Youth

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Ariel trippede rundt på en af Enophis’ mange grønne enge. Den sorte hale var vokset en anelse, den fløj efter hende i vinden for hvert skridt hun tog på de lange, spinkle ben. Hun nynnede, for der var ingen andre lyde, og ord kendte hun endnu ikke mange af. Det var ikke meget tid hun havde brugt sammen med sine vogtere, slem som hun var. Hun var løbet sin vej! Ikke fordi hun ville væk, hun var bare nysgerrig, og vogterne var ikke fulgt med. Hendes mama. Papa var vidst langt borte. Hun snøftede højlydt og standsede for et øjeblik. Hvorefter hun pludselig med fornyet energi sprang videre, lystigt, den hvide mule virrede let og hun sang videre for sig selv, uden ord. Solen stod bag skyerne, men luften var varm og græsset var grønt. Hun var sulten. Det havde hun været længe, hun vidste ikke hvor længe, men det føltes som lang tid. Alligevel havde hun formået at glemme det, at blive så optaget af hendes egen leg og fantasi at den helt forsvandt. For der var så uendeligt mange spændende ting at undersøge, og hun var kun så lille, det var svært at nå det hele. word count 198

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Trods han ikke havde været her længe, havde han fået en masse oplevelser allerede. En masse sanser var blevet brugt, måske mere end normalt. Og dog, var han stadig fyldt med energi og eventyrlyst. Spørgsmålet var mere, om han nogensinde kunne falde til ro, på sin vis. Men ak, han var nu kun 3 år og havde stadig et helt liv foran sig. Så var det vel også tilladt stadig at være en ung drengerøv. Han havde bevæget sig ud på en af Enophis' mange enge. Det flotte, grønne græs stod flot i denne varme tid. Dog ikke i solens stråler. Vejret var dog varmt, men selvom solen ikke skinnede på den gyldne hingst, lyste han stadig svagt op, som en egen indre glød. Det var hans håbets glød der lyste. Det skulle man tro. Hingsten havde begivet sig herud for at finde selskab, og lod et langt, ivrigt vrinsk bringe lyd ud over de grønne enge. Lystigt slog han over i den store og rummelige trav han besad, og sprang lystigt ud over det grønne græs.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Der var mange underlige dyr. Insekter. Store og små, hurtige og langsomme, med og uden vinger. Nogle summede og andre sagde ingenting. Det var helt utroligt, så mange der var. En sommerfugl havde fanget hendes opmærksomhed, navnet på den kendte hun ikke, men de ravgyldne øjne blev spærret forundret op. Sikke fin den var! Med store, lyseblå og sorte vinger, som de brugte til at hvile på ryggen af vinden. Hun stod bomstille så snart landede, og sprang frem idet den lettede og fløj videre, flaksende. Ligemeget hvor mange gange hun forsøgte at strække den hvide mule efter den, nåede hun den aldrig. En overraskende høj lyd brød freden på engen, og Ariel midt i hendes leg. Det måtte være en hest. Hun genkendte ikke lyden, selvom den var dyb og kraftig, det kunne ikke være hendes papa. Den lille askegrå hoppe stak mulen i vejret, overvejende, vippende med de slanke ører. Hun kunne godt skimte noget i det fjerne, noget stort og med samme farve som.. som sand. Nysgerrigheden brusede op i hende på ingen tid, men hun var i sit forsigtige hjørne. Hun var ikke så stærk som hun kunne være, i manglen på mælk. Det gjorde hende mere tøvende. Alligevel slog det hende ikke ud. Nej, lige så stille begyndte hun at liste sig fremad mod lyden og den sandfarvede, med mulen sænket. word count 226

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Han forventede nærmest et svar med det samme. Måske fordi at han altid havde været vant til alle mulige andre heste omkring sig. Han havde været vant til at heste af samme type som ham, straks kom ligeså snart han kaldte, eller gjorde udtryk for at ville have kontakt. Men sådan var det ikke her, nej. Thi at der sikkert var mange heste her, var der ikke mange heste som ham. Ikke mange af de let tungere, baroktyper som han selv. Nu havde han heller ikke mødt mange endnu, men han havde på fornemmelsen, at han havde ret. Ellers spillede hans ungdommelige og useriøse hoved ham et puds. Frem fra græsset synes at han se en lille skikkelse. En meget lille skikkelse. Med sænket hoved, og en askegrå pels. Hvem var det lille væsen mon? Straks stoppede han, vippede ørerne en anelse undrende, og dog endte de nysgerrigt fremme. Selv sænkede han hovedet og prustede lidt i retning af den lille, sorte og langbenede skabning der langsomt kom imod ham. "Goddag lille ven," hilste han, og hans store, blå øjne var rettet mod hans nye selskab, med interesse. Jovist havde han da før set et føl, i sine egne, helt unge dage, men ej havde han mødt et efter at han blev ældre. Ej heller nogle af sine egne, hvis han da havde nogen. Det kunne godt være..

