Eyes Like Amber

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Asta & Seyé} Den askegrå hoppe havde fundet frem til en lille sø, midt i det område hun fandt allermest velkendt. Måske var det fordi hun havde mødt sin mama her, at hun havde holdt sig i området, efter at have været adskilt fra hende i adskillige dage. Ikke fordi hun frygtede at blive væk, hun vidste at verden var kæmpestor og uendelig, men i sidste ende så fandt man alligevel hinanden igen. Nej, frygt lå ikke til Ariel, det fandtes simpelthen ikke i hende. Det var verden alt for god og spændende til, alt skulle undersøges! Hun viftede begejstret med den lille, sorte hale og brummede næsten af lykke i en meget lys tone over sit fund. Himlen afspejledes tydeligt på overfladen, det så helt utroligt ud, hun stod helt stille så hun var sikker på at de ikke pludselig ville forsvinde. Det så ud som om et stykke af himlen lå ned på jorden, som om det var faldet ned og ikke vidste hvordan det skulle komme op igen. Nysgerrigt virrede hun på den hvide mule, mens hun ligeså langsomt listede sig tættere på, helt hen til vandkanten hvor hendes eget spejlbillede på overfladen mødte hende. De store øjne blev endnu større end før, der gik et øjeblik før hun indså at det var hende selv hun så, og hvor hun dog lignede sin mama med det hvide ansigt. Hun brød ud i et smil. Men der var noget der var forkert, noget der adskilte hendes ansigt fra hendes smukke vogters. Det var øjnene. To ravgyldne øjne så op på hende nede fra søen, de glødede nærmest og gjorde hende helt fortumlet. word count 271

Det var ved at være nogle uger siden det grå hingsteføl kom til verden. Han havde holdt sig ganske nær sin mor, men hurtigt havde eventyrlysten fået godt og endeligt fat i ham. Han var nysgerrig og sulten efter viden og indtryk. Han var træt af de samme ens sovepladser, og den samme eng de kunne græsse på. Derfor havde han endnu engang forladt sin mor for at strejfe om alene. Det var en ren tilfældighed, at han fandt et smalt, næsten usynligt veksel, men han faldt hurtigt ind på dets bugtende vej, og fulgte den helt automatisk. Han travede let af sted, i et hurtigt tempo. Han befandt sig bedst på farten og kunne ikke stå stille særlig længe af gangen. Kun når udmattelsen skreg i ham, fandt han tid til at ligge sig ned og sove. Men hvis han kunne undgå det, så ville han end ikke bruge et sekund på at lukke øjnene. Tænk hvis han gik glip af noget?
Vekslet førte ham til bredden af en klar sø. Hans blå øjne fyldtes af forundring ved synet af det nye, underlige fænomen foran ham. Det her var virkelig noget nyt! Med øjne og ører på stilke, nærmede han sig forsigtigt. Han var nysgerrig, men han tog ikke for store mundfulde. Ikke endnu i hvert fald. Han sænkede hovedet og stirrede på den blanke overflade. Han var ikke tæt nok på til at se sit spejlbillede, men han kunne se træer og himmel dernede. Var det en anden verden? En omvendt en? De mørke ører blev ivrigt spidset og halen viftede muntert bag ham.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hendes mama havde blå øjne. Blå og helt krystalklare, øjne man kunne forsvinde i. Den lille askegrå hoppe sank mulen ned mod vandet og dyppede den, så vandoverfladen blev brudt og spejlbilledet blev uklart. Hun havde været stille et øjeblik, men nu vågnede hun op med et ivrigt fnys da hun trak den hvide mule op af vandet og dråberne løb ned over den. Vand var vældig sjovt at lege med, det havde den røde hest hun havde mødt vist hende, for man kunne nemlig gå og plaske i det, hvilket var det bedste i sommervarmen. Der var også varmt nu, selvom solen var på vej ned i horisonten, ned bag alle de høje træer. Hun svang begejstret med halen, men blev pludselig meget overrasket da hun så noget springe frem fra buskene ovre på den anden side. Det var ikke nogen stor sø, men dyret derovre var ikke så stort, ikke større end hun selv var i hvert fald. Med store øjne så hun til, da hun blev enig med sig selv om at det måtte være en lille hest. Et stort smil brød frem på den hvide mule, det hele var så spændende at hun ikke kunne holde et lille, energisk hvin tilbage. word count 205

