Sort og hvid

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun havde fundet vand. En sø midt i ingenting, omgivet af tavse træer hvis knudrede grene vippede ind over den blanke vandoverflade, med store, grønne blade der skyggede for sollyset. Det var en varm aften. Hendes lille, slanke krop følte ingen kulde, kun en indre tomhed havde listet sig ind på hende midt i hendes ivrige undersøgelse af verden, en tomhed hun endnu ikke forstod at kalde ensomhed. Det var længe siden hun havde set sine vogtere, og hun havde på fornemmelsen at de var langt borte. Verden var så stor. Så kæmpemæssig at hun blev helt rundtosset nogle gange, helt fortabt midt i det store alting. Hun virrede let på den hvide mule, ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre ved fornemmelsen. Så i stedet lod hun sig optage af det foran hende, den store, blank sø. Vand var noget underligt noget. Hun havde aldrig smagt det, endnu holdt hun mest af mamas mælk, det var det bedste. Men det gjorde ikke søen mindre spændende, så derfor trippede hun nærmere, på eventyr midt i det store alting. word count 179

En sø. En blank sø midt i ingenting, lå udstrakt for den røde hoppe. Hendes øjne var som det klareste vand og stod i perfekt kontrast til søen. Et trækning i højre mundvige indikerede et mindre, skævt smil. få træer dækkede hendes spinkle krop og hun nød deres beskyttende ly. Med en svuppende lyd lod hun sine guldne hove sænke i det kolde vand. En sitren gik igennem hende. Hun elskede og bade, en egenskab som var lidt speciel ved en hest. Hun var stadig på det lave vand og lod gik ud hvor kun hendes hoved var over. Ikke længe efter var hun nød til at svømme for at holde sig flydene. Hun sukkede veltilfreds - hun havde altid været en god svømmer og svømmede lige så naturligt som en fisk.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun listede sig fremad. Der var stille, kun de sværmende myg lod sig give til kende, og dem var hun ikke så glad for. De satte sig på hendes askegrå skind, kun for at kilde. Et meget underligt dyr, og så var der endda utroligt mange af dem. Specielt nede ved vandet, det havde hun lagt mærke til. Der var såå mange her, flyvende over vandoverfladen i store klaser! Hun standsede op for at kigge, og vippede med de små mandelformede ører. Hvorefter en plasken fangede hendes evigt nysgerrige opmærksomhed. Noget var hoppet i søen. Hun kastede et blik ned af søbredden og kneb øjnene let i for bedre at se, solen var på og der var mere end lunt. Det var en stor hest! Ude i vandet! Hun så forbavset til mens den bevægede sig fra vandkanten og længere ud. Hvad lavede den? Kunne man gå under vandet? Og hvorhen til? Den lille hoppe vippede ivrigt med ørerne, forvirret og forundret på samme tid. Hun måtte finde ud af det. I en trippen gled hun frem langs bredden, mod det sted den store hest var forsvundet ud i vandet. word count 190

Noami kunne mærke kulden gennem sine ædle ben. Vinden var begyndt at trække op, og hun vendte derfor snuden mod breden. Med det fik hun et chok - blev så forskrækket at hun et øjeblik glemte at bevæge benene, og faldt i et kort øjeblik under vandet, før hun kom op til vandets overflade igen. En hest stod på stranden. Nej ikke en hest - et føl. Et yndigt lille føl stod og betragtede hende nysgerrigt. Hun prustede lavmælt og "padlede" mod stranden. Hendes hove ramte ned i tungt sand, da hun endelig kunne bunde. Vanden gik hende nu til knæerne og hun kunne vrinske forundret til det lille føl: Hvem var det? Var det alene? Forladt? Havde det stået der hele tiden? Var det lige kommet?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Ariel standsede op ud for det sted, hesten var gået i vandet. Hun blev i vandkanten, ikke fordi hun ikke turde plaske i, men fordi den mørkerøde hest derude havde fået øje på hende. Og nu kom den tilbage. Den lille askegrå hoppe spærrede forundret de ravgyldne øjne op, mens hun så hvordan hesten bevægede sig gennem vandet, for til sidst at dukke helt op af det. Den var ikke så langt væk nu, men den gav lyd fra sig! Sikke højt den kunne vrinske. Hun virrede nysgerrigt på den hvide mule. Den så flink ud, men også noget overrasket. Hun kastede et hurtigt blik over skulderen og ud i omgivelserne, måske havde hesten fået øje på noget spændende, men der var ingenting. Der gik lidt tid før hun indså, at det måske var hende, hesten var overrasket over at se! Men hun havde jo været her hele tiden. Den lille hoppe trippede på sine lange ben og udstødte et energisk prust i retningen af hesten. Hvordan mon det var, at være derude i vandet? word count 175

Noami lagde hovedet på skrå. Sikke en lille spirrevip. Ikke særlig gammel og til den marvre side. Utrolig køn - ja og med bedårende gyldne øjne. Et smil krøb og hendes mule og hun brummede lavmælt, venligt.

