The Reborn

Den spraglede hingst, med de inadvendte ører lod et charmerende smil pryde hans mule; hoppen havde humor, det havde hun, og ej var hun bange for at vise det. Med lette dansetrin slog han sin krop tættere på hendes, idet hendes ord holdt pause, og med en ganske hingstet, nærmest dominerende, men uden at kræve underkastelse, nappede han imod hendes lange lyse man.

,,Og ødelægge fornøjelsen af at blive våd senere? Argh, jeg tror skam jeg bliver på land, lidt endnu, tænk hvis jeg blev helt syg af det træk man får i pelsen!”

Sagde han, ganske tydeligt ironisk og morsommeligt. Han nød at give igen på sådanne ting, og det fik denne ganske yndige hoppe skam lov at mærke. Snart efter kom hun med en udtalelse, han var ganske enig i; dog var han hverken i humør til en dybere snak omkring hans tanker om havet, eller fandt det nødvendigt, og derfor strøg han med noble skridt efter hende, så snart hun satte fra ham i den yndefulde dans. Med umådelig energi sprang han op ved hendes side, med hvælvet hals og ganske tydeligt oppustede muskler; hoppen tirrede ham, det gjorde hun – og det var han ikke længe om at agere på. Snart udsendte han de dybe, brummende lyde igen, lyde som han vidste hang sammen med det at gøre kur til en hoppe, for han havde brugt dem før, i sit hjemland. Set og hørt hans følgessvend bruge dem, og altid havde de virket. Dybe, charmerende, lokkende, kommanderende og dominerende, det hele lå der, i perfekt harmoni, alt imens den ædle sørøver sprang omkring hende; hans bytte, hans skat.

En lille sitren for igennem hoppens krop, inden at hun brummede for sig selv. Hingsten var tydeligvis påvirket af brunsten, og hoppen var efterhånden også begyndt at kunne mærke dens ”kræfter” som tiden gik. Hingsten vedvarende brummen og opfordring satte sine spor i hoppen, og hun løsnede stille og roligt mere og mere op.

De blå øjne gled over hingstens muskler, og hendes blik forsatte til at hun mødte hans øjne. Kort kom der et smil frem på den lyse mule hvad hans ord, og hun klukkede let. Humor havde hun skam nok af, og hun nød når hendes selskab ville og kunne følge med på nogle jokes i ny og næ. Endelig så han ud til at reagerede på hendes lille leg, selvom hun nok ikke havde forventet andet. Hoppen havde skam øjnene med sig da hun gav sig til at beundrer den hingst der gjorde sig til for hendes skyld. Og det virkede. Hans brumme lyde fik hende til at følge med ham, og hun nød øjeblikket. En smule vigtig kunne man godt føle sig når man sådan blev vartet op.
Hoppen brummede let imod ham, og begyndte prøvende at trave væk fra ham. ville han holde hende fast? Holde hende her? Hun ville se næsten alle reaktionerne, inden at hun gav nogen som helst lov til at bedække hende. På mange måder var hun kritisk med hingste og sådan. Men hun overgav sig ikke bare til hvem som helst. Og dog… en forførende brummen kom til sidst fra hende, imens at hun listede væk.

Som et lynnedslag, var dansen begyndt. Den skimlede hoppe, med de elegante skridt, lod efterhånden til at ville have opmærksomheden fra hingsten, netop på den måde han gav hende den, og samtidig tirrede hun ham til at vise mere, udvise mere. Da hun ramte hans blik, lå der kun stolthed og vilje bag den spejle hinde der dækkede porten til hans indre, og så snart hun endnu engang tirrende satte afstand imellem dem, slog han sine forben ganske markerende i jorden; hun prøvede ham af, det var ganske sikkert, for udholdenhed var en dyd hos hingste, og uden den, var de intet værd. Dog tirrede det ham, på den måde at en irritation blomstrede i hans indre, at hun gang på gang søgte afstanden; men hans viden om hvorfor, gjorde at han fortsatte dansen med den udholdenhed han var født med. Med en anelse mere anspændte skridt satte han hurtigt efter hende, for at indhente hende; og da først hans krop var tæt nok på hendes, lod han sin mule søge frem og nappe fat lige bag manken på hende. Med dybe, hingstede brum holdt han fat blot en stund, for at fortælle hende, at hun skulle blive; hans interesse var skam vagt, hun behøvede ikke flere dansetrin for at hans opmærksomhed ville forblive fængslet på hende; overhovedet ikke. Derpå slap han med en mere langtrukken, lokkende brummen, alt imens hans mule i ryk søgte op imod hendes hoved. Denne sælsomme dans havde han danset før; dog med en bunden hoppe, så det havde foregået noget mere enkelt, men udfordringen, irritationen og det pirrende moment fangede hans indre på en helt anden måde; det tændte en ilter gnist, som ikke havde været tændt første gang han havde udført denne dans; men den var der nu, til skue for den skimlede hoppe.

