Point of No Return

Der var efterhånden gået længere tid siden, at den skimlede herre Altaïr havde lagt øjne på den brogede hoppe, som havde vundet hans hjerte. Taia, navnet som hun kaldte sig, havde sat sig så godt fast i hans sind, at han ikke kunne slippe det. Melady var dog den tiltale, han endnu pålagde hende, en tiltale han fandt passende.
Hans lange ben havde ført ham til Enophis, den ø hvor bjergene rakte sig højest. Han havde gennemsøgt langt det meste af landet nu, i sin søge på den brogede hoppe, der havde forladt hans selskab med en beslutsom mine for uger siden; bekymret var han, over hendes forsvinden, men samtidig var han ganske rolig i sit sind, da han vidste at netop Taia kunne klare stort set alt.
Han bevægede sig med elegante bevægelser, som han altid gjorde, og hans sind var vågent og opmærksomt. Snart opfangede han et strejf af en velkendt duft, som hans instinkter hurtigt fulgte; for duften af Taia havde fanget hans næsebor, den hoppe han så længe havde ledt efter.

T A I A

---

Tiden var forsvundet. Tid var blevet et begreb der ikke eksisterede længere; det var blot en illusion sjælen klamrede sig til i håbet om at have en ide om hvad der skete. Men det havde den ikke. En ting var dog sikkert. Det var lang tid siden det skete. Uger var tikket forbi; uger hvor noget havde groet, men det var ikke sjælen. Nej. I takt med det der groede, visnede sjælen. Visnede den sjæl der engang havde været så stærk, men nu var intet andet end en glød, som selv den mindste kulde kunne slå ud.

Hvorfor... Hvorfor mig...? os...?

Kære, har Vi givet jer lov til at tale?

...nej...

De var afhængige af hinanden. Den ene levede som en snylter på den anden, men alligevel ville de begge dø, hvis de gav slip på hinanden. Det havde ikke været deres valg. Ingen af dem havde ønsket det, men det havde De derimod. Skyggerne...

Hoppens bevægelse var blevet mere flydende, mere naturlige, efter at sindet havde givet slip. Givet op. For nu i hvert fald. Det var en evig opgave at holde kontrollen over dem begge, selvom ingen længere gav den store modstand. I ny og næ pulserede Skyggerne: de dansede omkring åbningerne til hoppens fysiske indre, som planten der nu snyltede på hende havde skabt. Den levede på hende, af hende og i hende. Da lyden af hovslag nåede hoppens arrede ører forsvandt Skyggerne, trak sig bort ind i planten, såvel som hoppen, før blikket blev rettet mod lyden. Øjnene, som før havde haft den klareste blå farve, bar i de bedste øjeblikke en mørk, grumset blå farve, men ikke nu. Nu var de sorte. Tomme. Døde...

En specialitet som den skimlede, ædle hingst havde udviklet, var at finde andre. Opspore andre, følge dem som et spøgelse, uset og uhørt, indtil han valgte at lade sig vise. Denne egenskab benyttede han sig som regel af, uanset om han tænkte over det eller ej, for det lå til ham, ligesom hans drømmende sind.
Hans instinkter havde nu fundet sporet af den hoppe han søgte, den hoppe han savnede og længtes efter, men i takt med at han nærmede sig målet, voksede en gnavende fornemmelse sig i hans indre. Noget var galt, noget var ændret, for der lå en anspændt stemning over omgivelserne.
Snart fik han øje på den hoppe, hans sind havde søgt, den hoppe der gav ham glæde; men den gnavende fornemmelse indvendigt blev kun værre, da hans øjen for alvor fik tag omkring hoppen; for Taia så ikke ud, som hun havde gjort det ved deres forrige møde. Hendes krop var blevet angrebet af en udvækst, der kunne minde om en blomst; men en blomst kunne ej gøre dette. Altaïr stoppede op et kort øjeblik med forfærdede blikke rettet mod Taia; inden han med en mindre brummen satte imod hende. Fortvivlet, forundret..