Føler du stadig for at fortsætte tråden? :3 Eller er Ariel blevet for stor? xD

{Vi kan sagtens fortsætte!}

Han kunne slet ikke tage øjnene fra den omvendte verden der bredte sig ud for ham, jo nærmere han trådte på det blanke element. Hvad var det dog for noget? Han spilede de mørke næsebor ud og snusede. En sødlig, frisk duft mødte ham. Selvom det var nyt, så vidste han med det samme at det her ikke var noget farligt for ham. Nej, derimod gav det ham lyst til at stikke mulen ned i det - hvilket var lige præcis hvad han gjorde. Med en tilfreds brummen og en ivrig viften med halen, dyppede han den fine mule i vandet. Hastigt trak han den op igen. Uf! Det var jo vådt! Det gjorde dog ikke det store, og der gik ikke mere end et splitsekund, så stak han mulen ned i det igen og kørte den rundt dernede i små buer. Som han pustede luft ud, steg bobler til vejrs i det blå vand. Fornøjet hævede han hovedet, og skulle til at træde ud i det nye, interessante legetøj, da et hvin skar igennem luften. Det gav et ryk i hele hans lille krop, som han spidsede de mørkegrå ører imod den uventede lyd. Modsat ham, på den anden side af det våde stads, så han en hest. Men den lignede ikke en hest han før havde set. Den var så lille. Instinktivt genkendte han den dog alligevel som en hest, og et bredt smil lyste op i hans ansigt. Den fremmedes enegi smittede ham hurtigt, for han var også selv en lille energibombe. Han hævede sig lavt på bagbenene og sprang skævt til den ene side i iver, hvorefter han vrinskede imod den lille grå hest.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Solnedgangen fik himlen til at eksplodere i farver. Rødt og lyserødt, det var til at blive helt betaget af for en lille hoppe med øjne der endnu kun så skønhed i verden. Skønhed og mulighed for sjov. Den askegrå hoppe trippede utålmodigt på de små ben, for nu var der pludselig en helt masse at blive betaget af. Hendes nysgerrighed efter at møde nye heste vandt alligevel over hende, den lille mørke hest ovre på den anden side så vældig spændende ud. Det varede kun et øjeblik, så var hun på farten med den sorte hale efter sig. Grebet af sprudlende energi sprang hun ud i vandkanten og fortsatte sin ivrige trav, så vandet plaskede op under hende. Det var en dejlig kølig fornemmelse i sommervarmen, men hun mærkede den knap, for hvem mon det var, den fremmede på den anden side? word count 142

I det røde skær fra den farvede himmel, syntes alt at have en overnaturlig, varm glød der gjorde det til ren lykke at suse ud i det flammerøde vand, for at hoppe det fremmede hestevæsen i møde. Intet syntes farligt eller skræmmende, og det stærke hjerte der bankede i den lille krop, føltes næsten helt som om det bristede af glæde. Køligt vand plaskede til alle side, så en regn af orange dråber faldt omkring dem. Afstanden imellem dem svandt hurtigt ind - og ligesådan gjorde det lave vand. Med et skingert, forskrækket hvin der så druknedes i vand, dumpede Seyé ned under vandoverfladen da sandet under ham forsvandt. Spruttende dukkede han op til overfladen igen, let flydende som en prop. Han udstødte fortørnede lyde over den bratte dykkertur, men havde ikke meget tid tilovers for sådan noget surmuleri. Straks var hans opmærksomhed igen rettet imod det grå føl, som nu var kommet så nær at han kunne se direkte ind i hende ravgyldne øjne. For det var en hun, det var han ret sikker på. En pigehest! Han hævede det sjaskvåde hoved og svømmede hastigt frem. Han brummede så dybt og hingstet han nu kunne - selvfølgelig skulle han charmere sig ind på sådan en fin lille dame!

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå plaskede ivrigt videre langs vandkanten, mens hun med store øjne iagtog hvordan den fremmede hest ligeså sprang hende i møde. Glæden steg helt op i halsen på hende, tænk at hun skulle finde så friskt selskab på sådan en flot aften, hvor var det spændende. Den kulsorte hale stod højt i luften mens hun trippede videre gennem det lave vand, for hun var ganske vist forsigtig med ikke at kaste sig ud på det dybe. Den mørke hest som nærmede sig var dog ikke lige så heldig, hun kom med et overrasket prust da hun så den ende på mulen i vandet. Men den var hurtigt oppe igen, så meget energi den havde, hun blev så ivrig at et lille, meget lyst hvin undslap hende på vejen. Et sort smil krusede ud over den kridhvide mule, da de havde vundet ind på hinanden, og hun kunne se hvor speciel en pels den lille hest havde. Og en lyd den kunne lave! De askegrå ører blev nysgerrigt vippet fremad mens hun trippede nærmere endnu, hun ville helt tæt på. Uden spor af frygt mødte hun den mørkes øjne, og sikke blå de var. Blå som himlen. Hendes egne ravgyldne lyste. Begejstret stak hun sin våde mule frem mod den mørke. word count 212