Endelig og pludselig fik hun den markante og dominerende side frem i hingsten, og hans blik gjorde hende blot sikker. Han var villig til at vente. Havde været villig. Og han havde ventet meget. Hvor mange gange havde hoppen ikke blot taget imod, uden at give igen. Holdt ham tilbage og en sjældent gang imellem afvist ham? flere gange end hun havde regnet med. Og han var gået meget længere end hun ville have troet at han kunne og ville. Hun var overbevist…
Endelig nåede han hen til hende, og for første gang greb han fat i hende så hun ikke bare vimsede væk fra ham igen. Hvilket at hun godt kunne have fundet på, hvis ikke det havde stået på så længe. En brummen kom fra hende.. en blanding imellem accept og tændt over de hormoner der rasede i hende. Let strøg hun ham over næseryggen, før at hun slog en enkelt gang med halen. Lod duften sprede sig imellem dem, inden hun brummede noget nær opfordrende. Hingsten havde chancen nu, og hun ville nok ikke give den igen hvis han søgte den.

Han nåede hende, han fik fat, og den handling som den brogede hingst med de indadvendte ører havde udført, lod til at virke. Hoppen havde vist set det, hun skulle, for i stedet for at søge fra ham igen, som hun ellers havde gjort, stod nu stille; og den brummen der steg fra hendes strube, der både rummede accept og hormonel påvirkning, satte for alvor gang i hingstens kurmageri. Med så oppustet krop han kunne, udsendte han nu utallige hvin, lave og hingstede, mens han med nærmest stampende skridt dansede ned langs hendes side. Halen blev slået omkring ham i hidsige vendinger, alt imens hans rejse hals blev hvælvet så meget, at den ikke ville kunne hvælves mere. Snart nåede han sit mål, og med et voldsomt ryk løftede han sin forpart, for at placere sine forben omkring flankerne på den skimlede hoppe; hans bagben rykkede ham hurtigt og dansende tæt nok på, til at bedækningen kunne udføres, og inden længe lod han med saglig mule kærtegn tilfalde hoppen, imens hans krop gjorde klar og påbegyndte bedækningen; men selvom han var saglig, og en gentlemand, var han ikke sen om at sige til hvis hun bevægede sig for meget.

Roligt og en anelse spændt lod hun de blå øjne glide over hingsten som pustede sig op for hendes skyld. En vedvarende lavmælt brummen kom fra hende, og et smil kærtegnede den lyse mule. Hingsten havde for alvor fanget den hoppe, og det instinkt der lå begravet i hende. Det som til tider kunne overskygge fornuft, eller simpelthen blot overvælde en på de mest upassende tidspunkter. Men hoppen var alligevel en del sig selv, og vidste på en eller anden måde hvad hun havde gang i. Hingsten havde lokket, og hun var fuldt med. Dog også med noget af hende selv i nærheden, selvom hun i dette øjeblik nok var lidt flyvsk.

Endu engang fulgte hoppens klare øjne hans gang omkring hende, indtil at han nåede om bagved hende. Da han hoppede op på ryggen, og hun mærkede vægten af hingsten spændte hun en anelse overrakset benene imod jorden og spredte dem lidt for at kunne holde balancen. En kort hoppen hvinene kom fra hende da hun mærkede hans mule, men ellers forholdt hun sig stille. Gik hverken frem eller tilbage. Hun havde besluttet sig, og ville ikke gøre det mere besværligt end det kunne være. Og dog.. hingsten føltes som om at han vidste hvad han gjorde.

