med et skævt, charmerende smil. Den sprøde stemme havde tydeligt gjort det klart, at det var en spøg, som blev fremsagt fra hingstens mule og snart efter var hans mule på plads ved hendes mankekam ingen. Det at hun havde givet ham lov til at komme så tæt på nu, gav ham et lille håb i sindet; eller rettere, gav hans instinkter håb. Med dybe brum begyndte han nu at gnubbe hende i store cirkler omkring mankekam og skulder; det var blot en ganske simpel måde at forføre på, hvis da hoppen lod sig forføre - men han havde en idé om, at der skulle lidt mere til. Det måtte han jo se.

HUn hørte hans brummen, og at han blev ved. Til sidst endte han enda med at skubbe til hende. Hun prustede lidt lavmælt, løftede hovedet op fra græsset og kiggede lidt på ham. Han havde fået en lille reaktion fra hende, og hun tippede så hovedet på skrå. solslikkeri? Med hendes lyse pels? mønstre?
Hun kunne ikke holde masken mere. Før havde hun holdt en lettere alvorlig maske, som om hun virkelig tog det seriøst - det han sagde. Men den brød dog sammen, og hun grinede med den lyse stemme hun nu bar.

"måske.. jeg elsker jo at finde dyrene der gemmer sig i sandet"

sagde hun med et smil, og rystede den bløde man på plads. Da han begyndte at gnubbe hende, brummede hun bare nydende. Jovist det var dejligt.. men regnede han med at komme nogle vejne med det? Hun bukkede hovedet ned imod græsset igen, og gav ham ikke andet opmærksomhed end den nydende brummen. Men i smug holdt hun øje med hvad han gjorde. Hun stod klar, til hurtigt at snappe ud efter ham hvis han gik for langt. Da det var svært at regne denne hoppe ud, måtte hun enten finde sig i hun var sådan, eller droppe sit forhavende.

Han brummede dybt fornøjet over hendes reaktion på hans ord: det at ønske at finde dyr I sandet var jo en ganske fin aktivitet. Han var sikker på, at hun nok nød det - han ville blot finde det kedsommeligt. Men igen, sand var han ikke just glad for længere. Han brummede sagte og fortsatte sin gnubben lidt endnu, inden han holdt inde og at spejde omkring dem. Et fulgs fløjten havde fanget hans ører og efter at have vurderet lyden, rettede han sig op med et sagte fnys og spankulerede engang omkring hoppen, med passende afstand. Snart stod han på den modsatte side med let oppustet krop, rank holdning og generelt ædel attitude. Derpå udsendte han dybe brum imod hende igen, sigende. Han passede på hende, det gjorde han. Derpå slog han et forben uvilkårligt frem for sig. Det at have fået sat sulten i skak havde givet ham lidt fornyet energi, til at bevæge sin krop med. Dog stak han ej i løb eller anden form for fremvisning for hoppen - han havde andre strategier. Han vendte derpå blikket imod hende igen, med de indadvendte ører rettet helt frem. Smilet, ja, charmerende var det og det samme var blikket.

,,Jeg vil dog hellere se noget grønt. Et grønt område med træer og søer!”

Sagde han, med den sprøde stemme. Mange havde tidligere kommenteret den. De heste han havde danset for og med, Thork og den hoppe han havde betjent i sit tidligere hjem. Han havde selvtillid i den, ingen tvivl om det, men igen var det ikke blærende og dominerende. Han lagde blikket imod hendes, nysgerrigt.

Det havde nu været sarkastisk det med dyrene i sandet, men han virkede til at tro på det? Jamen så ville hun lade ham det. Tro hun var sådan en type, der rodede med sand. ej... Hun nød bare hans gnubben, indtil han underligt nok stoppede. Var der sket noget? Undrende hævede hun det elegante hovedet, og kiggede med nysgerrige og afventende øjne på ham. Hvad lavede han? først der opdagede hun fuglen han holdt øje med, og hans brummen bagefter. Han beskyttede hende? Selvom han nok var drevet af instinkter, følte hun det alligevel var underligt rart at han gjorde det.
Hun holdt lidt øje med ham, da han begyndte at komme over imod hende igen. Da han nævnte skovene, var det ligesom et lys der tændtes i den lyse hoppes øjne. Han havde måske ubevidst nævnt et af hendes svage punkter. skovene.. hun var opvokset med dem, og havde ærlig talt savnet dem mens hun havde været her. Fuglene der sang, bladene der raslede..