Hvem end det var, så kom vedkommende nærmere. Hastigt. Tvunget bort, forvist til de dybeste slugter af hendes eget sind, prøvede Taia at finde ud af hvem det var, men fandt ingen smuthuller. Sindet, sjælen, hun ejede havde været så stærk og alligevel føltes det som om, at den aldrig havde kæmpet imod. Den havde bukket under så hurtigt. Ingen kunne vide præcist hvor meget sorg og smerte kunne dræne sjælen, i hvert fald ikke indtil de havde været i Taias sted. Dog nægtede hun at give helt op. Den ulmede trods alt stadig. Stædigt slyngede små afstikkere af sindet sig afsted, søgte enhver lille sans i hoppens krop, der kunne give viden omkring den fremmede.

Hvem er han, Brødre, Søstre?
En kærlighed.
Ser man det... en kærlighed...!

Stemmerne var skingre og snart rungede en latter gennem det formørkede sind. Ingen af ordene nåede hoppen, men latteren gjorde i den grad og fik hende til at krympe sig. Trykke sig mod dybet.

Hoppens hovede hang næsten ludende da hingsten stoppede op, men blev så hævet en smule. De tomme øjne stirrede blot blindt frem mod ham, mens han bevægede sig nærmere. Han var en potentiel trussel, en kilde til energi for sjælen, og dog kunne han være et så fint offer. En mulighed for at slå sjælen fuldstændigt ned? En mulighed for fuld kontrol. Et sygt smil spillede kort om mulen på hoppen, før små afstikkere af planten bevægede sig ned langs hendes ben. Snoede sig omkring dem, for så at forsvinde ned i jorden. Hver var fulgt af sin egen lille stykke; en lille del af den store flok søskende. En søskendeflok, der for nu var fuldt opmærksom på den tidligere kærlighed.

Grålingen...?!

Denne plante, der havde overtaget det ydre på den smukke Taia, lod til at have en ondsindet natur. Den så ud til at pine hende, smerte hende; men da Altaïr kom nærmere, kunne han se, at den hoppe der kiggede på ham, slet ikke var Taia. Som havde noget overtaget den smukke brunbrogede hoppes indre. Han stoppede op, endnu med afstand til hende og løftede en smule agtpågivende det ædle hoved; for når ej det var hans melady der kiggede på ham, da ville han ikke nærmer sig, førend han vidste hvem eller hvad der havde besat hende. Han prustede dæmpet; men det smil, der tegnede sig på mulen af hende nu, foruroligede ham.

,,Melady Taia?"

Spurgte han, med den karakteristiske drømmende stemme, som han ejede, og som hun kendte. Den stemme, han altid havde talt med. Han brummede sagte, hvorefter han rakte mulen en anelse fremad imod hende, undersøgende, men ej pågående. Planten der havde taget fat om hendes krop, kunne han nu for alvor tage i åsyn; og synet gjorde ham absolut ikke glad. De tanker der strøg omkring i hans indre var nu først for alvor bekymrede - hvad var der sket den hoppe, som hans hjerte havde valgt?

Ikke ham... ikke nu... ikke sådan...
Det smertede den svage, tilbageværende del af den engang så stærke hoppe, at det var ham af alle der var stødt på hende. Ham der fortryllede hendes drømme og fangede hendes hjerte. Dog fik hun ikke lang tid til at sørge, frygte, bede for at han forsvandt, før hendes opblussede følelser afslørede et af de få smuthuller hun havde fundet. Fortvivlet måtte hun på ny se sig selv tvunget ned i de mørkeste dele af sit sind, forvist af mørket, men ikke fortabt. Aldrig fortabt.
Skyggerne dansede om hendes indre, hvis det da kunne kaldes det. De vred sig nærmere rundt i en skræmmende leg; prøvede at skabe et hieraki trods de var søskende og alle lige. Af deres slags kunne de vel kaldes unge, nybegyndere på en opgave ingen andre kunne tage, men som de bestemt ikke var de rette til. De havde meget at lærer, mere end der var godt, men alle skulle starte et sted.

,,Hvad er der Altaïr..?"

