Træd varsomt, men bestemt

Reserveret til: Cieñ

---

Det er efterhånden ved at være meget lang tid siden, at jeg sidst har været i selskab med andre end min datter, Saphira. Og det huer mig vel i og for sig ikke rigtig. Jeg bryder mig ikke om, at jeg ved at der er så mange i det her land; men alligevel så få som interesserer mig, og som jeg gider bruge min tid på.
Jeg er kræsen, når det omhandler mine selskaber. Og det bunder da helt og aldeles i, at den opvækst jeg har haft, har gjort mig til en skeptisk lille satan, for at sige det ganske mildt.
At jeg er blevet mor, har ikke gjort mig til en mildere hoppe overfor andre, nok nærmere det modsatte. For alt min kærlighed, mildhed og rolighed, kommer kun til gode over for Saphira; for hun er den eneste som ikke har skadet mig, hverken fysisk eller psykisk, og så er hun af mit eget kød og blød.

Jeg har for en gangs skyld, bevæget mig væk fra det sted, hvor jeg finder mig bedst tilpas. Jeg har nemlig forladt Chibale for en stund, og er nu i stedet søgt til en ø, der er noget større, og hvor har større mulighed for at vandre i en længere periode, uden at skulle bevæge mig igennem en masse tætte træer; jeg er nemlig lige nu, i det åbne område af Enophis, hvor bjergene tårner sig op, i horisonten foran mig. Der ligger en del klippesten i det åbne område, netop grundet disse bjerge, men dog er det græs der dominerer området mest. Enkelte træer er dog også til at få øje på, i ny og næ. Mine sorte hove slår ned imod græsset, uden at jeg tager hensyn til hvad jeg træder på. Mine grå øre virrer omkring, meget opmærksomt og lyttende, mens de sorte øjne er let knebent sammen, missende for solens sidste stråler. Et svirp glider fra min sorte hale, inden jeg så virrer op med hovedet, og i et ryk slår frem i en samlet galop, langsomt og kontrolleret. Alle mine muskler er spændt op, og nakken er knejst hårdt. Jeg fremfører mig selv med en maskulin stil; men dog er der træk der meget tydeligt afslører at jeg er en hoppe – hvilket jeg ville ønske der ikke var. Mine øre forsvinder bagud imod min man, og ryggen hæves en smule; ja, alt i alt virker min kropsholdning ganske afvisende, mens jeg bevæger mig af sted.

Der var ikke nogen andre at se, da Cieñ i en svævende og fjedrende trav bevægede sig af sted hen over en af de åbne strækninger på den største af øerne. Den ø, hvor han opholdt sig mest.
Der var sket meget i hans liv, siden han var kommet til dette sted. Han havde fået et afkom – havde endda behandlet hoppen godt. Lune. En smuk rød hoppe, som vist nok havde fået føllet. Endnu var det dog ikke lykkedes Cieñ at finde dem. Det var egentlig det, han havde gang i lige på daværende tidspunkt.

Egentlig lignede det jo ikke Cieñ at være høflig eller imødekommende, men fangede man ham på en god dag, kunne et møde da ganske vist have et udmærket udfald. I dag var humøret nogenlunde – ikke strålende, men ej heller dårligt. Alligevel var den skimle hingst opmærksom på omgivelserne, da han med lette travtrin fortsatte over engen.

Længe gik der ikke, inden en duft ramte de fine næsebor. Han spilede dem op og inhalerede lugten med et skeptisk udtryk, imens han dog fortsat travede mod den. Det var en hoppe, og han kunne tydligt huske hende. Den lille arrige og sårede hoppe.
Hans stadig selvsikre gang fortsatte, og han kunne hurtigt ane en galoperende hest længere fremme. Den bevægede sig imod ham. På afstand lignede det næsten en hingst, men han vidste, at det ikke var tilfældet. Cieñ fortsatte mod hende. Attituden var hverken truende eller imødekommende. Neutral men så alligevel blæret som altid.

[/color][/size][/font]

Den ensomme dans, som jeg fremfører, af sted igennem Enophis, er ikke en dans der er for to. Jeg indbyder ikke andre til at følges side om side, med min grå krop. Nej. Jeg søger sjældent andres selskaber, og dette har da også skabt et sind, som er ganske ulig mange andres. Jeg klarer mig bedst alene; for det er det eneste tidspunkt, hvor jeg ved, at jeg ikke bliver misforstået af andre, eller at mine handlinger bliver mistolket.
Jeg er jo egentlig slet ikke det bæst, som jeg foregiver at være, hidsig, fraværende, en ensom ganger, der kun søger ensomheden som ven, eller så hadende. Nej, det er alt sammen en facade der er blevet bygget op igennem årenes løb, en facade der skjuler sandheden. Sandheden om hvem og hvad jeg er, men den er der også for at beskytte mig.
Kun én har formået at se en side af mig, udover min far og datter, som er mere rolig, snakkende og måske endda.. forligende og kærlig. Seth. Men han er her ikke, jeg kan hvert fald ikke finde ham længere.

Min dans bliver pludselig forstyrret, og mit sind ligeså. For ude i det fjerne, bemærker jeg lyden af hove, der ramler imod sten og græs; en hingst kommer travende, en gråhvid hingst, som jeg menes at have set før. Men det er meget længe siden. I et ryk virrer jeg med mit hoved, inden jeg lader mine forhove stemme imod jorden, for da at standse brat op, alt imens mine øre glider længere bagud imod min mørke man; hans retning er sat, og den er imod mig. Netop derfor står jeg selv helt stille, så jeg kan vise ham, hvornår han skal stoppe, og ikke komme tættere på mig; og den grænse, den når han sikkert snart.