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun var opdaget. Straks bremsede hun op på alle fire ben og hev mulen i vejret. De ravgule øjne studerede nysgerrigt den forunderlige hest. Så stor den var! Bred over de sandfarvede skuldre, hovedet ragede helt op i himlen. Den havde en hvid streg i ansigtet, hvidt som et stykke af skyerne. Det havde hun aldrig set før, det var også kun få heste hun havde mødt i sit endnu korte liv. De ravgule øjne frøs fast ved de isblå øjne i det fremmede ansigt. Blå. Blå, blå, blå. Som himlen. Hun mærkede noget akavet røre på sig indeni ved synet af dem, men vidste ikke hvad det var. Blå øjne som mamas. Hendes egne ravgyldne glødede. Hesten åbnede munden og ord flød fra den. De måtte være henvendt til hende, siden den sandfarvede kiggede ned på hende med de blå øjne. Hun lyste op i et smil og viftede ivrigt med den sorte hale. Den så venlig ud, den store hest. Så derfor trippede hun tættere på, lidt tættere endnu. Måske kunne hun endda røre ved dens sandfarvede pels. Forsøgende strakte hun den hvide, bløde mule frem mod den store bringe. Hun glemte helt at præsentere sig, så optaget var hun. word count 202

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Dette lille føl standsede brat, da Alban satte kurs mod hende. Han havde opdaget hendes i hendes lille snigen. Han kunne se i hendes ravfarvede øjne, at hun betragtede ham. Det var formegentlig hans gyldne farve, ellers hans spøjse ansigtsaftegning. Eftersom at hun ikke præsenterede sig selv, men blot betragtede ham, fik han chancen for at gøre ligeledes. Han havde, som sagt, aldrig rigtig haft kontakt med føl efter han blev ældre, og vidste ærlig talt ikke helt hvordan man greb dem an. Han anede ikke om han var god sammen med dem, grundet hans glade og ungdommelige sind, eller om han fandt det akavet, eller ligefrem ubehageligt, fordi han pludselig blev ansvarlig for sådan en ung sjæl, når han selv endnu var så ung. Endelig gengav hun hilsenen med et stort smil, og en viften med den lille hale, og han kunne ikke andet end selv at smile af denne charmerende lille skabning. Han så til som hun trippede tættere og gjorde intention om at røre hans sandfarvede bringe. Han løftede blot hovedet så hun kunne komme til, og dog stadig så han kunne holde øje med hende. Han ønskede ikke at denne lille skabning skulle afvises, for hvilke dårlige intentioner skulle hun dog kunne have?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den store hest var tårnhøj. Tænk, om hun også blev så høj engang. Så kunne hun nærmest nå op over de små træer og se det hele! Hun vrikkede ivrigt med ørerne og havde helt glemt sin sult, så glad blev hun af bare spænding. Da den stod stille og lod hende nærme sig var hun ikke sen til at gribe sin chance, men plantede snart sin hvide mule på det sandfarvede skind. Ganske glat var den, det føltes ikke som sand. Det var pels og varme, hun snuste forsigtigt til den og gav så et kvikt prust fra sig. Hvor underligt, at det lignede sand, men ikke var det. Ariel trak mulen til sig, men trippede straks videre, hendes undersøgelse var kun lige begyndt. Videre ned langs den store hest trippede hun, kun for at dukke op igen på den anden side, frem til forparten. Med store, nysgerrige øjne så hun op på det specielle ansigt. Og så kom hun i tanke om, at hun måske burde sige noget, det gjorde mama og papa til hinanden, de sagde ord. Men hvad sagde man? Hun kunne ikke meget, og hvad ville hesten bryde sig om at høre? Hendes navn, selvfølgelig! Hun hed Ari, den sidste del var endnu lidt besværlig at få frem, men hun var ganske stolt af det, og så skulle den store hest da også vide det. ”Aaaari!” word count 231