[Diggin' the table! ]
Han viftede ivrigt med den korte, sorte hale da han igen stødte hovene imod den mudrede sandbund og hastigt steg op af vandet, til det kun nåede ham til piperne. Vandet drev af ham med små pludrende, dryppende lyde men han ænsede knap den livlige melodi der fulgte hans plasken. Lavt vrinskede han imod hoppeføllet i en skinger tone. De store ører var vippet stift fremefter i en ren glædesrus. Han rakte sin mørke mule frem imod hoppens hvide og stødte dem let sammen. Han snusede kort og lod hendes fært synke ind. Et smil faldt så om hans mule. Legesygt og frækt. Han rankede sin spinkle krop og knejsede i nakken, som han havde set sin far gøre det. Det lå dybt i ham, at være hingst - det kunne ses tydeligt på ham allerede nu, at han ville blive en lidt af en skikkelse her omkring. Han brummede igen og nappede så til den grå man der hang fast på det fremmede føl. Ord havde han ikke lært mange af endnu, så han sagde intet andet end basale lyde.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Et lyst prust undslap hende, da den mørke hest stødte sin mule mod hendes. Den var vældig blød, det kildede endda en smule, hvilket var grunden til hendes prust. Den kulsorte hale viftede ivrigt bag hende, ih hvor var hun heldig, her var en ny hest at lege med, og så endda én på størrelse med hende selv. Da den mørke rankede nakken så hun nysgerrigt på ham med store, ravgyldne øjne. Af glæde trippede hun lidt på de lange spinkle ben, da den mørke nappede ud efter hendes stadigt strittende man. Et stort smil krusede ud over hendes hvide mule, og hun var ikke sen om at få øje på den prik, den mørke havde i panden. Den var blå, ligesom øjnene! Sikke en spændende hest, hun blev helt ør, og langsomt strakte hun uden videre mulen ud for at røre den mørkes pande. word count 145

Han brummede højlydt imens hans store blå øjne ivrigt betragtede føllet foran ham. Han var ovenud lykkelig for at have mødt sådan en som hende. Mor var så stor, ja, hende her va jo af en helt anden størrelse. Og så livlig! Han slog kulret med hovedet, indtil han så hvordan den askegrås ravgyldne øjne var fikseret på et punkt i hans pande. Han mimrede lidt med den mørke mule, da hun strakte hele sit hoved frem og rørte ham i panden. Han var godt klar over, at der var en lille hård klump der, som han ikke kunne få af. Nix. Den sad fast. Men at den var så interessant, det vidste han nu alligevel ikke. Men han kunne godt lide opmærksomheden og tyggede ivrigt ud i luften imens den korte hale svang fra side til side, i et hurtigere og hurtigere tempo. Til sidst stod hans ben heller ikke stille, og de lange ranglede stænger svang ham rundt i en legesyg cirkel om hoppeføllet.

Den sorte hoppe Leonora, havde længe betragtet hvordan hendes søn havde fundet en lejekammerat i den unge hoppe, som Ava havde født. Ariel, det var hvad hun var blevet dømt - og selvom der gik mange tanker igennem hovedet på den sorte hoppe, om netop dette hoppeføl og hendes vej i livet, da var det eneste som Leonora egentlig kunne udtrykke glæde og stolthed; hendes afkom sprang rundt, glædeligt og livligt og havde modet med sig - en fornøjelse for enhver moder at beskue. Dog var Leonora altid i nærheden; for som det lå til hende, var hun en beskyttende sjæl - nok mere end så mange andre - overfor hendes nære og afkom. Nu var Seyé hendes første, hendes egen, men hun havde været her før; Titan, Ava's broder havde hun taget sig af som sin egen, og han havde givet hende brugbar erfaring hun nu kunne tage med sig i opdragelsen af Seyé.
Fredeligt stod hun blot på afstand og betragtede de små, imens de endnu nød glæde af den verden, de endnu ikke forstod; og altid var de i trykke hove, så længe Leonora var der.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det blå i den mørkes pande føltes slet ikke ligesom pels. Det var ikke lige så blødt som den mørke mule havde været, det var helt anderledes. Hun så undrende på hesten, der kun kunne være et par centimeter højere end hun, for snart forsvandt den igen under hendes mule og var på spring i en cirkel om hende. Det tog hende dog ikke ret lang tid at vågne op igen, en lille lys latter undslap hende mens hun nysgerrigt fulgte den mørke med øjnene, og hun trippede selv frem så vandet plaskede og nappede efter den andens halestump. Hun var helt opslugt af legen og spændingen ved at møde en ny sjæl, en hvis energi afspejlede hendes egen, at hun slet ikke lagde mærke til den sorte skikkelse, som fulgte dem med øjnene. I stedet fik hun hurtigt fat i den sorte hale! word count 144

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/s5v6g9.jpg); width: 490px; height: 823px; border: 0px solid #000000;] Pludselig var der en stor tyngde i hans hale. Uvant med sådan noget, var hans første refleks at knække underligt sammen i bagbenene for at sænke bagpartiet ned imod jorden, for at slippe af med det der pludselig hagede sig fast i ham. Han drejede undersøgende hovedet for at bedre at kunne se den grå legekammerat, og forstod da at det var hende der forårsagede trækket i ham. Han brummede kort, og svang så mulen imod hende for så at puffe til hende igen og igen. Slip nu! lod han næsten til at sige. Men et bredt grin var alligevel plantet på hans mule, og inden længe, besluttede han sig for at gribe fat i hendes hale også. Rundkreds! At hans moder stod i baggrunden, bemærkede han ikke, men han følte sig unægtelig ganske sikker på at hun var der og det satte han pris på.