Home

T H O R O N D O R

---

Landets nok tungeste hingst, men langt fra den højeste. Denne titel tilfaldt ikke den gyldne hingst med mørke markeringer uden grund, nej, der var skam kun grunde. Han var bygget med massive, tunge knogler og solide lag af muskler, så det var intet under at han vejede langt mere end selv dem der var større end ham. Denne vægt var bestemt ikke blevet lavere i løbet af sommeren, men ej heller var den øget drastisk. Med vægten fulgte der dog visse forhindringer, men heldigvis var ingen af dem noget han bekymrede sig om. Han kunne ikke 'danse' som andre, men hans grove måde at bevæge sig på gav ham vel sin egen charme?

Roligt i agtog Thorondor Enophis' bjerge. Et næsten blidt suk forlod ham, før han let rystede sit hoved. Det sædvanlige, venlige, karakteristiske smil lagde sig om hans mule. Det var det tætteste han kom på Maern nu, det tætteste han havde på hjem, og trods det gav ham trøst, gav det mindst lige så meget sorg.

Samauun stod og betragtede den nu mørke himmel, hun stod på bjerget og kiggede rundt, atter igen stod hun alene på denne store ø, hun følte sig ikke helt bekymret over det men alligevel var det nu altid rart at have selskab. Hendes slanke krop stod afslappet i den kolde aftenbrise, hun nød duften. Bjerget havde hun besteget før hvor glæden havde taget over, hun havde mødt en broget hingst første gang hun var her.
Hoppen kiggede roligt til side og valgte bagefter at vandre længere op af bjerget næsten op til toppen, hvert skridt var friskt men afslappet, hun var ikke så energisk som hun havde været hele dagen, hun var blevet lidt træt efter den lange vandring og alle de spilopper hun har haft gang i. Samauun gav sig til at nynne, en blid sang fra hendes varme lande, ikke et sprog som andre heste ville kunne forstå medmindre de var af hendes race. Hendes stemme var yndefuld og omfavnede alt i hendes nærhed med hendes blide stemme. Hun stoppede op og kiggede frem, en kraftig hest stod længere oppe på bjerget. Hesten stod for sig selv, helt alene? Uden at tænke om hesten hellere ville være alene gav hoppen sig til at vrinske spørgende efter den fremmede, vrinsket kunne oversættes som i "hvorfor står du alene"

Stilfærdigt sænkede den kraftige hingst sit hoved ned mod det sparsomme græs. Næsten forsigtigt lukkede han sine læber om et par strå, før han så åbnede munden på ny og så begyndte at græsse. Halen svang i ny og næ bag ham for at holde de værste insekter borte, for ingen hest var foruden dem for tiden, desværre. Han nåede dog ikke at græsse i lang tid før et vrinsk nåede hans ører og dermed trak hans opmærksomhed væk fra græsset. Roligt hævede han sit hoved og lod sine øjne spehde i den retning lyden var kommet fra. Det var ingen overraskelse længere for hingsten, at han aldrig så andet end lette, smalle hopper, så et lidt vagt smil indtog blot hans mule. Et øjeblik studsede han over tanken om selskab, før han så lod sin blide røst lyde mod hoppen. Ørerne blev vippet lidt fremad, før han så sænkede sit hoved mod græsset på ny. Hun måtte godt slutte sig til ham, men tiden måtte vise om en egentlig samtale ville komme på banen.

den gråskimlede hoppe brummede gladeligt da hingsten havde svaret hende med et umådeligt blidt kald, der afgsv hvordan han var. Hun satte i hurtig skridt imod ham, halen let løftet et syn der var sjældent at se hos den ellers kåde hoppe, men alt ved denne gyldne hingst beroligede hendes ellers energiske natur. Da hun var kommet længere op til ham og nu stod ved hans side brummede hun sagte af ham, hun var rolig, som om hendes energiniveau gjorde sig i lig med hingstens, det var ikke nogen ond eller hånlig hensigt, hendes krop gjorde det bare, hingsten havde en stor indflydelse hos denne delikate hoppe. Hun var ikke bevidst om direkte signaler men det lod til at falde hende naturligt. Hun lagde roligt mulen på hingstens hals de havde nogenlunde samme højde, hun var nok lidt større men det lod man sig ikke mærke af på grund af hans massive krop. Hans hals var enorm, kraftfuld mod hendes bløde fine mule. Hun brummede endnu engang for at få hans opmærksomhed fra græsset, halen var løftet lidt højere.

Thorondor forsatte blot sin græsning og gumlede dermed roligt videre på de tørre strå da hoppen sluttede sig til hans side. Først lød en sagte brummen fra hende, hvilken han ikke svarede på, men da hun lagde sin mule mod hans hals løftede han den ene forhov og bankede den ned i jorden igen. Han var ikke nærtagende og nok en af dem man kunne komme meget tæt på, uden at han ville sige en imod, men hun gik alligevel en smule for hurtigt frem. Ikke fordi han direkte havde noget imod det, men fordi han ikke ønskede det; ikke fra en hoppe, han ikke kendte.
Ved hoppens brummen stoppede han et øjeblik sin græsning. Det var vel egentligt ikke hendes brummen der fik ham til at stoppe, men duften der nåede hans næsebor. Et øjeblik dirrede de let, men han hævede ikke sit hoved. Al reaktion hun fik var et slag med halen og en hingstet brummen.

Hingsten havde ikke reageret som hun havde forventet, først da han stampede i jorden hoppede hun med det samme til siden og holdte en smule afstand, uden st tænke videre over det søgte hun tilbage til hingsten og stilte sig ved ham igen, denne gang uden berøring. Da han brummede hingstet fik han det til at sitre i hendes spinkle krop, hun hvinede utrolig lavt, men holdte hovede en smule væk fra hingsten så han ikke blev irriteret. Hendes opførsel havde været sær for tiden, det havde hun indset så hun gjorde nogenlunde sit bedste for ikke at give sig alt for meget hen. Hendes hale var dog krøllet helt op over ryggen nu. Hun brunstede ikke, men halen var alligevel rimelig stemt. Samauun undersøgte hingsten uden at sige noget, hendes grønne øjne indtog alt hvad hun så ved sin side. Hun var tæt på ham men ikke tæt nok. Ørene var helt fremme og hun ventede tålmodigt på hingstens resktion.

Kort blev hingstens ører spidset ved hoppens lavmældte hvin. Dog forlod en halvkvalt prust ham blot før han piskede med halen, næsten en smule irriteret. Eller måske blot opstemt? Snart lagde roen sig dog over hingsten på ny, da hun blot stod og betragtede ham. Undersøgte ham med blikket Et øjeblik skævede han til hende, før han så hævede sit grove, tunge hoved og lod blikket hvile ordenligt mod hende.

,,Er der noget du vil?"

Hans dybe stemme bar en god portion venlighed, trods den opførsel han havde. De evigt let puffede ører var vendt fremad mod den mørkegrå hoppe. Hun mindede ham om mange i bygning, men alligevel var hun måske en tone lysere.