Nok havde Skyggerne vundet meget, vundet mest, men de havde ikke alt. I fortvivlelsens hast havde den arrede hoppes sind taget fat i kun de nærmeste, mest betydende ting for hende, og dermed havde hun taget Grålingen med sig, men efterladt Altaïr. I essensen var de en og samme hingst, men hun bar dem som to dele; Altaïr var Grålingen, men Grålingen var ikke Altaïr. Det var en af de få ting hun formåede at gemme, formåede at holde uden for skyggernes greb. Hun havde aldrig overvejet at det betød noget, men når hun så tilbage så kunne det meget vel kaldes det klogeste hun kunne have gjort i øjeblikket.
Et smil som kun Taia kunne frembringe spillede på den mørke mule, men der var alligevel, tydeligvist, noget galt. Det var ikke ægte, men alligevel en perfekt kopi: et smil der ville have kunnet passere som ægte, var det ikke for øjnene. Smilet nåede aldrig øjnene, som det ellers altid gjorde.

Paf stod han, den ædle og ranke hingst. Det grå lag af pels sitrede let, under de vibrerende muskler, der både talte for at nærme sig og blive stående. Som i disharmoni sloges nogle muskler med andre om at vinde overtaget over hans krop, og tvinge den frem eller tvinge den til stilstand, men ingen lod til at kunne vinde kampen, og dermed var det en urolig dirren der løb over hans muskler. Taia stod foran ham, men ej den Taia han havde set ved sidste møde. Forpint så kroppen ud, direkte forpint. Denne udvækst, beplantning som havde taget bo på hendes krop, lod til at vride sig helt i hende, således at hun ej ville kunne ryste den af sig; måske trække den ud med rod, men da ville hendes så blive så alvorlige, at hun måske ej ville kunne komme sig.
Altaïr lod hans mule blive ganske stram, for intet kunne han udtrykke, nu hvor han så sin kærlighed på denne måde. Taia, den enestående hoppe, var ikke Taia som han huskede hende; for foran hende, stod ikke den ægte varer. Og da først hun talte, med hendes egen stemme, men ej hendes egne ord, var det klart for Altaïr, at den egentlige Taia var trængt op i en krog. Kun hun kendte hans navn, men hun af alle ville aldrig bruge det. Han kneb sine øjne sammen, et kort øjeblik vantro, men derefter ganske tænktsomt. Han måtte træde med varsomme hove, for dette her gik over hans forstand. Kort efter fulgte hendes smil, som ganske vidst var hendes; men som den opmærksomme hingst han var, så han godt at det ikke var fuldendt. Og fuldendt, var det altid på hende.

,,Melady, hvad er dig hændt? Hvad har forsaget dette, som har trængt dit sind væk fra mit?”

Spurgte han da, med en indgående og lavmeldt stemme. Han vovede sig endnu ikke nærmere, da han ikke kunne finde ud af, hvor vidt det egentlig var Taia han talte med, eller om noget havde besat mere end blot hendes taleevne. Noget havde i hvert fald adgang til hendes minder, og kunne påvirke hendes ord – men om det kunne mere, styre hendes krop, hendes handlinger, vidste han endnu ikke.

Jeg angrer inderligt, hvad mere ønsker De af mig?

...

Tal til mig, jeg beder Dem..

...

Skyggerne vred sig frustreret ved synet af hingstens vantro blik. En enkelt skældede og smældede; vred sig omkring hoppens indre og for et øjeblik stoppede kroppens vejrtrækning, før den på ny begyndte. Hylsteret, for Skyggerne så det ikke som andet, kunne fungere uden ilten, men kun i så kort tid, så den gik ikke. Desuden ville deres kære legekammerat forsvinde med den hvis det skete, hvilket ville være synd og skam, så den vildfarne blev truet til ro, før de hvislende, skingre stemmer begyndte på ny.

Han tror ikke på ossss... Hvorfor tror han ikke på ossss...?!
Giv ham tid... voresss ven har ikke været rar mod hylsteret.
Voressss ven er blevet hendesss ven...
Det er ligegyldigt, vi har hvad vi skal bruge!