Drezar var en herre, der havde prøvet dette før. Han var knapt så erfaren som mange andre, men hans baggrund gjorde ham ganske egnet til dette; og inden længe havde han udført sin pligt. Han blev hængende over ryggen på den skimlede Piranja blot et øjeblik efter selve bedækningen var udført, hvor hans mule ganske sirligt strøg hendes skulder. Derpå lod han sit ædle korpus glide ned bagved hoppen, hvor han udstødte en ganske tilfreds brummen. Hans hormoner havde raset af, men eftervirkningen var der endnu, og derfor lød der af og til brummende lyde i karakter med dem han havde udstødt før, da optrinnet til bedækningen var i gang. Snart strøg han med lange skridt op langt siden på hende igen, med de intelligente øjne nøjsomt lagt imod hendes. Hun havde accepteret hele denne seance; men selvom hans del var udført, mere eller mindre, ville han skam ikke forlade hoppen. Fortrinligt selskab og bærer af hans afkom gjorde hende til en hoppe, han ville holde øje med og værne om fremover, og sørge for at intet ondt ville hænde hende. Han slog en anelse opfordrende med hovedet; fremad gik han, langs det brusende hav, i den retning hvor han ville krydse havet. Det var endnu deres mål, selvom denne lille romance var kommet ind over.

Hendes ører vippede skiftevis frem og tilbage, imens at hun overvejede hvor vidt at det nu var en god ide. Godt nok var det meget tæt på at være for sent at fortryde - om end ikke nær umuligt, men hvis hun nu rykkede sig hurtigt uden at han ville vente det? Ville han mon så glide af? nej… hun havde valgt, og sådan blev det nu. Derfor blev hun føjeligt stående, indtil at han syntes at være færdig med sin ”gerning”. Roligt drejede hun hovedet let imod hans mule, og strejfede den kort inden at han gled ned fra hende. En tilfreds brummen kom fra ham, og hun stemte i med sin egen lidt lysere.
De blå øjne fulgte ham da han trådte op foran hende, og hun lagde det femenine hoved på sned. Ville han mon blot gå nu? Nu hvor det var overstået? Hun havde hørt om hingste der gjorde sådan, men vidste ikke helt om han var sådan en. Hun tvivlede, men chanen var der jo. Og hun kunne jo ikke tvinge ham til at blive om end hun ville. Men han virkede ikke sådan… noget i hans blik fik hende til at stole på at han ville være der bare en smule, og hun brummede en anelse lettet for sig selv.

Da han slog opfordrenede med hoved, blev hun som revet lidt væk fra sine tanker, og blev nærværende igen. Et smil krusede hendes læber, inden at hun begyndte at gå fremad. Føl… tanken skulle lige forplante sig hos den lyse hoppe.

Opfordringen havde virket, og snart havde den skimlede hoppe sat kursen efter den ranke sjæl, med de indadvendte ører. Han brummede endnu engang, tilfreds og glædeligt for sig selv, men samtidig med den stolte og hingstede aura, inden han kort lod blikket spejde langs det glubske hav. Det lod til, at vinden havde løjet en smule af, fra deres møde begyndte, og det så snart ud til, at muligheden ville være for at krydse. Han rømmede sig kort, inden han drejede blikket om på den skimlede hoppe, der ville bære hans første afkom i dette land; og stolthed, ja, det var skam at spore i hans indre.

,,Vi kan snart krydse havet”

Sagde han da, med den sprøde stemme, den lækre stemme, som havde været tavs nogen tid nu, siden deres hormoner havde overtaget. Snak havde ikke været nødvendigt, overhovedet, men nu hvor det var overstået, kunne de endnu ty til ordenes magt. Han smilede kort, charmerende og oprigtigt, for han fandt det ikke akavet dette; at gå her, efter det, der var sket, var i hans øjne blot ganske naturligt.