"det lyder som en god ide"

sagde hun roligt, og trådte en smule tættere på ham. vidste han hvordan og hvad vej skovene var? Hvis han gjorde, var det helt sikkert hun ville følge ham.

Den ganske prægtige hingst, som han stadigt var selvom han var ganske udmagret, havde fået stillet en nagende sult der længe havde pint ham. Nu stod han i selskab med den skimlede hoppe, som havde ført ham til denne Oase, og som havde valgt at dele sit selskab med ham. Et skævt smil gled over hans mule, han var ej kæphøj som de unge hingst, han var selvsikker med god grund. Han puffede galant imod hendes flanke, da hun fremsagde at det skam var en god idé, at søge noget grønt, og derpå spejdede han kort i den retning, de var kommet fra. Selv var han jo havnet på stranden, ved denne Ø, så mon ikke de kunne komme videre derfra, hvis blot de fulgte deres egne spor tilbage? Han brummede dybt og sigende til hende, inden han med hvælvet hals lod sin mule køres sensitivt ned af halsen på hende.

,,Aye, bestemt. Nu kender jeg ligeså lidt til det her land, som du nok gør, men jeg kom jo fra stranden. Vi kan gå derned og se, hvad vi kan finde på”

[/color]

Sagde han med den lækre, sprøde stemme, der både rungede dybt og klart. Han rankede sig ganske prægtigt op side om side med den skimlede hoppe og sendte hende et par brum; sigende brum. Han var jo en hingst, og en hingstet natur havde han jo - så at fortælle hende, at hun ’tilhørte’ ham, så længe han var der, lå blot i luften. Han var i hvert fald ikke bange for at skulle hæve sig over andre, hvis det kom dertil, for det ville han skam gøre. En kløgtig sjæl var han dog også, og snilde lå før muskler på den brogede sjæl, selvom man ofte skulle tro det modsatte.[/blockquote][/size]

Hun brummede nydende da han lod mulen gled ned over halsen, og et lille prust forlod hende. Han var nu kær... de fremmede ord var nye.. specielle.. anderledes. Og hun havde brug for noget anderledes. Brug for at tænke på noget andet. Og alligevel ville hun gerne mindes noget velkendt. Så at finde en skov - som var hendes hjem, og blande det med denne nye anderledes hingst, var lige det hun trængte til.
Og nu var han ikke ligesom de andre hingste. Unge hingste, der bare fremviste muskler og blær. Nej, det var noget der bare lå over ham. Ligesom hendes egen attitude tydeligt viste, at man ikke bare kunne koste rundt med hende, viste denne hingst sig som sig selv. Ikke som en dum parodi.

"lad os gøre det... så kan vi se om der er noget grønt et sted i nærheden"

sagde hun enig, og gik roligt fremad med ham ved siden af hende. At han tydeligt viste at hun lige nu var 'hans', var lidt mærkeligt for hende. Hun var sin egen, og ingen andres. Men lige nu kunne det nok gå an. At modsige ham, ville nok bare træde på hans stolthed, eller noget i den dur.

Med et hingstet brummen rankede den iltre Drezar sig op, da den yndefulde lyse hoppe sagde god for det eventyr, de kunne bringe deres ben ud på. Den lyse Piranja lod efterhånden til at være tilpas i hans selskab, med de tydelige tegn på nydelse hun afgav, hver gang han havde rørt hende. Med en ilter, sigende brummen, dansede han nu snart af sted ved siden af hende, og mens han af og til skævede imod hendes yndefulde sjæl, søgte han ganske direkte tilbage imod stranden, som han selv var skyllet op på. Det var en lidt kvælende fornemmelse dog, da de kom tættere på stranden, for lyden og lugten mindede ham om det, der var sket kort forinden han havde mødt denne hoppe; det, der havde drevet ham ind i sandets underlige verden i nærmest panik. Han viste dog overhovedet intet overfor den lyse hoppe, for en hingste viste aldrig frygt eller sorg i nærheden af en hoppe af værdighed; det kunne man gøre overfor sin mor, der kendte en til mindste detalje. De dasende skridt vedblev og snart strøg et mere selvsikkert smil over mulen på den brogede hingst. Han agtede overhovedet ikke at vise svagheder; og det var ikke på grund af ungdommelig dumhed. Han sænkede farten en anelse, så han næsten trippede på stedet da stranden efterhånden kunne ses. Herfra var han næsten på bar bund, for hvordan de ville komme videre til en af de andre øer, var ham et mysterium.