Halen svirpede bag hoppen ved hans spørgsmål. Hvorfor sådan et sært spørgsmål? Så dumt formuleret? Frustreret begyndte Skyggerne at lede, samle enhver lille smule information der kunne hjælpe dem med at besvare hans spørgsmål. Inden mere end den normalt accepterede ventetid var gået, var et svar blevet brygget sammen. Et dumt, uvidende svar.

,,Hvad mener du? Jeg har blot fået en ny... ven. Vil du møde min nye ven?"

Enkelte skygger vred sig i vrede over svaret, mens andre syntes yderst tilfredse med hvad de havde fået lavet. Skyggerne var en broget forsamling; en blanding af rå, dum styrke og intelligens. Mange ville de kunne fuppe, men i dette tilfælde havde de det værste mod dem; hingsten, Altaïr, kendte ting ved hoppen som de ikke kunne mimikere. Ting de ikke kunne efterligne. Ting der afslørede dem, selvom de var åbenlyse i forvejen.
Under jorden udspillede et andet scenarie sig. Rødder skød frem, akkompagnieret af en sort tåge. De havde ingen start, ingen ende; bevægede sig afsted som var de levende dyr frem for rødderne af en plante. Alt dette var en usynlig forestilling, indtil en enkelt kort skød frem imellem græsset, for så at svinde tilbage ned i jorden igen.

Vil du hjælpe mig?

Alt for at gøre det op for hvad jeg har gjort...

[/center]...godt...[/blockquote][/size]

Som tiden gik, mens han afventede et svar, der ej burde afventes, tænkte han. Selvom tiden ej var lang, førend det ukendte svarede med Taia’s stemme, da nåede den skimlede hingst alligevel at slå mange tanker sammen, bryde dem om igen og sætte dem sammen på ny – men ikke megen mening fik han ud af sin anstrengelse, tværtimod. Det eneste han havde en idé om, var at Taia’s sind var fanget af noget, af denne bizarre og pinefulde plante, men i hvilket omfang kunne han kun gisne om. Med en kort, pinefuld mine, der samtidig havde indgydet håb, trådte han ét skridt frem. Det svar, som var kommet fra Taia’s mule, afslørede nemlig noget, der nok ej skulle være afsløret; for ligesom da hun udtalte hans navn, var disse ord ej hendes egne. Han kendte hende, den skimlede, nok bedre end nogen anden i dette land, og det gav ham måske en fordel han kunne drage nytte af. Dog, førend den skimlede hingst fik åbnet sin mule, skød en faretruende skikkelse op fra jorden. Kort, ganske kort, viste den sig, levende og bugtende som en slange, men hverken var det slange, eller skygge – men derimod en rod fra et træ, der viste sin eksistens. Levende. Et fnys, så højt at det kunne høres flere meter væk, skød øjeblikkeligt fra dybet af hingstens bug; vantro lød det, forskrækket og ligeså direkte truende; for det, der var skudt op fra jorden, var imellem ham og den hoppe, hans hjerte havde valgt; for uanset hvad der var hende hændt, var han endnu sikker på hun måtte være der et sted. Han stod kort, nærmest som forstenet, inden hans mørkeblå øjne søgte hendes lyse. En advarsel havde dette været, det var tydeligt, men fra hvem?

,,Hvem vover sig at kalde sig ven af melady, og samtidig gemme hendes sind væk?”

Han tog en chance nu, en stor chance. Han vidste nu, eller han gik ud fra, at han ikke adresserede hans eneste ene; men en, der havde overtaget hende. Ved at afsløre det så tydeligt, kunne han ganske let udløse den fælde, den afstraffelse som truslen havde lovet, men samtidig havde han et håb om, at hvis dette ’væsen’ var bevidst om hans viden, ville legen være forbi. Han ønskede at snakke med Taia, ikke en der havde besat hendes sind, og han ville kæmpe for at finde en vej dertil; også selvom det måtte medføre risiko.

Han ved for meget...
...tror ikke på os.
Giv det tid..
Nej!
Giv det tid!
Nej!
...

Dræb ham...

