How i wonder.. [åben tråd]

Piranja
How?[/color][/i]

Lyden af bladenes raslen omkring hende, vinden der susede igennem træernes kroner og bare i det hele taget alt det grønne. Utroligt. Hun havde indtil videre kun været på den mørke ø, og en rød ørken. Og der havde der ikke været det store liv. Det som Piranja savnede. Nok var hun ikke sart. Hun var hårdfør, og kunne tåle det meste. Hun bekymrede sig sjældent om fremtiden, og tog hver dag som en gave. Men at se skovene og mærke livet omkring hende igen.. det var først nu det gik op for hende hvor meget hun havde savnet det.
Så det var derfor hun nu gik med et drømmende udtryk i de blå øjne. Derfor hendes skridt var fjedrene og lette. Derfor hun bevægede sig med en elegance, der normalt kun gav sig til kende ved sjældne lejligheder. At gøre noget ud af sig, var noget hun sjældent gjorde. Folk skulle ikke tage hende på udseendet, men som en ven. Det der var inde i. Men idag bevægede hun sig frit og normalt. Den mørke man løftede sig en smule ved den lette friske vind, og halen var let hævet. En lille melodi kom fra hende i ny og næ, og hovedet var tilpas hævet. Ikke så det virkede nobelt eller stolt. Men fordi hun simpelthen var i godt humør. Hvordan kunne øerne være så forskellige i det her land?

Han var blot lige kommet. Han huskede endnu overgangen fra mørket til lyset, og hvordan han havde åbnet øjnene til denne fascinerende og spændende ø. Det sidste han huskede var alle de spørgsmål der havde runget omkring ham. Han havde kun været vant til at høre dem i sit eget hoved.
Da han nu var kommet til dette forunderlige sted, var endnu flere spørgsmål kommet til ham.
Hvordan var han kommet hertil?
Hvor var han?
Hvad var meningen med hans tilkomst?
Mens disse spørgsmål roterede i en tænkende proces i hovedet på ham, besluttede han sig for at undersøge stedet nærmere. Hans hvide, fine krop bevægede sig gennem den frodige beplantning, imens hans rolige, dybe og mørke øjne betragtede alt på hans vej.
Alle hans sanser var sat 100% i spil.

Hendes blik gled over træerne, buskene, bladene.. det hele var så underligt velkendt, og alligevel ikke. Det var en fremmed skov - ingen tvivl om det. Men hun kendte skovene. Deres cyklus.. dyrene.. det hele havde hun allerede regnet ud, bare ved at være her i noget tid.
Hun bevægede sig let igennem skoven, med en sikkerhed der viste at hun hørte til her. Her iblandt det grønne, og sangen.
Hendes blå blik fangede dog hurtigt noget der ikke hørte til her i skoven. Den klare hvide farve kom ikke fra et vildt dyr, og hun vidste ikke hvad det ellers kunne være ud over en hest. Et muntert og imødekommende vrinsk forlod hende, og hun gav sig til at skridte/danse imod den fremmede. Hvem mon han var?

Han var meget optaget af denne nye verden. Ikke at den på sin vis var så meget anderledes end enhver anden verden, men han undrede sig over hvordan han var kommet hertil. Og hvorfor. Måske var han kommet i himlen? Nej.. Dette var ikke himlen. Måske var han blevet flyttet til en anden verden for at lære og indse nye ting. Han vidste det ikke. Der var så mange mulige årsager.
Et vrinsk afbrudte hans tanker og gennem træerne kunne han skimte en lys hoppeskikkelse.
Hun bevægede sig elegant og nærmest dansende mod ham, som nu kun hopper kunne. Nysgerrigt vendte han ørerne frem, men hans generthed og reserverede ydre tillod ham at hæve hovedet lidt.
"Goddag," sagde han med den hæse stemme. Han var nysgerrig efter at udspørge denne hoppe om alle hans spørgsmål, som hun måske vidste svar på, men han ville ikke overrumple hende med det samme. Chancen for at hun var ligeså vis og tænksom som han selv, mente han ikke var stor.
Måske ville hun ikke kunne svare ham alligevel..