Den Tyste Tåge

T H O R O N D O R

---

Morgenen var kun lige begyndt, så en tyk tåge slyngede sig dansede afsted over landet. Den lagde sig kun lavt, så landet sjæle ej kunne se hvor de gik, mens de mindste ej kunne se noget. Det var en tung stemning der fulgte med tågen, men med solens gyldne glød i horisonten tog den en skønhed til sig. Denne glød spejlede sig i en af Enophis søer, som denne stille morgen var blevet forvandlet til et sort spejl. Et spejl som dog ej var alene.
Et fnys forlod den gyldne hingst da han lod sin mule søge ned mod søens klare, men mørke vand. Roligt dyppede han den ned under vandoverfladen og begyndte så at drikke. Vandet var køligt i hans hals, næsten for køligt, og et øjeblik blev mulen hævet. Der lå en uforstyrret ro omkring søen, så selvom det blot var små dråber der forlod hans mule og landede i vandet, lød det som noget større. Hingsten blik vandrede kort over tågebankerne, før han sænkede sin mule igen; lod sit hoved forsvinde ned i den tykke tåge.

Som en farvet skygge drog den plettede Drezar, en hingst med bade elegante, nobelhed og et særpræget udseende, afsted langs en af de mange søer på øen Enophis. Tågen der lå som et tungt lag over jorden skjulte hans hove, der dansede den yndefulde dans, ædle dans, som han i sin tid havde vundet respekt og beundring ved, og med samlet form begav han sig trin for trin frem, selvom dansen skulle foregå på stedet. Her, i denne verden, var der dog ingen snore og remme der holdt ham og inden hegn til at stoppe ham, så han så ingen grund til at forblive på stedet, når han faktisk kunne bevæge sig fremad. Han sagde intet, hverken hylede eller fnyste, men koncentrerede sig i en sådan grad, at stilheden var gledet over den ellers lydhøre hingst.
Søens ellers blanke overflade synede mere mat og grålig end ellers, som havde et lag af mystik lagt sig over den, men det generede ikke den fyrrige sjæl, for tågen var det perfekte set-up for hans dans, han nød at udføre; både alene og med øjne der fulgte med.
Drezar dansede i den tro, at han var alene, men snart fik ringe i vandet ham til at stoppe på stedet og udsende et kort fnys; for nogen var i nærheden, og da han lod blikket søge den modsatte side af den tågebelagte sø, fik han øje på en stærkt sammensat, kompakt hingst. Med forundring udsendte han et markerende, hingstet fnys, højt nok til at den fremmede formegentlig kunne høre det, inden han satte afsted i fyrrig trav med samling i både hals og ryg; selskab fangede altid hans interesse mere end hans dans – og som hingst, kom sindet altid i karakter ved mødet med fremmede.

Stilheden havde lagt sig over søen, men helt tyst var det egentligt ikke. Var man tæt nok på, ville man kunne hører den sagte lyd der kom , hver gang den kraftige hingst var nød til at udligne trykket, for så at skabe et nyt undertryk så han kunne suge mere vand ind. Til sidst flyttede han stilfærdigt hovedet væk fra vandet og placerede den mod det dugbeklædte græs som smøg sig omkring søens bred. Han nåede dog ikke at gøre mere end stilfærdigt nappe til græsset, før et fnys nåede hans ører. Fnyset var dog ikke som et han havde hørt i lang tid; nej, dette stammede fra en anden hingst og det var bestemt ikke en der lod sig gå uset forbi. Med en stille, men stadig mærkbart hingstet tone brummede den gyldne, da lyden af hove, som nok tilhørte hingsten, nærmede sig.

Med hævet hoved iagtog Thorondor den fremmede hingst. De var som dag og nat; morgen og aften. Hvor han var kraftig, tung og egentligt lavstammet, var den anden hingst langbenet, let og næsten elegant bygget for en hingst. Thoron havde råstyrke, men han var ikke i tvivl om at den anden hingsts es var hastighed og udholden.
Der lå en ro over den gyldne da han iagtog den anden. Det var et uset syn, men han knejsede let i nakken. Knejsede faktisk. Der var ingen tvivl om at denne gestus kom som et svar på den andens tilstedeværelse, selvom Thoron egentligt ikke reagerede synderligt på andre hingstes selskab.