[/colour][/right]
Hoppens hoved blev vippet mod den ene side, men så revet tilbage på plads igen, for at det så kunne sket på ny. Med Skyggernes interne skænderi, mistedet de kontrollen over Hylsteret. Jo flere der deltog, jo mindre kontrol var der, men der var altid nogen der formørkere øjnene og jog det sande sind bort. Aldrig blev Hylsteret efterladt uden opsyn, for den sande sjæl kunne stadig vænne tilbage. Den kunne altid vænne tilbage. I sit skjul, sit sidste lille fristed, kunne Taia ikke gøre andet end at vride sin egen sjæl i smerte, pine, over ordene. Over stemmerne. Disse skænderier, slagsmål, var værre end alt andet ved denne besættelse, for ordene gav ekko. De forplantede sig ud i hver enkelt del af sindets rum; et sted ment kun for en, men nu beboet af flere tier. Hendes vriden forplantede sig som en sitren i kroppens hud, sagte, men stadig der.

,,Kære Altaïr, du misforstår noget... Ingen af mine venner gemmer mit sind bort, men du har lige mødt min... ven..."

Ved det sidste ord snoede en rod sig op af jorden. Den vred sig nærmest kælent omkring hans ene hov, før den forsvandt ned i jordens dyb på ny, i sikkerhed for eventuelle hove der måtte vælge at forsvarer sig. Endnu et smil plantede sig om hoppens mørke mule. Nu havde de hilst på hinanden og det glædede i den grad skyggerne. I den grad. Stadig gav skænderierne dog genlyd, mens Taia forsat forgæves prøvede at holde ordene ude.
Hylsteret trådte nu et faretruende skridt tættere på den grå hingst, før øjnene langsomt tog en mørkeblå glød til sig. Næsten som var noget ved at bryde igennem mørket, før det så forsvandt igen. Blev drevet bort af Skyggerne.[/blockquote][/size]

Meget opmærksomt holdt den skimlede hingst blikket på den brogede hoppe, han kendte; men hoppen han kendte, var ikke hende der kiggede igen. Det var som om, noget prøvede at få kontrol over hende helt og aldeles, og de bevægelser der af og til kom fra den brogede hoppe, hvis skønhed og unikke personlighed havde fængslet den skimlede hingst, virkede langt fra som hendes. De virkede påtvungne, som drejede nogen hendes led, mens hun prøvede at dreje dem tilbage eller omvendt. Uanset hvad, var det ikke rart at se på. Med hovedet let bøjet og halsen let sænket, lod han sine ører vippes utilpast bagud. Hun var ikke hende, og hele denne situation var ganske farlig, kunne han fornemme. Snart lød hendes stemme igen, og et stik skød gennem hans krop, da hun sagde hans navn; eller, da det sagde hans navn. Det var ubehageligt at vide, at hans navn blev brugt på denne måde, for ej ville den unikke Taia spotte hans navn imod ham. Han lod ej sine øre vendes fremad ved hendes stemme, ej heller bagefter, for faktisk stod han tavst, som et såret dyr med blikket sænket et øjeblik, mens han prøvede at forstå det, der skete foran ham; men hans trodsighed der havde overtaget ham kort for inden, blev nu straffet, for pludselig skød en rod fra jorden igen og søgte at få greb om hans hov. Med et kort hvin hev han hovedet op, trak ørerne helt i nakken og lod den anden forhov stampe ganske arrigt efter den nærmest kælende plante, der smøg sig omkring hans hov. Hvad dette væsen var, ville han ikke gisne om, men han vidste, at det skulle slippe Taia; uanset hvad han så måtte gøre for at få det til at ske.

,,Din ven?”

Lød det så endeligt fra den skimlede hingst. Hvad end dette var, så kunne det ej være en ven, hverken af Taia eller nogen anden. Han hævede nu hovedet igen, den skimlede, og lod blikket søge direkte imod hendes, og forfærdet var han i det øjeblik en skygge ligesom formørkede hendes blik. Hvordan kunne det ske? Hans blik strøg imod en mere målrettet aura da han først så dette; og selvom hun havde trådt ham nærmere, med en næsten fartetruende attitude, da veg han ikke, men holdt hans blik imod hende endnu. Hun måtte være derinde.

