The Reborn

Det var som en trance der gik ind over den skimlede hoppe, hvor det blot gjaldt om at få det næste spark sat ordenligt af.. holde sig oppe, ikke synke. Men det var svært. Jagdis så ud til at have nemt ved det, da han vidste hvordan man gjorde. Men hoppen kunne ikke svømme ordenligt.. det betød at hun brugte langt flere kræfter en nødvendigt på at holde sig oppe. Hun smilede taknemmeligt til den spraglede hingst over hans opmuntring, og forsatte sin kæmpen imod vandet.¨

Hun sank kort lidt bagud da hun dykkede ned under, inden at hun gispende kom op igen. De blå øjne spærrede sig kort op, men lukkede hurtigt igen da vandet drev ned i dem. Hun kunne intet se.. panikken krøb ind over hende, og hun fnyste svagt for at få vandet ud af næsborene. Kom nu.. bare en smule mere. De måtte snart være ved land. De skulle snart være ved land. I blinde forsatte hun fremad, i håbet om at hun svømmede rigtigt. Dog fik hun dristet sig til at åbne øjnene en smule op efterhånden som at vandet drev væk.

Vandet var en udfordring, som tog på de to sjæle, det var tydeligt. Pludselig forsvandt den skimlede hoppe helt under vandets glubske masser og et højt, kaldende vrinsk lød øjeblikkeligt fra Drezar. Det var et pirrende øjeblik, og han var tæt på bare at lade alle pinslerne vælte ind over ham, fordi hans sind blev presset, men han måtte modstå, og koncentrere sig; for hoppen manglede hjælp. Da først hun kom op over vandet igen, søgte han ned ved hendes side, og lod sin mule føres ind under hendes hoved, for at holde det oppe et øjeblik, imens han forsøgte at guide hende frem – han havde endnu overblik over, hvad retning de skulle.
Det lykkedes de to sjæle at komme igennem de værste bølger, og snart blev vandet gradvist mere og mere roligt omkring dem. Der slap han den skimlede hoppe og strøg frem selv, for at lede hende. Snart kunne han mærke, at hans hove en gang imellem skrabede på bunden, og der satte han farten en anelse op, kæmpede sig nærmest ilende det sidste stykke, og da først hans ben fik fat i bunden, sprang han i nærmest alt for ivrige spring ind, indtil han dirrende stod på stranden af den nye ø; Enophis. En ø, der med det samme så langt mere tiltalende ud, end den de lige havde forladt. Med et dybt, anstrengt prust vendte han blikket imod Piranja; ventede på hende, indtil hun kunne slutte sig til hans side.

Hun støttede sig taknemmeligt til den brogede skikkelse, stadig stum uden at sige noget. Dog var det tydeligt at hoppen ikke var så rolig som hun så ud, og dog var der ikke andet end ro i hendes ansigt. Hun tog så meget af arbejdet selv som hun kunne, inden at hun endelig kunne mærke bølgerne stildne af. og så snart at hun mærkede bunden under hovene, for hun som skudt du af en kanon op imod landet. Hun skulle op. Væk. Nu!

Dog var den andens fremgang stadig hurtigere end den stive hoppes, og da han var kommet op på land var hun ikke sen til at følge efter. Et kort øjeblik stod hun helt rolig, inden at hun trak sig sammen som en forsinket chok tilstand over at have haft hovedet nede under vandet. Der kom ingen lyde, men de rystelser der kom igennem den hvide krop var nok tegn nok på at hun ikke havde det helt godt. Det havde taget hårdt på hoppen, det var sikkert.