Endu engang lod hun blikket glide over ham, og hans ører undrede hende faktisk en del. Hun havde dog aldrig rigtig taget mod til sig at spørge, da det jo kunne være at det ikke var med vilje.. selvom det klædte ham. han var en smuk hingst, det var sikkert.
Hendes blik gled over havet, og ligesom ham lagde hun mærke til hvordan det langsomt blev tæmmet.. hvordan bølgernes vilde brusen og leg syntes at stildne lidt af, og gjorde det muligt for de 2 sjæle at krydse om nødvendigt. Hun følte det ikke som sådan akavet i hingstens selskab. Hormoner og instinkter var noget alle havde, og hun fortrød ikke sin lille hændelse her med ham. føl var en gave for hver en hoppe og en hingst. et nyt lav var dannet…

”ja, det kan vi skam”

Sagde hun friskt, lettere oplivet men alligevel en smule udmattet. Det var sjovt hvordan at hun pludselig kunne spudle af energi, og så være lettere doven. Men den her tur ville hun klare – forhåbenligt. Stoltheden i hans blikz fik hende til at smile muntert, og hun strøg ham let over næseryggen inden hun vendte sig imod vandet.

Den nu ret så milde vind kælede sig langs siden på den spraglede hingst, alt imens han vandrede langs havet, der langsomt lod bølgerne mindskes. Strandens sand strøg sig ligeså omkring hans hove, og bragte minder og tanker frem i hans sind, som han helst ønskede at fortrænge; for strand og hav havde været et mareridt for ham, efter han var blevet taget fra sin familie, fra sit liv. Han udstødte et kort prust for sig selv, inden han endnu engang lagde alt opmærksomhed overpå den skimlede hoppe igen. Piranja. Han smilede kort, skævt, inden han lod sin lange hals hæves i en lidt overlegen position, men uden at kræve dominans. Smilet forblev charmerende, hingstet og en smule drenget, inden han nappede imod hendes mule. Hun lød så friskt stemt, hvilket han satte pris på; hun fandt det heller ikke akavet nu. Kort rømmede den spraglede hingst sig, da han synes at kunne skue et perfekt sted at krydse.

,,Så, landkrabbe, skal vi?”

Sagde han med et næsten uimodståeligt smil, der både var charmerende og kækt. Hans personlighed var blot fremblussende på denne måde, trods hans angst indvendigt. Havet ventede, en udfordring han ikke så frem til. Sidste gang han havde befundet sig i havet, for mindre end et døgn siden, ja, der var han druknet.

Der var ingen tvivl om at hingsten havde selvtilliden i orden her. Og også at han ikke var bange for at vise sig frem – hvilket at han bestemt heller ikke skulle være. Piranja måtte ligeud og rent indrømme at den spraglede stærke krop var en lækker sag for en hoppe. Det var hun ikke blank for at indrømme, og hun havde intet imod hingste der viste sig frem hvis de havde nået at vise. Ellers.. kunne de være neutrale. Selv havde hun et lille problem med vand, men det var ikke slemt nok til at holde hende fra det. Det var smukt, ja.. og hun nød at være ved det på bestemte tidspunkter.. men.. hun ville helst ikke svømme medmindre det var nødvendigt.
Let strakte hun alle de lange lemmer, inden at hun smilede ligeså kækt tilbage til hingsten. Om end ikke mere…

”jamen det skal vi da hav hingst”

Sagde hun med et skævt smil, og lod de blå øjne glide over det ligeså blå hav. Det var stildnet af, og hun mente selv at hun nu kunne komme over.. så meget stolede hun dog på sig selv, til aldrig at sige nej til en ny udfordring når den meldte sig. Let hovet bevægede hun sig over sandet, indtil at hun stod ved vandkanten. Kom han? Hovedet blev let drejet imod ham… var der mon noget galt?

Hun nåede vandkanten, den skimlede Piranja, kort tid efter hun havde udtalt sig med munter mine. Hun gav igen, hvilket den spraglede Drezar fandt ganske fornøjeligt; mange havde ikke viljen så at sige, til at sige fra på denne måde. Han pustede sig lidt op ved hendes ord. ’Hav hingst’ – det var nok det sidste han var, men hun kendte jo ej til de pinsler der lå i hans fortid, og derfor var denne udtalelse blot fornøjelig. Snart nåede han op ved hendes side og puffede imod hendes side, bestemt men ligeså nænsomt.

