A piece of paradise | Emma

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Stille vandrede han igennem et smalt skovstykke. Ja, det var ikke andet end i klynge høje graner, men så snart man trådte derind åbnede der sig en lille fortryllet verden. Kun svagt sollys trængte ind, og gik man de ca ti meter ind til midten, stødte man på en lille rund sø. Vandet var ganske vidst sort og udrikkeligt, men stemningen var helt unik. Alle lyde var borte, fuglene tyste. Træerne strakte sig mod himlen, og på jorden var der et tykt lag af grannåle der dæmpede alle hovslag til det uhørlige. Her opholdt den brogede Ayin sig nu. Han havde fundet det lille stykke idyl ved et tilfælde da han skråede tværs over engen. Midt ude i det hele havde denne klynge af træer stået. Og hvilken herlighed de gemte på! Han smilede for sig selv og hævede de isblå øjne imod den lyse plet himmel over søen. Ethvert føls drøm. Og barnlige sjæle.

Hoppen Aviaja dansede kuldet på strandens bred. Den tilbagekommende sommerlugt gjorde altid noget ved hendes humør. Brunsten havde hængt ved hende, siden hun var kommet til dette mystiske sted. I den tid, hvor brunsten pulserede i hendes krop kunne man let finde hende i et umådeligt glad og sprudlende humør. Ikke at hun ikke var en glad hoppe til hverdag, men hun var blot en smule mere genert og indelukket.... Hun var ikke en, som man fik alt af hvide om ved et enkelt møde og lære hende at kende kunne tage tid. Hun var en lav hoppe, men det holdt hende ikke tilbage fra at omgåes de store hingste, og faktisk blev hun tiltrukket af de store, stærke og til tider farlige hingste.

Hun slog med manen og den faldt mod hendes sorte hals i blide bevægelser. Hun prustede let og betragtede området, hun var bevæget sig ind i. Hurtigt spottede hun en sø og satte retningen efter denne.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Længe stod han i tavshed og dvælede ved den lette sentimentalisme der lagde sig over ham som et blødt, lunt tæppe. Minder om de nætter han tilbragte på toppen af bakken derhjemme, blot betragtende himmellegemernes rejse, flimrede forbi. Så smilede han svagt. Den tid var forbi nu. Den sikkerhed og den naivitet der havde præget ham og hans liv, havde han valgt at træde væk fra. Han havde overgivet sig til den. Den sorte flamme. Den brændte hedt i hans bryst, og påmindede ham konstant om hvem han var, hvad han var og hvad det var han ønskede. Den sorte flamme var hans redningsmand, hans værste fjende og hans vejleder og forsoner. Den var alt og intet, men han kunne ikke leve uden den. Det vidste han nu. Den var hans vej, og han måtte følge den hvor end den ledte ham hen. Han hørte ikke trinnene, men han mærkede dem. En hest havde bevæget sig ind i hans stille paradis, og han vendte derfor de isblå øjne imod den fremmede. En sort hoppe med hvide markeringer nærmede sig. Hun var forbavsende lille - selv herfra kunne han se at han tårnede op over hende, med mere end fyrre centimeter. En dyb, hingstet brummen lød fra ham som han betragtede den vævre lille skikkelse. Duften af brunst kom hende i forkøbet, og nåede ham før hun selv gjorde. Han spidsede ørerne imod hende, men flyttede sig ikke. Hun var alligevel så nær ham nu, at hun ligeså godt kunne tage de sidste fire meter.

Aviaja hørte et prust og skimtede ud over området. Noget sort og Hvidt fangede hendes opmærksomhed. En hingst. Aviaja hvinede ophidset, som var hun en unghest og ikke den voksne hoppe hun nu var, over sin opdagelse. Hun dansede over mod den fremmede, der klart ragede langt over hendes hoved. Et venligt smil fandt hendes læber. Hvad var han nu for en?

"Hej"

Sagde hun og lod blikket glide over ham. Ja ikke så meget og sige, udover en dejlig fysik, smuk farve og meget højde.

//OUT


Starter gerne en ny tråd med Aviaja, men rydder lige lidt op i mine gamle tråde