A foal under the stars

[Delvist reseveret til Foxie don John og Eagle Eye, men åbent for alle der vil være med (oprettet så foxie kan fole)]

Det var nat. Men ikke sådan en sort nat. Nej himlen var beklædt med små hvide lys - stjerner. Hundredevis, tusindvis, billioner og atter millioner, strakte de sig over himmelen.

Dog så den musegråbrogede, Askari, ikke op denne dag. Han havde bedere ting og give sig til, selvom hans øjne nød godt af den lyse nat. Det var længe siden han havde set den stribede Foxie, og dengang havde de skabt noget - noget han snart ville mente skulle se verden for første gang, meget snart.
Han havde søgt Enophis af indlysende grunde, her havde han se den stribede, Foxie, sidst.
Men alligevel var han ej helt alene, han havde bedt sin "værge", hvis man da kunne kalde det det, om at følge ham. Eagle Eye, den hingst, som havde tilbudt ham både venskab og en status som familiemedlem af venskabsbånd i stedet får blodsbånd. Selvfølgelig var Askari ham evig taknemmelig og havde bedt ham været ved sig i sin søgen efter hoppen, der skulle give ham et familiemedlem af blodetsbånd, Foxie.

Askari kiggede sig over skulderen. Han gik meget hurtigt her til aften af lutter opstemthed og havde desværre ladt ham falde lidt bagud. Et opmuntrene vrinsk lod han flyde mod den anden hingst og ventede utålmodig på ham.

Den ældre hingst, der i solens lys kunne brydes som guld, stod under den klare mørkeblå himmel, der funklede med tusinde stjerner; og flere endnu. Den ældre hingst havde fulgt med den musegrå Askari til denne ø. Han havde taget med ham for at være der for Askari, men også for hoppen de søgte der skulle fole et afkom efter Askari selv.
I stilhed stod den gyldne hingst, tålmodigt ventede Eagle; lyttende. Hver en lyd måtte opfanges for denne hoppe der var drægtig på sine sidste dage skulle findes. Askari havde allerede taget nogle næsten ivrige skridt fremad i sin søgen. Et vrinsk lod den unge hingst slippe, Eagle smilede opmundrende, et smil der fortalte han ej skulle miste modet, hvor efter Eagle fulgte trit. Atter lyttede han.

Selv havde den ældre hingst aldrig mødt denne hoppe Foxie, som Askari fortalte ham om, og alligevel søgte Eagle som vidste han hvem hun var. Eagle havde taget en unge musegrå hingst til sig som familie, og der ved måtte denne hoppe; selv ej det var et bånd af kærlighed der bandt de to heste, måtte hun være familie i en mild grad.
Søgende lod Eagle de rav gyldne øjne scanne området der var blottet, men ej kunne han se nogen. Ikke mange lyde var i natten og mange dyr havde allerede fundet sin plads for natten over.

[/blockquote][/color]

I mange dage havde Foxie gået efter sin søgen. Sin søgen om et fredeligt sted at fole. Nu havde hun endelig fundet det; hendes elskede flod, de stille klipper ikke langt væk, den pragtige udsigt ud over dalen. Det var det sted hun mødte Askari. Dette sted betød alt for hende. Hun var udmattet og træt. Hun lagde sig stille under det største træ et stykke væk fra floden. Sandet stoppede kort før jorden kom hendes mave i møde. Hun vrinskede efter den smukke hingst Askari forgæves, hun ville heller ikke lokke andre til hende.

Askaris øre pegede alle retninger, for igen at pege mod Eagle. han prustede lettere forvirret og vrinskede lavmælt. Et øjeblik spejtede han ud over de spredte vidder, kun for at vende blikket mod Eagle igen.

"Hvor tror du hun er? Tror du hun har folet? Eller måske ikke? Er hun død? Er føllet død? Er begge i live? Ønsker de ikke at se mig? Er hun ikke engang på denne ø"

Hans klang af panik og omgående faldt hans mule til græsset. Ingen luft spor. Jo.. en underlugt af hoppe. Ikke hvilken som helst hoppe - Foxie.

"Jeg kan lugte hende!"

Hans stemme lød lettet og glad. Det varede ikke længe før et lavere vrinsk nåede ham - også dette var foxie. Askari spilte ikke tiden, ikke længe efter var han skudt afsted i lyden retningt - tænkede slet ikke over at Eagle skulle følge med.

