Dead, but Alive!

Her stod han. Midt på en grøn, frodig eng med et vidunderligt landskab hvor end han så hen. Der lå bjerge til hans højre side, skov til hans venstre. Bagved strakte engen sig endeløst og foran lå en sø og skinnede som sølv i solskinnet. Han spidsede ørerne og tog en dyb indånding af den rene luft. Var dette virkelig sandt? Var dette paradis? Han ben sitrede svagt da han satte frem i en rytmisk skridt. Ikke meget ved ham afslørede at han netop var både død og genopstået - et fact han næsten selv havde glemt. Den traumatiske oplevelse syntes skubbet bort af den varme Lyset havde givet ham. Og ikke mindst skubbet bort, af tanken om at Lumine kunne være et sted i dette land. Han hævede stolt hovedet og spændte op i den slanke krop. Han var en unghingst med klasse, og end ikke sin egen død forhindrede ham i at føre sig frem når han gik. Halen vuggede let bag ham, i takt med hvert blødt skridt. Hans hovslag var lydløse i det høje græs, men omkring ham hørtes fuglesang. Hans tanker var nu sporet så langt væk fra grunden til at han var her, at det hele blot syntes som en drøm. Med kraftfuld stemme afsendte han et hingstet hvin, og markerede derved sin ankomst til Andromeda!

Det var næsten for godt til at være sandt. Den brogede hingst med de indadvendte ører var nået til noget langt mere interessant end den sandede ørken med alt for meget sand i. Nu vandrede han i græs, højt nok til at kilde ham midt på benene og både træer og bjerge at beskue omkring ham. Han var på en måde overvældet, og de tanker han havde haft om at være død og endt i helvedet, var efterhånden forsvundet. Han var i et andet land, i live. Og ikke med mulighed for at se hverken Thork eller Darshan igen; et faktum han havde affundet sig med.
Den lettere udmagrede hingst, som han endnu var, skridtede af sted med solide, umådeligt ædle skridt, nærmest dansende, alt imens hans øjne knapt kunne se sig mætte. Der var så meget han aldrig havde set før - så meget der skulle opleves, men hvorfor han havde fået denne mulighed, kunne han virkelig ikke forstå.
Hans tanker blev dog revet væk fra alt han havde beundret, da et hingstet hvin markerede tilstedeværelsen af en anden hingst i nærheden. Næsten som refleks spændte den brogede hingst med de indadvendte ører sin krop op og udsendte et endnu højere hvin til sin modpart, der havde givet lyd fra sig. Snart var han på vej i en dansende, trippende og fyrig trav imod denne fremmede, som han inden længe fik øje på; en brun hingst med sølv man og hvide aftegn, der nærmest skar sig over hans krop. Man skulle ikke tro det, men energien som Drezar bar, blev blot gearet endnu mere op, af faktisk at se den anden, og inden længe var han godt på vej imod denne hingst - som han da i sandhed lige skulle prøve af!

Som han skridtede af sted i sin egen lille herlighed, blev hans hvin besvaret af et endnu højere hvin, der tydeligvis også tilhørte en hingst. Og det en lystig en af slagsen. Et let smil faldt om hans læber. Challenge accepted! Hvis de skulle prøve hinanden af, så var han mere end med på det. Hvem kunne måske slå Etzarim af Cor? Han spændte op i både hals, bringe og ryg og slog et par voldsomme slag med hovedet. Hans trin blev så meget mere markerede, trippende og visende. De gyldne øjne spejdede stift imod horisonten indtil de fandt deres mål. Dér kom den fremmede hingst. Han var broget og rank, og bevægede sig med de samme bevægelser som han selv. Begge søgte de at vise og markere sig, som de hingste de var. Hvorvidt denne hingst var stærkere end han, kunne han ikke bedømme, men han studsede ganske kort over de indad bøjende ører, der gjorde at hingstens hoved syntes meget anderledes indtil man vænnede sig til synet. Han huskede at have set lignende heste hos nomaderne, der af og til passerede forbi i hans hjemland. Det skar i hans bryst ved tanken om hjem, og resolut fejede han dem af bordet. Nu gjaldt det hingsten foran ham, og intet andet. Han slog et smæld med den sølvfarvede hale og vippede det ringbesatte øre en smule bagud, mens det andet stod opmærksomt frem. Energien lyste ud af ham og prægede hver enkelt af hans bevægelser. Tydeligt var det, at han nød både selve mødet, tanken om lidt slåskamp og sig selv.

