Dripping

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Vand trommede ned fra den store, mørke himmel. Den lille askegrå var allerede våd over hele kroppen, hendes pels var dækket af vand og det dryppede fra hendes ravnsorte man. Hun mimrede lystigt på den hvide mule, da flere vanddråber løb ned over den og kildede let. Sikke et vejr! Fornemmelsen af vand, der faldt ned mod hende, var helt speciel. Og lyden, lyden af vandet der slog mod jorden og græsset og trætoppene. Hun kunne ganske godt lide regnvejr, det kunne hun. Men ligenu ledte hun efter læ. Den lille toårs trippede energisk af sted mellem træerne, hun var på den største ø, den med høje bjerge og vældig dybe skove. Der var mørkt, selvom det var midt på dagen, mørkt fordi de tunge skyer dækkede for den ellers strålende sol og over hende dækkede de store trætoppe endnu mere af for lyset. Den askegrå havde en helt speciel fornemmelse i kroppen, noget mystisk, spænding og begejstring på én gang. For vand faldt over den tavse skov og det hele var magisk. word count 173

Savnet, spændingen, følelsen at give op nagede den brogede og stolte hingst. Den lille sorte; ak, hende havde han ikke set i umenneskelige tider. Frygten for hvad der kunnet være sket med hende, nagede svagt. Samt Athene også var ham fjern; som var hans to mest elskede i dette land, sunket under jorden.

Himmelen havde brudt ud i gråd, nærmest for ham, mens dråber dalede i deres eget vildvar af mønstre; fra den mørkegrå himmel. Han havde egentlig været begivet sig ud på engen, søen; og drog derpå nu tilbage imod bjergpasset, hans hjem. De tomme og kolde øjne skulede på imod horisonten, mod bjergendes toppe, dog var billedet ham uklart i dette vejr. Stolt og standhaftigt bar hans krop sig med al præcision og rank stiv holdning, før han vendte en halvfems grader omkring, for at søge ind i skoven her, der lå nærmest bjergpasset. Blot for en stund, blot for en smule midlertidigt læ. Højt var hans hals holdt, mens ørene lå i nakken, hovedet holdt lodret; mens han stolt begav sig afsted. Opmærksom på en hver fremmed.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå trippede kvikt frem mellem de høje stammer, hvis kroner endnu var dækket af grønne blade. De hjalp på det, det regnede ikke så voldsomt herinde under grenene, men alligevel søgte hun efter et bedre sted. Måske et sort hul som hun før havde fundet, en grotte. Hun viftede ivrigt med den sorte hale, så vandet stod omkring hendes spinkle, efterhånden fintformede bagpart. Det så ikke ud som om vejret ville klare op foreløbigt, luften var tyk af fugt og der var mørkere end ellers. Og så var hun helt alene, sådan som hun plejede, ikke en sjæl var der at få øje på mellem træerne. Hverken hendes papa eller mama eller nogen anden, hun før havde mødt. Det var efterhånden lang tid siden. Men hun havde holdt sig i live, hun havde tænkt og leget og danset, vokset. Jo, hendes man og hale var groet, benene blevet længere. Kroppen mere harmonisk, dog stadig lidt lang i det, på trods af at hun var lille af størrelse. Men stemmen, den var stadig lys og klar når hun nynnede, ligesom nu, midt i regnen. word count 185

Stille ramte den langbenede brogede hingst muren; opgivelsen af at flygte fra regnen og blot acceptere dens falden over pelsen på ham. I samme øjeblik som den første dråbe nåede ind til skindet under pelsen, udmundede et mindre og dæmpet fnys fra den lyserøde mule. Klistrende lå hans mørke han ind til hans muskuløse hals, som endnu ikke tanke holdning af den højstillede og ranke form.

Dog spidsede han ørerne en smule pludseligt, da en form for melodisk og nynnende lyd var at sanse. Missende blev de kolde og tomme øjne anseende kastet omkring sig i dette tætte skov, han nu begav sig i. Alt imens ørerne langsomt gled længere og længere tilbage mod nakken. Rankt og stolt små stoppede han, da ahn syntes at kunne ane en mørk skikkelse mellem træerne, mrn ingen duft. Regnen direkte afholdte ham fra at kune sanse dette, med dets forstyrrende dråber.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Ubekymret dansede hun videre, mens vanddråberne løb ned ad siderne på hende, over hendes spinkle flanker og den kridhvide mule. Vinden havde også taget til i styrke, den ruskede i grenene og blæste koldt ind mellem stammerne. Det så ud til at trække op til en mindre storm, et uvejr, hun løftede mulen og en lille gysen gik igennem den askegrå krop. Men det var ikke af ubehag, det var som af spænding, for efter hendes hoved kunne man ikke opleve nok. Derfor blev hun heller ikke nervøs, da hun mærkede, at hun ikke var alene. Der var andre øjne mellem træerne, en pudsig fornemmelse af en andens tilstedeværelse, et andet bankende hjerte. Hun drejede de silkebløde ører og standsede sin trippen for at lytte, øjnene søgte, fornemmelsen havde overrasket hende. Det var længe siden hun havde set en anden sjæl. Der gik nogle sekunder før hun fik øje på det, hun søgte, nemlig bevægelse i alt det grønne og våde. word count 161

Svagt håb af at denne skikkelse kunne være Saphira, blev til fulde kvalt da de hvide aftegn blev synlige bag nogle stammers skyggen. Uden rigtig selv at bide sig mærke i det, havde han trådt et par skridt frem, i den stadhaftige og anspændte holdning. Spændingen steg hos ham, af længsel efter at træffe noget af familien. Men med et brag ramte det atter jorden, da en ukendt skikkelse viste sig.