Skyggerne levede ikke af verden som andre væsner gjorde. De fandt ikke deres styrke i føde som græs eller andre dyr, men ved at snylte på nogens sjæl. De levede af minder, af følelser, der rangerede fra vrede til frustration og videre til frygt, såvel som sorg. Så det måtte ikke være nogen overraskelse da nogle stimlede frem i hoppens øjne, dansede omkring de to åbninger, ved synet af hingstens sorg og vrede over hbad han så. En, for ham, uhørlig latter bølgede gennem den lille gruppe, før et uforklarligt skænderi brød ud. Et bølgende, sort skær lagde sig om hoppens øjne, for så at forsvinde igen da Skyggerne trak sig længere ind. Her forsatte stridighederne dog blot; hæse stemmer, skingre stemmer. Alt for mange stemmer i et alt for lille rum.

,,Ja... min, vores, ven..."

Stemmen havde ændret sig. Den var blevet svagere, mere fraværende og svaret var intet andet end en gentagelse af hingstens egne ord. Som om dem der stod bag havde givet op, men det var ikke tilfældet. Deres energi, deres opmærksomhed, var blot blevet rettet mod hinanden. Enkelte holdt stadig øje, prøvede at samle dem til en enhed igen, men alt for mange syntes opsat på at ilne hinanden op så meget som muligt. Opsat på at skabe en skinger, ophidset forsamling.
Stemmerne gav ekko i dybet og trods det smertede fragmentet af en før så stærk sjæl, gav det også håb. Håb om en chance. Et håb der blev forøget af viden om, at hun ikke var alene herinde. Ikke længere. Langsomt og med yderste forsigtighed begyndte hun at bevæge sig opaf; forlade det skjul hun havde tilbragt alt for lang tid i. Tråde af sjælen snoede sig om de minder der engang kun havde været hendes; fandt støtte i de gode og styrke i de dårlige.

Med et ændrede hoppens øjne sig. Mørket begyndte at vige for fragmenter af skrålende blåt. De brød ud.

Med vigende skridt vævede den skimlede hingst på stedet, imens han så til, mens den brunbrogede hoppe fortsat havde en indre kamp, der vidst blev mere og mere indadvendt, jo længere den stod på. Beklagende, søgende brum forlod hans mule og strøg igennem den følsomme luft, for da at lande hos den brunbrogede Taia og bede om nåde til at nå ind til hendes sind. Snart strøg stemmen frem igen, hendes fortryllende stemme, hvis den havde været bragt frem af hendes sind, men når den var blevet bragt frem af dette .. væsen .. som havde besat hendes indre, var det fortryllende væk, og kun en tom, hul stemme var at høre. Gentagende af hans tidligere ord var den, og med et kort fnys slog han hovedet i vejret i ren og skær frustration, for hvad kunne han gøre? Kunne han nærme sig, kunne han sige noget? Kunne han vriste det af hende, der havde besat hende, taget hold om hendes krop, eller ville det så selv gro på ham? Mange tanker rumsterede i hans indre, inden den skimlede hingst samlede sig sammen og stoppede sin vævende bevægelse.

,,Taia, mylady. Hvad end der skærmer for dit indre, ønsker jeg at finde ud af, hvordan man får det væk. Stol på det”

Sagde han, lavt, direkte henvendt til hende; for netop som han havde åbnet sin mule, for at snakke, så han noget han ikke havde set under dette møde. Som prøvede hendes indre at slå igennem denne underlige, bizarre ting der havde overtaget, og for at prøve at nå ind til hende, måtte han tage chancen. Han vidste dog ikke, om hans handling ville provokere det, der end måtte være over hende, for sidste gang han havde talt for direkte, havde en rod vist sig, som en slange der levede under jorden, og hvis denne kom igen, vidste han ej hvordan han skulle tackle den; for hvor stor og voldsomt dette underlige væsen var, havde han ingen anelser om.