Den ældre hingst kunne fornemme Askaris panik vokse, og ordende væltede snart ud af den unge hingst som en malstrøm. Beroligende lage Eagles mule på den musegrås skuldre. Ingen ord lod han slippe for selv havde den unge hingst opdaget en færd, en duft der gjorde han kunne finde hende.
Et lavmeldt vrinsk nåede deres øre; De mandelformede øre blev spidset i retningen hvor vrinsket var kommet fra. Hurtig var reaktionen fra den unge, som en pil var han skudt afsted i fuldfart, Eagle selv fulgte med. Det tog ham ingen tid at indhente den musegrå hingst. Området blev scannet, og snart blev en skikkelse af en hest liggende opfanget. Eagle hev fat i Askaris man for at få ham til at sætte farten ned. Maven på hoppen virkede spændt, dette måtte være Foxie.

"Vi må sætte farten ned, ej skal vi stresse hende; Vi må nærme os rolige og afslappet," Eagle havde oplevet mange folninger i sin flok. Set mange, hørt det og vidste udemærket havde den unge hoppe længere fremme skulle gemmeleve nu. Ej havde han mærket det på egen krop.

_{Lyden af hove et stykke længere fremme blev højere og højere. Mon hun havde lokket nogen uventede til hendes fole sted? Hun håbede på det bedste, hun havde ingen kræfter til at fortsætte igennem den tætte skov hvis der skete noget. Hun blev hurtigt anspændt af lyden fra hovene kom nærmere, en let busk holdte de fremmede fra hende. Hun vrinskede efter Askari nervøst og håbløst. Alt hun ønskede var hans bløde mule ved hendes. Hun tog sig ikke tid til at tænke om hvem de fremmede var, da hendes smerter blev større og holdte i længere tid end tidligere. Hun prøvede at holde sit hoved op på siden men forgæves. Hendes ører kørrer rundt. Liggende på siden lader smerterne falde ud over hendes svedige krop. Aldrig havde hun prøvet lignede, så smertefuldt.}

Askaris brune øjne strejfede en liggende hest. Han satte farten ned, da Ea bedte ham om det - han vidste nok bedst. Forsigtigt gik han ud af buskadset og kunne derfor se hesten tydligere - det var Foxie! Han prustede beroligene og kastede et spørgene blik på Eagle Eye. Langsomt nærmede han sig Foxie, for som Eagle Eye sagde; ikke at skræmme hende.

"Rolig Fox, jeg er her"

Hviskede han beroligene og lagde sin mule mod hendes silkebløde mule. Han smilede let, opmuntrene.

Langsomt bevægede de sig nærmere hen imod den liggende hoppe, Eagle kendte hende ikke; men havde allerede regnet ud at det var Foxie, moderen til det kommende afkom; der var på vej til verden i denne time. På en respektabel afstand stoppede Eagle, han prustede beroligende. Han ville hjælpe det han kunne, men arbejdet var helt op til den folende hoppe. De rav gyldne øjnede hvilede med et venligt og varmt blik på den let brogede hoppe. Han så anspændt ud, tydeligt var det at smerten var kommet. Hendes veer var på begyndt.

"Foxie, mit navn er Eagle Eye. Jeg er her på vejne af Askaris ord. Jeg vil hjælpe dem det jeg kan, men kun deres arbejde er hvad der gælder. Træk vejret og mærk efter; det vil forekomme dem naturligt hvis de blot lytter til deres instinkt."
Hvis hun kunne give sig hen til sit naturlige instinkt, et instinkt hun næppe har oplevet før, ville hun vide hvad hun skulle gøre. Det ville forekomme hende naturligt; da det er en hoppes natur af skulle give liv til et føl. Den ældre hingst var overbevidst om at hun nok skulle klare den.

[/color]

_{Da Askari kom ud af den tætte skovs træer og viste sig for den liggende hoppe blev der sraks en mere rolig asmofære omkring Foxie. Hun lagde trygt mulen på hans og brummede let. Hans øjne var som hun huskede dem, smukke og neutrale. Hun kiggede på den store hingst der havde ført Askari til hende. Hun nikkede til hans ord. Hans rolige stemme rummede i hendes øre.
Hun trækkede vejret helt ned i brystet og pressede så. Et stille hvin forlod hendes bløde mule. Følet var så tæt på nu at komme ud. Hun tog alle sine kræfter og pressede alt hvad hun kunne.
Først kom benene, så maven også hovedet. Det største smil brede sig under hendes udspilende næsespor. Hendes ellers smukke pels var svedig. Hun var udmattet.}

Askari betragtede blot den folende hoppe, Foxie. Han blandede sig ikke, men så blot overrasket til. Da Foxie hvinede gik en lettere forvirret sitren gennem Askari. Føllet var snart ud, men vendte blot forkert. Først kom bagdelen og til sidst hovedet. Askari prustede opmuntrene og betragtede hendes isblå øjne. fortrukket af smerte, men snart glæde. Stor glæde. Føllet var født. En lille brun klump lå i græsset, stadig med lukkede øjne. Tydeligt besad det Askaris benstriber og Foxies sokker. Et smil bredte sig på hans læber. Det kønneste, mest perfekte føl - og det var hans, hans lille fortumlede, perfekte føl.

