Silence of Mountains

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] {Asira} Vinden susede og rev i de spraglede buske, der var at finde heroppe. Den askegrå havde listet sig vej op i Enophis’ enorme bjergpas, og var nu ikke helt sikker på hvor hun var. Ikke at det betød så meget, for det var meget mere interessant at undersøge det for hende fremmede landskab. Hun var vant til flade sletter og dybe skove, dette var hendes første rejse op i bjergene. De spinkle ben kunne bære hende længere, end man skulle tro. For hun var en lille vandrer, og det havde hun været siden sine tidlige dage. Hun var vokset nu, hendes askegrå krop var efterhånden blevet harmonisk, stadig spinkel, men harmonisk. Der var ikke længe til, at hun ville holde op med at gro. Hvis man da gjorde nogensinde gjorde det, måske voksede de færdige heste også? Hun vippede automatisk med de silkebløde ører af sine egne tanker, inden hun tog et kvikt spring over et buskads som hindrede hendes vej. Den ravnsorte man var groet ud, halen var længere, bagparten mere velformet. Hun var blevet højere, og hendes mod var vokset. Så derfor havde hendes nysgerrighed altså drevet hende helt op i de tavse bjerge. word count 196

Mange måneder er efterhånden gået, hvor ensomheden har trængt sig ind i mit sind. Jeg har altid været meget alene, ingen tvivl om det. Men dog er forskellen, at denne ensomhed jeg oplever nu, er mere smertende end nogensinde før. Jeg har mistet overblikket over, hvor min egen 1 årige datter er, og jeg har ikke set hende i mange måneder. Mine tanker går på, om Saphira, min datter, allerede har endt sit liv, i en alt for tidlig alder. Udover det, er den hingst som jeg åbnede mig en smule op for, også forsvundet. Ja vidst, jeg er vant til at blive efterladt og svigtet, så jeg burde vel efterhånden have vænnet mig til det; men nej. Det har ramt mit hårdere denne gang, end ellers.Min grålige krop, med de specielle aftegn, er placeret inde i de tavse bjerge på Enophis. Jeg er ikke specielt nydelig at se på, med min små kludrede pels, der er små beskidt. Og min kropsform er en smule for spinkel at kigge på. Men sådan er det bare lige nu. Mine øre er vippet en anelse bagud, i en lyttende med dog afslappende position, og mit venstre bagben står jeg og hviler. Men freden varer ikke ved, for der kommer en puslende lyd ikke langt fra mig, og det sætter alarmerne i gang. Mine øre ryger bagud, i en afvisende attitude, mens jeg i et ryk åbner øjnene, og vender mig i den retning lyden kom fra. Kort efter kommer en skikkelse omkring bjergpasset, en yngre hoppe, plag, eller hvad man nu kalder den slags. Hurtigt falder mine tanker på Saphira, da denne plags udseende, godt kunne minde bare en smule om hende. Men det er så længe siden jeg har set hende, at jeg selv kommer i tvivl om, om det nu egentlig faktisk kunne være hende?

,,Saphira?”

Lyder min stemme, en anelse ru og hæs, og lavmeldt. Men lugten af hende, minder ikke om Saphiras.. Så allerede da ordene er sagt, er jeg næsten klar over det kommende svar.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå gik i sine egne tanker, da hun uventet stødte på den fremmede hoppe. Den tynde bjergluft var hende endnu uvant, og gjorde hende derfor en smule ør, mere fraværende af sind end ellers. Og der kunne i forvejen løbe uendeligt mange tanker igennem det unge hoved på en dag. Så det var først da lyden af en feminin stemme og en duft, der matchede, kom hende i møde, at hun rigtig blev bevidst om den andens tilstedeværelse. På sine spinkle ben standsede hun overrasket op, med ørerne fremme og mulen hævet, mens de ravgyldne øjne var blevet større end ellers. Et let smil gled hurtigt over den skyhvide mule. En fremmed hest, helt heroppe i bjergene! Og den havde talt til hende, den så på hende, med et om end noget uafklaret blik. Den havde sagt et ord hun ikke før havde hørt, så hun antog at det var et navn, for det lød som et navn. Det havde lydt som om hoppen allerede vidste hvem hun var, men det var umuligt, for den askegrå var sikker og vis på at hun aldrig havde lagt øjne på denne hoppe. Så ville hun have husket det, helt tydeligt, som hun huskede de andre hun var stødt på. Specielt en hoppe med et udseende som hendes. Hun var et øjeblik helt betaget af overraskelse og glæde, og sagde intet, men så blot nærmere på den fremmede, indtil hun fandt sin lyse stemme igen. ”… Ariel.” Saphira, var det det, hoppen havde sagt? For det var bestemt ikke hendes navn, selvom det lød smukt. Ariel var Ariel, og hun kendte egentlig kun til ganske få andre navne, for der var gået lang tid før hun havde lært at tale Andromedanernes sprog. word count 291