,,Så er vi her..”

Fremsagde han da; alt imens hans øjne og sind prøvede at spore sig ind på en vej fra denne ø, der holdt alt for meget sand efter hans mening.

Hendes blik faldt en gang imellem på den friske hingst ved siden af hende, der nærmest havde en overflod af energi. Og selv om hun ikke selv var kendt for at være den mest aktive hoppe i verden, stod hun aldrig tilbage for at lege lidt med.
Hun lavede et lille hop, og satte så farten en smule i vejret. Nok var hun ikke så aktiv, men doven var hun ikke. Den slanke krop bevægede sig yndefuldt og roligt afsted, i takt med at hun fandt en god rytme.
snart kom de tættere på stranden, og bølgernes brusen kunne høres derfra hvor de kom imod den. jo tættere de kom, desto tydeligere blev bølgerne, og den kraftige lugt af saltvand, og tang. Hun mimrede svagt med mulen, da den gik lige igennem næsen. Hun skævede over imod Jagdis, men han virkede helt upåvirket af havet. Nysgerrigt travede hun frem imod vandet, og stak mulen ned imod det. Ikke at hun rørte vandet, men hun kiggede bare på det underlige skum, der skyllede op med vandet.
hendes blå blik gled tilbage på ham, og hun rettede sig op igen.

"ja... hvordan skal vi komme videre?"

sagde hun en anelse drillende, og stildte ham spørgsmålet med vilje. Selv vidste hun det ikke, men sådan en stærk hingst måtte da også være klog? Det logiske ville nok være at svømme.. men det var en udvej hun helst ville undgå. Solen stod kraftigt over dem, men den kølige vind kølede dem behageligt af.

Den rytmiske dans han havde udført ved siden af den yndefulde hoppe, havde bragt dem ned til havet nu. Som den lyse hoppe nok kunne bemærke, havde havet umiddelbart ikke den store indflydelse på Drezar; i hvert fald ikke udvendigt. Indvendigt drejede det sig helt ned i maven på ham, fordi han endnu var tynget af følelsen af at drukne. Spærret inde i lastrummet på det skib, der havde været hans hjem de sidste mange måneder, inden han kom hertil. Det skib der havde været et helvede, for dernæst at blive det eneste han havde. Han fnøs kort ved tanken, men attituden var blot ilter; og derpå sprang han ned ved siden af denne hoppe, Piranja, med lette og noble skridt.

,,Det klogeste ville være at finde et sted, hvor havbunden er nær overfladen og som samtidigt lader til at være tættest på en nærliggende ø. Utroligt at man kan se så meget herfra egentlig. Aye..”

Hans snak var gledet mere over i en dialog med ham selv, alt imens han vejede deres muligheder for at komme væk. Vandet var dog i noget oprørsk humør, og derfor var det ikke ligefrem tiltalende at skulle krydse det på nuværende tidspunkt. Derfor tog han en beslutning om at cirkulere om sig selv og trippe iltert hen til hoppens side, som nysgerrigt gjorde sig undersøgelser af havet.

,,Vi bliver her til havet bliver roligere, og så finder vi det tætteste sted, hvor vi så svømmer vi til dén ø.”

Sagde han og nikkede imod den ø, der umiddelbart lå dem nærmest, fra der hvor de nu stod. Derpå stak han i et charmerende smil, inden han lod sin mule kærtegne hendes yndefulde krop. Duften af brunst hang endnu om hende - hvilket han skam klart var bevidst om, og kort efter lod han sin mule krænges op i en flehmen igen. Åh, han nød den duft.

Hendes øjne gled fra havet, til hingsten og tilbage til havet. hun vidste selvfølgelig intet om ham, eller hans fortid, og kunne derfor ikke vide noget om hans oplevelser med havet. Derfor, så hun det kun som var han ilter... og det var han jo tydeligvis også.. sååe, hun lagde ikke rigtigt mærke til det.
Hun så tilbage på ham, da han kom om på siden af hende. Ørene blev spidset da han begyndte at snakke, men hurtigt gik det op for hende at det nok mere var info til sig selv. dette gjorde hun jo også en gang imellem, så hun fandt det ikke heeeelt mærkeligt. Dog valgte hun at svare, med den syngende lyse stemme hun nu bar.