,,Det er bare derud af, jeg er lige ved siden af”

Sagde han med et skævt smil, inden han lod sine lange ben føre sig ud i det kolde vand, der med det samme klyngede sig omkring hans krop. Han kunne mærke hvordan alle de følelser han havde haft, da han havde været på vej i dybet med det skib der havde været hans hjem de sidste måneder, og det var lige før han med et hvin havde kastet sig ind igen; men han måtte tvinge sig igennem, ikke på grund af hoppens blik og vurdering, men på grund af ham selv. Han kunne ikke lade frygten undertvinge ham, for da ville han være fanget på den sandede ø, og det var bestemt ikke noget han havde lyst til. Med grove fnys og tilbagelagte ører kom han nu derud af, og snart lod han sig stryge ud i det dybe vand og dermed var overkrydsningen påbegyndt.

Vanetr var køligt, selvom at det var varmt oppe på landjorden. Det smøg sig op af de slanke ben, og en lille kuldegysning for igennem den skimlede krop da det følsomme skind kom i kontakt med det kolde vand element. Et lille hiv kom fra hende af overraskelse, inden at hun tog sig sammen ot begyndte at vade ud i vandet. Det var en smule svært at bevare sin værdighed når man kom plaskende igennem vand, imens at ansigtet stivnede hver gang en bølge ramte det følsomme maveskind.. men på den anden side. Værdighed var nok ikke det hun tænkte mest på i verdenen, selvom at hun sagtens kunne om nødvendigt spille fin.
Derudaf? Uff… hendes blik hvilede på ham, da hans lange spraglede krop begyndte at bevæge sig ud imellem alle bølgerne, og det var næsten som om at han ikke ville. At han meget hellere ville ind på land igen, selvom at det blot var en ørken. Da han begyndte at kæmpe sig igennem vandet, imens at han ikke så så fornøgelig ud, tog hun sig sammen og satte en sidste gang fra fra bunden, for at lade benene komme ud på det dybe vand og dermed måtte hun selv svømme.

Et kort øjeblik panikkede hun over ikke at kunne mærke bunden, men kort efter blev resten af hendes fokus sat på at komme frem af, uden at tænke på hvordan man hurtigt kunne drukne herude. Nej, dette ville hun ikke gøre ofte. Ørene blev vredet bagud ved tanken om at dø på vandet, og hun kneb øjnene lidt sammen. hun kunne godt.. hun ville!

Han havde lagt sig en smule i front, den spralgede sjæl, da han havde taget de første skridt; men det varede ikke længe før den skimlede hoppe også søgte efter ham, ud blandt bølgerne. Dog virkede hun heller ikke ligefrem til at nyde det, og med et lille ophold i hans svømmetag, var han snart faldet tilbage ved hendes side, hvor han så kunne støtte hende. Selvom man ikke skulle tro det, så begik han sig fint i vandet. Han brummede højtlydt og nærmest kommanderende til den skimlede sjæl – men tonen i hans stemme var ikke til at tage fejl af; han var opmuntrende og vedblivende ved hendes side, til de atter satte hov på land. Da først han havde fundet hendes side, og udsendt denne brummen til hende, vendte han blikket fremad igen. Der var et stykke vej, men det var overkommeligt, for selvom det var hårdt, kom de forholdsvist hurtigt fremad. De lange ben trådte af så hårdt de kunne i vandet, for at give så meget fremskub som muligt, og han var sikker på at Piranja ville gøre det samme – indtil nu fulgte hun godt med.
Bølgerne kastede vandet højere og højere, jo tættere på midten af vandet de kom; det var en udfordring der i sandhed ikke var rar, for igen skyllede de barske minder igennem hans krop, som faktisk havde været realitet blot timer forinden; men Drezar var en hingst, der vidste hvornår det var nødvendigt at lukke af for sorger og andre ting der pinte sjælen. Og nu var det tid; men når han engang var på land igen og alene, ville det blive en hård tid, for da skulle hans indre bearbejde alt det, han havde lidt.
Han vendte kort blikket imod Piranja igen, for at se hvordan hun klarede bølgerne; halvvejs var de, og hvis bare de kunne holde ud lidt endnu, ville bølgerne aftag imod land, og så ville det sidste stykke gå ganske glat for sig.