Gennem tågen nærmede den spraglede sjæl Drezar sig, den store og noble hingst. Den hingstede attitude, der strøg igennem luften, havde vidst allerede fanget opmærksomheden fra den fremmede, for snart ændrede den tæt pakkede hingst position og havde fronten imod den spinkle Drezar, hvis dansede skridt snart havde ført ham helt hen til denne type hingst, hvis lige han aldrig havde set. Da først han kom tæt nok på, lod han primært sin bagpart bære ham, og hingstede hyl strøg nu igennem luften gentagende gange, inden Drezar formåede at komme helt tæt på. Nu, med hvælvet hals og dybe bum søgte mulen ud imod denne fremmede, for at veje hans eksistens, undersøge hans duft og undersøge om han var typen, der markerede sig og skulle sættes på plads, eller om han var typen der lagde sig på lige fod med andre – eller blot underkastede sig. Drezar var en hingst, der af instinkt søgte at sætte sig på toppen, sådan var han indrettet, og kun dem der vitterligt fortjente det, afgav han respekten til. Han søgte snart ned langs siden også på denne hingst, som han på nuværende tidspunkt anså som en ’modstander’ for at snuse ved hans flanker. Mange nye indtryk fyldte hans hoved, for der var så meget ved denne hingst der var fremmed, nyt og spændende.

Et øjeblik iagtog han ham, det næste sænkede han paraderne. Thorondors blik forlod den anden i det øjeblik, det første hingstede hyl flængede luften; ej i frygt eller overgivelse, men nærmere i en vidende overbærenhed. Med en næsten provokerende stilfærdighed sænkede han sit grove hoved og lod mulen søge ned blandt græsset igen. Ikke fordi det var så meget mere interessant eller nødvendigt end den fremmede hingst, men nærmere fordi han på ingen måde anså den anden som en trussel; nærmere som et ungt hyletøj. Og så alligevel. Ørerne blev vendt tilbage da den anden dansede nærmere med noget, den tunge næstne ville kalde arrogance.
Ingen reaktion kom på den yngres dybe brum. Ingen reaktion kom på den undersøgende adfærd eller snusen ned langs siden. Bare ingen. Den anden kunne lige så godt ikke have været der, for i dette øjeblik var Thorondor absolut ligeglad med ham. Den spraglede kunne markere sig alt det han ville, alt det han følte hans stolthed havde brug for, og Thoron skulle skam nok sige, når stregen blev krydset, ikke at det ville ske i en god sum tid. Thorondor overgav sig på ingen måde, trak sig ikke tilbage, men viste nærmere bare at han ikke havde nogen interesse i at sætte sig hverken over eller under denne fremmede; faktisk havde han ingen interesse i ham, indtil han droppede adfærden og trak den så langt, at koldbloden for alvor blev provokeret.

Det gik efterhånden op for den spraglede sjæl, der gik under navnet Drezar, var givet navnet Jagdis, at han kunne gøre nok så meget, og den store hingst ville ikke røre sig ud af flækken. Det var som om han slet ikke ænsede den spraglede, langbenede hingst, der møflede rundt om ham, og med et ganske misfornøjet hyl, satte Drezar i nogle spring lidt på afstand af den store sjæl. Derpå vendte han endnu engang fronten imod denne kæmpe, med et endnu nysgerrigt, men ligeså lettere irritabelt udtryk. Hvad skulle han mon gøre, for at få en reaktion ud af denne hingst? Sætte sig ned? Bide ham i øret? Sparke? Mange forslag vandrede gennem hovedet på den spraglede sjæl, og først da han havde besluttet sig for sin fremgangsmåde, skete der noget. Han rankede sig op, ganske pænt faktisk og lod sin sprøde stemme, der i manges ører nærmest kunne betegnes som værende lækker at lytte til, at forme ord.

,,Hvad er du for’ en?”

Lød det, hverken undrende, spottende, uvidende eller barnligt. Hans stemme var selvsikker – han vidste skam godt, at han stod overfor en hingst, af anden type end ham selv, men dog en hingst og han vidste at han havde set andre der lignede denne før. Men ingen havde været som denne. Hans ædle krop udførte et kort hovedslag, inden de krøllede ører atter blev vendt helt fremad, afventende. Måske ville den jordfarvede hingst give sig til at ytre sig verbalt, når nu det kropsslige ikke havde virket?

Den stilfærdige lyd af græs der blev revet fra hinanden var det eneste den brede hingst lod sin opmærksomhed hvile på. Den anden hingsts hyl blev hørt, men ikke taget til videre efterretning. Alt åndede fred og ro omkring ham, mens der omkring den anden dansede et kaos frembragt af testosteron og et alt for stort ego. Som var han alene svang han næsten dovent sin hale, før han med et let blik opfangede, at den fremmede nu lod ham være. I stedet stod den spraglede nu et stykke væk, tilsyneladende fordybet i tanker. Et tilfredst, lavmældt fnys forlod Thorondor, inden han lod blikket hvile mod græsset på ny.
Den fremmede var dog ikke færdig med ham, åbenbart, for snart rankede han sig og kom tilbage, i hvert fald verbalt. Hans ord klingede i luften med en tone og lyd som den gyldenlødede ikke direkte fandt irriterende, men fremmede og måske en anelse utiltalende... måske...

,,Jeg er præcis det samme som dig: en hingst."