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Minutterne syntes lange, for den grå hoppe, med den sorte hale og man, og de mærkværdige og karakteristiske aftegn, der prydede den grå hoppes ben og ryg. Minutterne føltes vel egentlig nærmest som timer, men dette vidste hun dog godt, nok ikke var sandt. Den fremmede, mindre skabning, mindede hende dog bare så inderligt om sin egen datter, som i mange måneder, måske et helt år, havde været forsvundet, som dug for solen. Men Asira vidste godt, inderst inde, at den sorte skabning nok ej var Saphira. Dog ramte det alligevel som en sten i hjertet, da den sorte lod sin lyse stemme komme frem, og forme navnet ’Ariel’. Asira havde haft ret i sine bange anelser; det var ikke hendes forsvundne datter, der var kommet tilbage til hende. Asira havde svoret sig selv, dengang Saphira blev født, at hun ikke ville ende med at være sådan en mor, som hendes egen havde været; men se da blot nu. Æblet faldt åbenbart ikke langt fra stammen; for hvad der dengang var sket mellem Asira og hendes moder, var netop det der var sket for Asira og Saphira. Den grå hoppes øre, faldt langsomt bagud, til en skrå holdning, der ikke var særlig forklarende overfor den sorte, lille hoppe; for Asira var nu ikke vred eller sur på skabningen, men et ubehag havde formet sig i hendes indre. Langsomt lod hun sine øre falde ud til siderne i stedet, i en mere opgivende holdning, inden hun da bare nikkede som svar. Hun havde skam hørt hendes ord, ingen tvivl om det. En pludselig tanke strøg igennem Asiras hoved; mon denne Ariel, ejede samme far, som Saphira, siden der var denne lighed? Men da løftede hun hovedet en smule mere, og kiggede en anelse skarpt på skabningen foran hende; gule øjne. Dette var bestemt ikke noget der mindede hende om hverken Seth eller Saphira. Så mon den sorte havde en forældre, med denne farve? De mørke øjne var knebet en smule sammen, mens Asira stod der og mildest talt stirrede på den sorte skabning, inden hun i et ryk havde trukket hovedet og blikket til sig, og derefter indtog hun den holdning i kroppen, som hun så tit havde; stolt, afvisende og ligeglad. Men dog var denne holdning bare et dække for hvad der i virkeligheden for igennem hendes indre. Word Count 388

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hoppen var grå. En anden slags grå end hun selv var, hendes eget bløde skind var som aske efter en heftig brand. Denne hoppe var lysegrå, med meget specielle aftegn. Det fangede den unge hoppes nysgerrighed, der gik lang tid hvor hun blot betragtede denne fremmede med store, ravgyldne øjne der viste præcis hvad hun indeholdte: betagelse af verden. Men det var ikke en uvidende betagelse, det var ikke den naive drøm som dem med blår i øjnene levede i, selvom det meget vel kunne se sådan ud. For Ariel var lidt anderledes. Hun så mere end de fleste. Og hun så efter andre ting, end man normalt gjorde. Hun var en ærlig sjæl, men det var endnu ikke tanker hun delte. Så når hun flød væk i en andens øjne, så sagde hun ingenting om alle de ting, hun så. Øjne var særlige. Farve og størrelse betød noget, men mest af alt det, øjne kunne indeholde. For de indeholdte altid noget, selv tomme øjne havde et liv bag sig. Det gjaldt også denne hoppe, hvis øjne var mørke og dybe og bølgede af følelser og erfaringer. Hun var ældre end Ariel, hvilket indgød en hvis grad af respekt hos den unge hoppe, for al den viden der måtte flyde gennem den fremmedes sind. Nysgerrigt rettede hun ørerne fremad, hvorefter hun med lette, næsten lydløse skridt nærmede sig med nogle meter. Nærvær var vigtigt for den askegrå. Og hun ville gerne vide mere, om bjergene, om den fremmede. Så hun rystede let på sin ravnsorte man og lod igen sin lyse stemme lyde i den tynde bjergluft. ”Er bjergene dit hjem?” word count 271

