New Roads

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] {Asta & Etzarim} Høje, tavse træer omgav den askegrå hoppe. Hun havde fundet vej til bjergpasset ved Enophis og stod ved foden af en af de imponerende kæmper. Det var som en stor bjørn, der lå og slumrede igennem hele sommeren og vinteren med. Det var dog ikke til at se nu, ikke så tæt på som hun befandt sig, men det var en fornemmelse der lå i luften. En mystisk, gammel og alligevel velkendt fornemmelse. Den askegrå trippede rundt mellem århundrede år gamle træer i det endnu grønne græs, mellem tilfældige klipper der skød op af jorden og en svag lyd af et vandfalds brusen i baggrunden. Det var den lyd, hun nu fulgte. Hendes nysgerrighed var altoverskyggende, hendes behov for at se mere og røre mere. Mulighederne var uendelige. Der var altid noget at se på. Den ravnsorte hale svajede let bag hende, mens hun bevægede sig over græsset. Hun var fra Leventera, men Ariel følte sig hjemme alle steder. Lige fra ørkenen til vulkanøen, der var næsten ikke et hjørne af Andromeda, hun ikke havde undersøgt. Og hvert sted betog hende lige meget. Hun var en lille, askegrå vandrer hvis mod aldrig slap op. For hun bar ingen former for frygt i sit endnu unge hjerte, og ville formodentlig aldrig komme til det. Det eksisterede ikke i hende, ikke skyggen af urolighed. Det var som om hun flød med livet som en energi med form og stemme, med ravgyldne øjne der så uden at dømme. Til en hvis grad. For hun var også sin egen energi, sit eget sprudlende væsen der kun dansede efter eget hjerte, tungt som let. word count 269

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/9kcaad.png); width: 397px; height: 596px; border: 0px solid #000000;] Der var ikke meget af landet Andromeda, han havde set. Han havde endnu ikke bevæget sig væk fra den ø han først var havnet på. At dens navn var Enophis vidste han end ikke, men for ham var den et paradis. Det var hans nye start og hans vej til liv. Han havde mødt en hingst, men ellers ingen andre. Nu vandrede han igen alene, og det tyngede hans hjerte. Hvad var meningen med et himmerige hvis han skulle være der alene? Han var vant til altid at have en at tale med. Der var altid en der ville varte ham op, eller lade sig smigre af hans søde ord. Ja, der var hopper nok der havde tilbudt ham deres egen krop til gengæld for et føl at kalde deres - et føl af hans æt. Men nej, han havde aldrig sagt ja. Han havde ikke haft lov. Måske var det anderledes nu, her i dette land. Hvem ved? Her var han fri for klanens regler og stramme tilværelse. Han kunne simpelthen gøre som han ville. Ved tanken trak et bredt grin op i hans mundvige. Det var et smil der havde smeltet mangt et unghoppe-hjerte, og det ville smelte flere endnu. Han havde hørt hvordan de havde hvisket om hans vindende smil, og om hans krop, der var muskuløs og fremmed. Han havde aldrig set nogen der lignede ham. Kun hans mor, men selv hun havde kun tilnærmelsesvis de aftegn han bar. Det var som om han havde fået hendes aftegn, og sin fars farver, og så var det hele blevet firdoblet til noget helt nyt. Hans udseende blev fuldendt fremmed, med den gyldne ring i hans venstre øre. Nej, han var ingen almindelig hest. Han var Etzarim af Cor - og det var han udemærket klar over. Han travede frem med trin så lette at han syntes at svæve over jorden. Småsten og støv føg om ham, som havde han tordnet af sted, men hans bevægelser var slet ikke voldsomme. Der var bare så meget fjedren og power i hans stærke ben, at alt måtte vige for hans hove. Hans hoved var hævet og derpå sænket en smule, i det hans nakke var dybt hvælvet i en smuk bue. Der var ingen tvivl om at han førte sig som em adelig, og som den hingst dine drømme er gjort af. Han var egoistisk, charmerende og intelligent, men der lå også en følsomhed over ham, der kom til udtryk i de intense gyldne øjne. De var som flydende guld, og ikke mange kunne se væk, når først han havde fanget dem i sit gyldne hav.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Træerne tårnede sig tavst op overalt omkring hende og skyggede for det sidste sollys, som kæmpede for at nå ned mellem de endnu grønne grene. Nogle var allerede begyndt at blive gule, der ville ikke gå mange uger før brune blade ville dække skovbunden. Det mærkede den askegrå tydeligt i vinden, som var blevet køligere og som bar en anden luft med sig en tidligere. Der var noget sørgmodigt over den vinter, som var på vej. Træerne trak sig ind i sig selv og smed deres blade og dyrene gemte sig i deres huler. Noget der fik hendes energi til at dale og smil til at smuldre i korte øjeblikke. Indtil hun igen mærkede livet bølge igennem hendes unge, slanke krop og gjorde, at hun kunne blive ved med at danse. Desuden ventede sneen, som var noget helt særligt. Men sommeren holdt sit tag på verden lidt endnu, så den askegrå nød alt det grønne. I et spring satte hun iltert farten op til en frisk, letfodet trav, og der gik ikke lang tid før det hun søgte, åbenbarede sig mellem de gamle stammer. Et flere meter højt vandfald ved bjergets fod mundede ud i en lille sø, der igen strømmede videre i en munter bæk. Det var et imponerende syn, som gjorde hende helt og aldeles begejstret, de ravgyldne øjne skinnede da hun med hævet hale sænkede farten og nærmede sig vandet, uden at tage øjnene fra det brølende vand. Det kom helt oppe fra bjergene og var meget klart, for ikke at sige koldt. Måske var det smeltet sne, måske noget helt andet, den askegrå var ikke sikker. Hun lod sig blot overvælde. word count 275