Vandet drev endnu af den spraglede sjæl, da den skimlede hoppe nåede hans side. Han hilste hende an med en dyb, hingstet brummen, inden han strøg hende over halsen; det var tydeligt, at hun havde lidt på denne svømmetur, men hun havde klaret den, og nu stod de her, med muligheden for at hvile. Hans blik flakkede kort over hendes let dirrende krop, men hun så uskadt ud, hvilket var godt; en skadet hoppe ville kræve beskyttelse, som han i så fald ville give. Han rettede hovedet op og vendte ørerne imod indlandet; nu hvor de begge var i sikkerhed, kunne han godt bruge fokus på noget andet. Det hele så langt mere indbydende ud, med grønt og terræn der bugtede sig, frem for den golde ørken. Snart ville han gemme sig et sted derinde, i gang med at udforske, men først ville han tilbringe blot en smule mere tid med denne hoppe, som snart ville bære hans afkom. En hoppe, han med sikkerhed ville tilbringe mere tid med i fremtiden; om end han havde brug for noget tid til at bearbejde alt det der var foregået indenfor de sidste to døgn ganske snart, for ellers ville hans sind bryde sammen.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Der gik noget tid, hvor hun blot så ned i jorden imens at tankerne helt var stoppet i hovedet på hoppen. Men langsomt begyndte denne at vågne op, og hun blinkede en enkelt gang inden at hun så på ham. De havde klaret det… de var faktisk kommet over, uden at forsvinde ned i de frådende bølger. En dyb lettelse bredte sig i hoppen, inden at et forsigtigt smil kom frem på den stadig våde mule. Vandet drev af hende i en jævn strøm, indtil at det begyndte at stildne af for blot at dryppe fra hende. kort overvejede hun at flytte sig så den spraglede sjæl ikke blev helt tilsølet i vand, men kastede den fra sig og rystede hele pelsen i en hurtig bevægelse. Vandet fløj af hende, og dråberne glitrede kort i solen inden at de landte på jorden og blev.. væk? Med et smil så hun på den spraglede hingst, og besluttede sig nu at deres veje skulle skilles. Hun var sikker på at de en dag ville se hinanden igen, og hvis ikke ved en tilfælkdighed, ville hun finde ham. hendes føl skulle i det mindste vide hvem han eller hun var i familie med. Roligt gik hun hen til ham, og gned kort hovedet op af ham inden at hun så på ham. ”nuvel Jagdis.. jeg takker for alt deres hjælp og støtte, men jeg foreslår at vi nu går hver vores vej igen. Forhåbelig, ses vi igen inden alt for længe” Kom det blidt fra hoppen, inden at hun vendte om og begyndte roligt at gå væk fra ham. Hun vendte sig ikke om, men forsvandt blot i imellem træerne og bakkerne. Hun hadede afskeder med for mange følsomme øjeblikke..

Den skimlede havde nu sluttet sig til siden på den spraglede hingst, og han hilste hende an på god maner; flankerne dirrede kort, imens hans mule udtrykte de hingstede brum, som var som så naturlige, i selskab med hopper eller fjender. Nu stod der dog en yndig sjæl ved hans side, som endda skulle bære hans afkom, og ved hendes nærhed, reagerede han som den hingst han var, fordi hun netop var noget særligt. Han strøg hende kort over halsen, inden han hørte hendes stemme – afskeden, ja, han vidste den kom som kaldet, for han trængte til at være alene, trængte til at skrige, løbe, nedbryde sin krop så meget, at han til sidst blot ville sove.
Han smilede til hende, charmerende og kækt som det faldt ham naturligt, inden han med den sprøde og lækre stemme gav sig i kast med at svare hende.

,,Aye Piranja, du gjorde det godt over vandet. Og ikke forhåbentlig, bestemt. Vi ses bestemt igen snart”

Sagde han, inden han rykkede hovedet op med et tilfredst prust. Hoppen forlod ham nu, men han havde ikke noget imod det; for det var kommet med en god afsked, på et godt tidspunkt. Han tog sig et øjeblik til at se sig omkring og snuse til det levende sand under sine hove, inden han satte afsted i modsatte retning af den skimlede hoppe; han skulle nu finde et afsides sted, hvor han kunne rase ud; noget han i sandhed havde brug for.

Finish