|
|
Post by Deleted on Jun 11, 2013 21:50:05 GMT 1
Reserveret til: Thorondor
Sommeren er for alvor kommet til landet Andromeda. Langt om længe, er solens stråler det der dominerer denne verden, og det skaber nye muligheder for mange af os, der lever og ånder i Andromeda. Mange ting er atter vækket til live, blomster, træer, græs og bær er atter engang det der pryder de åbne og lukkede områder, og spirerne har ingen ende foreløbig.
Græsset er frodigt, grønt og højt, og smyger sig om mine røde ben, i kærtegnende og nærmest dansende bevægelser, klæber sig fast til de ranker der i forvejen snor sig kærtegnende op af mine ben, som var de i et med mig, hvilket de ganske vidst også er; foråret, det er hvad de repræsenterer. De kan ej fjernes fra mine ben, og ej falde af. Sker det, at de knækker grundet min vandren, vokser der straks nye ranker ud, der atter genvinder balancen ved at smyge sig omkring mine røde og spinkle ben. Rankerne er ej det eneste, der er at se ved mine ben; for to røde eller brune blade, er også at se; efteråret er dermed også repræsenteret.
I min røde man, der er lyserøde blomster i færd med at skabe et spil, et stille og yndigt spil, der skaber liv i min prægtige man; sommeren, det udstråler de. Ej heller blomsterne kan fjernes, og falder de af, kommer der straks en ny blomst frem, der genskaber balancen. Men det er ej det eneste der er at finde i min man; for trods jeg udstråler sommer og varme, er hvide iskrystaller også at se i min man. De repræsenterer så fint vinteren, trods den ej er her endnu.
Min røde, nu pyntede krop, bevæger sig roligt og langsomt af sted, i de åbne vidder af Leventera. En ø jeg holder ganske meget af, ligesom de andre øer. Nok er jeg blevet Velsignet, af Den Vise, men det har ej gjort mig til en anden, end den jeg hele tiden har været. For mit sind, det er ej ændret, trods den nye udsmykning, der er så ganske unik. Mine milde og varme øjne søger henover den åbne eng, mens solens sidste stråler skaber en nærmest romantisk og beroligende atmosfære, som jeg nyder at beundre; roen. I en let bevægelse, standser jeg nu op, og lader mine milde øjne knibes en smule i, mens jeg mærker de blide vindpust i mine let udspilede næsebor. Langsomt åbner jeg øjnene helt op, inden jeg kommer med en langt og roligt prust, for derefter at lade ørene vippe omkring, lyttende efter andre eksistenser. For måske er her andre end jeg?
|
|