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/9kcaad.png); width: 397px; height: 596px; border: 0px solid #000000;] Som sekunder blev til minutter, og minutter blev til mange, ændrede landskabet sig omkring ham. Græsset blev kortere og kortere, indtil det stod så spredt, at man sagtens kunne sige, at her ikke fandtes græs. Træerne klumpede sig mere og mere sammen og dannede til sidst en vældig skov. Den bredte sig ud for hans blik, med både løv- og grantræer. De fleste blade var allerede faldet til jorden i et brundt tæppe - kun nåletræerne havde endnu deres stedsegrønne, rødlige og dybgrønne farver. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af de kønne efterårsfarver. Han elskede når bladene skiftede farve, men desværre holdt det ikke så længe. Og når først frosten, kulden og sneen ankom, så ville han hade vinteren langt væk. Han var en slank hingst, skabt til varme troper og bagende sol. Sne og frost bed ham som ethvert rovdyr ville. Han havde ikke rigtig den nødvendige polstring i generne, men måtte ty til at opfede sig selv ganske voldsomt hvis han skulle komme igennem vinteren med godt humør. Tanken om den alt for nært forestående vinter fik hans humør til at dale. Men hvad pokker, det kunne han da ikke rende rundt og tænke på! Som skudt ud af en kanon hoppede han pludseligt frem efter, og tordnede under skingre, kåde hvin ind i skoven. Selvom han hadede det, så havde han vænnet sig til at være "alene" på øen, og tænkte slet ikke på om andre mon hørte eller så ham. Hvis de gjorde, ville de se en voksen hingst, rende som et andet føl. Men alligevel ville man være ganske klar over, at han ikke var en unghest. Han havde skam levet sine år, han havde følt smerte og glæde, han havde set ting komme og gå. Og de gyldne øjne slog gnister i solens stråler, ligesom ringen i hans øre næsten syntes at være af rent lys. Dens blanke overflade reflekterede solen, og kastede lyset ud igen, som stammede det fra ringen selv. Netop som han begyndte at mærke energien falde til ro igen, hørte han i en brusen forude. Lyden var meget dæmpet, og han fandt det svært at finde den præcise retning, hvorfra det kom. Men så WHOOM. Han passerede et par træer, og med ét stod han foran et mægtigt vandfald. Det klare vand flød som smeltede krystaller, og det brusede øresønderrivende højt når det ramte bunden. Han slog med mulen af ren forbavselse over den høje lyd.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Med trippende skridt nåede hun helt hen til vandkanten af søen, og lyden fra vandfaldet kunne ikke blive ret meget højere. Vandet bragede ned af bjergsiden og lukkede al anden lyd ude, den askegrå blev helt elektrisk. Det var ikke første gang hun var her. Som en ung, langbenet plag var hun stødt på stedet. Vandbassinet under vandfaldet var som sådan ikke ret stort, men vandet flød hastigt videre ud i bækken og ind mellem træerne, det var nærmest en lille flod. Det var krystalklart. Hun virrede energisk på den silkebløde, hvide mule og slog et kvikt slag med den ravnsorte hale mens hun hævede mulen i vejret, for at se op mod vandfaldets top. Hun kunne knap nok se noget som helst for bare vand. Når det først blev rigtig vinter ville det hele nok fryse til is, og der ville blive stilhed. Bækken ville måske klukke afsted endnu, men den brølende lyd af faldende vand ville være borte. Hun flyttede på sin slanke krop, trippede rundt som et kådt føl, snart med en lys latter. Det var først nu, at hun opfangede bevægelse ud af øjenkrogen, for lyden af skridt druknede fuldstændigt. Og hun havde været helt opslugt i flere minutter. Men nu fik hun altså øje på noget, den unge hoppe stod med det ene forben løftet, klar til en ny dans, idet hun drejede hovedet for rigtig at se nærmere på det, der viste sig at være en fremmed skabning. En hest, en hingst, hans duft listede hende i møde, selvom hun ikke var sikker på om det virkelig var hans, eller om det var noget hun bildte sig ind. Ariel smilede bredt af overraskelse. Forhoven fandt hurtigt jorden igen. word count 284

{Out}