"Hej betteven, hvem er de?"

Hun blev ved med at kigge. Noami turde næsten ikke bevæge sig, i tilfælde af at skræmme hende væk. Dog gjorde hun en bydene bevægelse om at hun skulle komme nærme - længere ud i det forfriskende vand.

"De må gerne komme ud i vandet, hold dem blot til de steder de kan bunde"

Det var en meget lavmælt stemme. Den sidste bemærkning var sat på, fordi det lille føl ikke synede til at have svømmet før. Sikke et underligt, lille, kært føl..

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hesten så på hende. Sikke store øjne den havde. Store øjne, der var blå. Ariel drejede det ene øre en anelse, mens hun virrede svagt på mulen i sin forvirring, ellers rørte hun sig ikke. Blå, blå, blå. Ligesom himlen om sommeren, lyseblå. Det var den anden fremmede hest nu, hun havde mødt med øjne som himlen. Med blå øjne som mama. Der gik et øjeblik, så vågnede hun pludselig og rystede nærmest tankeboblen af sig. Hun viftede ivrigt med den korte, ravnsorte hale og drejede ørerne så langt frem som de kunne komme. Sikke en spændende hest. Den talte, og hun forstod ikke det hele, men hun kunne jo også nogle ord nu! Få ord, men de var mere end nok i hendes verden. ”Ari.” Hun brød ud i et stort smil. Hesten ville have hende med ud i vandet, det kunne hun se! Mon hun kunne lære at gå i det ligesom den? Den lille askegrå hoppe plaskede energisk ud i vandet, helt op til knæene. word count 168

Hun lagde hovedet på skrå, men spidsede ørene da hun talte. Ari.. sikke et spøjs navn.

"Sikke et speciel navn de bærer"

Føllet forstod nok ikke halvdelen af hvad hun sagde, men hun følte det var rigtigt at snakke til det. Et smil spillede på hendes læber da hun hoppede ud i vandet.

"Hvor kommer de fra?"

Hun betragtede nysgerrigt føllet. Vinden blæste let og lavede små krusninger på søen. Hun elskede og bade, og gjorde det i søer såvel som havet. Elskede vandets nedkølende effekt. At stå i vandkanten var en ligeså stor nydelse som selve det at svømme. Intet kunne bringe et smil frem på Noamis læber som havet, vandet. Hun havde da også benyttet den tilgang til vand mange gange i den tid, hun havde befundet sig på Andromeda.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun vippede nysgerrigt med ørerne da hesten talte igen, den havde en venlig stemme og ordene strømmede fra sig i en undrende tone. Snart var hun nået helt hen til den røde hest, hun kunne næsten nå mulen på den, hvis den ikke havde været så høj. Den lille askegrå hoppe var fuld af energi selvom hun var sulten, hun mærkede vandet gennemvæde hendes bløde pels, helt ind til skindet. Sikke en underlig følelse, næsten ligesom når der faldt vand fra himlen og man blev våd, men alligevel ikke helt det samme. For vandet omsluttede hende fuldstændig, det greb hende om benene og tog imod hende, det var en utrolig følelse. Hun fnøs højlydt af iver og viftede med halen, hun var så optaget at hun ikke kunne finde på flere ord at sige til hoppen, hun glemte helt at hun burde svare og være sød. word count 146

Føllet svarede ikke, men hun smilede bare mildt. Enten forstod det hende ikke, kunne ikke tale eller havde simpelthen ikke tid til at tale, for det stå i søen var meget nyt - det viste hun tydeligt.
Noami skrabede let i vandet med sit ene forben og fik lidt vand til at sprøjte op. Noget af det ramte føllets lille hvide næste, men intet ramte hendes. Hun grinede mildt. Med denne handling viste hun føllet at man også kunne lege i vandet og samtidig bød hende op til dette.
I hendes hjemland havde de haft direkte tilgang til både sø og hav og føllene legede tit i begge dele.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun blev helt overrumplet da vand blev plasket op på hendes mule og standsede op, men det varede kun et øjeblik, før hun var i bevægelse igen. Hun fulgte hestens eksempel, smed simpelthen den ene forhov ned i vandet så det stod ud til alle sider. Et tøset hvin lød fra den lille askegrå hoppe, som ellers ikke gav meget lyd fra sig, og hun viftede energisk med halen, helt optaget af legen med den røde hest. Hun trippede rundt i vandet med et begejstret smil om mulen, sikke underligt og sjovt det var, det kildede helt i maven. Hun listede ligefrem et nap efter den venlige hest, den nu våde mule kom i kontakt med hestens røde pels. Hvad mere kunne den finde på? word count 125