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Asira, den grå hoppe, forblev stående med blikket vendt i retningen af den anden sortgrå hoppe, der endnu ikke havde nået en voksen højde eller helt et voksent udseende. Manen på den sortgrå, var stadig en smule krøllet og pjusket, men benene virkede ikke så lange og spinkle som på de helt nye skabninger. Nej, den sortgrå hoppe så efterhånden harmonisk ud, så hun måtte snart nærme sig sin voksne status. Langsomt slog Asira med sin sorte hale, et svirp med betydning, men som ikke var synlig for den sortgrå skabning foran hende. Svirpet var af en anelse utilpashed, over den situation som Asira netop nu var havnet i. For Asira brød sig ikke om de ulmende fornemmelser som lå i hendes indre; for skabningen, sjælen, foran hende, mindede hende så stærk om Saphira. Og hende ville hun muligvis aldrig se igen. De grå øre lå bagudrettet imod hendes sorte man, men idet den sortgrå skabning trådte tættere imod hende, mærkede Asira hvordan hendes hjerte stak imod hendes bryst, i en higen efter at strække mulen ud, røre, undersøge og indånde duften af den fremmede Ariel; men kun fordi hun mindede hende så meget om den datter, hun nok havde mistet. For Saphira ville nok omtrent have den samme alder, som denne skabning. Men Asira lod ikke sine følelser stikke af med hende, nej. Hun forblev stående, med ørene vippet bagud imod nakken, og kroppen stiv og stolt som en statue. Hendes sorte øjne forblev tomme, men mange ulmende følelser truede med at trænge igennem hendes tomme og kølige facade; javist, den grå hoppede kæmpede en indre kamp i disse minutter. Den sortgrå talte nu, med en klar og lys stemme, et spørgsmål. ,,Mit hjem.. Nej. Mit hjem, ligger intet sted. Mit hjem, er hele Andromeda.” Dette blev den grå hoppes svar, for det var jo rigtigt. Asira var født i dette land; og derfor var hele landet hendes hjem. Word Count 320

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrås ravgyldne øjne var som låst fast til den grå. Lige så langsomt havde hun fanget hoppens duft, og mente bestemt at hun ville kunne genkende den igen andetsteds. For hoppen hørte åbenbart ikke til i bjergene, selvom Ariel havde fået den opfattelse. De slanke, men stærke lemmer på den grå så ud til at kunne klare det barske liv i bjergene, så svaret overraskede hende næsten. Alligevel fandt et yderst positivt smil frem til den snehvide mule. Ærlig begejstring. Der var noget særligt ved hoppen, som gjorde hende nysgerrig, men også mere tilbageholdende end hun plejede at være. Det kom en anelse bag på hende, men hun holdte sig bestemt ikke tilbage for at tale, så snart flød den lyse stemme igen ud i stilheden. ”Ariel er også en vandrer,” Hun drejede ørerne en anelse, mens hun vejede sine ord et kort øjeblik. Den askegrå havde det med at tale om sig selv i tredje person, en vane hun havde tilegnet sig som lille, der nu faldt hende helt naturligt. Det skiftede lidt. Jeg og Ariel var for hende det samme, for der var kun én af hende. Og én af denne hoppe, hvis navn hun brændte efter at finde ud af. Noget, der betød grå? ”En vandrer fra Teylar.” Hun ventede lidt endnu med at spørge. Måske ville det komme af sig selv, måske ikke. Unghoppen forstod så meget, at den fremmede ikke lod sit jeg skinne igennem ligesom så mange andre gjorde. Men hun skulle nok finde ud af det. word count 254