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Han så blot nysgerrigt ned på denne lille skabning, og hvordan hun let trippede omkring ham, med mulen nysgerrigt rettet mod hans sandfarvede og dog bløde pels. Han var sikker på at hun undredes over at pelsen var sandfarvet og dog ikke føltes som sand. Den var tværtimod blød og glat. Idet hun kom op foran ham igen, og så op på ham med sine store, blå øjne, præsenterede hun sig. Ari. Det var et kort navn. Måske.. Chancen for at hun endnu ikke havde lært at udtale hele hendes navn var forholdsvis stor, så han valgte at gå ud fra, at Ari var det hun endnu kunne udtale. "Ari," gentog han og et smil, bredte sig om hans mule. Han gjorde et nik ud mod engen, og satte i en langsom og dog fin og rummelig trav. Han regnede med at hun ville følge ham hvis hun lystede. Han havde jo opdaget, at en lang og beriget samtale med hende, fik han ej.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun viftede stadig med sin sorte hale, det var så sjovt når vinden også hev fat i den, og hun kunne slet ikke lade være når hun nu havde mødt noget så spændende på sin vej. Hvad mon den store hest hed? Måske havde den ikke noget navn, måske var hun selv nødt til at finde på et til den. Hun drejede ørerne en anelse mens hun tænkte, tænkte og tænkte, men så sagde den store hest pludselig hendes navn og gjorde en bevægelse med hovedet. Og så sprang den frem over græsset, sikke nogle skridt den kunne tage, hun stod et øjeblik og så forundret efter den. Der gik dog ikke lang tid før hun selv dansede frem på de lange ben med et højlydt hvin, begejstret over legen, og hun sprang op i hælene på den. Af nysgerrighed forsøgte hun at efterligne den vældige bevægelser, den store hest gjorde. word count 151

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Han så nysgerrigt ned på hoppeføllet, der lyste af ren begejstring over hans selskab. Hendes hale viftede ivrigt fra side til side, og hendes blå øjne glødede nærmest. Hun var yderst charmerende. Idet han sprang frem i hans store, rummelige trav, holdte han dog et øje på hende, blot fordi at hun endnu var så ung, og han følte en vis.. Ansvar. Hun fulgte dog hurtigt og muntert med ham, og han bemærkede hvordan hun prøvede at efterligne hans bevægelser, til hans egen store morskab. Glad og drillende satte sprang han op i et mindre bukkespring, og landede fint på jorden igen, og fortsatte i den rolige trav. Hun skulle jo dog stadigvæk kunne følge med! Et prust forlod hans mule, i ren og skær begejstring. Han følte sig godt tilpas i selskab med denne lille hoppe. Han havde det i hvert fald yderst sjovt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Vinden strøg forbi hende som hun susede af sted efter den sandfarvede hest, de befandt sig på en stor og åben eng, så vinden var stærkere og friskere her. Det lille hjerte slog hastigt i brystet på hende, det kildede nærmest i hele kroppen på hende af bare begejstring, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle kunne holde det hele inde. Halen fløj efter hende, højt hævet, mens hun kæmpede bragt for at holde trit med den store hest i trav. Jo, hun måtte finde på et navn til den! Og da hun med store øjne så til da sandhesten smed bagparten legesygt op i luften i form af et buk, fløj det med et hvin ud af hende: ”Gaineamh!”. Hun blev helt overrasket og sprang op i en kvik galop i stedet, så hun rigtig kunne følge med, og indså først nogle sekunder senere hvad hun havde kaldt hesten. Ariel snakkede kun spredte ord af sin mamas modersmål, som ikke var samme sprog som det de andre heste brugte, det var et sprog der flød i hendes familie, men det vidste hun endnu ikke. Og hun nægtede at tale andet end det, hendes mama havde lært hende, så hun forstod intet andet. En sandhest var det – sand, gaineamh, det kunne kun være det eneste rigtige navn! Hun var blevet lidt forskrækket, hun havde ikke set et buk før, men det var ikke af frygt at hun havde råbt hestens nye navn, nej hun var helt igennem imponeret. Som vinden strøg hun af sted i fuld galop og vandt op på siden af den, med den hvide mule nappede hun muntert ud efter den sandfarvede flanke. word count 277

{Out}