De få Skygger der stadig holdt øje, stadig havde overblik, hørte hingstens ord, men de gik forbi alle andre, selv hende ordene var rettet mod. Selv hvis alle havde hørt dem, blev de dog ikke hvad der pludseligt spredte Skyggerne for alle vinde. Nej, denne ret tilkom den retmæssige indehaver af sinderummet. Mindre fragmenter, tråde af minder og følelser, slyngede sig omkring hvad end de kunne finde et holdepunkt i og skabte dermed en mur omkring sinderummet; de lukkede simpelthen Skyggerne ude og alligevel tvang de dem til at blive inde. Denne mur ville dog næppe holde længe, så da den rigtige sjæl først var på plads igen, var der ingen tid at spilde.
Først skete der intet, udover at øjnene blev mere og mere blå. Så bevægede pupilerne sig, de så, men blikket var tydeligt omtåget. Forvirret. Svækket. Hoppens ben begyndte at dirre, før hendes stemme begyndte at lyde; svag, men tydeligvis hendes.

,,Fortæl ham, at den angrer... at vi angrer..."

Hendes øjne formørkedes på ny, før den blå farve syntes at slynge sig omkring mørket og kvæle det på ny. Et meget svagt, men ikke mindre kærligt, smil lagde sig om hendes mule for et sekund, før det blev vrænget væk i en grimasse.

,,Forsvind nu... løb! Jeg beder dig, Grålingen, bliv ikke, for du kan ikke hjælpe mig nu..."

Disse ord blev hoppes sidste før mørket slyngede sig om hendes blik med voldsom kraft. Hoppen rystede sit hoved og skubbede sig selv så langt væk fra ham som hun kunne, men nåede ikke langt før blikket var tilbage på ham. Kulsort og stirrende.
Det kom som en overraskelse præcist hvor meget styrke Skyggerne havde da de brød igennem. De slyngede sig omkring den lille del der var tilbage, hev og flåede i hvert minde hun før havde fundet styrke i. Alt forsvandt... selv mindet om Grålingen formåede de at vriste fri.

Som samlede Taia sig igen, satte de manglende brikker på plads, rettede Altaïr ørerne mere og mere frem, med en forhåbning gemt i de mørkeblå øjne. Han håbede inderligt på, at hun ville kunne slynge det formørkede af sig, men håb var også en farlig ting, for med håb, fulgte skuffelse som en glubsk slange, der mæskede sig i de svage. Dog lod håbet til faktisk at vinde dette slag, for som et ly fra en klar himmel, strøg den melady igennem, som han elskede, og snart var det hendes stemme, hendes øjne, han hørte og så. Den første sætning der kom fra hendes mule, undrede ham, for han forstod ej. Han kendte ej til de oplevelser, som lå før dette forfærdelige som den brunbrogede hoppe var udsat for nu, og hvem denne ham var, og hvem hun snakkede om, kunne han ej greje, men hendes næste ord, der blev slynget ud med advarsel i stemmen, fik ham til at trække ørerne tilbage og lade mulen søge hans bug i pinefuld overvejelse. Han ville ikke gå fra hende, ej nu og ej nogensinde, men hun bad ham, og det pinte hans sind; men han måtte føje hendes ord, for når hun bad ham, på denne måde, mente hun det. Han fnøs kort, inden han veg det første skridt, men inden han valget at bryde kontakten helt, lod han sine mørkeblå øjne fængsles i hende, i det mørket lod til at tage over igen.

,,Husk på at jeg altid vil være hos dig, melady. Blot se indad.”

Hans sidste ord, var han ej sikker på om hun ville forstå. Om hun overhovedet ville kunne høre, nu hvor denne grumme tingest lod til at overtage igen, men han forsøgte. Han håbede, at hvis hun havde viden om, at nogen var med hende, selv når hun vandrede alene, kunne hun måske bryde denne forbandelse, som lod til at have lagt sig over hende. Derpå vendte han sin skimlede krop rundt, med et sandfærdigt sørgende blik, og derpå satte han kursen væk fra den hoppe, han ellers ville beskytte med sit liv; men desværre kunne han ej beskytte hende nu, og derfor måtte han søge hinsides for at lede efter svar, løsninger, der måske kunne befri hende fra denne plante og lade hende genvinde kontrollen over sit sind. Uanset hvad, da ville den grå hingst ikke hvile, førend den brunbrogede hoppe atter var fri, til at følge sin egen vilje og lade sit eget sind lyde igen.

[Out]