Genlyd

Reserveret til Emma (Tropical Base)

Et syn der kunne more nok hvem som helst, var hvad man kunne få hvis man så på det næste helt sorte føl. Ney havde fundet vej til bjergende, et sted hun aldrig havde været før, og hun stod hun på en lav klitte sten for foden af bjergende og steppede rundt. Hun kunne høre genlyden af nogle voldsomme dunk, fra hver hov der ramte imod det hårde underlag. Hun fniste, og stoppede igen med at trippe, for at slå den ene hov hårdt ned imod stenen, for så at stå helt stille uden at blinke for at høre den svage hule genlyd. Derefter forsatte hun igen med at danse på stenen.

Netop i sin leg for sig selv havde hun glemt alt om hun var taget ud i den store hvide verden for at fortælle den at hun bestemte og det skulle den altså bare finde sig i. Hun havde fundet noget at beskæftige sig med, der havde afledt hende fra sin store mester plan.

[/blockquote]

Trop strejfede for tiden rundt. Han havde forladt den hvide fremmede, men ville nok finde hende igen. Hun var den eneste bekendte sjæl i mængden, efter den røde hoppe med den store blis, som var Trops mor, forsvandt sporløs imens han sov. Dog huske Trop ikke selv meget om hende og det var som om en klap gik ned når han forsøgte - det eneste, som sprang op for hans indre blik var den hvide hoppe med sort hår. Piranja var hendes navn, men det var ikke en viden Trop bar. Han kendte kun hendes lugt, stemme og udseende og fandt hende via disse.

Tropical Base havde fundet noget, som absolut skulle undersøges - et magert pindsvin, som strejfede rundt for foden af Enophis - den eneste ø han kendte til - eneste bjerg.

Hvinene, spruttende og grinene trampede Ney rundt på stenene i sin egen morskab. Hun hyggede sig for en gangs skyld blot ved sig selv. Der skulle ikke meget til for at underholde det næsten helt sorte føl, hun kunne finde morskab i det meste; Som det hun havde gang i nu gjorde. Det var ikke det helt vilde set for andre, og sikker ville ingen større hest finde den samme morskab i at stampe rundt på en sten som Ney gjorde.
Ivrigt kørte den sorte halestump rundt bag hende, den så næsten ud som en ropel på en helekopter, det kunne se ud til at hun ville lette når det skulle være.

Ney havde længe vandret meget rundt for sig selv, og havde slet ikke taget højde for at den dag hun valgte at bevæge sig væk fra sin sikre røde, havde hun forladt sin moder og havde ikke længere nogen anelse om hvordan hun skulle finde tilbage. Ney vidste ikke at hun virkelighede var faret vild, forladt. Sågar ensom. Det sorte føl havde alt for travlt med den nye verden til at ligge mørke til det.

Tropical Base lod den lille, fløjlsbløde mule søge mod jorden og prustede ophidset til det spinkle dyr. Den var på hans område! Den var på hans ø! Allerede i en ung alder var Base en dominerende hingst. Han prustede voldsommere til den og forventede en reaktion, men den kom ikke. Istedet vræltede dyret bare videre. Base lod mulen skubbe let til den, hvilket medførte at den væltede, men også at det kære hingste føl hulede at smerte og et par fine huller efter pigge pyntede hans mule. En bloddråbe, som helt kunne syne smuk, gled ned over den skønne mule og ramte den mørke muld under hans fødder. Han klynkede og så ned på pindsvinet, men prøvede ikke på at vende det om. Det havde skadet ham og fortjente intet hjælp. Sådan var livet bare.

Legen begyndte først nu at kede Ney, selvom det længe havde underholdt hende ville hun nu videre på sin færd rundt i landet. Stenene havde givet hende nok for denne omgang. Mon ikke her var mere at lave end at hoppe rundt på en sten og more sig. Det var som allerede nu var der for lidt tid for Ney. Hun skulle nå at se det hele opleve alt!
Det sorte føl hoppede ned fra sin sten og dansede afsted på de styltede ben hun var udstyret med fra naturens side. På sin færd fremad afsted over landets bugtede overflade fandt hun næsten med det samme noget nyt! Der længere fremme var et andet føl. Igen uden omtanke for verden nærmest styrtede hun imod dette fremmede føl hun nu ville gøre til sin legekammerat, om han ville eller ej. Ney bestemte og sådan var det altså bare. I hvert fald i hendes eget hoved.
Et hvin kom frem fra hende, hun gjorde opmærksom på sig selv, hvis nu dette gyldne føl ikke havde set eller hørt hende før nu. Hun dansede hen til ham og cirklede rundt om imens den sorte hale piskede løs bag hende. Et stort smil var tegnet over den fløjlsbløde mule.