"Jeg har aldrig været ved havet før. Så om det er et specielt syn, ved jeg ikke. Men jeg kan godt forestille mig at en hingst som dig, har set vandet før. og har været her mere end mig." "

Sagde hun blidt, og med et smil på den lyse mule. Hendes øjne gled endu en gang over ham, og hun brummede over den stærke hingst ved hendes side.

"Så vil jeg se frem til at havet bliver roligere... jeg vil hellere til den anden ø. men vandet ser ikke videre... varmt ud"

Sagde hun en anelse drillende, og kastede et kort blik på det oprørske vand. Hvis bare de var ligesom fiks... så kunne de bare.. fiske over, ligesom fiskene. Hendes tanker blev afbrudt af den bløde mule, som han lod glide over den slanke krop. Pelsen sitrede let under den, og hun betragtede ham en smule diskret. Ubevidst trådte hun et lille skridt tættere på ham, men sagde intet.

Den lyse hoppe, som befandt sig ved siden af den iltre hingst, lod til at have lyttet til hans ord; og da hun svarede, med den syngende stemme som hun besad, slog han hovedet op med et hingstet prust. Et smil gled over hans mule, charmerende som det lå til ham, og kort efter nappede han imod hendes lange man.

,,Aye, vandet er nok ikke en fornøjelse at befinde sig i, men forfriskende kan vi da kalde det!"

Udbrød han, med tydelig morskab og fornøjelse i stemmen; den lækre, sprøde stemme. Derpå lod han sin hals knejses lidt, hoppen havde trådt ham blot en smule nærmere, hvilket han skam ikke ville afsraffe hende for. Han mødte derimod hendes blik, for at beskue hvilken skønhed der lå bag.

,,Stranden er nu et syn jeg godt kunne undvære, bare nogen tid. Man kan sige, at ikke ligefrem alle mine møder med havet har været fornøjelige"

Et øjebliks sandhed gled frem fra hingstens mule; ikke at han havde talt usant overfor hoppen, for faktisk havde han kun talt den rene sandhed, men nu kom en sandhed om ham selv frem, en sandhed med smerteligt udpsring, som han endnu ville holde for sig selv. Men, som han sagde det, var stranden ham ikke ligefrem et fornøjeligt sted; men dog sad der ingen direkte frygt i sindet på ham, over at skulle krydse havet senere. Ikke så længe hans sind havde en hoppe at betænke, en hoppe som han skulle beskytte og vejlede.

Hun rystede drillende manen væk, da han nappede efter den. De klare blå øjne gled over hingsten, Jagdis, og hun brummede kort. Forfriskende? Pff…. Rent ud sagt koldt og vådt. Ikke lige en drømme tilstand at være i for hoppen. Men.. hvis han var optimist, ville hun da ikke være den der pillede ham helt ned. Derfor, nikkede hun blot med et smil.
Den brogede krop tog sig godt ud her ved vendet, og hun kom pludselig i tanke om hvor bleg, eller hvis hun egentlig var. Skimlet hed det nok. Hun ville ikke have noget imod at få sjasket en spand med farver ud over sig… hmm..

”Forfriskende siger du…. Du skal da være velkommen til at smutte i allerede nu!”

Sagde hoppen drillende, og puffede let til ham med mulen imod vandet. Dog ikke hårdt eller noget, og hun regnede bestemt med at hingsten kunne blive stående på de ben han nu havde. Ved hans ord om stranden, tippede hun hovedet undrende på skrå. De blå øjne strøg over ham, og pandelokken faldt kort ned foran det ene. Han kunne ikke li havet.. og alligevel ville han svømme over det?

”hmm… vand er nok bare ikke lige skabt til andet end at drikke og bade”

Sagde hun prøvende. Kort rystede hun det markerede hoved, før at hun med en opstemt mine rettede op i kroppen. Tja, hun kunne ligeså godt prøve. Smilet om mulen voksede blot i takt med at humøret på hoppen steg, og noget der kunne minde om en legesyg brummen kom fra hende. Hvis de skulle stå her og blomstre i noget tid, kunne de lige så godt se at lave noget andet end blot at glo imens – mente hun. Drillende og en anelse tirrende lod hun mulen glide ned over den stærke hals, før at hun dansede en smiule væk fra ham.