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Asira, den grå hoppe, forblev stående, støt som en stolt statue, uden at flytte en millimeter på sig selv; for Asira så ingen grund til at bevæge sig imod den askegrå Ariel, da hun ikke brød sig synderligt meget om at komme nær andre, eller mærke dem imod hendes pels. Kun ganske fp, havde fået lov til at røre ved Asira, og de få der havde fået lov til dette, var alle væk. Ja, Djange, hendes fader, var også pist væk. Hendes moder havde været væk, nok død, siden Asira var helt lille. Seth, den eneste hun rigtig havde åbnet sig for, som ikke var af familie, var væk, udover Taia, som også var væk.. Og Saphira.. Det lille, fine føl. Død, det var hun nok. Så der forblev hun stående; stille, uden at røre sig det mindste. ,,Det er de fleste, i dette land.” Svarede den grå Asira, den askegrå Ariel, som var ung i Asiras øjne, men alligevel ikke så ung alligevel. Nej, hun nærmede sig jo voksenstatus, ville Asira mene. At den askegrå omtalte sig selv i 3. person, var Asira nu ligeglad med; folk kunne omtale sig selv, som de ville. Men dog var det alligevel ikke noget hun var vant til. Den grå hoppe, lod sit ene øre kort rykke frem imod Ariel, da hun nævnte et navn, ’Teylar’. Det måtte være den flok, som hun havde hørt om fra.. ja, fra hvem vidste hun egentlig ikke. ,,Teylar.. En flok.. Ikke?” Hvorfor Asira overhovedet talte med den askegrå, det vidste hun egentlig ikke. For normalt talte hun meget sjældent, men hun tog dette som en eller anden undtagelse, fordi hoppen foran hende, var ung, en plag, og ikke en helt almindelig voksen hoppe. Eller også var det i sandhed bare fordi, Ariel mindede hende om Saphira. Men det gjorde også ondt at se på Ariel, se hendes krop, og lytte til hendes lyse fine stemme. Ja, måske var det sådan Saphira ville have lyt, hvis hun da var i live. Et kort svirp gled fra den grå hoppe, inden hun drejede blikket bort fra den askegrå, og nu stod med hovedet således, at det var vendt med siden til Ariel. Asira bed tænderne en anelse sammen, så kæberne blev mere markerede, mens hun stod og forsøgte at samle sine løsrevne tanker; ja, hun savnede nogle personer inderligt.. Word Count 392

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Teylar var egentlig ikke et ord, der sagde Ariel ret meget. Hun kendte hverken til dens leder eller hvorfor, hun var en del af den. Eller rettere sagt, hvorfor hendes mama var, og hendes papa ikke var. Kun svagt huskede hun duften af en anden hoppe, der bar samme karakter som hendes sorte vogters gjorde. Et familiemedlem som hun vidste også hørte til Teylar. Endnu en sort hoppe med blå øjne som himlen. Ariel var ikke sort, hun var grå som aske, og hendes øjne var som det rav, hun en dag havde fundet på stranden som lille. Måske var det derfor, at hendes mama havde glemt hende, fordi hun ikke lignede dem. Det kunne hun godt forstå. Så det var mere et minde end noget, hun følte sig en del af, men hun vidste at det var der, hun var fra. Sådan helt oprindeligt. For meget hurtigt og meget tidligt var alle øerne blevet hendes hjem, hendes barndom. Det lod ikke til at den grå hoppe kendte til det, men det kom som sådan ikke bag på hende. Et mindre gennemtrængende, men stadig åbenlyst venligt smil fandt igen vej til den hvide mule. ”En flok, ja. Min mama..” Hun tav og fortrød, men lod sig ikke gå på. I stedet rystede hun let på det fint formede hoved, som for at ryste tanken af sig. Det virkede underligt at nævne hende, nu da hun ikke havde set hende så længe, selvom hun egentlig var hendes eneste led til flokken. Indtil videre. Ariel ville selv finde ud af mere, det havde hun besluttet sig for. De ravgyldne øjnene glødede en anelse, men det var ikke noget den grå ville lægge mærke til, for hun havde vendt ansigtet bort. Den askegrå vippede opmærksomt ørerne fremad, først undrende og stadig tavs. På grund af hendes nærværende natur, trådte hun uden at tænke over det nogle få skridt nærmere, inden hun standsede sig selv på vejen. Hoppen så tynget ud, af mere end de slanke skuldrer måske egentlig kunne bære. ”.. Grå fremmede, hvad er dit navn?” word count 344