Et hvin lød fra den røde hingst, da et muntert føl sprang ind i hans synsfelt. Omgående klumpede han sig en smule sammen og så panisk rundt. Han satte sig ned på den lille røde rumpe af skræk og hvinede endnu mere. Hvad ville den her klump sorte pels og ben?

Forskrækket blev det grå sorte føl. Hendes udvalgte legekammerat havde fået et chok og væltet ned på bagdelen, hvinene som var han blevet ked af det.
Det lille sorte hoved faldt på skrå, hvad gik det nu ud på? Undersøgende stak hun mulen frem imod den gyldne lille hingst. Han var vidst yngre end hende, men det kunne næppe være meget. Forsigtigt nærmede hun sig, ja mere varsom. Han skulle ikke blive bange igen! Så ville det næsten være umuligt at overtale ham til at lege.
Da Ney var noget tæt nok på, pustede hun til hans mule. Ville han gå i stykker nu?

Afventene stod det gråsorte hoppeføl nu og næsten stirrede. Hun ventede på en reaktion. Det var som om spændingen var pirrende. Ville han skrige endnu mere, eller ville han tage sig sammen og undersøge hvad der foregik.

Den stirrede! Den stirrede på ham! Trop klemte øjnene sammen, da den fremmede begyndte på sin underlige stirren. Hvorfor stirre på ham? Han fnøs voldsomt og satte så forhovene frem for at komme op og stå, og var meget tæt på at ramme den fremmede. Han kom også vaklende op med bagdelen og så endnu mee indgående på hende, inden han stak i et fornærmet hvin. Nok også lidt på grund af at det pinligt, men også fordi den stirrede. Ingen skulle stirre på Tropical base!

"Hvorfor stir?"

Sagde han i et koldt toneleje.

(Emma, ved ikke om du selv har set det, men du har skrevet fra Noamis bruger :b)

"Du skriger," sagde hun og gjorde tydelig tegn på at det altså var ham der var tøsen her. Hun skubbede bringene frem, og imens hun bakkede et par skridt baglæns. Det var ikke lige sådan hun havde forestillet sig sin nye legekammerat ville være. Pyt! Han skulle nok lære det, det havde den brogede jo også gjort.
Ney havde total ignoreret hans kolde tone, tsh var han jo total uviden hvem hun var. For Ney, det grå sorte føl bestemte alt. Hun bestemte over verden, over alle: også ham! Troede hun i hvert fald. I hendes verden, som var utrolig lille og tiden løb afsted, bestemte hun.
Et prust mod den fremmede kom som det næste, og lagde ørene lidt utilfreds ned. Hvorfor skulle han også skrige sådan op? Det gjorde det endnu mere besværligt at lege.

[/blockquote]

[Opdagede jeg x3]

Han spidsede øre, da hun talte atter engang. Et højt fnys kom fra ham og steg op om dem som let hvidlig damp. Den lille hale slog kampberedt, men kontrolleret bag ham, inden han lagde sit udtryk i provokerende folder, men i de brune øjne lå alligevel et fræk, drillende udtryk.

"Ja jeg gjorde"

Hans stemme var let rystende, men skiftede så til en flabet toneleje.

"Men du er ubehøvlet og det er langt værre!"

Han slog let med hovedet, så de små totter, der udgjorde hans lille føl man, hoppede om hovedet på ham, som var hans hud en lille trampolin.

"Ubehøvligt? Mig?! Tsh, jeg er imødekommende og nærgående!"
Tonen i den fimsede stemme der stadig var alt for lys lød meget fornærmet. Ubehøvlet? Sådan følte Neytiri, det sorte unge hoppeføl sig absolut ikke. Hun anså mere den lille hingst som en tøsedreng, og skulle han fornærme hende mere, så ville han få af samme skuffe!
Med det snæversynet blik det gråsorte hoppeføl havde, var det ikke nemt altid til at tilpasse sig andre. Hun så hele verdensom sin, og alle der var her var under hende. Hun bestemte, og hun bestemte alt. Nogen skulle bare lige lære det først!

(Bliver lidt kort fra min side, skal lige i gang igen)[/color][/size]