Den spinkle, våde askegrå hoppe, var tydeligvis ikke særlig gammel. De lange ben og den skæve struktur i kroppen, afslørrede hende. Selv, ville den brogede have gættet på en to års; men han kunne jo tage fejl. Selv huskede han hvordan han som to års færdes omkring, dog altid i trygge rammer dengang.

"Goddag Frøken."
Hans hæse og intense stemme lød tonløst fra den lyserøde mule, mens han forblev i en afstand af i hvert fald en ti meter; blot af ren respekt. Direkte mekanisk nikkede han, hilsende, mens han derpå forblev stående i den ranke og stolte form. Anspændte, med ørene tilbagevendt. Trunede, tolkede mange ham...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hun standsede op da en fremmed skikkelse afsløredes midt i regnen. Den var stor og brunlig, en lysere brun end hun før havde set, nærmest ligesom sand. Nysgerrigt drejede hun de mørke ører fremad og strakte halsen en anelse, mens hun nærmede sig med endnu nogle få skridt. Ansigtet på hesten var hvidt, nærmest ligesom hendes eget, men øjnene der nu stirrede tilbage på hende var blå. En meget klar blå. Den lille askegrå gøs kort, men hendes eget hvide ansigt lyste hurtigt op i et varmt smil. En fremmed lugt kom hende langsomt og svagt i møde, for regnen og fugten stjal alle andre lugte. Hesten så venlig ud, og så høj den var. Hun spidsede ørerne da den fremmede åbnede munden og hilste med et buk. Der var noget specielt over den, noget der kun fik hendes utømmelige nysgerrighed til at vokse. Hun nåede at halvere afstanden inden hun endelig stod stille, selvom hun vældig gerne ville tættere på og se nærmere på hesten. En hingst, det var det, den svage lugt fortalte hende. Der gik først et øjeblik, før hun indså at hun burde besvare hans hilsen, så optaget var hun. Men hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige, for de to forskellige sprog hun besad forvirrede hende stadig. Dia duit eller goddag? Mamas sprog eller de andres? ”…. Dia… Goddag.” Hun valgte at gentage hans hilsen, det virkede passende. Sikke en spændende hest, så mange ting den måtte have oplevet, det var hun sikker på, for det var hvad de isblå øjne fortalte hende. word count 260

Kulde og tomhed var alt der var at se i de krystalblå øjne der meget direkte stirrede sig fast på den unge hoppes udseende. Regnen dalede nærmest piskende nu, ned over de to gennemblødte heste, alt imens den unge hoppe nysgerrigt nærmede sig. Det var som at gå ind i en mur da duften ramte hans næseborer, genkendelig duft af salmiak, med et lille tvist af sødme, som ej gjorde den så stærk. Straks fandt en rynke sig vej over den lyserøde mule, mens ørerne pressede sig lettere i nakken, som hoppen nærmede sig.

Gyldne var hendes øjne, og straks var det som om Djange fik et tilbageblik, med denne endnu navneløse hingst til billede. Disse gule og væmmelige øjne, samt utroligt forfærdelige adfærd! Øjnene missede sig sammen anseende og en smule små advarende imod denne hoppe, der nu talte i en lys klang. Nærmest mod sin egen vilje, gled det ene øre kort på sned, for at understrege hans lytten til denne hoppe, mens tankerne bag dette føls forældre blot buldrede som en storm; lig denne som snart ville trække op til over dem.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den flerfarvede hest blev stående, mens den lille askegrå tog et par skridt til. Hingstens man havde to farver – det havde hun alligevel ikke set. Det fintformede hoved faldt let på skrå af undring. Mørk og hvid, ligesom resten af hestens krop. Hun viftede let med sin egen sorte hale, så flere dråber sprang. Regnen havde taget til, hun var helt og aldeles gennemblødt, men mærkede det nærmest ikke, hun var alt for optaget af at studere den fremmede. Ørerne drejede sig på den når hun trådte nærmere, men det tog hun ikke forfærdeligt tungt. I stedet smilede hun. Stort og venligt, som var hingsten en ven hun ikke havde set i lang tid. For hende var alle noget interessant, en kammerat. Der var ikke et selskab, hun ikke brød sig om. Ikke endnu. Uden at tænke over det rystede hun energisk den ravnsorte man, som endnu havde tid til at gro en masse, da vandet løb fra den. Hun havde helt glemt at præsentere sig, og hvad mon den fremmede hed? Noget der betød klare øjne, rolig under storm? For hun vidste at der var en storm på vej, men den store hingst så uberørt ud, den gik ikke, den blev og så på hende med de der øjne. Blå, blå, blå. ”Ariel.” word count 214

{Out ^^ Vi kan starte en ny i stedet Cam!}