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå Asira, stod med ørene vippet skråt ud til siderne. Det var ikke vrede der gemte sig i ørenes position, men nærmere en opgivende holdning, til hele den eksistens hun havde sig. For hvilken eksistens var det i virkeligheden. Hun havde intet tilhold til Andromedas land; nej, det var måske nok her hun var født og altid havde været, men landet i sig selv, havde hun ingen rødder tilbage i. Hendes moder var død, faderen forduftet, den eneste hun havde holdt af udover sin fader, var nu også forsvundet.. Ja, Seth var forsvundet. Og ikke nok med disse tre der havde forladt hende, så havde hun også mistet det eneste hun i virkeligheden ville ofre sin egen sjæl for; hendes datter, Saphira. Da den askegrå hoppe foran Asira, begyndte at snakke, faldt hendes ene øre i hendes retning. Ordet ’Mama’, ramte som en klods om hende ben, for det virkede til at den Askegrå hurtigt fortrød sine ord, og ikke ønskede at tale mere om det. Men Asira ville nu nok ikke lade den Askegrå slippe så let. For hun var ikke fuldvoksen den askegrå, hun var tæt på, men ikke helt; så en moder måtte hun jo have brug for i ny og næ, til at få trygheden at føle. Asira forholdt sig i tavshed, da den askegrå nu bevægede sig nogle skridt nærmere hende, og i et ryk vendte Asira sit hoved i hendes retning, for at vise, at nu skulle hun altså ikke tættere på. Hun virrede kort med sit hoved, inden hun kneb øjnene en smule mistænksomt sammen; hvad ville den grå`? Hun stoppede dog selv, og kort efter spurgte hun efter Asiras navn. ,,Askegrå, hvem er din moder? En mor må du have et sted. Ikke sandt?” En kort pause trådte ind, inden Asira fortsatte sine ord. ,,Mit navn… Det er for sin sags skyld ligegyldigt. For ser du; ikke mange husker ens navn, medmindre man gør sig bemærkelsesværdig. Og det vil jeg ikke vove at påstå, at jeg er. Men jeg hedder Asira, askegrå.” Svarede hun så, med en lidt ru stemme, inden hun drejede blikket bort fra den Askegrå. Asira ønskede ikke, at den unge hoppe, skulle se de nag der lå så dybt i hende mørke øjne; de følelser der hele tiden ulmede.. For de var hendes, og ikke til at dele. Word Count 391

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den askegrå så længe og tavst på den grå hoppe, som hun fornemmede indeholdt en masse som Ariel endnu havde svært ved at forstå. Følelser som var ukendte for hende. Eller som hun i hvert fald ikke sugede til sig, ikke i forhold til hendes mama og det, hun egentlig havde mistet. For hende var det blot et faktum, det var ligesom alle andre dele af livet noget, hun ikke kunne styre eller gøre meget ved. Det var bare sådan. Men det så ikke ud til at være så simpelt for denne hoppe. Hun blev stående hvor hun var, med mulen i hoppens retning, en smule overrasket over reaktionen, men det gik hende ikke på. Hun undrede sig mere over, at den anden spurgte til netop hendes mama. Men hvor meget var der at sige? Den askegrå vippede lettere tænksomt på de bløde ører og overvejede sine tanker, inden hun svarede: ”Hendes navn er Ava. Hun er også fra Teylar,” Var det, hvad den grå hoppe søgte at få at vide? Eller lå der mere bag? Et lille smil gled frem på den askegrås mule, hun holdte skam af sin mama. Mon den grå også havde en moder, eller måske var hun det selv? Hun virrede kort på mulen, men smilet gled først væk da hun efter lidt tid fortsatte sin ordstrøm. ”Men jeg stak af som helt lille og blev skilt fra hende,” En lys brummen fulgte, en der måske var svær at tolke, selvom der som sådan ikke lå nogen kompliceret tanke bag. Ariel var en simpel sjæl, og så alligevel ikke helt. Hun vidste mere, end man skulle tro, hun var ikke så dum, som hun så ud. Hun bar blot ikke rundt på bekymringer, sådan som så mange andre gjorde. Men den grås ord overraskede hende igen. ”Ligegyldigt? Et navn? Alle navne betyder noget.. Og jeg har aldrig set øjne som Asiras.” word count 316