Thorondor var en simpel hingst, i hvert fald på bunden, og han ønskede ej at starte en større forklaring af 'hvad' han var. Hvis den fremmede ønskede at bedre svar, kunne han fint stille flere spørgsmål, men kun så længe han holdt hylene for sig selv. Dette var grunden til, at han valgte at hæve hovedet; han ville vise, at han ville lytte nu hvor den anden havde fundet en civiliseret side frem i sig selv. Hvis han begyndte at hyle igen, så skulle Thorondor dog uden problemer ignorere ham på ny.

Med de indadvendte ører rettet helt frem, stod Drezar nærmest på hovspidserne af forundring over den store skabning. Ikke at han virkede som en uerfaren plag, der aldrig havde set en artsfælde før, men fascinationen var der, det kunne ikke skjules. Den spraglede hingst, som før havde danset ivrigt omkring den store jordfarvede hingst, med sølvfarvet man, havde nu fundet stilstand i kroppen og forsøgt sig verbalt, hvilket havde givet ham et resultat. Hvorfor den anden hingst ikke havde reageret, som en rigtig hingst burde, i hvert fald ifølge Drezar og hans opvækst var ham ukendt – men det svar, som Drezar fik, kunne både have fået ham til at le og stampe af frustration. Ja, han kunne skam godt se, at han var en hingst; men hvorfor han så ud som han gjorde, var en kæmpe gåde fra den spraglede hingst, hvis muskler endelig havde opnået oprindelig styrke.

,,Aye, den nød havde jeg knækket – men jeg undre mig over, hvorfra du har fået den størrelse du har?”

Derpå lød den sprøde stemme igen. Drezar var måske ikke den mest veltalende hingst i landet, men meget var sket efter hans liv havde taget den ændring, det nu havde, da Piraterne var lagt til i den havneby han havde boet i. Drezar lagde hovedet en smule på skrå, inden han nikkede ganske bestemt imod den store hingst. Jo, det var hans spørgsmål for denne omgang.

,,Jeg blev mødt med den."

Det var alt hvad han sagde, mens hans så på den fremmede hingst. Først nu lod han lidt tid blive sat af, til at studere den anden. Langbenet og slank, hvilken overraskelse, og alligevel var der noget anderledes over ham. Mest af alt var det nok hans ører, som buede underligt indaf. Hvad var meningen med dette? Thorondor kunne ikke finde, eller tænke sig til, nogen åbenlys funktion af at have spidserne af sine ører vendt ind mod hinanden, så hvorfor hingsten bar dette særpræg, var noget af et spørgsmål. Et spørgsmål som dog blev skubbet til side, da han forsatte sine ord fra før.

,,På samme måde som du åbenlyst mangler størrelse."

En lyd forlod den brede hingst, noget der mindede mest af alt om et fornøjet fnys, før han rystede sit hoved. Ærligt talt vidste han ikke hvad han skulle sige mere end det, for han var jo blot født med sin størrelse, præcis som alle i dette land var født med deres mangel på det samme. Et tint af irritation lagde sig over ham, noget hans hale afslørede let ved et lettere misfornøjet sving, før det brune blik på ny var rettet mod den fremmede, før hylende, hingst.

Luften var på ingen måde gået af ballonen, selvom den spraglede Drezar nu hverken hylede eller teede sig. Den tilgang til tilværelsen havde prallet af på denne store hingst, som var han bare født uden instinkter, der talte for konkurrence imellem hingste. Men åbenbart fandtes der andre .. måske han alligevel var mere anderledes end som så. Drezar prustede en anelse hårdt af hans svar, for det var umiddelbart ikke så fyldestgørende. Men det var ikke første gang han havde observeret det ved denne hingst.

,,Mangler? Ville jer nu ikke sige, derfra hvor jeg kommer, er alle min størrelse. Aye. Okay så – vi kommer to forskellige steder fra, hvor vores størrelser er normale. Aye..”

Det skete tit at han talte med sig selv, og dette var ikke en undtagelse. Jo, hans ord var vel også ment til hingstens ører, men mest af alt til ham selv. Han konkluderede vel blot lidt, på det han havde opsnuset af informationer. Drezar gjorde ingen yderlige tilnærmelser til hingsten for at prøve at indlede en test, det var nyttestløst, så i stedet gik han til noget helt andet. Han valgte at præsentere sig selv.

,,Mit navn er Drezar. Jeg er født og opvokset i Indien”

Det var vel også en måde at lærer mere om denne specielle kæmpe, som han var i Drezar’s øjne. I stedet for at lære hans fysiske kendetegn, måtte han lære de verbale. Han nikkede derfor lidt for sig selv, bekræftende på en måde. Hans øjne veg dog overhovedet ikke fra den solide, og umiddelbart meget rolige hingst der stod foran ham, blot i tilfælde af, at han skulle finde på noget mere.. aktivt.

[Out ]