Traven blev øget, gjort mere fri, og snart fløj hans forben med overlegenhed frem I luften for hvert skridt han tog. Hans holdning var samlet, let spændt og ganske klar til at indgå dette meget interessante møde, som han stod overfor.
Han nærmede sig med hastige skridt, blev dog i den frie trav; indtil han var næsten henne ved hingsten. Der hylede han højt og hingstet og lod sine forben smækkes fremad i luften efter den lidt større hingst. Han hylede på ny, inden han med helt hvælvet hals trippede ned langs siden på den brogede hingst med sølvman. Hans mule strøg langs flanken på sit selskab for at fange hans duft og med høje, nærmest stødende brum undersøgte han hingsten meget nøje. Først da han var tilfreds, nappede han prøvede i siden på hingsten, inden han hylede for tredje gang; og derpå trak sig. Røven skød han let og elegant ud til siden, så hans front søgte imod hans flanke, såvel at han altså stadig stod stille. Han gjorde dog ikke flere udfald, for at starte for hårdt, kunne let give bagslag hvis modstanderen havde større styrke, og derfor ønskede han at teste denne hingst, inden han lagde sig ud med ham. Et skævt, yderst hingstet smil gled over mulen på den brogede sjæl, med det iltre sind. Han slog hovedet voldsomt i vejret, en invitation til at lægge sig ud med ham. Nok var han endnu udmagret, og nok langt fra ved den styrke han kunne udnytte, men han ønskede det, savnede det. Det var det, ved Thork han nok savnede aller mest i denne verden.

Som hingsten nu nærmede sig i flyvende trav, sprang han selv frem i et vældigt hop, hvorefter han brat stoppede op og stod stille, samlet og spændt. Spændingen ved dette møde, fik allerede adrenalinen til at pumpe, og han var mere end klar til blot at gå i kødet på den fremmede. Men der var en vis etikette at fælge, hvis ikke man da ville dø ung. For hver af hingstens hvin, var det en ren refleks for ham at efterabe lyden og samtidig gav det små ryk i hele hans krop. Hans skind sitrede af iver og hans øjne hvilede skarpt på den brogede. Han syntes mager, men det var tydeligt at han havde været prægtig at se på engang. Han smækkede markerende det ene bagben imod ham, da hingsten lod sin mule glide langs han flanke - mest fordi det kildede. Så drejede han selv hovedet og gengældte hingstens nappende gestus. Også han opfangede nu hingstens fært, en lugt der ikke var så værst endda. Med et hvin snurrede han rundt så de nu begge stod med fronten til hinanden. Ørerne pegede lige frem, opmærksomt. De indikerede samtidig også, at han blot syntes det var sjovt. En hingstet prusten forlod hans næsebor og han trådte et skridt frem. Han trippede let med forbenene i en utålmodig dans. Han vidste stadig ikke om han var den svage eller den stærke her, men spændingen havde så godt som overtaget hans legeme. Muskler var spændte og spillede under huden. I modsætning til den brogede, var han i ganske fin form. Med et sæt smækkede han knæene op imod hingstens kæbe.