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Asiras mørke øjne, rummede mange forskellige følelser, som hun for alt i verdenen ville holde for sig selv, og ikke dele videre til de, der var i hendes selskab. Asira havde ingen lyst til, at de selskaber der var hos hende, skulle mærke og se, hvordan den grå hoppes sind i virkeligheden var sat sammen. Mange havde før set hende som en hidsig ung dame, med meget lidt at byde på. Og dette var nok også det, som Asira ønskede de skulle mene om hende; for da var hun så sikker på, at hendes selskab ville de ikke opsøge endnu engang. Men de få der kendte Asira, vidste nok også, at det slet ikke var sådan den grå hoppe var skruet sammen. For hun kunne være meget hengivende og kærlig; dette var Saphira et… nej.. Hun var ikke længere et levende bevis. For Asira havde fejlet. Saphira levede ikke mere. Hvis hun gjorde, ville det næsten være gennem magi, eller en anden hoppe, der havde haft mælk til hende. Asira var ikke i tvivl om, at den unge hoppe foran hende, ikke kendte til de mange følelser som Asira havde gennemlevet. For det skulle der nok flere år på bagen, til at dette ville blive en realitet. Lige nu, levede den askegrå hoppe foran hende, nok i en drømmende verden, hvor det meste var en leg; men realiteten var dog blot en anden, og det ville hun med tiden nok erfare. ,,Ava… Navnet siger mig intet, desværre.” Svarede den grå Asira, med et kort nik. Inden i hende, gik der en følelse igennem hende, af tab. For denne unge hoppe var blevet skilt fra hendes moder, præcis som Asira var blevet fra hendes og som Saphira var blevet fra Asira. Men denne unge hoppe var selv stukket af; mon det os var det Saphira i virkeligheden havde gjort? Stukket af fra hende? Et langtrukkent prust faldt fra hendes mule, inden hun knejste nakken voldsomt op, og lod ørene vippe skråt bagud; hun samlede sin krop, præcis som hun forsøgte at samle sit sind. Men det var dog sværere. Den askegrå fortsatte sin tale, men nu med en videre forklaring af hvad hun mente om navne, og dets betydning. Asira bed mærke i, at den askegrå hoppe havde bemærket Asiras mørke øjne, for hun nævnte det selv nu. Asira kneb de mørke øjne en lille smule i, inden hun da åbnede dem igen. ,,Mine øjne er nu ellers meget.. normale, unge hoppe. Sorte som natten, det er hvad de er. Dine derimod, de er gulige, som rav. De er sjældne at finde. Men siden du nu har mit navn, burde jeg vel også be om dit?” Dette blev hendes svar. Hun lød hverken sur eller glad; faktisk var der ikke mange tonarter at spore. Hvorfor Asira overhovedet talte så meget, det anede hun ikke; for det plejede hun ikke. Word Count 478

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] 10/12 Vinden tog til. De var trods alt højt oppe, længere oppe end den askegrå før havde været. Enophis’ bjerge var ikke det sted, hun havde færdedes mest. Og hvis hun gjorde, så var det næsten altid ved bjergenes fod, de steder der var dækkede af skov. For hun holdt meget af skovene, af de oldgamle træer og små buske, den bløde skovbund. Alle de andre skabninger. Men her var en anden sjæl som hun, en med en stemme, og selvom den grås kropsprog forekom hende lukket, så flød hendes karakteristiske stemme ud i den tynde bjergluft i en stille strøm. Hun havde ikke forventet, at den grå hoppe kendte til hendes mama. Derfor kommenterede hun ikke yderligere, Ava var Ava. Hun havde indset, nu da hun var blevet nogle år ældre, at hun ikke engang selv kendte sin egen mama. Hun vidste ikke meget mere end den grå Asira, og alligevel bandt hun så mange forskellige følelser til den natsorte hoppe. Der var øjeblikke, ganske sjældne og korte, når skumringen var allermest dyster og solen allerede borte, når hun vandrede i et område hun ikke kunne finde vej i, at en ubehagelig tanke greb hende, måske nærmere fornemmelse. Måske var den askegrå i virkeligheden alene. De ravfarvede øjne så ukoncentreret på den grå hoppe. Men den fornemmelse forsvandt altid hurtigt igen, for den askegrå var let af sind, og alle steder var hendes hjem. Det var heller ikke en tanke, som kom af frygt. Det var nærmere vemod, for Ariel kendte ikke til frygt, sådan var hun skabt. Hun blev igen opmærksom, da hoppen atter åbnede munden. De næste ord undrede hende igen. Hun fandt bestemt ikke hoppens øjne normale. Der var intet normalt over dem, der fandtes ikke normale øjne. Alle øjne var unikke, og bestemt også denne hoppes, hvis ikke mere end andres. Måske var det alle følelserne der lå bag, måske var det hendes erfaring, Ariel var ikke sikker. Hun vippede på ørerne ved ordene om hendes øjne. Rav. Og så gled et mildt smil over den endnu unge mule, da hoppen bad om hendes navn. ”Ariel… Mit navn er Ariel. Jeg har min papas øjne, hans er endnu mere specielle i farven end mine.. Det er ikke dine øjnes natsorte farve, Asira, det er dit blik.” word count 380