Noami grinede milt af føllet. Legen var hurtigt faldet i dens smag og hun var frisk på at lege lidt. Føllet nappede let ud efter hende, dette medførte blot et endnu større smil. Noami tog den hvide mule ned til søen og lod som om hun havde tabt interresen. dog, efter kort tid, lod hun sin mule gå skråt igennem vandet og lave en lille bølge, der til sidst endte ud i at plaske op på Ari's ben. Hendes øjne, da hun legesygt nappede ud efter det lille føls svingene hale. Hun vrinskede lavt, til det lille føl og satte sin hvide mule mod hendes lille brystkasse, hvorefter hun lavt hviskede;

"Du er den"

Føllet ville nok hurtigt lære legen - hvis ikke hun allerede kendte den og med spændstige skridt "flygtede" Noami længere hen af vandkanten. Hun holdte sig kun hvor det lille følle kunne bunde og vendte sig om, for at finde ud af om det Ari havde frstået hendes antydning.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den lille hoppe dansede nogle skridt i vandet, så det sprøjtede, da den røde hest nappede ud efter hendes hale. Snart stod den med mulen mod hendes bringe, hun lyste helt op da den hviskede noget til hende, selvom hun ikke forstod meningen af ordene. Leg, det kunne hun forstå, og da den røde hest skyndte sig væk fra hende i nogle ordentlige skridt, sprang det askegrå hoppeføl efter på sine lange ben. Vandet sprøjtede op om benene på hende og fløj ud til alle sider, aldrig havde hun set vand bevæge sig så vildt. Hun hvinede begejstret i en høj tone mens hun fulgte efter, men det var ikke nemt når hesten tog så lange skridt! Hun strakte mulen ud, forsøgte at fange den flagrende hale, mens hun mærkede hvordan hun efterhånden var blevet helt våd af al den leg. Det kildede så utroligt meget i maven! word count 148

Øjeblikkeligt var Noami blevet forvandlet til et føl. Hun legede så vandet pjaskede og hendes øjne bar det der livabekraftene, legesyge blik. Føllet nød legen og Noami ligeså. Det var da det sødeste lille føl! Hun havde godt kunnet lide at lege med de små føl derhjemme, trods det var en handling mange mente skulle "vænnes fra". Hun havde løbet gennem vandet, som hun gjorde atter en gang, denne gang blot med det yndige føl, Arii!. Vandet slog op om de begge, omsluttede dem og gjorde dem pladder våde. Hun satte farten en smule ned, dog kamufleret af at hun stadig slog vand op som en anden vandhund. Føllet skulle kunne indhente hende og derfor lod hun det fange. Men det var vigtigt for hende, at føllet ikke fik det af vide. Da hun var føl, havde hun hadet når nogle lod hende vinde, men også når hun ikke kunne få fat i dem hun legede med - når det altså var voksne.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun var efterhånden gennemblødt, men mærkede det knap nok, for pulsen hamrede afsted og de hurtige bevægelser i det tunge vand gjorde hendes lille krop helt hed af varme. Den hvide mule mimrede kraftigt, det kildede forfærdeligt når man fik vanddråber i næseborene, men ih hvor var det også sjovt. Hun havde ganske vidst nogle lange, spinkle ben, men danse det kunne hun. Så hun gav den alt hvad hun havde på sin jagt efter den røde hest, som havde lagt op til leg, og som så næsten lige så glad ud som hun selv følte sig, så glad at hendes hjerte næsten var ved at sprænges. Hun blev helt ør i hovedet, og skred en enkelt gang på den glatte søbund, men så begyndte hun pludselig at vinde ind på vandhesten. Det måtte være dens navn, det lød helt rigtigt mente hun – Capall uisce. Den lille hoppe kendte endnu kun nogle spredte ord på hendes mamas modersmål, hvilket var grunden til at hun ikke forstod noget af hvad de heste hun mødte på sin vej sagde. Det, og at hun simpelthen nægtede at snakke andet end det, hendes mama havde lært hende. Hun strakte sin spinkle hals så langt hun kunne, mens hun gradvist vandt ind på hesten, indtil hun med den hvide mule snappede ud efter hestens flyvende hale! Og der var bid, det askegrå hoppeføl smed hovene i jorden og bremsede så hårdt op hun kunne, stadig med den røde hale i munden. Hun fnøs af begejstring. word count 250