Hingsten, der synede noget bedre I stand end Drezar selv, snurrede snart rundt, så hans front lige ledes pegede imod ham. De stod nu, mule mod mule, hvis man kunne sige det sådan, og da den fremmede hingst tog et skridt i mod ham, hev han et forben op og hamrede det i jorden, ganske markerende, men ikke på den måde der fortalte modstanderen, at han skulle holde sig væk, nej. Den måde der fortalte, at han bare skulle komme an. Snart kom det første udfald også, hans knæ kom flyvende op, og med et ryk rejste Drez sig på bagben. Han var ikke sen om at gå ét skridt fremad imod den anden hingst, som han gerne ville tvinge i luften ligeså, med mindre han da ville have hans vægt over sig om lidt. Drezar udsendte et hingstet, udfordrende fnys, men samtidig et der var underlagt en tone af morskab. Det var en sjov leg, en sjov dans dette, og han kunne ikke lade værre med at tænke tilbage på de stunder, han og Thork havde brugt på at tvinge hinanden i knæ. Hans ben var holdt helt ind til hans krop, for netop at give plads til den fremmede, så han kunne komme op - Drez var en hingst der spillede fair, så at sige. Han havde erfaring nok til det i hvert fald, og ville gerne give sin modstander muligheden for at vælge den fair sti ligeså vel! Med spidset mule nappede Drezar i retningen af den fremmede, med et let provokerende hyl. Åh ja, der kom mange hyl.

Med en høj hylen løftede Etz sig på bagben, sekunder efter den brogede fik luft under hovene. Hingsten lod ham få plads til at hæve sig, en gestus han satte pris på. Han trådte et skridt frem og strakte forbenene ud i en fægten, der både tjente til at holde hans balance, men også som et ganske effektivt angreb hvis man ramte rigtigt. Dog gik han ikke så hårdt til som han kunne, da det egentlig var den fremmedes 'tur' til at foretage et angreb. Hvis det skulle være fair, så skiftedes man. Man behøvede naturligvis ikke at gøre det helt præcist og i den satte rækkefølge, men det var sjovest, og indimellem kunne man snige sig til flere angreb. Det var blot en uskreven og naturlig regel at man på skift gjorde udfald imod hinanden. Men i en unfair, ikke gentleman-like kamp, angreb man til modstanderen ikke kunne mere, eller man selv ikke kunne mere.
Den sølvskinnende man fejede omkring hans spændte hals, mens halen hang lige ned i koncentration. De gyldne øjne så hingstens mule nærme sig, og med et gengældende hvin nappede han ud efter den. Et provokerende glimt var at spore i hans øjne.

Snart gik den brogede hingst på bagben, op imod Drezar, som han ønskede det; hingsten var af tydelig bedre stand, end den spraglede hingst med indadvendte ører, men det hindrede ham skam langt fra i at give modstand. Da hans partner kom op at stå, var den iltre Drezar ikke længe om at lade et markerende nap falde imod hans mule/halsregion, alt imens hans forben blev trukket højere op for at afværge de forben, som den brune hingst med sølvfarvet man sendte imod ham. Dog blev Drezar mødt af et bid, der blev sendt imod ham ligeså, da han selv hapsede ud, og dermed var de to hingste for alvor i nærkamp nu. Den fremmedes bid gik ind, og efter Drezar havde trukket sit hoved til sig igen, måtte han tage et skridt tilbage med det ene bagben - for dansen på bagben var krævende og svær at holde længe. Snart måtte de begge søge jorden igen - og da den spraglede hingst måtte sænke sin forpart, lod han sine forben strækkes frem for at ramme den fremmede ligeså, som han havde gjort det med sine. Et iltert, friskt hyl strøg igennem struben på hingsten og blikket var ganske klart; han nød denne form for udfoldelse, afsindigt meget. Med et voldsomt slag med hovedet, flyttede han sig ud til siden da hans ben ramte jorden igen. Når den anden ville gå til jorden, ville Drezar stå i vejen hvis ej han flyttede sig, og med let lagte ører slyngede han atter et nap ud til siden efter den brune, sølvfarvede hingst, der snart ville stå med hovedet imod hans hals. Med spændt overlinje og bagpart stod Drezar nu og afventede hvad den specielle hingst, med sølvmanen ville gøre når han stod på jorden, og flere gange lod Drezar sine ben slynges frem i luften foran ham for at markere sig; kampen her ville foregå meget lige, kunne han forstå, for selvom den anden var bedre i stand, virkede de meget lige, rent styrkemæssigt, hvilket kun gejlede Drezar endnu mere op - en lige kamp, var absolut det bedste.

[Lukker denne tråd ]