Roligt og pasivt så den ældre hingst nu til alt imens den unge hoppe gav sig hen til sine instinkter. Han træk vejret og pressede. Hurtigt fik det, forbløffende hurtigt var det lille føl kommet til verden. Den unge let brogede hoppe havde klaret sit job forrygende og havde nu givet liv til et smukt brunligt føl med hvide aftegn.
En mild brummen slap Eagle i det han tog nogle skridt væk. De nybagte forældre skulle have lidt plads. Plads til at tage deres afkom til sig, lære det at kende. Blot ville han være her for at hjælpe dem, lige som han havde sagt til Askari at han ville.

Eagles rav gyldne øjne hvilede på Foxie, hun så træt ud; udmattet. Hvilket var meget naturligt for en hoppe efter en folning. Selv havde den ældre hingst set til mange gange; hjulpet eller blot været der. Da Eagle i sin tidligere flok havde været en af de ældste, var han også en af dem man søgte til. Den eneste grund for han før havde overværet lignende.
Igen blev den gyldenfarvede hingsts blik vendt mod det nyfødte føl. Selvom føllet var kommet ud den forkerte vej, virkede det lovende. Alt virkede normalt og helt perfekt; som havde to unge heste været familie. Ej var det kærlighed der bandt dem, det havde Askari fortalt Eagle. Kun dette føl havde båndet dem nær.

_{Det var meningen kun skulle fole for nogen dage siden, smerterne var så stærke tilsidst. Føllet lå forkert, men døde heldigvis ikke. Foxie kiggede stille på føllet, brummede til det, hun begyndte at slikke føllet stille. Foxie var hård ramt af smerter i brystet. Udholdende prøvede hun at rejse sig op, men forgæves. Den unge hoppe havde aldrig prøvet lignede, selv den sværeste kamp imod den stærkeste hingst skræmte hende ikke. Hun brummede uroligt da hendes krop rystede, hun prøvede at stille sig op igen. Denne gang lykkes det, hendes ben var stadig meget urolige.}

Opmærksomheden fra den ældre hingst strøg straks på den unge hoppe da hun vaklede i forsøget på at rejse sig. Et lettere skeptisk blik var i hans øjne, hun havde klaret folningen, blot hendes krop nu ikke havde kræfter nok i sig. Eagle rykkede tættere på hoppen for at støtte hende da hun igen ville rejse sig. Med et sigende blik så Eagle på Askari, blot for at uden ord at bede ham om at støtte hende. Det var hans omkostninger dette, og han måtte hjælpe hende hele vejen igennem.
Foxie, som den unge hoppe var blevet præsenteret af Askari for nogle dage siden, kom på benene, men hurtigt opfangede Eagle at hun ikke stod stabilt. Hendes ben rystede. Den ældre hingst blev bekymret for hende. Roligt brummede han.
"Hvordan har de det?" Spørgsmålet var venligt ment, men tydeligt præget af den ældre hingsts bekymring. Hvis han skulle kunne hjælpe, måtte hun være ærlig. Mest ville væske hjælpe, men i første omgang skulle føllet have lov at die, komme på benene.

Askari skyndte sig hen og sluttede sig til Eagle Eye. De brune øjne strejfede hendes meget markante blå og han brummede opmuntrene. Han havde ikke tankerne ved at føllet skulle die, men tænkte alligevel hun skulle stå - på jorden var hun et for stort offer får rovdyr. Dog kom ikke længe efter bekymringerne om føllet, der stadig lå som en bylt på jorden. Han skulle blive ved Foxie, men alligevel svævede hans tanker på om føllet mon levede - det så så død ud. Han lyttede til Eagle, da han igen talte og lod sit blik igen hvile på Foxie. I stilhed, men med et bekymret og magteløst udtryk i øjnene - og delvist ret forvirret.

De to hingste gik tættere på, Askari støttede Foxie så hun ikke faldt ned over føllet, Hun kiggede bekymrende på føllet, en smuk brun hoppe. Foxie brummede stille til føllet i håbet om hun skulle rejse sig, det smukke føl bevægede spændt ørene imod Foxie.
Føllet prøvede at rejse sig, klumpet og skørt fik det smukke hoppe føl bevæget sig hen til Foxie og Askari, Foxie smilede udmattet på føllet;

"Hun er jo smuk, Hun skal hedde Girasole"

Foxie kiggede på Askari, ventede på anderkendelse.